Kærlighed mellem søstre

[Natalie af Vårfos]

Tatiana af Vårfos

Det var ganske hyggeligt med sneen der dalede ned uden for vinduerne, det var smukt. Natalie var dog glad for at hun sad indendørs. hun trak tæppet tættere op omkring sig og drikkede mere af den te hun havde fået. Ikke at den smagte syndelig godt, det var ingefær. Hun havde heldigvis lokket køkkenpige til at komme lidt honning i for at søde den. Det smurte også halsen.

Hun havde været ude for at overvære den turnering Ridder Iago havde deltaget i, men det kolde vejr havde sat sig i hendes spinkle krop og hun havde fået så frygtelig ondt i halsen efter. Derfor nu tæppe og te.
Benene var trukket godt op under hende og da hun satte koppen fra sig, tog hun fat i den bog hun havde været igang med at læse, og fortsatte allerede fordybet.

[Tatiana af Vårfos]

Tatiana havde tilbragt meget af tiden i Vårfoshjemmet begravet i egne tanker. Lachrens nyhed ville ændre en del på det liv, de havde planlagt sammen, men hun nærede ingen interesse i at stå i vejen for den fremtid, Guderne havde tiltænkt ham.

"Natalie," hilste hun derfor distræt, da hun trådte ind i stuen og sluttede sig til Natalie i det bløde hjørne.

[Natalie af Vårfos]

Natalie kiggede op fra sin bog og smilede før hun måtte rømme sig for at få stemme til at snakke "Tia! Dejligt at se dig." Hun rykkede sig lidt så der var bedre plads til dem begge, Så lagde hun bogen fra sig. "Hvordan går det?" Det var tid siden de sidst havde haft ordentlig tid til at snakke. De havde haft travlt med hver deres, men Natalie var nu færdig med planlægningen af det selskab Ridder Iago havde bedt hende arrangere.

[Tatiana af Vårfos]

Tatiana rynkede brynene. "Det var da en sølle stemme, du slår op der," konstaterede hun. "Du plejer da ellers aldrig at blive syg?" Folk med Gaven blev sjældent syge; noget hun og Christian havde glædet sig over utallige gange.

"Det går.. Ja, mildest talt godt." Hun tyggede sig i underlæben for ikke at smile for bredt. Det virkede ikke retfærdigt at gnide sin lykke i sin søsters ansigt på den måde.

[Natalie af Vårfos]

Natalie smilede flovt til Tia og besluttede at krybe til erkendelse først som sidst. "Jeg var ned og overvære ridderturneringen den anden dag." Hun havde råbt lidt meget der og nok ikke lige tænkt så meget over tingene.

Hun lod det dog ligge og smilede istedet til søsteren "Det er dejligt at høre. Og du og Larchen?" Hun følte ærligt talt at hun havde ret til at vide det nu hun havde været med til at de kunne få hinanden, så ville hun også vide hvordan det gik.

[Tatiana af Vårfos]

Tatianas bryn røg op påny, men denne gang fulgte der et underholdt smil med. "Jaså?" Det havde hun ikke forventet. "Siden hvornår er min lillesøster blevet interesseret i turneringer?"

Det var længe siden, hun hvade været en lille, rødmende pige. Nu blev der i stedet tændt et spillende glimt i hendes øjne ved spørgsmålet. "Vi har det godt. Virkelig, virkelig godt."

[Natalie af Vårfos]

Bare fordi Natalie aldrig havde ønsket sig at gå riddervejen som sine to søskende, så kunne hun alligevel godt lide turneringerne. Hun holdt det bare lidt for sig selv. Derfor havde hun heller ikke været til mange Turneringer det sidste lange stykke tid, men nu havde hun været det igen og det var helt som hun huskede det. "Der er ting du stadig ikke ved om mig fra klosterskolen" Sagde hun bare. Hun ville ikke bevæge sig ud i grunden for netop at have overværet denne turnering.

Hun smilede, da Tia fortalte om hvordan det gik. "Det er jeg glad for at høre. Jeg håber han behandler dig godt og gør dig lykkelig." Det havde på intet tidspunkt i alt dette været skjult at det vigtigste for Natalie var at hendes søster var glad og lykkelig.

[Tatiana af Vårfos]

Tatiana hævede et skeptisk bryn og kunne ikke forestille sig, at der var ting, hun ikke vidste om sin søster. Hun var immervæk temmelig gennemskuelig det meste af tiden, og en forfærdelig løgner, hvilket hun altid havde elsket ved hende.

"Det gør han bestemt," svarede hun med et indforstået fnis. "Og Iago? Hvordan går det med jer?" spurgte hun forsigtigt. Hun ville ikke træde rundt i det, hvis det var forfærdeligt.

[Natalie af Vårfos]

Natalie var stille lidt. Hvad skulle hun sige om Ridder Iago. Hun turde ikke helt sige sandheden som den var i sin reneste form. "Det går roligt frem. Jeg forsøger at få det til at fungere." Det lød ganske overbevisende i Natalies ører, selvom sandheden var en anden. Hvis hun var heldig troede Tia på hende. Hun vidste dog godt chancen var meget lille.

[Tatiana af Vårfos]

Tatiana lagde hovedet lidt på skrå ved Natalies ord. Hun kunne ikke helt tro på det. Hvorfor vidste hun ikke, men det fik noget til at stikke i brystet på hende.

"Er det svært?" spurgte hun forsigtigt og rakte hånden frem, strøg en løs lok væk fra sin yngre søsters kønne ansigt.

[Natalie af Vårfos]

Natalie havde så inderligt lyst til at sige ja, men hvordan kunne hun gøre det mod sin søster. Tia var lykkelig og det var det vigtigste. Det huskede hun sig selv på og sådan skulle det fortsætte. "Det ikke noget jeg ikke kanklare" sagde hun derfor og fremtvang et lille smil før hun rakte ud efter sin te igen. Hvad skulle hun sige?
"Det er jo hvad jeg har forberedt mig på siden jeg var 10, at blive hertuginde, mener jeg" forklarede hun så bekræftende både for sin søster men også for sig selv.

[Tatiana af Vårfos]

Tatianas blik dvælede ved søsteren. Hun så ulykkelig ud, men hvordan skulle hun italesætte det uden at gøre det værre? De var immervæk børn af norden, hvor man helst ikke talte om alle de forbandede følelser, og selvom både Natalia og Tatiana havde lært lidt gennem deres tid på paladset, var det ikke altid løsningen.

"Iago har sine gode sider, så meget kender jeg dog til ham," trøstede hun sin søster og lagde hånden på hendes kind. "Og jeg ved, du vil blive en fantastisk hertuginde, Nattie."

[Natalie af Vårfos]

Hun havde ikke rigtig lyst til at snakke om emnet mere. Måske havde Ridder Iago gode sider, men han havde bestemt også mindre gode sider, det var det der gjorde det hele så forvirrende. "Det har han sikker. Han er stadig skuffet" røg det så ud af hende. Hun følte sig stadig som en erstatning, selvom Ridder Iago havde sagt det var til det bedre, så virkede det stadig ikke helt rigtigt for hende. "Men jeg er ved at finde ud af det, så du skal ikke være nervøs." denne gang var det Natalie der lagde en hånd på Tias for at give den et klem

[Tatiana af Vårfos]

Tatiana så bekymret på sin søster. Hun hadede at se hende sådan. Da hendes hånd faldt fra hendes ansigt, lagde den sig også over Natalies. Hun havde som altid meget køligere fingre end hende selv.

"Skal jeg tale med ham?" spurgte hun mildt og prøvede ikke at lyde for bekymret. Uden videre held.

[Natalie af Vårfos]

Det gik ikke at Tia snakkede med Iago. Det ville kun give problemer på så mange måde. Desuden var Natalie vel gammel nok til at håndtere sine problemer selv. "Jeg har styr på den, ellers tak" lød det fra hende. Hun ville helst ikke ind på hvordan hun var begyndt at føje sig for hvordan Iago bedst kunne lide det, for bare at gøre ham glad og ikke være så kold hele tiden. Den del måtte Tia ALDRIG vide til. Det måtte Christian heller ikke, skønt han nok egentlig var mere ligeglad med det. Han havde sit at kæmpe med.