Fortryllet eller fjende?

[Roger af Linshart]

Vanora af Meagmarsk, den 31. december år 528 M.T.

Roger havde lovet en dans væk til Vanora ved nytårsfesten, men han kunne have lovet hende så meget mere og stadig have alle intentioner om, at holde det. Selvom de på mange måder var modstandere, så havde hendes sidste besøg mindet ham om hvor let det var at lade sig forblænde. Han var en mand, der holdt af kvinder og Vanora af Meagmarsk var et pragteksemplar.

Med dette i baghovedet, havde han gjort noget ud af aftenen. Han var klædt i sit bedste, holdningen var rank og så snart han slap væk fra bordet med den ubehøvlede ridder af Hamin, var hans blik søgende efter aftenens mere interessante element. Pigerne måtte klare sig selv med deres anstandsdamer. Han havde bedre ting at tage sig til end at være barneplejerske.

[Vanora af Meagmarsk]

Vanora havde alle dage holdt af en ordentlig fest, og selvom der måske var ting at udsætte på den stadig nye regent, så lod det til hans dronning i det mindste forstod at arrangere netop det.

Alle havde gjort noget ud af deres fremtoning den aften, eller.. Hun lod et diskret, men kristisk blik glide salen rundt, mens hun nippede til den gode vin i sit bæger, alle havde i hvert fald forsøgt. God smag, eller stil, var desværre ikke noget der kunne købes for penge, konstaterede hun for sig selv, med et hånligt, mentalt fnys. Hun var selv svær at overse, i en dybrød kjole, der sikkert af flere på hendes egen alder ville blive anset for upassende, alene på grund af farven. Hun var dog ikke bleg for at fremhæve sine goder sider på en smagfuld måde og mestrede det bedre end de fleste.

Blikket fortsatte, men stoppede så og gled lidt tilbage igen da en velkendt skikkelse trådte ind i hendes synsfelt. Et smil krusede sig på hendes læber og den yngre komtesses plapren ved siden af hende, blev endnu mere uinteressant, end den allerede var.

[Roger af Linshart]

Det virkede til, at de fik øje på hinanden samtidig. Rogers blik fæstnede sig på Vanora i en kjole, hvis farve komplimenterede hans egen tunika i Linsharts røde farver glimrende. Hans mundvige sitrede et kort øjeblik, før han stod foran hende og bukkede, som det passede sig.

"Hvilket glimrende valg af kjole, Deres Højhed," bemærkede han. "Jeg må særligt komplimentere farvevalget."

Lyse øjne spillede, men han kunne ikke nægte, at føle sig svagt besidderisk. Var det et bevidst valg hun havde truffet?

[Vanora af Meagmarsk]

Hendes blik fulgte ham hen over bægeret det sidste stykke og da han bukkede, besvarede hun det med et nik fra sin siddende stilling "Rød har altid været min farve." svarede hun, uden nogen falsk beskedenhed "Falder selskabet i Deres smag i år?"

[Roger af Linshart]

Roger kunne have konstateret, at rød absolut var hendes farve, men der var grænser for hvad man kunne tillade sig, når man så let kunne blive overhørt. Det va ikke gået hans næse forbi, at Vanora var i selskab med andre.

"Absolut," svarede han. "Selvom en af gæsterne ved mit bord var af den opfattelse, at jeg havde tjent som ridder og tilsyneladende aldrig havde hørt om mig." Han hævede et enkelt bryn, et tydeligt tegn på hvad han mente om den slags mennesker. "Hviler De benene efter en udmattende dans? Ellers vil jeg tage Dem op på Deres tidligere tilbud...?"

[Vanora af Meagmarsk]

Hendes blik spillede udfordrende mod hans, selvom der intet blev sagt og da der gjorde, fnøs hun muntert over hans indignation "Vedkommende må have levet med hovedet i ørkensandet." konstaterede hun og rakte en hånd frem mod ham "Tværtimod ventede jeg på det rigtige tilbud, Deres Højhed." hun så afventende op på ham, uden at lægge skjul på hun nød opmærksomheden.

[Roger af Linshart]

Et lavmælt fnys forlod Roger, som dog udmærket bemærkede, hvordan hendes slet skjulte anerkendelse gav en svag tilfredsstillelse. Det var en farlig fornemmelse, men samtidig ikke en han havde tænkt sig at kæmpe hårdt imod.

I stedet strakte han slet og ret sin hånd frem i et tilbud. "Tillad mig at fremsætte netop det," svarede han, uden at skænke hendes siddekammerater nogen opmærksomhed.

[Vanora af Meagmarsk]

Hun lagde hånden i hans og rejste sig uden at tage sig af at undskylde sig til komtessen. Hertugen foran hende, var langt mere interessant "Så tillad mig at acceptere det, med glæde." selv stående, måtte hun lægge nakken tilbage for at møde hans blik da hun så afventende på ham. Det var alt for længe siden hun for alvor havde taget imod nogen mandlig opmærksomhed og hun havde tænkt sig at nyde det nu hun havde chancen.

[Roger af Linshart]

Roger svarede blot med et nik, før han vendte Vanoras hånd i sin og førte hende væk fra hendes samtalepartner og imod dansegulvet, hvor der blev spillet op.

"Hvis ikke fordi jeg vidste, hvor meget du holder af farven, kunne jeg næsten have dig mistænkt for med vilje at forsøge at drage mit blik," konstaterede han, som han gik med hende.

[Vanora af Meagmarsk]

Det sitrede svagt i hendes mundvige over konstateringen "Uanset om det var bevidst eller ej, lader det til at have virket." svarede hun, uden hverken at be- eller afkræfte hans formodning "Desuden.." fortsatte hun og lagde hovedet lidt på sned for at se op på ham "..ville en orange kjole være stilmæssigt selvmord så længe mit hår endnu ikke er blevet gråt." konkluderede hun ganske selvfølgeligt, i hentydning til de farver der hørte sig til Meagmarsk.

[Roger af Linshart]

Roger fnøs muntert over Vanoras betegnelse af Meagmarsks ene slægtsfarve og hævede et bryn. Han løftede sin hånd og slog dansen an med en ro, der var kommet med årene og talte tydeligt om, at han ikke længere følte han havde nogen han behøvede at imponere.

"Jeg kunne nu sagtens se dig i orange. Den klæder dig jo andre steder, så hvorfor ikke på hele kroppen?"

Han trak en anelse på smilebåndet. Kunne han have valgt at sige, at den klæde hende på hovedet? Ja. Var det bevidst, at han var mere kryptisk? Absolut.

[Vanora af Meagmarsk]

Hun havde danset det meste af sit liv og hun vidste allerede, at Roger formåede at føre, så hun havde ingen problemer i at følge dansen og tale på samme tid. Det hele lå på rygraden og et muntert fnys undslap hende, mens hun sendte ham et skarpt blik "Flabethed forsvinder ikke med alderen kan jeg konstatere."

[Roger af Linshart]

De lyse øjne spillede nærmest gavtyveagtigt, som Roger et øjeblik var skilt fra Vanora. Han overtog hende dog hurtigt igen og dansen fortsatte.

"Det tror jeg ikke du skal regne med," forsikrede han underholdt, da hun var i hans greb igen. "Men du kunne også tage det som en kompliment. Andre af os er bare blevet grå."

[Vanora af Meagmarsk]

Hendes blik fulgte ham et stykke, besvarede den usagte udfordring, før hun af høflighed, et øjeblik måtte vende opmærksomheden momentært mod en ny.

Dansen førte hende dog tilbage til Roger igen og med en hånd hvilende på hans ene overarm, kunne hun ikke holde en lille latter tilbage "Jeg vover den påstand, at selvom ydersiden hos nogen af os er blevet en smule grå.." hendes blik faldt kort til hans skæg, før det mødte hans blik igen "..så tror jeg ikke hverken du eller jeg, nogensinde bliver det indvendigt." selvfølgelig kunne hun mærke, og se, at årene var gået, men hun følte ikke hun var færdig med at leve endnu.

[Roger af Linshart]

Et smil trak kort i Rogers mundvige, før han mistede Vanora igen. Den unge lille ting, der kort var på hans arm, fik dog ikke mere end flygtig opmærksomhed, før en hånd hvilede på enkehertugindens lænd og hans mund var tæt på hendes øre.

"Er det noget du har lyst til at demonstrere? Under mere private former...?"