Upassende udflugt

[Ercole af Groten]

Margarry af Mindelan

Der var ingen tvivl om, at Ercole ikke burde være der. Han var ikke i tvivl. Men Mithros måtte vende på, at få de ofre han måtte gøre, for at bryde med sine løfter. Han havde et kapitel at afslutte. En anden han måtte sone sin tid overfor.

Hvis paladsets tjenestefolk eller vagter skulle undre sig, så var han der for at besøge Bernin. Broderen var dog fjernt fra hans tanker. I dem var næsten kun Margarry. Så meget havde han indrømmet overfor sig selv. Længere var han ikke nået. Så snart han indrømmede det overfor en af sine brødre, ville han blive sat under overvågning, opfordret til at rejse væk og frataget muligheden for, at undskylde.

To uger var der gået nu, siden det skete. Og i dag bankede han på hendes dør ved aftentide, velvidende, at hun var inde. Han havde i hvert fald sikret sig, at hun vidste at han ville komme.

[Margarry af Mindelan]

Margarry havde tilbragt mere tid på træningspladsen end hun havde gjort i lang tid. Det var den bedste måde at forsøge at glemme, hvad der var sket for to uger siden, som alligevel blev ved med at hjemsøge hvert eneste, vågent øjeblik hun havde.

Nu var hun dog fanget på paladset, hvor hun intet andet kunne gøre end at gå og vente på at de sidste to uger indhentede hende. Hun følte sig kvalm og usikker og det tiltog kun, da det langt om længe bankede på døren.

Med hjertet i halsen åbnede hun døren og stivnede lidt, som hun så på Ercole. "Kom ind," var det eneste hun kunne tænke på at sige og da hun trådte til side for at lukke ham ind, var det med hjertet i halsen og absolut ingen ord. Hun vidste, hvad han var der for og hvor ondt det ville gøre.

[Ercole af Groten]

Hjertet hamrede i Ercoles brystkasse, da Margarry åbnede døren. Hans blik faldt til hende og det føltes som om alt i ham skreg, at han ikke kunne have denne samtale. Men han måtte.

Han trådte indenfor, som inviteret, og så sig kort rundt, før han endte med at sætte sig den spartanske seng og klare halsen lidt.

"Jeg håbede du ville være," knirkede han, en smule tøvende.

[Margarry af Mindelan]

Margarry havde aldrig i sit liv haft så meget brug for at ty til den nærmeste af sine guder, som hun havde haft de sidste par uger. Samtidig havde hun ikke kunnet gå til templet og hun havde måttet nøjes med at sende sine bønner og sin angren mod Mithros, når hun kæmpede på træningspladsen.

Gudindens tempel havde hun besøgt, men det var ikke den guddom hun havde en uoverensstemmelse med og skyldfølelsen nagede i hende igen, da Ercole trådte over hendes dørtrin - selvom den næsten blev overskygget af en helt anden følelse. Længsel.

Hun lukkede døren og samlede sig i et øjeblik, før hun kunne vende sig imod ham og møde hans blik. "Hvorfor er du her?" måtte hun spørge, selv tøvende, men også forpint, selvom hun forsøgte at skjule det så godt hun kunne.

[Ercole af Groten]

Ercole løftede blikket til Margarry og mærkede vreden under det hele. Måske var den rettet imod ham, måske hende selv. Måske blot imod den umulige situation. Han tog en dyb indånding.

"Fordi jeg blev nødt til at se dig," svarede han hudløst ærligt. "Fordi det sekund jeg indrømmer mine følelser overfor en af mine brødre bliver sidste gang jeg ser dig. Og alene tanken om det føles som det mest smertefulde jeg har oplevet."

[Margarry af Mindelan]

Margarry forventede en afvisning. Måske var det et eller andet sted også det hun fik, men det føltes ikke så endegyldigt som hun havde troet. Det fik da også facaden til at smuldre og lige dele ulykke og lykke var klart på hendes ansigt.

"Jeg har prøvet på ikke at tænke på dig. Prøvet på at overbevise mig selv om, at det er forkert," svarede hun, uden at kunne flytte sig fra stedet - selvom hun gerne ville. "Men jeg kunne ikke."

[Ercole af Groten]

"Det er forkert, Margarry," svarede han hæst. Men han lød ikke nær så bestemt, som han havde villet. "Jeg skulle aldrig have kysset dig. Det er ikke meningen, at vi skal handle på kødelige lyster. Meditation er til for... Til for at vende den slags energi imod arbejde."

Han betragtede hende lidende. "Jeg elsker dig."

[Margarry af Mindelan]

På en eller anden måde formåede han at belære hende, pille alt ned og så med ganske få ord vende det hele på hovedet igen. Hun så på ham, overvældet af den intensitet, som han mødte hende med - og som hun til dels selv mærkede brænde i sit bryst. Det var ikke åbenlyst, hvad hun skulle gøre. Kun hvad det eneste rigtige var.

"Men du elsker Mithros højere," hørte hun sig selv svare i en lille stemme, trods det at hendes hjerte hamrede over hans erklæring. "Ercole, det her..."

[Ercole af Groten]

Hendes ord rystede ham. Og han sænkede blikket. I et langt øjeblik sagde han ingenting. Så klarede han halsen lidt og tog en dyb indånding.

"Hvordan kunne du eller nogen andre respektere mig, hvis svaret ikke var ja?"

[Margarry af Mindelan]

Der var sandhed i spørgsmålet. Margarry havde dog intet svar på det, ligesom at hun også fandt sig selv tabt for ord. Stumt endte hun med at træde lidt tættere på ham, hvor han sad, uden at krydse afstanden helt hen til ham.

"Så vi fortsætter som om at intet er hændt?" spurgte hun, men kunne selv høre den forpinte undertone i sin stemme, som hun sagde det. Var det overhovedet muligt?

[Ercole af Groten]

Ercole løftede blikket og så på hende med smerte i de mørke øjne.

"Nej," faldt svaret efter en ladet tavshed. "Nej, jeg bliver nødt til at fortælle det til mine brødre og efter det kommer jeg ikke til at forlade templet eller tale med dig i lang tid. Det er den eneste måde."

Den eneste måde at sikre, at han ikke blev ved med at nære følelserne i hemmelighed. Som lige nu.

[Margarry af Mindelan]

Margarrys mellemgulv knugede sig hårdt sammen. Det var uden tvivl det rigtige at gøre, men tanken efterlod hende alligevel en smule miserabel. Det måtte kunne ses på hendes ansigt, selvom hun drejede det væk.

"Ja..." svarede hun, uden at vide hvad hun ellers kunne gøre end at give ham ret. "Det er det vel."

[Ercole af Groten]

Ercole hadede at se hende sådan. Han ville ønske det aldrig havde udviklet sig sådan. At de blot var venner. At følelserne let kunne begraves. Men det kunne de ikke og hans impuls, da hun vendte hovedet væk, var at bedre det.

Han rejste sig og lagde armene omkring hende. Ikke som en præst, men som en mand, der søgte at trøste sin elskede.

[Margarry af Mindelan]

Hun hørte ham rejste sig og forventede halvt, at det var for at gå. Da arme i stedet lukkede sig om hende, stivnede hun kort, før alle musklerne løsnede sig og hun sank sammen ind mod ham. Armene gled omkring ham og som hun gemte hovedet ved hans hals, fik varmen fra hans hud hende til at skælve let.

"Lad være med at gå," hørte hun sig selv sige, selvom hun vidste at det var utroligt egoistisk.

[Ercole af Groten]

Det skar i Ercole, men følelsen af Margarrys krop tæt imod sin egen var enestående. Han havde aldrig været så tæt på en kvinde, der ikke var hans egen moder. Og det var nogen ganske andre impulser hun vækkede.

Han kunne ikke tænke, når han stod med hende sådan. Ikke på andet end på hende, hvordan hun duftede, hvordan hun føltes. Hvordan hendes pande var varm, som han plantede et blidt kys på den.