Midvinterfestival

[Marius Våbensmed]

Rianne Salmalín

d. 22. December 528 M.T

Festlighederne var godt igang over hele Corus, byen var smukt pyntet og selv om man som Marius gik og var lidt trist, kunne man ikke lade være med at smile over den glæde og gode stemning der var rundt omkring i byen. Marius havde netop været ude med nogle smedevarer og gik nu gennem byen inden det var tid at vende hjem.

Han kom til nogle boder, hvor han købte sig noget sødt brød. Når nu ikke hans midvinterkærlighed var gået som håbet, var det vel i orden at købe lidt dødt til sig selv. Derefter dumpede han ned på en bænk og så på folk der gik forbi.

[Rianne Salmalín]

Rianne var absolut ikke svær at lokke når der var festligheder i kikkerten og denne aften, havde hun netop ladet sig lokke med ned i byen, for også at nå at fejre Midvinteren med en flok venner - inden nytåret meldte sin ankomst, og der ville være en ny grund til at slå sig lidt løs.

Med lidt besvær, men også snilde, fik hun sig møvet ud fra bænken hun sad på og talte på fingrene bordet rundt, mens hun gentog hvad alle ville have så hun ikke glemte noget nu det var hendes tur til at hente.

Hun gentog lavmælt for sig selv hele vejen til boden der solgte drikkevarer, eller i hvertfald på vej mod den for hun nåede den ikke før et lidt rigeligt berusede mænd væltede forbi, uden at se vor de gik. Som resultat af at hun måske ikke selv var så opmærksom fik hun et hårdt skub og mistede balancen. Med et overrasket udbrud fægtede hun ikke særlig elegant med armene, og havnede det næste øjeblik i skødet på en yngre mand der sad på bænken hun havde været på vej forbi "Uhm.." udbrød hun ikke videre intelligent gør det trak afslørende i hendes mundvige mens hun så op på hm "Hej.. jeg kom lige forbi."

[Marius Våbensmed]

Marius havde siddet lidt i sin egen verden med sit brød og set ud over flok, og bed sig næsten i tungen, da en kvinde pludselig væltede ned i skødet på ham. Han kiggede lidt forskrækket rundt og så ned på hende. "Velkommen Frøken. Brød?" spurgte han lidt dumt, men vidste slet ikke lige hvad der foregik og glemte at tænke videre over det. Lige nu reagerede han bare på instinkt.

[Rianne Salmalín]

Hun skubbede sig lidt op at sidde eller prøvede i hvert fald, mens hun så lige dele underholdt og undskyldende på ham. Hun stoppede sin møven for at komme på benene et øjeblik "Ja tak.. hvis du giver mig et skub så jeg kan komme op igen." hun kom til at grine mens hun talte fordi det hele virkelig var komisk og akavet, men mest komisk. Heldigvis så det ikke ud til, han var blevet irriteret over hendes mangel på balance.

[Marius Våbensmed]

Marius gav kvinden det efterspurgte skub og hjalp hende dermed på benene igen. "Jamen det var da dejligt at du kom... dumpende." lød det fra ham med et smil før han rakte hende lidt af sit brød. "Frøken?" Han syntes ikke lige at have set hende før. Det kunne han hvert fald ikke mindes han havde.
Uden selv at være helt bevidst over det, lod han blikket inspicere hende for at finde ud af mere om hvem hun var.

[Rianne Salmalín]

Rianne kom til at grine igen mens hun blev hjulpet på benene igen og forsøgte så godt som muligt at glatte sit skørt til at være nogenlunde anstændigt igen "Jeg ved det.. jeg ved det.. jeg bringer solskin og glæde hvor end jeg kommer." udbrød hun, meget teatrlsk, men tydeligvis i spøg.

Hun snuppede brødstykket og dumpede ned på bænken ved siden af ham med et oplagt smil "Rianne Salmalín, men jeg lystrer også på Ria.. eller Stump... eller Smørblomst. Sært barn har mange navne." hun stoppede brødet i munden, lagde hovedet lidt på sned og betragtede ham vurderende mens hun tyggede og sank "Og hvem har jeg æren af?"

[Marius Våbensmed]

Marius studerede hende imponerende, han kunne egentlig godt give hende ret i mange af tingene. Hun havde bestemt fungeret som solstråle for ham i et mørkt øjeblik, og det kunne han kun sætte pris på. Da hun sagde navnet rynkede han lidt på brynene. Noget ved efternavnet lød bekendt, men han kunne ikke placere det.
Han smilede derfor bare og hilste på hende. "Marius Våbesmed" sagde han stolt med et lille nik.

[Rianne Salmalín]

Rianne rakte smilende en hånd ud da han præsenterede sig "Glædelig Midvinter.. Marius Våbensmed." hun skar en lille grimasse, der dog stadig var ganske muntert "Og undskyld min alternative måde at gøre dit bekendtskab på. Jeg skal gøre mit bedste for det ikke sker igen." lovede hun og blinkede drilsk.

[Marius Våbensmed]

Marius kunne ikke lade være med at smile. Det var interessant sådan pludselig at få en kvinde dumpet i skødet. "Glædelig midvinter Ria" gengældte han og lo kort. Hun virkede venlig og som en der var både frisk og havde humor. Det kunne han godt lide. "Alt forladt. Du forstår da at gøre en uforglemmelig entre" sagde han bare. Der var ingen grund til sure miner, når der ingen skade var sket.

[Rianne Salmalín]

Hendes smil blev bredere da han lo og tænderne var et øjeblik synlige, før hun fandt en overlegen maske frem og lænede sig nonchelant tilbage "Jeg har også øvet mig længe for at blive uforglemmelig. Det er rart at vide det er ikke har været helt forgæves." masken forsvandt og smilet vendte tilbage mens hun så nysgerrigt på ham "Så.. venter du på nogen?" hvorfor skulle han ellers sidde helt alene på bænken?

[Marius Våbensmed]

Han løftede underholdt et øjenbryn. "Du har øvet dig i at falde ned i skødet på enlige unge mænd?" Han kunne simpelthen ikke holde igen for latteren. Det virkede på alle mulige måder forkert. "Nææh jeg venter ikke på nogen, eller det vel sige, jeg venter nok egentlig kun på tiden. Det er fortidligt at gå hjem nu og jeg kan ikke gå på tågelygten, så nu sidder jeg her." Hjemme ville Ina sikkert være og hun skulle ikke se ham i det humør han havde været i, og på Tågelygten ville Mathilda være, som han heller ikke ønskede at tale med.

[Rianne Salmalín]

Hun trak på skuldrene med et spillede blik "Hvad? Det virker da. Det var sådan noget alle komtesserne oppe på paladset skulle lære." hendes bryn trak sig sammen i påtaget overvejelse "Måske jeg skal skifte levevej og i stedet tilbyde dem undervisning." igen blev tænderne synlige i et oplagt grin, indtil brynene igen trak sig sammen, men denne gang i reel undren "Hvorfor kan du ikke gå på Tågelygten? Der sker der da altid noget sjovt." hun havde momentært glemt at hun egentlig var på vej efter friske forsyninger, eller valgte i hvert fald, at de andre ikke ville dø af tørst før hun kom tilbage.

[Marius Våbensmed]

Marius rystede smilende på hovedet af kvinden. Hun var en sær en, men samtidig og så sprudlende så det smittede. "Ja, jeg er sikker på du vil tjene til et godt lidt ved at undervise komtesserne" lød det sarkastisk fra ham, før også han slog en latter op. Hun var altså en han aldrig havde oplevet før, men han var glad for at kun var kommet dumpende.

Blikket blev lidt mere alvorligt, da snakken faldt på Tågelygten "Jeg... Dummede mig vidst tidligere derinde, Eller hvert fald troede jeg min midvinteraftale sad derinde, men som altid vidste hun ikke hvem jeg var." Han trak på skuldrene, den kunne han altid sørge over i aften når han kom hjem.

[Rianne Salmalín]

Hun rynkede brynene lidt, uden dog at holde op med at smile. Det lød lidt mystisk. "Hvis I havde en aftale, hvordan kan hun så ikke vide hvem du er? Har hun slået hovedet og fået hukommelsestab?" hun så undrende på ham, uden helt at forstå det, men hun kendte ham heller ikke, så hvordan skulle hun kunne det. Det forhindrede hende dog ikke i at være nysgerrig.

[Marius Våbensmed]

Jeg øhm... Det er lidt mere kompliceret end det.." Marius kløede sig i nakken og kiggede på hende. Skulle han fortælle hende om Mathilda og om hvor dum han havde været? Han havde egentlig ikke rigtig lyst. "Det var måske ikke helt en aftale. Jeg gav hende en gave, og hun gav mig en øl og gik" Det havde virkelig ikke været nogen synderlig god oplevelse.