En pause fra planlægningen

[Natalie af Vårfos]

Teodorie af Nørland

Midt december år 528 M.T.

Natalie havde taget plads i den ene af familiens stuer, for at kigge på planlægningen af festlighederne, som hun skulle afholde i Blåhavns navn. Det meste af det var efterhånden på plads og der manglede nu kun div. småting, før hun ville være klar til at vise det for Ridder Iago.

Forskellige stofprøver lå rundt omkring, dem stod hun nu med for at sammenligne hvordan de bedst passede sammen. Det var henholdsvis blåhavns og Naxens farver. Det var svært at få til at gå op.
Så hørte hun skridt ude i gangen, lette trin som hun endnu ikke kendte så godt som Tias og Christians. Det kunne altså enten være Christians væbner eller hans forlovede. Hun håbede i øjeblikket mest på det første. Hvilket også ville give mest mening nu Christian ikke var hjemme i øjeblikket. "Væbner Teorodie?" spurgte hun i mod gangen.

[Teodorie af Nørland]

Normalt ville det ikke rigtig give mening, at Teodorie var i byhuset, når hendes ridderherre ikke var. Ved denne lejlighed havde hun dog brugt formiddagen på at pudse sin ridderherres brynje og fjerne enhver rustplet, så den var klar til rejsen til Vårfos. Det var hendes ansvar, at alt udstyret var parat og selvom det ikke var den opgave hun nød mest, så havde det sin egen del af tilfredsstillelse, at udføre den godt.

Da hun kom ind i huset var det primært for at få vasket fingrene og ansigtet og at stikke ned i køkkenet efter noget mad. Hun havde gjort det første, men på sin vej videre, hørte hun en stemme fra en af stuerne, der udtalte et navn, som måtte være et forsøg på hendes.

Hun rankede sig en smule, før hun åbnede døren og bukkede for hertugens yngste søster. "Komtesse Vårfos?"

[Natalie af Vårfos]

Natalie stod bøjet over stofprøverne, men vente sig, da hun hørte væbneren komme nærmere. Hun smilede til den yngre pige, det var ikke meget de to havde talt sammen, men de havde da siddet ved middagsbordet sammen en del gange efterhånden. "Jeg kunne vel ikke låne dine øjne et øjeblik?" Spurgte hun ganske roligt og gjorde plads til at Væbneren kunne se stofferne på bordet.

[Teodorie af Nørland]

Teo tørrede diskret sine hænder bag på ryggen, selvom de burde være rene. Hun mente ikke, at hun havde meget at gøre i den opsætning nådigfrøkenen havde sat op, men lystrede ikke desto mindre og nærmede sig, imens hendes mave knurrede lavt.

"Hvad vil De bruge mine øjne til, Komtesse?"

[Natalie af Vårfos]

Natalie smilede da væbneren kom tættere på. "Når det bare er dig og mig, så er Natalie fint." Teodorie var trods alt nærmest en del af familien efterhånden. Det med at blive kaldt komtesse virkede så frygtelig formeldt, når det bare var de to. Så pegede mod bordet, hvor en masse stofprøver i Blåhavns og Naxens farver. "Hvad synes du om kombinationen af disse farver sammen?"

Natalies ører fangede en lav knurren fra væbnerens mave, og rakte over efter en tallerken, som hun tidligere havde skubbet til side for at få plads. Nu stillede hun den foran Teodorie, så hun kunne spise enten lidt frugt eller kiks, Skønt det nok ikke ville række i lægden. "Værsgo." sagde hun alligevel opmuntrende.

[Teodorie af Nørland]

Teos bryn trak sig lidt sammen, som hun skævede til sin ridderherres søster, i reel tvivl om hvorvidt hun kunne tillade sig at sige noget. Til sidst besluttede hun sig for en anden strategi.

Hun tog ikke rigtig stilling til hverken kager eller frugt, men betragtede farverne foran sig med et udtryk som om hun lige var blevet bedt om at løse universets gåde.

"Jeg ved ikke meget om den slags, Komtesse Vårfos." Hun klarede halsen lidt. "Men hvis jeg skulle give Dem et svar, så ville jeg sige, at beige er en mere mild farve end brun at arbejde med, hvis det er fordi De skal vælge en fra Vårfos." Hun skottede ned af sin egen kofte i netop de to farver.

[Natalie af Vårfos]

Natalie smilede roligt til væbneren og rettede hende. ”Natalie, væbner Teodorie” det andet virkede forkert derhjemme. Hun nippede selv et par vindruer af og ned en fin bevægelse stoppede hun den ene i munden. ”det er desværre ikke en fest for Vårfos, men for Ridder Iagos søster. Derfor dur det ikke med vores farver” forklarede hun roligt. ”men ellers var det et godt forslag”

[Teodorie af Nørland]

Teos ansigt stivnede en anelse og hun tog en dyb indånding. Hun var nordbo og ikke vandt til lange forklaringer. Derfor nøjedes hun da også blot med at brumme sin reaktion på farverne, imens hun overvejede, om hun nogensinde ville skulle tage stilling til den slags. Det håbede hun ved Gudinden ikke.

"Jeg beklager, at jeg ikke kunne være bedre hjælp, Nådigfrøken," svarede hun, før hun bukkede let. "... Hvis det var alt?"

[Natalie af Vårfos]

Det havde måske alligevel været for meget at spørge Christians væbnet om hjælp. Hun forstod tydeligvis heller ikke at tale til Natalie. Med andre ord var det slet ingen succes.

Så slog en tanke ned i Natalie. Hun vendte sig og kiggede afmålende på væbneren. ”Hvad er det vigtigste ved et selskab for dig?” måske var det et rigtig godt sted at starte.

[Teodorie af Nørland]

Nogen sagde, at øjnene var sjælens vinduer. Teos havde meget bevidst slået skodderne for. Hun kunne dog ikke helt forhindre sit blik i at være en anelse overrasket over spørgsmålet og endte med at trække en anelse på smilebåndet.

"Jeg er næsten aldrig til festligheder i andet end tjeneste, Komtesse Vårfos," svarede hun reelt, selvom hertugens søster blev ved med at tale til hende, som om hun overgik hende i rang. "Men det er vel... Maden? At der er muligheder for andet end at danse?"

[Natalie af Vårfos]

Natalie kiggede overrasket på Teodorie, havde hun sagt noget forkert siden pigen pludselig ændrede tone? ”tak for hjælpen” lød det derfor fra hende i en høflig tone og med et smil på læben. Det var tydeligt væbneren ikke ville være der.

[Teodorie af Nørland]

Teo var intet andet end høflig, ud over i det øjeblik, hvor hun svarede helt ærligt og med moderat mere interesse. Derfor undrede det hende også, at det var netop efter dét, at Hertugens søster tog sin afsked. Hun sagde dog ingenting, som så ofte før. I stedet bukkede hun let igen.

"Nådigfrøken," svarede hun simpelt. "Held og lykke med planlægningen." Hun smilede kort, før hun forlod rummet og gik på jagt efter mad.

Bare fordi den yngste søster i Vårfosfamilien var lettere ubehøvlet, så behøvede hun jo ikke at være det samme. Faktisk var hun temmelig sikker på, at hertugen ville finde på en glimrende straf, hvis ikke hun var billedet på respektfuld overfor hans søster.

Lukket