Disktration

[Margarry af Mindelan]

Silas af Hamin

Margarry havde været ekstra anspændt de seneste par uger. Ikke bare fordi hun var vendt hjem fra en fejlslået mission sammen med prinsen, heller ikke fordi hun var rastløs i Corus og endda heller ikke fordi hun stod til at skulle møde sin trolovede indenfor ganske kort tid. Nej, der var en helt anden, langt mere forstyrrende grund og hun fandt at den eneste måde, hun kunne forvise det fra sine tanker, var ved at bruge al sin energi på træningspladsen.

Det var da også der hun var nu, godt i gang med at tæve løs på en sagesløs træningsdukke med et uslebet sværd. Sveden piblede af hende, selvom det var overskyet og nær frysepunktet og da hun endelig stoppede op, var det med en brystkasse der hævede og sænkede sig hastigt. Med en træt stønnen, spyttede hun på jorden, før hun drejede sig for at få noget at drikke - ubevidst om andre, der var tilstede på træningspladsen.

[Silas af Hamin]

Silas havde besluttet sig for at træne, og håbede på denne gang at få pladsen for sig selv - eller med andre ord, uden sin onkel. Derfor gik han ud på træningspladsen med sit sværd, men stoppede dog hurtigt op. Det syn der mødte ham, havde han ikke forventet. i modsat ende stod en mørkhåret kvinde og bankede løs på en træningsdukke. Der skulle ikke længe til før han genkendte kvinden. Det var længe siden han var stødt på hende. Måske var sidste gang kun kort efter væbnerskolen, han var faktisk ikke sikker.

Silas stod tøvende lidt, før han gik nærmere, så meget havde de aldrig rigtig snakket, men hun virkede frustreret og lige nu ville alle, der bare var den mindste smule frustretet, blive anset på lige fod med Silas. Han gik hen og da hun var færdig og spyttede i jorden rømmede han sig. "Ridder Margarry"

[Margarry af Mindelan]

Margarry var opslugt af sine egne problemer og fokuserede sine tanker om behovet for noget at drikke, da en stemme lød i nærheden af hende. Hun drejede hovedet og der gik et øjeblik, før hun genkendte ridderen, der talte til hende. Overraskelse var kort synligt på hendes ansigt.

"Ridder Silas," hilste hun tilbage. Den jævnaldrene væbnerskolekammerat og hende havde aldrig haft meget med hinanden at gøre og hun vidste ikke, hvad han ville hende nu. Margarry drejede sig mod ham med et spørgende blik, stadig tydeligt forpustet.

[Silas af Hamin]

Hendes angreb og træningsstil var for bekendt for Silas og han kunne ikke helt lade det passere, ikke efter hvad han havde været igennem det sidste lange stykke tid. Derfor valgte han at gå tættere på og starte en samtale op. "Har nogen trådt Dem over tæerne, eller hvad r din grund for at tage livet af dukken?" Han var godt klar over at det kunne være meget personligt, men somme tider var det det, der var brug for. En udenforstående som kunne lytte til det personlige uden at dømme. Sådan havde han det da med Braden af og til.

[Margarry af Mindelan]

Margarry kunne ikke skjule sin overraskelse over det meget personlige spørgsmål og hun kom instinktivt til at se sig til siden, næsten som om hun forventede at der ville stå nogen og lytte til deres samtale. Hun var stivnet lidt og det havde ikke kun noget med kulden i luften at gøre.

"Hvorfor spørger De?" endte hun med at svare, ikke fjendtligt, men alligevel tilbageholdende. Hun kunne næppe sig til en nær fremmed at grunden til at hun havde været ved at slå dukken bevidstløs, var at hun havde forelsket sig i en præst. Håbløst.

[Silas af Hamin]

Hun så noget overrasket ud over spørgsmålet, men egentlig kunne Silas godt forstå hende. De havde aldrig rigtig talt sammen og pludselig kom han her og stillede personlige spørgsmål. Alligevel var der noget i ham, der fik ham til at stå ved spørgsmålet. "De ligner en der har noget at kæmpe med. Noget der ikke er let at dele med sine nærmeste." Han kendte det udmærket selv. Der var intet bedre end at træne sig væk fra tankerne i hovedet.

[Margarry af Mindelan]

Margarry vidste stadig ikke helt, hvorfor den jævnaldrene ridder havde opsøgt hende, men hun så intet i hans fremtoning der skulle være andet end imødekommende og det var måske det, der fik hende til at blive stående.

"De tager ikke fejl," konstaterede hun og tørrede sig over halsen med det ene ærme, mens træningssværdet hang slap ned langs hendes side. "De kender måske følelsen...?"

[Silas af Hamin]

Silas havde egentlig bare tænkt sig at træne, men han kunne ikke få sig selv til at ignorere den anden ridder. Han nikkede til hendes spørgsmål. "Jeg kender den meget godt." Han spekulerede på hvad hun egentlig vidste om ham fra væbnerskolen. Han havde ændret sig meget siden. Til det bedre hvis man spurgte ham selv. Alycia havde virkelig fået noget andet frem i ham end han plejede. Så trak han på skuldrene. "Men hvis De ikke vil tale om det, så forstår jeg det godt."

[Margarry af Mindelan]

Margarry vidste ikke hvad det var, men der var et eller andet grundlæggende rart i den anden ridders interesse. Hun havde ikke helt indset, hvor alene hun følte sig med det hele før det øjeblik og skuldrene faldt den mindste smule, selvom bekymringerne ikke forsvandt af den grund.

"Det er ikke fordi jeg ikke vil," konstaterede hun og strøg en hårlok væk fra panden, mens hun kort så væk. "Der er bare nogle ting man ikke... Kan tale om."

[Silas af Hamin]

Silas rullede med skuldrene og så opfordrende på hende. "Så lad os tage en duel i stedet? Så kan vi begge få afløb på frustrationer." Det gjorde det nogen gange lidt bedre at kæmpe mod en person frem for en dukke. For Silas var det alt for nemt at hidse sig op på en død dukke, der ikke slog igen. "Så kan vi gemme snakken til en anden gang." foreslog han med et skuldertræk, meget ulig den knægt han havde været dengang de endnu var væbnere.

[Margarry af Mindelan]

Margarrys øjenbryn gled op igen, men denne gang spredte der sig et smil på hendes læber. Hun hævede hagen lidt og så vurderende på Silas, før hun nikkede sin accept.

"Det tror jeg, at jeg vil holde Dem op på," konstaterede hun med skuldre, der synligt var faldet. På en eller anden måde havde det lettet byrden bare lidt at mærke en andens anerkendelse af hendes problemer. Også selvom han ikke kendte dem.

"Nå De er klar, ridder Silas."

[Silas af Hamin]

Silas trak på smilebåndet, mens en tanke fangede hans bevidsthed. Noget havde ændret sig. Normalt ville han slet ikke befinde sig i en situation, hvor han snakkede med en kvinde på den måde han gjorde det nu, men det gjorde han, og han havde det fint med det. "De siger bare til." lød det fra ham med et lille nik.

Så trak han sit sværd, rullede nakke og skuldre og hoppde let fra fod til fod, men lidt afstand mellem benene. efter kort tid stoppede han og kiggede på hende med et smil "klar."

[Margarry af Mindelan]

Margarry havde aldrig haft meget andet indtryk af Silas end at hun havde konstateret i en tidlig alder, at de ikke ville komme til at have meget til fælles. Nu indså hun, at det måske var en fejl og som han trak på smilebåndet, gjorde hun selv det samme.

Hun fandt sig eget standpunkt, plantede fødderne solidt i jorden og gjorde det første udfald mod ham. Lyden af stål mod stål fyldte luften og de havde tydeligvis fundet en værdig modstander i hinanden.

[Silas af Hamin]

Silas stod klar og holdt øjnene på hendes klinge, så han var klar til at parere, når hun gjorde udfald. Der gik ikke længe, før det kom. Lyden af den retfærdige klinge mod klinge fremkaldte et smil hos Silas. Jo det var lige det han havde haft brug for en reel og ærlig duel.

Han tog et par trin mod siden og gjorde så et udslag igen. Hun var bestemt en værdig modstander, også selvom hun var en kvinde. Han havde virkelig været dum som væbner, Det ville han dog aldrig sige højt for noget.

[Margarry af Mindelan]

Det varede ved i nogle minutter, men dueller var ikke uendelige og det endte med at være Margarry der trådte et skridt tilbage med hænderne let hævet og et smil på læberne, uden at have nogle skrubler over at han stod med sejren i den omgang.

"Det var tiltrængt, ridder Silas. Tak," konstaterede hun, forpustet og bukkede sig efter sit sværd.