Midvinter makkerpar

[Teodorie af Nørland]

Gilbert af Meagmarsk, den 21. december, år 528 M.T.

Da Teo kom løbende tilbage fra sit kammer med en ren tunika, stod der flere væbnere i kø ved køkkenet, for at få udleveret en ny bakke med forfriskninger til festen, der stadig foregik. Hun standsede bag Gilbert af Meagmarsk, svagt stakåndet, og kørte en hånd over det korte hår, glattende det lidt i processen.

"Hey, Gil?" Hun stak den ældre væbner i siden. "Gæt hvad jeg lige så ude på gangen!"

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil sukkede for sig selv. Han kunne komme på mange ting, han hellere ville lave lige nu. Pudse seletøj, for eksempel. Det blev skønt at blive ridder og slippe for den her slags tjenerarbejde. Han stod bagerst i køen og småsnakkede med nogle af væbnerne foran sig, da Teodorie kom løbende. ”Ude på gangen?” gentog han forvirret. ”Det ved jeg ikke?” Det kunne ikke være et par fnisende komtesser, som hun kom så ivrigt over for at fortælle ham om.

[Teodorie af Nørland]

Rødkindet af både sin tur gennem paladset og det hun havde set på den, vibrerede Teo næsten af forargelse. Hun nikkede.

"To, der kyssede. Op af en mur og med hænderne alle mulige steder på hinanden. Det kan man da ikke?!"

[Gilbert af Meagmarsk]

Øjenbrynene fløj i vejret ved hendes forklaring. Utroligt at folk turde gøre den slags et sted, hvor de kunne blive opdaget. ”Det kunne de da?” påpegede han dog blot med et drillende smil. Åh, tænk sig endnu at være så ung og naiv. Engang skænkede han heller aldrig denne slags ting nogen tanker. Man følte sig jo helt voksen. ”Opdagede de dig?”

[Teodorie af Nørland]

Gilberts smil gjorde Teo helt underligt tilpas. Han så ud som om han vidste noget hun absolut ikke gjorde og hendes kinder tog kraftigt farve over det. Hun var dog stadig forarget.

"Ja! Jeg... Jeg kom til at tale til dem. Jeg var så overrasket. Man må da ikke stå midt ude på en gang på den måde...?!"

[Gilbert af Meagmarsk]

Han kvalte et grin, men et lille fnis undslap dog læberne. ”Du talte med dem? Det kan kun være gået godt ...” Han kunne levende forestille sig, hvor akavet det måtte have været. ”Nej, det var vist deres egen skyld, at de blev opdaget,” medgav han så og nikkede. Hvis man gav sig til at kysse og rage på hinanden midt på gangen, var man selv ude om det, hvis man blev afbrudt. ”Nogle folk er bare ikke så gode til at være diskrete, lader det til.”

[Teodorie af Nørland]

Teo var lidt forfjamsket over, at Gilbert tilsyneladende kun synes det var sjovt. Men han vidste selvfølgelig heller ikke hvem det havde været. Og det kunne hun ikke fortælle ham. Hun nøjedes med at tage en dyb indånding og ryste på hovedet.

"Jeg ville aldrig nogensinde gøre sådan noget," erklærede hun bestemt, med reference til gangen. Det ville selvfølgelig også være en helt anden form for sladder, hvis hun blev fundet med sine hænder på Skylar på den måde...

[Gilbert af Meagmarsk]

”God plan.” Gil nikkede med et skævt smil. Det gjaldt om at være forsigtig med sådan nogle udskejelser. Desuden var Teo jo en pige, så det gav bare meget mere drama for hende at blive fanget i sådan en situation. ”Man skal være diskret med sådan noget.”

[Teodorie af Nørland]

Teo klemte øjnene lidt sammen over svaret. Hun udledte, at Gilbert ikke var uerfaren med at snige sig rundt, men det burde måske heller ingen overraskelse være. Han var trods alt seksten år og drengene på hendes egen årgang var da allerede travlt optaget af hvilke komtesser, der var de kønneste. At hun ikke selv bidrog til sniksnakken kom næppe som en overraskelse. Hun var jo en pige. De vidste heldigvis ikke, at hun også synes at komtesserne så kønne ud.

"Gik jeg glip af noget?" Hun kløede sig lidt i nakken, som de nærmede sig begyndelsen af køen og dermed mere arbejde. "Joren spildte vin hele vejen ned over min tunika..."

[Gilbert af Meagmarsk]

”Ikke det store,” fortalte Gil med et skuldertræk og tog et skridt frem, da køen flyttede sig igen. ”Det er lige så kedeligt som sædvanligt. Jeg glæder mig virkelig til at blive ridder, så jeg ikke behøver gå rundt og lege tjener mere.” Han sukkede for sig selv ved tanken. I det mindste behøvede han ikke danse eller snakke med gæsterne ved festen. Man var nærmest usynlig, når man var en væbner. ”Forhåbentlig spildte han ikke på dig inde i salen?”

[Teodorie af Nørland]

Teo trak en anelse på smilebåndet over Gilberts brok. Hun havde kun været væbner i et halvt år og var ikke rigtig træt af det endnu. "Jeg tror du skulle tage at prøve at være en rigtig tjener et par dage, Gil," drævede hun underholdt, før hun rynkede lidt på næsen og rettede lidt på sin tunika.

"Men det var nu præcis det han gjorde, det fjols. Du kan også tro han kommer til at høre for det..."

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil rynkede blot på panden. ”Hvorfor dog det?” spurgte han forvirret. Det var rigeligt, at hans lillesøster tilsyneladende havde brugt tid som en tjenestepige, imens hun var forsvundet. En Meagmarsk skulle da ikke servere og rydde op efter andre! Gil havde ikke noget imod tjenestefolk og gik bestemt ikke ind for at behandle dem dårligt, men han havde ikke den fjerneste interesse i rent faktisk at udføre deres arbejde. ”Riddere redder liv, de serverer ikke vin.” Han trak på skuldrene og grinede så lidt, da Teodorie fortalte, at uheldet ganske rigtig var sket foran et publikum.

[Teodorie af Nørland]

Teo sparkede ganske let til Gilbert, da han lo af hende. Hun var dog ikke helt færdig med at belære ham endnu. Måske var han seksten, men hun havde til gengæld en udpræget klog ridderherre.

"Vi serverer som pager og væbnere, for at lære ydmyghed, Deres Højhed" pointerede hun, lettere drævende, men med et muntert glimt i øjnene. De var begge klar over, at det en dag ville blive hans titel.

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil grinede af hende. ”Jeg er ydmygheden selv,” svarede han sarkastisk. Ja, det var vel rigtig nok, at riddere skulle være ydmyge. Man skulle tjene sit folk og ikke sig selv. ”Der er bare ikke så meget forskel på ydmyghed og ydmygelse nogle gange,” sukkede han så og trak på skuldrene. Ved tanken om Niklaus var han dog pludselig ikke så irriteret over at lege tjener en aften. Hvad som helst der kunne føre ham på afstand af ridderherren var godt for tiden. ”Men ja, det her er vel bedre end så meget andet.”

[Teodorie af Nørland]

Teodorie fortrød ikke, at more sig over Gil, da hans svar fik hende til at måtte bide et grin i sig, for ikke at vække ceremonimesterens harme. Hun rømmede sig lidt med et spillende blik.

"Bevares," svarede hun lavmælt. "Men det her er da ved Gudinden ikke det mest ydmygende jeg har gjort som væbner." Hendes tone var ret tør, men hårene stod op i nakken på hende. "Hertug Vårfos mener, at det er karakteropbyggende at se sin frygt i øjnene. Har Baronen de samme sadistiske tendenser?"