Kompliceret kammerpige

[Salima Kammerpige]

Orielle af Karminborg

Det var endnu en morgen og Salima var netop kommet fra at vække den unge Eleanor og hjælpe hende i tøjet. En dag ville hun måske have sin egen pige og Salima kun have en adelskvinde at tjene, men for nu foregik det på tur. Det betød også, at det tog længere tid, at blive klar til dagen. Hun havde dog ikke noget imod det. Som hun åbnede døren forsigtigt og sneg sig ind på Orielles værelse, sikrede kammerpigen sig, at døren var ordentligt lukket og hun slog forsigtigt slåen for.

Med bakken med morgenmad balancerende på den ene hånd, trådte hun dernæst nærmere sengen og satte den fra sig ved siden af den. "Godmorgen," hilste hun mildt, som hun bøjede sig lidt ind over sengen.

[Orielle af Karminborg]

Orielles første indtryk af dagen kom til hende igennem høresansen og lyden af værelsets sagte reaktioner på Salimas bevægelser. Denne sans blev hurtigt suppleret af to andre som hun strakte sig og glippede med øjnene i. Lyden af den velkendte stemme som fulgte med det samme blev dog imidlertid der for alvor bragte hende ind i morgendagen.

"Godmorgen," gengældte hun hilsenen med et svagt smil idet hun flygtigt strejfede kammerpigens arm med sin hånd, hvorefter hun satte sig op i sin seng og med en håndbevægelse inviterede hende til også at tage plads i den.

[Salima Kammerpige]

Det var et ritual, men også en arbejdsopgave, at vække Orielle. Hvor rammerne var klare på hendes lillesøsters værelse, var de frygtelig ujævne med den ældre komtesse. Der var dog trods alt en grund til slåen, der var blevet slået for. Da Orielles hånd rørte hendes arm, sitrede det i Salima. Hun smilede svagt og lænede sig ned for at plante et blidt kys på sin nådigfrøkens pande.

Invitationen kunne hun ikke modstå, selv hvis hun havde haft lyst. Hun var fuldt påklædt og med håret sat og skjult under et hovedlin, men hun satte sig på sengekanten og tilbød Orielle et stykke med brød mellem to fingre. "Har du sovet godt?"

[Orielle af Karminborg]

Verden var stadig en anelse sløret for Orielles øjne, og for den sags skyld for resten af hendes sanser, ved spørgsmålet. I et øjeblik hvor hun lod indtrykkene finde plads så hun ganske betænksom ud, men nikkede derefter med et smil og tog glædeligt imod brødet hun blev tilbudt. "Ganske udmærket." Det var en ganske ordinær morgen på det punkt.

Hun skulle til at tage brødet op til sin mund men pausede sin egen bevægelse ikke langt fra detinationen. "Hvad med dig? - Du er velkommen til at sætte dig bedre tilpas, Sallie." Efter et kort blik i retning af sin kammerpiges plads på siden af sengen trak Orielle benene op under sig og fik taget sig en bid.

[Salima Kammerpige]

Det plantede altid et lille smil på Salimas læber, når Orielle kaldte hende sådan og hun sendte hende et varmt blik, før hun trak en anelse på skuldrene. "Det føles ikke rigtigt," tilstod hun. "Tænk hvis jeg vænner mig for meget til det og kom til at sidde ned i enkebaronessens selskab?"

Hun tyggede lidt ned i en enkelt, fyldig underlæbe. "Desuden kan jeg godt lide at sidde her ved dine fødder og se dig nyde maden. Du laver sådan nogen udtryk..."

Salimas mundvige sitrede. Hun kunne ikke sige hvilke udtryk det var eller hvad de mindede hende om.

[Orielle af Karminborg]

Orielle drog et lille suk der alligevel bragte en tyngde med sig som bar præg af at det kom dybt nedefra. Hendes blik, som gik fra at være fæstnet ved Salima til kort at kigge ud i midten af rummet, indikerede at hun enten ikke kunne tage sig af eller at hun ikke bevidst havde registreret luften og dermed lyden der forlod hende, så instinktivt var det. I visse situationer havde hun måske haft behov for at gennemgå en af de to ting, anerkendelsen eller den mentale registrering, men i selskab med Salima var hendes behov for en facade så godt som ikke-eksisterende.

Efter sukket fulgte en bekræftende nikken til den hypotetiske situation. Hun forstod det godt, og selvom hun godt kunne ønske sig at optænkte scenarier ikke havde den indflydelse respekterede hun stadig at det var en reel bekymring.

"Udtryk...?" Orielle blev hevet ud af sine tanker og fik i stedet plastret et grin henover ansigtet. Hun var ikke helt sikker på hvad hun mente, hvilket måske i virkeligheden var grunden til det brede smil.

[Salima Kammerpige]

Selvom Salimas lød betød, at hun aldrig fik den afslørende røde farve i kinderne, som de blege nordlændinge gjorde, så var det ikke så svært at se, når hun blev forlegen. Hun trak lidt på smilebåndet, sænkede blikket og løftede den ene hånd for at klø sig i nakken, før hun skævede op på sin nådigfrøken - og elskede.

"Når du nyder noget, er det meget tydeligt," forklarede hun, med de nok tætteste ord hun kunne komme på det uden at gemme sig under sengetæppet.

[Orielle af Karminborg]

Måske var varmen ikke til at se for det blotte øje i Salimas kinder, men det var den i Orielles; så da svaret på hendes spørgsmål faldt fik hun pludselig betydeligt mere farve i kinderne. Bredden gik desuden lidt af hendes smil og blev i stedet erstattet af en blanding af en latter og et fnis i en ganske kortvarig form.

"Godt. Vi kan heller ikke have at du i tvivl." Tonen var munter og med hævede øjenbryn og et lille smil, og uden at bryde øjenkontakten, tog hun et bid af brødet hvorefter hun tilbød en til sin kammerpige ved at holde det frem nogle tommer fra hendes mund.

[Salima Kammerpige]

Salima smilede og så op på Orielle med både forlegenhed og morskab i blikket på samme tid. Hun klarede halsen en anelse og fugtede sine læber.

"Jeg er aldrig i tvivl," forsikrede hun, både svagt drillende og dybfølt. Da hun øjeblikket efter lænede sig et lille stykke frem og tog en bid ud af det velbagte brød, var det dog mest det første, der dominerede hendes blik.