Afgørende alliancer

[Iago af Blåhavn]

Roger af Linshart

Midvinterfestlighederne havde ført til en del fester og sociale arrangementer, der havde givet Iago mere end rigelig anledning til at få socialiseret med de forskellige blandt adelen. Som forventet var han og Alois ikke de eneste, der ikke følte sig overbevist af den nye konge.

Derfor hævede han nu glasset til en skål, sendte et smil over bordet til Hertugen af Linshart. "Det var en fornøjelse, at De ville møde mig."

[Roger af Linshart]

Det var en udpræget fornøjelse at være i selskab med en ligesindet. Roger slappede dog ikke på nogen måde af. Om noget var paraderne endnu vigtigere, når de stod overfor en samtale, der potentielt ville kunne koste dem begge hovedet.

Han hævede sit eget glas højt og gengældte smilet. "Det ville være en fejl, at sige nej til et så interessant oplæg, Ridder Blåhavn."

[Iago af Blåhavn]

Et afmålt smil forsvandt. mens Iago tog en tår. Vurderende så han på vinen. Ganske udmærket. Han stillede glasset fra sig igen og foldede hænderne.

"Den indstilling alene glæder mig mere, end De vil tro, Deres Højhed." Det ene ben blev nøjsomt lagt over det andet. "Heldigvis er det gået op for mig, at vi trods alt har flere, der deler samme interesse som De og jeg."

[Roger af Linshart]

Roger spidsede interesseret ører og hævede et enkelt bryn over konstateringen. Han selv havde knapt nippet til rødvinen. Han drak sjældent stærke sager.

"Jeg har ingen forventning om, at De nævner navne, før vi begge har bevist vores fortrolighed, men De kan måske nævne hvor mange mænd det drejer sig om og hvilke kredse de befinder sig i? Jeg kender selv til én."

Og han havde ingen planer om at forrædde sin lærling.

[Iago af Blåhavn]

Iago nikkede langsomt og det var tydeligt, at han vurderede hvert ord, før det slap ham. "De fleste er inden for de samme lag, som De og jeg bevæger os inden for. Vi er en god håndfuld med rådighed over.. Tilstrækkelige ressourcer." Han så vurderende på hertugen.

"Og Deres bekendte?"

[Roger af Linshart]

Roger nikkede let. Ressourcer. Magtfulde lensherrer med nok penge og nok våbenføre mænd til at gøre en forskel. Han ville blive nødt til at vide langt mere, før han selv viste sine kort åbent, men for nu var det nok.

"Min bekendte har flere typer ressourcer at trække på. Ligesom jeg selv." Han fingererede med glasset med vin, uden at drikke. Til sidst stillede han det fra sig på bordet. "Jeg må i første omgang vide. Er jeres mål en total udsletning af hele træet eller blot at... Trimme grenene?"

[Iago af Blåhavn]

Iago fortsatte sin langsomme, opmærksomme nikken. Magiske evner ville være en fordel i det, han og Alois havde planer om, og med Hertug Linshart og hans bekendte ville de snart have en solid samling magiske ressourcer også. Hvis han altså forstod ham ret.

"Jeg ser ingen grund til at beholde et sygt træ i min have, der konstant kræver min tid og opmærksomhed," konstaterede han roligt og studerede hver enkelt træk i den ældre mands ansigt.

[Roger af Linshart]

Rogers læber skilte sig langsomt i et ganske tilfreds smil over svaret. En total udsletning af Condiaslægten. Sådan som det burde være sket for længe siden, før de begyndte at avle deres vej ud i alle afkroge.

"Jeg behøver næppe at sige, at træet har mange, nye skud, som potentielt kunne blive en trussel i den henseende," konstaterede han. "Ikke at jeg er uenig. Det er et sygt træ. Desværre også et træ, der breder sig ud over det meste af haven."

[Iago af Blåhavn]

Reaktionen var som håbet og Iago gjorde sig en mental notits af det. Det måtte han dele med Alois, næste gang de havde en mulighed for at mødes.

"Det er et stort træ," medgav han og hævede glasset igen for at tage en tår. "Men sådan som det skygger for resten af planterne, må det fældes og hives op med rode." Han viftede nonchalant med hånden. "Ellers dør alt med det."

[Roger af Linshart]

Det var arrogant, at tro at man kunne fjerne hele Condiafamilien, også selvom det tiltalte Roger afsindigt. Kvæle dem alle langsomt med magi. Han tog en dyb indånding. Naxen, Gyldensø, Meagmarsk, Vårfos, Lyngvig, Carthak, Kobberøerne og Marens royale slægter. Alle havde de familiehistorier vævet tæt ind med Condiaerne. Det var mange magtfulde fjender at skabe sig.

"Og hvis blot et enkelt skud overlever og det netop bliver det skud, der slår rod?"

[Iago af Blåhavn]

Iago så vurderende på hertugen. Selvom han ønskede hans hjælp og gerne ville overtale ham, ønskede han heller ikke at røbe alt endnu. Det var for risikabelt.

"Vi har øjnet en mulighed for at kontrollere, at det bliver det rette skud, der slår rod," fortalte han derfor og drejede glasset i sine fingre. "Intet må overlades til tilfældigheder, hvis vi gerne ser en fortsat frodig have."

[Roger af Linshart]

Svaret var præcis det Roger havde håbet på og han nikkede langsomt. "Meget mere fornuftigt," konstaterede han blødt. "Jeg vil se frem til, at høre langt mere om botanikken i det hele, Ridder Blåhavn."

Han betragtede den unge mand foran sig. "Tillad mig, at bringe et helt andet emne på bane. Deres lillebror. Hvilke plane har deres fader for ham?"

[Iago af Blåhavn]

Iago sippede til vinen igen, før han stillede den fra sig. Det var nu godt at tilbringe sin tid i selskab med folk, der forstod hvor fornuftig genial, han virkelig var. Derfor belønnede han hertugen med et varmt smil.

"Min fars planer er.. Ufuldendte," konstaterede han roligt. Den gamle mand var blevet blødsøden i sin jagt på en alliance med Naxen og resten af Condia. "Jeg er sikker på, at han ville glæde sig over at høre eventuelle forslag?" Brynene skød et næsten usynligt stykke op i panden.

[Roger af Linshart]

Roger havde to døtre. Og begge var de besværlige. Han benyttede sig derfor efterhånden af alle muligheder for, at få dem afsat. Og her var en glimrende mulighed.

"De kender uden tvivl alt til familier, der altid kun ægter de samme familier. Det ender galt en dag. Børn, der fødes syge eller mangler lemmer. Men vores familier har ikke giftet sig i århundreder, hvis nogensinde. Og det er næsten en skam, ikke? Gode, sunde stamtræer..."

[Iago af Blåhavn]

Iago kendte selvfølgelig godt til alt, hvad der var at vide om hertugens døtre. Kun en tåbe undersøgte ikke en mand, han skulle til møde med. Især ikke, når det gjaldt emner som dette.

Tankefuldt så han på manden. "Det er selvfølgelig rigtigt," konstaterede han og nikkede. "Jeg skal bringe forslaget videre til min far." Et diplomatisk svar, der ville give ham mere tid til at overveje alle fordele og ulemper, der kunne være i en sådan aftale.