Kold kamp

[Teodorie af Nørland]

19. december, 528 M.T. med Aiden af Malven

Det var pissekoldt på træningspladsen, men hvornår havde det nogensinde stoppet nogen riddere fra, at kræve af deres væbnere, at de skulle ud og træne? Næppe nogensinde. Ved denne lejlighed var Teo dog blevet pudset på væbnerskolen, da hendes egen ridderherre var travlt optaget af at planlægge et bryllup. Det klagede hun sjældent over. Når hun blev sat til at dyste imod den ældre væbner af Malven, der også var efterladt i væbnerskolens varetægt for dagen, kunne det måske være hun overvejede at bryde med sædvanen.

Der var ikke gået kærlighed tabt imellem dem de to år de havde haft sammen som pager og hun var ikke begejstret for gensynet. Hun tog opstilling med et godt, lavt balancepunkt og så ham direkte i øjnene, som hun bukkede let. "Væbner Aiden," hilste hun simpelt, før hun stillede sig klar, uden endnu at røre sig, før signalet lød.

[Aiden af Malven]

Det føltes træls at være tilbage på væbnerskolen uden en ridderherre, men hvad kunne han gøre? Det eneste var at vise hvor god han var blevet og sørge for at blive set, derfor var han klar til at kæmpe en træningskamp mod... tja den eneste der var ledig var hende nordboen... Aiden forstod virkelig ikke hvad kvinder lavede på væbnerskolen, der hørte de ikke til. "Nådigfrøken Teodorie." hilste han, bevidst om ikke at tiltale hende væbner. Lige nu var der alligevel ingen der kunne rette på ham. Hun havde været en torn i øjet siden de begge havde været pager og han havde nydt de to år uden hende.

[Teodorie af Nørland]

Teo stirrede direkte på sin modstander og vidste, at han gjorde det med vilje. Fjols. Træningsmesteren var uden for hørevidde og ville næppe blande sig uanset. Man kæmpede sine egne kampe på væbnerskolen, også når man var blevet væbner.

"Svækling," svarede hun simpelt, men med en høflig mine. Hun var Hertug Vårfos' væbner. Drengen foran hende var ingenting. Hun var klar, da ordren om at begynde lød og angreb ham som det første. Ikke arrigt - det ville være en svaghed - men med komplet ro og mordlyst.

[Aiden af Malven]

Han fnyste let og gjorde sig klar med sit svær. En simpel pige skulle han sagtens kunne klare. Det var han ikke i tvivl om. Måske havde hun en ridderherre, men han havde været tæt på at dø på jagt eller sådan noget, havde Aiden hørt. Pffh det var ingenting.

Han hørte godt hende hånende ord, men smilede bare overlegent tilbage. Hun skulle virkelig ikke tro hun var bedre end ham. Det blev de to om at bestemme. Han parrede hendes slag og slog så ud efter hende i afmålt rolighed.

[Teodorie af Nørland]

Teo var en anelse mindre end Malven, men ikke nær så meget som hun var vandt til. Når hun kæmpede imod Hertugen var højden en reel udfordring, som hun havde lært at imødegå. Overfor den anden væbner gav det hende blot et ganske lidt lavere tyngepunkt, som hun benyttede til at give sig selv et glimrende afsæt, når hun mødte hans klinge med sin egen, så de begge sang.

Han var tavs, hvilket passede hende glimrende. Hun brugte heller ikke en masse ord, når hun kæmpede. Til gengæld lod hun sine angreb tale, indtil råbet lød, for at skifte, så modstanderen måtte angribe og hun selv blokere.

[Aiden af Malven]

Aiden fulgte hendes mindste skridt klar til at blokkere hvis hun gav udfald eller kom for tæt på. Han brugte hver en færdighed han havde lært og alle de trin han havde lært under sin gamle ridderherre. Hun var en anelse lavere end han var det.

Tiden gik i stilhed, han havde ikke behov for at sige noget til hende, kun for at vinde over hende. Ord kunne udveksles bagefter, når ham havde vundet.

[Teodorie af Nørland]

Teo var pisse stædig og hun havde trænet latterligt meget i de discipliner, der ellers ikke altid havde faldet hende mest naturligt. Desuden var Malven så provokerende, at han absolut fortjente, at komme ned med nakken.

Da det, efter temmelig meget frem og tilbage, også blev hende, der stod med klingen prikkende ganske let mod hans brystkasse og han dermed måtte se sig besejret, smilede hun da også et glædesløst, men tilfreds smil. De var stort set jævnbyrdige og han kunne lige så let have vundet som hun, men sejren føltes godt. Hun trak sværdet tilbage og bukkede igen ganske let, som reglerne foreskrev. "Junker," hilste hun denne gang, en anelse bidsk, men med et tydeligt træk i mundvigene.

[Aiden af Malven]

Hvis Aiden havde været ærlig og ikke gjort blind for sin frustation over kvindelige væbnere, så ville han have ment det var en god dyst, men nu hvor modstanderen faktisk var en kvinde, så indrømmede han det aldrig.

Men kampen endte og til hans store frustration blev sejren ikke hans. Han bukkede dog som reglen foreskrev, men det skar ham dybt i ørerne, da hun kaldte ham Junker. Han skulede derfor til hende og havde lyst til at angribe igen, det vidste han dog var et fejt skridt og sådan var han alligevel ikke.

[Teodorie af Nørland]

Han svarede ikke og stilheden klingede i hendes ører. Det var dog ikke ukomfortabelt. Hun havde vundet og smilede stadig. "Tak for kampen," lød det simpelt, før hun stak sværdet i skeden og rankede ryggen.

Og det burde have været enden på dén interaktion. Men sådan skulle det ikke gå. Det gik selvfølgelig hverken værre eller bedre end at de to eneste væbnere blev parret i den næste øvelse og skulle skyde om kap med hinanden. Teo så omtrent ud som om hun havde slugt en klam, udenlandsk delikatesse.

[Aiden af Malven]

Aiden nikkede, han kunne ikke få sig selv til at sige noget til hendes tak. Han ville bare væk hurtigst muligt. Derfor stak han sværdet tilbage i skeden og drejede om på hælene for at gøre sig klar til at gå. Han nåede dog ikke mere end et par skridt, før det blev bekendtgjort at de skulle være sammen i endnu en kategori. Aiden sukkede dybt "Det kan du simpelthen ikke mene?" lød det utilfreds fra ham.

[Teodorie af Nørland]

Aiden havde tilsyneladende omtrent lige så meget pli som et æsel, konstaterede Teo for sig selv, som hun betragtede ham med mild foragt. Hun rankede sig dog, før hun slet og ret fulgte med resten af flokken imod skydebanerne.

"Man skulle tro, at du ville takke Mithros for enhver lejlighed til at forsøge at bevise, at kvinder ikke har noget at gøre på væbnerskolen, Malven" konstaterede hun simpelt, som de gik nær hinanden.

[Aiden af Malven]

Hun var den mest irriterende tøs han længe havde mødt, og det blev kun værre af at hun troede hun en dag skulle blive ridder. En sådan tanke hørte slet ikke hjemme hos en kvinde. Flere gange himlede han med øjnene af hende og rystede på hovedet. "Og man skulle tro du var klog nok til at kende en kvindes plads. frem for at lege rundt her og spilde tid." lød det lavmeldt fra ham, så det kun var hende der hørte det. "Hvad har du egentlig regnet med?"

[Teodorie af Nørland]

Da Teo lige var kommet til Corus, for fire og et halvt år siden, havde hun været chokeret over at møde nøjagtig den holdning, som Aiden af Malven repræsenterede. Blandt hendes egne, i Nørland, var der ikke én, der ikke anså det som det mest naturlige i verden, at kvinder kunne kæmpe og blive riddere. Kvinder kunne også dø for en scanraners sværd. De kunne lige så godt lære selv at svinge et.

I dag var hun dog hærdet. Og hun fnøs blot muntert over idiotien. "Min plads er lige ved siden af arrogante tåber som dig, Malven," hvislede hun. "Og når du engang går samme vej som din beskidte slægtning, Ralon af Malven, så regner jeg med at være der til at hjælpe byvagten med at finde dig."

[Aiden af Malven]

Aiden fnøs af hendes kommentar. Hvis hun troede det ville påvirke ham, tog hun grueligt fejl. "Blot fordi jeg havde en fjern forfader, der gjorde dumme ting, betyder det ikke jeg gør det sammen." svarede han hende bare roligt. Desuden var de ikke af samme gren. Ralon havde ingen efterkommere haft og var derfor et endt kapitel, men Teodorie kunne nok ikke finde bedre at skræmme med. "Jeg slipper vel for at se dig her, når du en dag bliver forlovet? Så skal du til at finde dig til rette som komtesse som alle rigtige kvinder." Det var sådan det burde være, alt det andet var noget rod i systemet.

[Teodorie af Nørland]

Teo havde næsten ondt af ham. Næsten. En ting var at værre arrogant og stokkonservativ på alle punkter. Noget andet var slet og ret at være dum. Han var tydeligvis det sidste.

"Hvis det er gået din næse forbi, så er der lige udklækket to nye, kvindelige riddere i år," svarede hun selv med fuld kontrol over sin stemme, selvom hun muligvis fantaserede om at binde ham til en pæl til han tissede i bukserne på sig selv.

"Begge arvinge til Grevedømmer, præcis som du og jeg. Den afgående kommandant for Rytterne var en kvinde, som er Hertuginde i dag. Du er velkommen til at gå og drømme om den dag jeg stopper, men jeg er selv væbner for en af de mest magtfulde Hertuger i Tortall. Og hvad er du?" Hun hævede begge bryn. De vidste begge hvad han var. Ridderløs.