Familiært

[Bernin af Groten]

D. 30 December år 528 M.T

Til Rasha af Sigisfelt

Bernin følte nu at han havde været så social med sine forældre, og endda opført sig nogenlunde ordenligt, at han ikke behøvede at komme hjem inden for det næste lange stykke tid. Han vidste dette blot var en ønske tanke fra hans egen side af. Hans var vidste dog at pligterne også kaldes andre steder fra, og så længe han ikke var sygelig svag, skulle Bernin ikke bruge alle sine vågne timer ved hans fars side. Han havde dog lovet at holde ham opdateret, om han ikke denne gang i det mindste ville forsøge at sætte sig mere ind i Baroniet.

Der fandtes vel bøger om den slags? Og hvis ikke kunne han forhører sig. Bernin var en mand der havde brug for at komme lidt væk når det blev for meget. Han vidste at når han overtog lenet måtte det blive jagtture. Han vidste også godt at han ikke holdte op med at være ridder blot fordi hans far døde, men han blev ikke kaldt tilbage så ofte som han måske kunne ønske. Til trods for at han havde haft alt den tid i verdenen til at blive klar, så havde han ikke haft følelserne med.

Han vidste han burde tage sig sammen. Det værste var nok at Ilom havde valgt at bringe valget at hustru på banen over en af aftenens middage. Han havde en række gode idéer, men ingen der passede Bernin; der ville han gerne selv have noget at skulle have sagt. Det var derfor løftet til hans far havde været så vigtigt; hvis han tog sig sammen og hørte efter, ville hans far være mere tilbøjelig til at overveje de damer Bernin selv præsenterede ham for. Det lød fuldstændig skørt i hans hoved som tankerne gentagende gange gled forbi hans øjne.

Han rystede svagt på hovedet. Han havde netop afleveret Røkvi i stalden et stykke fra Tågelygten hvor han havde planer om at spise dagens sidste måltid. Vinterens mørke havde lagt sig, og svagt fra tågen kunne man ane lysene brænde. Han havde lovet vente på Rasha her. Mon hun var dukket op, og hvis hun var, hvor længe havde hun ventet på ham?

[Rasha af Sigisfelt]

Midvinterfestlighederne på paladset havde været fuldkommen overdådige og fyldt med gak, spas og løjer. Sammen med de andre væbnere, der havde haft den luksus at være i hovedstaden over jul, havde hun brugt de fleste af dagene på at more sig. Og så var der jo Lalia, der havde fået sit skjold. Rasha mærkede stadig stoltheden ulme varmt i brystet ved tanken.

Tiden var også fløjet af sted i storesøsterens selskab, og væbneren var derfor kommet en smule for sent af sted til sit møde med Bernin. Ikke at det var sikkert, han var der alligevel, men hun havde lovet at vente på hans tilbagevenden hver dag i tid til det sidste møde på Tågelygten.

Hun genkendte ham allerede flere meter fra bygningen, badet i det varme gyldne lys. Et smil foldede sig per refleks ud over hendes læber, da hun gik ham i møde. "Velkommen tilbage," hilste hun, så snart hun var inden for hørevidde.

[Bernin af Groten]

Bernin havde ærgret sig over at han denne midvinter ikke kunne havde været blevet tilbage i Corus og være i selskab med nogen af de andre velkendte ansigter. Hvis han var heldig kunne han nå noget af det endnu da han var sikker på at spurgte man de rigtige ville de have svært ved at sige nej til en aften i byen. Humøret steg et par enkle grader da lyden af Rashas velkendte stemme lød bag ham.

Han drejede halvt kroppen og mødte de velkendte øjne. "Rasha" kom det mildt fra ham som han bøjede hovedet en anelse inden han tog de sidste par skridt hen imod hende for at lægge armene om hende i et blidt klem. "Jeg havde ellers håbet på at du havde fundet os en god plads" bemærkede han. Smilet var skjult i hendes mørke hår.

[Rasha af Sigisfelt]

Bernins stemme var som et varmt kram allerede før hans arme lagde sig om hende, og Rasha søgte glædeligt ind i hans favn. Det havde været to underlige uger uden ham, men efter tre et halvt år sammen var det vel kun at forvente.

"Beklager," mumlede hun ind mod hans skulder og hankede op i sig selv. Så trak hun sig igen fra omfavnelsen. Det passede sig ikke. "Jeg kommer direkte fra mine forældres hjem. Min søster, Lalia, har jo fået sit skjold." Og selvfølgelig havde de to piger haft en del at indhente efter over et år adskilt.

[Bernin af Groten]

Bernin var vant til at Rasha var nær ham næsten hele tiden, selvfølgelig havde man brug for tid alene, og selv syntes han det var ret gode til at fordele tiden når ikke han var under tjeneste. Det var rart at de nu kunne fordrive noget af den fritid de havde sammen, og han kunne ikke komme på et bedre sted end Lygten. Det havde været deres frirum i lang tid.

Bernins øjne blev seriøse i et kort øjeblik. "Det er rigtigt! Dog var jeg ikke i tvivl Lalia er dygtig" bemærkede han roligt inden han slog ud med armen. "Men skal vi ikke sætte os ind?"

[Rasha af Sigisfelt]

Rasha smilede skævt, glad for den ros, han gav hendes søter. Men de var også begge mennesker, for hvem familie betød meget. "Lad os."

Hun fulgte ham ind i den varme krostue. Temperaturen kunne straks mærkes i hendes kinder, der næsten syntes at brænde indendøre. "Det ser ud til, at der er ledige pladser der." Hun pegede hen mod et bord og lagde en hånd over hans arm, så hun kunne guide ham derhen.

[Bernin af Groten]

Havde Bernin kunne læse Rashas tanker ville han nok skamme sig over at han ikke havde tænkt nær så meget på sin familie som han oprigtigt burde have gjort. I stedet forsøgte han sig med et halvhjertet smil. "Jeg fik også set Cole inden jeg rejste til Groten" skyndte han sig at indføre.

Han tog sin kappe af næsten med det samme da de var kommet ind. Den ville have godt af at få varmen ved et ildsted, ellers ville den blive ved med at være fugtig af sneen. Han fulgtes med Rasha hen til det ledige bord og var ikke sen til at sætte sig ned, han holdte sig dog tilbage og beholdte sine støvler på. "Der var vi heldige, var vi kommet bare lidt senere havde vi måtte søge ly et andet sted"

[Rasha af Sigisfelt]

Rasha skubbede den tykke vams af sig, før hun tog plads ved bordet og fejede en af de korte krøller væk fra ansigtet. Den efterhånden ret møre lædersnøre, hun bandt sit hår med, var knækket på vej derhen, men hun nød egentlig at have de korte krøller fejende over sine skuldre.

"Nej da, Lygten er vores stamsted," fastslog hun med et skævt smil, da de sad ned. "Vi burde se på noget at drikke og så skal du fortælle mig om, hvordan han har det."

[Bernin af Groten]

Bernins blik hvilede lidt for længe på Rashas utæmmede krøller. Det var først da en kraftig mand næsten var havnet på skødet af ham i sin brandert at han blinkede for at skubbe ham videre til næste bord. Et svagt grin gled over ham som han rykkede sig tættere mod bordet.

"Den må gælde begge veje" bemærkede Bernin inden han løftede hånden for at fange en af de unge der allerede var rundt med ølkanden. Han havde ikke planer om at holde sig tilbage, man kunne aldrig vide hvornår de blev kaldt afsted, dog havde Bernin et svagt håb om at det først var om et par dage, så han kunne nå at sove rusen ud.

[Rasha af Sigisfelt]

Der var noget ved ridderens blik og måden, det dvælede ved hende, der fik hende til at blive varm om ørerne og hun åndede nærmest lettet op, da en fremmed væltede ind over ham. Et muntert fnis forlod hende, før hun nåede at fange det.

"Så fortæl mig det hele," opfordrede hun, da deres krus var fyldte og hun kunne smile til ham over kanten. "Start med Ercole og slut med dit besøg i Groten."

[Bernin af Groten]

Bernin satte sig bedre til rette da først der blev sat to krus på bordet. Udover Rashas ansigt, var tanken om en Lygte øl noget han havde set aller mest frem til. Han var ikke til sødmen i den vin han ellers fik serveret når han var hjemme.

Han var stille imens han tog den første slurk og dvælede lidt ved hende inden han åbnede munden for at tale.
"Det var dejligt at se Cole igen.. Han var blevet så stor" sagde han og lo. Lige så stor som ham selv, men det var noget andet følte Bernin der altid kun havde haft kontakt med sin tvilling gennem sine breve. "Han bor jo i Corus nu, han har et kammer i Mithros templet" sagde han vældig stolt og kunne ikke lade være med at smile en smule.

[Rasha af Sigisfelt]

Rasha blev bevidst om, at hun havde set på ham uafbrudt et øjeblik eller tre for meget, og hun skyndte sig at sænke blikket. I det mindste kunne hun kaste sin opmærksomhed på kruset, som hun tog en tår af, mens Bernin begyndte at tale.

Hun nikkede opmærksomt. "Det er underligt at være væk fra sine søskende længe," svarede hun med et lille smil, selvom hun jo kun havde været adskilt fra Lalia lidt over et år. Hun kunne ikke forestille sig ikke at dele tiden på væbnerskolen med hende.

"Du må være stolt." Det var stort at have en i familien, der havde valgt at tjene Guderne.

[Bernin af Groten]

Bernin lænede sig tilbage og strakte sine ben. Han var udmattet, dog ikke nok til at han kunne falde i staver over sin øl og så godt selskab. Men fandt han først en seng kunne han ikke love hvor hurtigt han faldt om kuld. Der var tilpas nok med larm til at fange noget af Bernins blik, til hans held så han ikke blev taget i at kigge alt for meget på Rasha, til trods for det var et stykke tid siden han havde set hende, så vidste han godt hvordan hun så ud.

"Jeg så Cole i Gudernes by engang, men har ellers kun han kontakt med ham gennem breve de sidste mange år." sagde Bernin med et lille suk. Det ærgede ham selvom han vidste de begge havde haft en del at se til. "Han klare det godt, han er dygtig" sagde han og nikkede lidt. Noget Bernin måske burde tage ved lære af.

[Rasha af Sigisfelt]

Rasha smilede medfølende til ham uden at sætte ord på sine tanker. Hun vidste dog også, at hun måtte lære sig selv at være i stand tild et samme en dag. Lalia ville gerne rejse, og hun selv ønskede en mere permanent tilværelse tilknyttet paladset.

"Det glæder mig at høre." Hun tog en tår mere. "Hvordan var det i Groten?"

[Bernin af Groten]

Bernin kunne se på Rasha at tanken om at skulle undvære sin søster ikke just faldt i god jord. Han smilte opmuntrende til hende "Man vender sig til det, jeg holdte modet oppe når jeg viste at brevet fra Cole måtte være på trapperne" selvom der kunne være langt imellem dem, så havde de været en så stor kilde til Bernins udholdenhed at han ikke ville have undværet det.

Han skar en grimasse. "Jeg var heldig at jeg kunne nå og se Cole inden jeg tog afsted. Jeg var mere rustet til at skulle være sammen med mine forældre. Men som han sagde, Cole, de vil mig jo det bedste" han trak lidt på sine skuldre. "Jeg fik dog far til at holde inde med at smide for mange unge kvinder i min favn" sagde han og lo let.