Markedsdag

[Galeron af Ravntoft]

Til: Miri Iskandar

Galeron var absolut ikke alene om at have bestemt at besøge den store markedsplads i Markedsdistriktet. Selvom det var overskyet var vejret lunt og efter adskillige dage med regn og torden, var selv den halvlumre temperatur velkommen og markedspladsen var et mylder af voksne, børn, dyr og boder. Folk råbte fra alle sider, alle lokkende med deres varer. En med udsøgte stoffer fra Yamaniøerne, en anden med krydderier fra Carthak og en tredie med blanke, røde æbler fra en lille gård udenfor Corus. Andre boder behøvede intet andet end duften af friskbagt brød, kandiseret frugt eller noget helt tredie, for at lokke nysgerrigt, lækkersultne kunder til.

Galeron var stoppet ved en udenlandsk våbensmeds bod og beundrede diskret en daggert. Den så ikke ud af noget særligt og var ikke extravagant pyntet som så mange andre, men håndværket var udsøgt. Han vendte daggerten mellem hænderne mens ejeren af boden på gebrokkent fællesøstligt forklarede ham om teknikken der blev brugt til at lave knivsblade i hans hjemland, uden at forsøge at sælge for enhver pris. Det var mere undtagelsen end reglen bland de sælgende på markedet og det tiltalte ridderen.

[Miri Iskandar]

Det havde altid sine fordele, når det månedlige marked fandt sted i Corus.
Sælgere kom langvejs fra for at lokke glade kunder til at købe deres varer og tjene til livet og vejen, mens nysgerrige borgere fandt, hvad de manglede og havde brug for. De knapt så lovlydige var ingen undtagelse, og indkomsten var altid større i markedstiden for de tyve, der havde nerve nok til at sno sig rundt i menneskemængderne, lette en adelsmand eller uldkæmmer for en tung pung og rapse et æble eller to fra frugtboderne.

For Miri Iskandar af folket Sarka - eller Siri Sarka, som størstedelen kendte hende - var det månedlige marked ikke kun en indtægtskilde, men også en mulighed for at opsnappe information, brudstykker af samtaler og opfylde de daglige pligter, såsom at indkassere sin brors skatter. Et ekstra plus var, at hun absolut nød at gøre det.

Ved siden af hende sad en ældre mand på en taburet med et instrument i hænderne, som han kunne spille på med legende lethed, skønt han knapt kunne se længere end sin næsetip. Tonerne var dragende, tiltrækkende, på samme måde som sigøjnertøsens dans.
Miri bevægede sig i bløde, naturlige bevægelser til musikken; lod sig føre væk af tonerne og kroppens instinktive respons. Med vuggende hofter og bare fødder, der næsten svævede over den ujævne jord, smilede hun forførende til de der gik forbi, mænd såvel som kvinder, mens musikken, samt lysten til at bevæge sig, sendte en behagelig strøm ud igennem hele hendes krop og fik hende til at sno sig som vedbend langs et stengærde. Hun var i sit es.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron var nået så langt som til at købslå med den mørklødede mand om prisen på daggerten. Ingen af dem gav sig dog lige med det første, men det var alt sammen en del af det lille spil der helt naturligt foregik ved næsten alle handler på den myldrende markedsplads. Stemningen var ulig noget andet og blev ved at være noget helt for sig selv uanset hvor mange gange man havde været der.

Lyden af musik fik ham til at stoppe op et øjeblik og se sig over skulderen mens våbenmageren overvejede sit næste tilbud, eller afslag. Han rynkede nysgerrigt brynene lidt mens noget han ikke helt kunne se, fik en mindre flok til at stimle sammen nogle meter derfra. Tonerne lokkede, ikke bare alle andre, men også ham med deres fremmede klang og da manden i boden nægtede at gå længere ned i pris, trak han venligt sit eget tilbud tilbage, med alle planer om at vende tilbage senere og se om manden ville være mere samarbejdsvillig der.

Han lod nysgerrigheden vinde for en gangs skyld og fulgte lyden af musikken kun for at stoppe brat op da han fik fuldt udsyn hen over hovedet på en midaldrende kvinde og det han antog var hendes datter. Det var dog ikke dem han så på, men det mørke hår der hvirvlede omkring et ansigt han ville have forsvoret han aldrig fik at se igen. Uden at være helt klar over det, krusede et overrasket smil sig på hans læber og nåede uden problemer de blå øjne. Der blev han stående og så ligeså hypnotiseret på den dansende kvinde som ganske mange af de forbipasserende gjorde mens flimrende billeder fra nattemørket ved flodbredden dukkede op for hans indre blik og fik hans hjerte til at slå en smule hurtigere.

[Miri Iskandar]

Miri snoede sig elegant til musikken, svævede over jorden på bare fødder, rundt i cirkler og buer, med skørterne og det lange hår hvirvlende farverigt omkring sig. På hendes læber hvilede et indbydende smil, og hun ville lade blikket glide over sit publikum for at fange hver og én med sit blik.
Hun genkendte flere ansigter i mængden. Tyveunger, der udnyttede tilskuernes opmærksomhed og skar snøren til en pung. Nattens kvinder, som udnyttede den fulde markedsplads og de mange rejsende, som manglede en at tilbringe natten med (eller den næste halve time i en gyde, for den sags skyld.)
Det var alt sammen forventet.

Hvad der ikke var forventet, var den lyshårede mand, som hun fik øje på over hovedet på en midaldrende dame.
I et øjeblik så hun overrasket ud, men uden at tabe et eneste trin i sin dans. Hun havde ikke glemt Galeron. Tværtimod vældede vældig levende billeder op for hendes indre blik, og uvilkårligt trak smilet op på hendes læber igen, før hun snurrede omkring på tåspidserne en enkelt gang.

Hendes blik vendte ikke tilbage til ham med det samme, men vandrede stadig over menneskemængden - med den ene forskel, at det havde det med at stryge tilbage mod ét bestemt ansigt alligevel. Et lige dele underfundigt og hemmelighedsfuldt smil trak op i hendes mundvige, som hun lod hænderne glide ned over sine egne hofter og bevægede dem i takt til musikken.
Det mørke blik strøg endnu engang mod Galeron.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron kom uvilkårligt til at smile endnu bredere da hans blik et kort sekund mødte Siris. Et enkelt øjenbryn hævede sig spørgende mens hans maveregion knugede sig lidt sammen ved tanken om sidst han havde set hende. ..set, følt, mærket.." han skød tanken fra sig uden at tage blikket fra hende og nu også uden rigtigt at lægge mærke til de andre mennesker på pladsen. At sige han ikke havde tænkt på hende siden deres afbrudte møde ved flodbredden, ville have været en lodret løgn. Tværtimod havde han tænkt på netop den aften flere gange end han havde tal på og i særdeleshed hvad der havde været på vej til at ske da de blev afbrudt.

Samme tanke gav ham også nu et mindre forbehold. Han havde ingen idé om hvem manden der uvidende havde forstyrret dem var, men han havde set nok til at være sikker på, at vedkommende ikke bare var en tilfældig forbipasserende og ydermere var en hun ikke havde ønsket skulle se hende sammen med Galeron selv. Alligevel blev han stående, flyttede sig kun lidt til siden for ikke at stå midt i strømmen, og overvejede sine muligheder. Han havde ingen anelse om hvordan han skulle få hende i tale uden at være alt for åbenlys, men heller ingen intentioner om at lade hende forsvinde igen som hun havde gjort det sidst. Guderne måtte have en grund til endnu engang at lade deres veje krydses. Det var i hvert fald det han fortalte sig selv, mens han med et uudgrundeligt udtryk fulgte alle bevægelser af hendes slanke krop der smøg sig til tonerne fra instrumentet. Ubevidst svajede han selv en smule til musikken der var uendeligt anderledes end noget af den musik han oftest fik lov at høre.

[Miri Iskandar]

Miri snoede sig øvet og med passion til musikken, som strømmede fra det fremmede instrument i den ældre sigøjners hænder. Et smil spillede over hendes læber, og hun var udmærket klar over, at der ikke udelukkende var fremmede ansigter i mængden. Det var dog ikke tyvene eller glædespigerne, hun var mest interesseret i, men derimod en helt bestemt lyshåret mand, som befandt sig ude til den ene side.

Kun en tåbe kunne undgå at se, at han - ligesom flere andre - var fanget af det der foregik, og Miri spidsede læberne svagt i et krøllet smil, som hun drejede omkring en sidste gang og endte på tæer, da melodiens sidste tone havde forladt instrumentet. Hun var ikke forpustet, men brystkassen hævede og sænkede sig alligevel hurtigere end normalt, som hun nejede - på en måde, der afslørede en god del af hendes kavalergang, og som ville have fået adelsfruerne ved hoffet til at gispe - og lod blikket vandre ud over den mindre forsamling.

Det fæstnede sig kortvarigt ved Galeron.

Alligevel gjorde hun intet for at tage kontakt til ham, ikke mere end hvad hendes blik så tydeligt sagde, før hun rettede det mod de enkelte der sneg sig frem, for at lade en mønt dumpe ned på det klæde, der var spredt ud foran musikeren. Tyvedronningen gled ned på hug, da en lille dreng maste sig igennem og tog imod, hvad han havde at give hende. Hun genkendte ham, og blikket vandrede til et kvindeansigt i mængden - en midaldrende kvinde med tynde lemmer, og skarpe ansigtstræk. I et splitsekund var Miris blik alvorligt - professionelt - før hun smilede til drengen, plantede et kys mod en beskidt kind og samlede tørklædet med sin (og sin brors) indtjening sammen. 

Det forsvandt hurtigt ind bag et af de mange skærfer hun havde bundet omkring livet, som hun nikkede farvel til sigøjneren med instrumentet, der mumlede noget halvt uforståeligt om et krus mjød.

Miri lo, før hun instinktivt så i Galerons retning en sidste gang. Et skævt, skælmsk smil spillede over hendes læber, og hun nikkede let til ham - uden i øvrigt at tage blikket fra ham mens hun gjorde det. Mere var der dog ikke, før hun i en let bevægelse gjorde omkring på hælen og begyndte at bevæge sig væk fra menneskemængden. Hun havde ikke brug for at blive genkendt af Profossen eller nogle af hans drabanter. 

[Galeron af Ravntoft]

Galeron følte sig varmere i hele kroppen mens han betragtede sigøjnersken hvirvle omkring med bevægelser der fremhævede alle dele af hendes slanke krop på aller smukkeste måde. Hver gang hendes blik fandt hans, hvor momentært det end var, måtte han bide sig selv i kinden for ikke at smile både alt for bredt og alt for fjoget. Han skulle trods alt forestille at være ridder af Kronen og ikke en bebumset væbner på fjorten.

Der gik nogle lange sekunder fra musikken stoppede til han rent faktisk registrerede den var stoppet, så optaget havde han været af at se intenst på kvinden. Han blev stående mens folk forlod stedet, nogle for at gå videre, andre for at mase sig frem og efterlade en mønt eller to til kvinden og spillemanden. Galeron slap grebet om pungen i sit bælte, det var blevet en vane for mange år siden, altid at have en hånd på den når man opholdt sig i større mængder i byen, og fiskede en enkelt mønt frem med en overvejende mine. Da han så op igen var det kun for igen at have øjenkontakt med Siri. Han rynkede brynene lidt over det diskrete nok han fik og nåede ikke mere før hun forlod stedet.

Han overvejede, så efter hende, så sig omkring og gik så langsomt i samme retning mens han prøvede på at ligne en der ikke havde et bestemt mål. Daggerten i boden bag ham var glemt mens han knugede mønten i hånden og hele tiden holdt blikket på det mørke hår. Nogle meter holdt han sig nogle bag hende før han sparkede sig selv, satte længden på sine skridt op og trådte ind foran hende "Du glemte den her." han holdt en sølvmønt frem mod hende og gik baglæns i stedet for at stoppe helt op og tvinge hende til det samme.

[Miri Iskandar]

Miri var ikke klar over om det var intuition, en veludviklet sjette sans eller bare mange års behov for at være en smule paranoid, der gjorde, at hun var udmærket klar over, at nogen fulgte efter hende. Hun vendte sig dog ikke for at se efter, men løsnede blot det yderste sjal, for at hive det op over sine skuldre og lukke det omkring sin overkrop. Følelsen af at blive forfulgt forsvandt ikke, men det kunne også være fordi, hun simpelthen bare forventede det. Af samme grund var hun ikke just overrasket, da Galeron overhalede hende.

Uden at stoppe med at gå, hævede hun øjenbrynene lidt, mens hendes ene mundvig trak sig en anelse op. Blikket faldt til mønten han holdt frem, og hun spidsede læberne lidt, før hun rakte frem og tog imod den. Det var oftest kobberstykker eller enkelte kobbernobeler der faldt ned foran hendes fødder, og af samme grund vendte hun sølvmønten i sine fingre en enkelt gang. "Jeg er glad for, at du nåede at fange mig så," svarede hun med et lille nik, påtaget fåmælt (så meget som det var muligt, når det var Miri, der var tale om). Hendes blik sagde dog helt det modsatte, og afslørede, at det ikke udelukkende var en gavmild fremmed, som gik foran hende.
Alene den tanke fik flimrende billeder fra en nat ved skovbredden til at flakke frem for hendes indre blik, og hun måtte brutalt skubbe det fra sig, for ikke at komme til at smile lidt for afslørende. Hun undrede sig ikke just over, hvad han lavede til markedet. Tværtimod gik hun ud fra, at han var en ældre søn af en købmand eller uldkæmmer, og måtte være bundet til en af de mange boder. Mønten forsvandt fingernemt ind bag et af de mange, farverige skærfer, mens Miris blik fandt Galerons øjne, og hun konstaterede diskret for sig selv, at de var klarere end hun havde kunnet se i det konstante halvmørke de havde befundet sig i sidst.

Med den tanke, vendte de lidt for levende minder endnu engang tilbage, og hvad værre var, også måden det var endt på. Miri stoppede tøvende op, og så sig en enkelt gang over skulderen. Så var blikket tilbage på Galeron, som hun trak sjalet lidt tættere sammen omkring sig. Realiteten havde pludselig meldt sig. "Jeg burde gå." Blikket flakkede næsten usynligt en enkelt gang, og hun vidste alt for tydeligt med sig selv, at hun absolut ikke havde lyst til at gøre det. Hun havde dog været tæt på at blive opdaget én gang, og i byen var der mere end én sladredrossel, som ikke ville tøve med at pippe sladder videre. Det var ikke noget Miri var interesseret i.

Af samme grund tog hun et par skridt baglæns, væk fra Galeron igen, og selvom hun forsøgte at opretholde sin svagt overlegne, og ind i mellem nødvendige, positur, lykkedes det ikke fuldt ud. "Tak for mønten." Hun havde altid fået at vide, at hendes øjne var et direkte vindue ind til sjælen. Af dem fremgik det, at det snarere var af nødvendighed end lyst hun gik.
Alligevel gjorde hun halvt omkring, og drejede af ned mod en sidegade - uden helt at kunne ryste en ærgerlig følelse af sig, som hun ikke helt kunne greje.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron følte sig et øjeblik lettet da Siri tog mønten fra hans hånd. Han havde halvt forventet det modsatte, også selvom hun ikke ligefrem havde været afvisende mens han var tilskuer til hendes dans. Faktisk overhovedet ikke afvisende og det var da også derfor han havde besluttet at følge efter hende. Mønten var egentlig ikke vigtig, men en mere eller mindre åbenlys undskyldning for at få hende i tale.

Lige den mulighed så dog ud til at glide ud mellem fingrene på ham allerede før han selv fik sagt mere og han rynkede brynene da hun som den første talte igen "Ja.." fik han ud efter et øjeblik eller to, mens han denne gang stoppede op, bare for at se hende begynde at gå baglæns i stedet. Hans blik var stadig låst fast i hendes og han vidste hun havde ret. Han burde selv gå. Slå hende ud af hovedet og lade det ufuldendte eventyr ved flodbredden være nok. Det var det bare ikke.

"Vent!" røg det spontant ud af ham da hun drejede ned ad en sidegade. Han så sig lettere selvbevidst omkring, kun for at konstatere inden lod til at have bemærket ham og satte så efter hende ned ad sidegaden. Endnu engang afskar han hende vejen ved at gå ind foran hende "Er der et eller andet sted jeg kan se dig igen?" han stoppede denne gang helt og så indtrængende på hende. Han måtte knytte hænderne lidt for at modstå fristelsen til at række ud og røre ved hende. Hans hjerne var milevidt foran og huskede ham gavmildt på hvordan hendes varme hud havde føltes under hans hænder. Hvordan hun havde duftet helt tæt på. Hvordan de var blevet afbrudt.. Han rynkede brynene igen, men flyttede sig ikke.

[Miri Iskandar]

Miri vidste hurtigt med sig selv, at hun ikke havde lyst til at gå.
I stedet havde hun uendeligt meget lyst til bare at følge sine instinkter, gribe øjeblikket og det eventyr, der bød sig. Hun var klar over, at hun ikke var skabt til at være bundet af andet end sig selv, og det stred imod hele hendes natur at gøre omkring, og forlade Galeron stående, hvor han var. Hun kendte ham ikke, ikke rigtigt, men hun havde alligevel tænkt på ham flere gange siden deres ene, afbrudte nat ved floden. Stod det til hende, ville hun heller ikke afbryde det der, men der var flere faktorer i spil, som gjorde at det var klogest bare at vende ryggen til og afskrive episoden.

Hun forventede lidt at han gjorde det samme, tilbageholdende som han havde været den første del af den tidligere aften, og nu uden hverken øl eller mjød i blodet. Da det viste sig, at det ikke var tilfældet, tabte hun et skridt og var lige ved at stoppe op. Så overvejede hun i stedet at stikke over den nærmeste mur, uden alligevel at gøre noget for det. Det var muligvis ubevidst, at hun brugte så lang tid på at overveje, at han nåede rundt om hjørnet og overhalede hende igen.
Instinktivt så Miri sig tilbage over skulderen, for at se om nogen skulle have fulgt efter ham, men konstaterede snart, at det ikke var tilfældet. Hun fugtede læberne en enkelt gang og så op på ham med et overvejende ansigtsudtryk. Hun var udmærket klar over, at hun burde fortælle ham, at det ikke kunne lade sig gøre. Alligevel hørte hun sig selv sige: "Her. I nat, når månen står højest og de fleste sover." Hun kastede endnu et varsomt blik over skulderen, før hun så undersøgende op mod den lyshårede mand, som spærrede vejen for hende.
I det mindste havde hun prøvet at gå sin vej.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron overraskede sig selv ved at sætte efter sigøjneren og endnu mere med hvad han hørte sig selv spørge hende om. Det var ikke noget han normalt ville have gjort, men der var et eller andet ved hende, der fik ham til at reagere anderledes, mindre gennemtænkt, end han ellers altid gjorde. Endnu havde han ikke helt besluttet, om det var en god, eller en dårlig ting. Hvad han var sikker på var, at han havde lyst til at se hende igen. Ikke bare havde lyst, det var næsten et instinktivt behov for at finde ud af, hvad der ville være sket, var de ikke blevet afbrudt den aften ved flodbredden.

Alene tanken fik et til at krible i kroppen på ham og gav ham det skub der var nødvendigt for at spørge som han gjorde. Mentalt holdt han vejret de sekunder der gik før hun svarede. Det føltes som flere sekunder, måske endda længere. Det trak impulsivt og lettet i hans ene mundvig da hun ikke afviste ham, heller ikke denne gang og han nikkede en enkelt gang "Jeg er her." konstaterede han overbevisende og havde alle planer om at være det. Han tøvede igen i stedet for at gå til side og lade hende fortsætte. Det lyse blik afsøgte undersøgende hendes ansigt der var ligeså kønt i dagslys som det havde været i tusmørke. Uden at tænke over det, før han havde gjort det, løftede han den ene hånd mod hendes hals og lænede sig frem. Han stoppede sig selv og stivnede da han indså hvad han var i gang med, trak hånden til sig og rettede sig op med en selvbevist rømmen "Jeg.." begyndte han og var lige ved at undskylde "I nat.. her." nøjedes han så med at gentage hende og gik modvilligt et skridt til siden.

[Miri Iskandar]

En del af grunden til, at Miri rent faktisk gav Galeron et svar, var ren trods. Behøvet for at gøre som hun havde lyst til - meget lyst til. Den resterende del, var netop at hun til sin egen overraskelse, gerne ville se ham igen. Forløse nysgerrigheden efter at finde ud af mere om ham, og den evigt tilstedeværende eventyrlyst. Det trak svagt i hendes ene mundvig, og hun havde halvt åbnet munden, for at svare ham.

Hun nåede dog aldrig så langt, før hans fingre strøg over den følsomme hud på hendes hals og hun endte med at betragte ham underfundigt med let adskilte læber. Instinktivt havde hun løftet sig lidt, i halv forventning om, hvad der fulgte.

Det kom dog aldrig, og øjeblikket efter havde han sluppet hende og trukket sig ud af rækkevidde. Det brød øjeblikket, og hun røg effektivt tilbage til virkeligheden og tilbage ned på hælene. Et stik af et eller andet, måske var det ærgrelse, løb kortvarigt igennem hende, før hendes læber alligevel trak op i et karakteristisk, skævt smil. "I nat," bekræftede hun, og snoede sig så forbi ham, for at forsvinde rundt om det næste hjørne, efter at have set tilbage mod ham en sidste gang.

Tråd lukket