Mirakuløs midvinter

[Hannah af Masbo]

Taran af Bugtvig
28. DECEMBER 528

Endelig var festlighederne ved at dø ned udenfor, og Hannah havde benyttet den nyfaldne stilhed i paldset til at putte sammen i sengen under et tykt tæppe. Næsen var som altid begravet dybt i en af de støvede bøger.

Den dalende sne udenfor var egentlig ganske hyggelig. Da først hun havde tilgivet den for at minde hende om Masbo, havde den egentlig været ganske hyggelig.

[Taran af Bugtvig]

Det var gået godt på vej ud af Bugtvig huset og det meste af vejen til paladset havde Taran hold hovedet højt, men nu hvor han gik hen ad Pagegangen, mærkede han hvordan hjertet begyndte at banke i ham. Så stod han uden før døre. På den anden side ville Hannah sikkert være.
Han løftede hånden for at banke på, men tøvede nogle øjeblikke. Elisias ord genlød i hans hoved. Det var nu eller aldrig. Han kunne ikke blive ved uden svar.
Så bankede han på.

[Hannah af Masbo]

En banken lød mod hendes dør, men Hannah fortsatte uforstyrret med at læse et øjeblik endnu. Så løftede hun hovedet, blinkede tungt. Havde hun hørt banken? Hun kastede et blik ud af vinduet for at vurdere, hvor sent det var. Det var stadig ikke så slemt.

Hun slog tæppet til side og hoppede ud på det kolde gulv, der fik hende til at sende endnu en kærlig tanke til sin bror, der havde foræret hende de tykke uldsokker. Så sjoskede hun hen til døren og åbnede.

Et smil skyllede ind over hendes læber. "Taran, hej," hun trådte til side, så han kunne komme ind. "Jeg troede, du var hos din familie i dag?"

[Taran af Bugtvig]

Taran smilede da døren gik op og han kunne se Hannah, så trådte han indenfor. Han ventede til døren blev lukket bag dem, før han talte. "Det var jeg, men jeg..." Hvad skulle han sige? Hvad ville Elisia have gjort? Måske bare følge sit hjerte? "Jeg ville gerne bruge tid med dig." Han kiggede på bogen, hun havde sikkert været igang med at læse som altid. "forstyre jeg?"

[Hannah af Masbo]

Hannah smilede af ham. "Du forstyrrer aldrig," svarede hun selvfølgeligt og skridtede hen til sengen igen, hvor hun trak tæppet over sig. "Kom og sæt dig."

Hun lukkede bogen i efter omhyggeligt at have lagt bogmærket, hvor hun var nået til. "Har din søster det bedre?" spurgte hun mildt.

[Taran af Bugtvig]

Taran gjorde som hun sagde og satte sig på sengen. Det var ikke første gang han sad der, men det føltes alligevel anderledes i dag. Måske var det fordi han ikke kunne tænke på andet end om han skulle kysse hende og i så fald hvornår det rette tidspunkt var. Hans håndflader blev svedige og han tørrede dem diskret i sengen. "Hun har det meget bedre tak."

[Hannah af Masbo]

Der var noget anderledes over ham i dag, men Hannah kunne ikke helt placere det. Alligevel blev følelsen ved at nage hende. "Det var godt," svarede hun tamt og slog læberne lidt sammen, pillede ved lidt fnuller på tæppet.

"Så.. Det er hyggeligt, at du valgte at komme forbi." Det virkede så utilstrækkeligt sammenlignet med at spørge ham om, hvad der var galt.

[Taran af Bugtvig]

Taran kiggede lidt rundt i værelset og kløede sig lidt i nakken. Skulle han bare få det overstået, så han kunne slappe af igen? Det var nu eller aldrig det vidste han. Hjertede hamrede løst i brystet på ham, så han næsten følte sig helt dårlig, han tog mod til sig, var klar. Det var bare et kys, ikke andet.
"Hannah jeg.." Startede han og tog så en dyb indånden, lænede sig frem mod hende og lod deres læber mødes i et hurtigt kys.

[Hannah af Masbo]

Hannah havde haft blikket rettet mod fnulleret på tæppet, men da Taran sagde hendes navn, så hun op fangede hans blik. Han så næsten syg ud, nåede hun at tænke, før han lænede sig frem. Deres læber mødtes.

Så stoppede hele hendes verden, mens hendes hoved langsomt imploderede i forsøget på at forstå det, der lige var sket. Hun trak sig lidt tilbage, stirrede uforstående på ham. Hånden gled langsomt op og en lys finger rørte ved underlæben.

"T-tak," fik hun fremstammet og anede ikke, hvad hun ellers skulle sige. Var han forelsket i hende? Og hvor længe havde han været det? Tankerne væltede gennem hendes hoved.

[Taran af Bugtvig]

Taran havde fået en stor klump i halsen som ikke ville forsvinde og han havde ondt i maven! Han kiggede på Hannah som bare havde sagt tak. Hvad gjorde han nu? "undskyld, jeg.. kunne ikke.. var det forkert af mig?" han kiggede forsigtigt op på hende, nervøs for hendes reaktion. Hvad hvis han havde ødelagt det hele?

[Hannah af Masbo]

Hannah blinkede forskrækket, da Taran nåede at skifte til et helt nyt humør, før hun overhovedet havde nået at forstå, hvad der lige var sket. I panik greb hun ud efter ham og lagde en hånd om hans arm.

"Det... Det er helt fint," beroligede hun ham, selvom hun på ingen måde var nået til at forstå, hvordan hun følte omkring det hele. "Det var... Rart." Så meget vidste hun vel.

[Taran af Bugtvig]

Taran kløede sig lidt i nakken og så ud i rummet. Det kriblede stadig i maven på ham, men nu havde han gjort det. Det kys han havde snakket om så længe, og hvis det virkelig passede at hun syntes det var rar, var der jo ingen skade sket. Han havde dog bestemt ikke regnet med den akavede tid bagefter. "Såå.... Er der noget du har lyst til?" spurgte han os forsøgte sig med et lille smil.

[Hannah af Masbo]

Hannah trak en mørk lok bag et lyst øre, mens hun tyggede sig tankefuldt ned i underlæben. For en gangs skyld hang håret løst, men hun havde egentlig heller ikke tænkt sig at skulle ud mere for aftenen.

Og nu sad hun her med Taran, der havde kysset hende. "Var det impulivt? Eller.. Planlagt?" spurgte hun forsigtigt, for optaget af sine tanker til rigtig at have bemærket Tarans spørgsmål.

[Taran af Bugtvig]

Det virkede næsten som om, at han havde ødelagt hende. Hun sad hvert fald og bed sig i underlæben med et halvfjernt blik. Det var måske en dum ting, at kysse hende, men nu måtte han stå ved sit valg. "Det var... længe undervejs." sagde han og kløede sig lidt på næsen. "Jeg tror det var mere impulsivt end planlagt, men... Det kun fordi du er så sød" sagde han så og smilede til hende, stadig lidt nervøs for hvordan hun reagerede.

[Hannah af Masbo]

Hannah blinkede tungt ved svaret. Længe undervejs? Måske det var derfor, han havde virket så underlig omkring hende på det seneste? Hendes blik flakkede.

"Jeg synes også, at du er sød, Taran," hviskede hun åndeløst og pillede ved en neglerod, før hun fandt modet til at møde hans blik. Men det ville jo forandre alt. Det han foreslog.. De ville ikke være venner længere, men.. Noget andet, noget uvist.