Længe ventet visit

[Rinella af Malven]

Aiden af Malven

Med roligt afmålte skridt trådte Rinella ind i entreen på det hus, der engang havde været hendes hjem. Ganske vidst havde hun aldrig selv besøgt familiens hus i hovedstaden, før hun var blevet sendt til klosteret. Derfor føltes det heller ikke som hendes hjem, nu hun stod i det fremmede hus og ventede på sin lillebror.

Egentlig havde hun haft pligter for dagen, men det var ikke hver dag, en så stor trup riddere mistede livet, og hendes bror manglede nu en ridderherre. Hun glattede den hvide kåbes folder.

[Aiden af Malven]

Det havde været en hård og lang tur hjem fra Frølund, Aiden husker den knap nok, fordi han havde været i chok over hændelserne. Hans ridderherre var død, dræbt på stedet. Den mand han havde fulgt i to år var nu væk. Han følte sig på en måde alene og for første gang i længe var han villig til at hive folk ret, måske var han svagelig. Det var hvert fald svært at komme videre lige nu.

Han sad på sit værelse, da en lakaj fortalte ham at hans søster var kommet. Først havde han rynket på brynene, søster? Hvad ville hun nu her? Men efter lidt tid rejste han sig og bevægede sig id til hende. ”goddag søster” lød det afmålt fra ham, nervøs for hvilken samtale der fulgte.

[Rinella af Malven]

Lyden af trin fik hende til at se frem og et mildt smil lå på hendes læber, da Aiden nåede ned til hende. Det blev dog hurtigt fejet væk af den kølige hilsen. Måske havde det være naivt at tro, at fortiden ville ligge bag dem, nu hun ikke længere kunne være en trussel for spørgsmålet om hans arveret.

Rinella bøjede nakken i respekt. "Aiden," hilste hun og fandt hans blik. "Det er godt at se dig ved godt helbred."

[Aiden af Malven]

Godt helbred hmpf, hvad betød det overhovedet når alle andre sagde noget andet. Snakken gik sikkert allerede igen og folk ville tro på den slags dumme ting, selv efter hvad han allerede havde vist som væbner. ”Det bliver bedre når jeg får en ny ridderherre” lød det fra ham både såret og trist. Det var ikke fordi han ikke sørgede over ridderen, det gjorde han men han var også usikker over sin fremtid, og det gik ham på.

[Rinella af Malven]

Ud fra Aidens ansigtsudtryk at dømme tog broderen tydeligvis ikke hendes ord med den reelle bekymring, de var sagt i. Hun kvalte et suk.

"Jeg sender en bøn til Almoderen for dig," svarede hun roligt og smilede forsigtigt. "Ved du, hvem det bliver endnu?"

[Aiden af Malven]

Skyggen af et smile kunne anes i et spiltsekund, da søsteren fortalte, at hun havde sendt en bøn til almoderen omkring ham. Men hvad skulle det hjælpe? Hun kunne ikke bringe de døde tilbage til livet.

Han trak på skuldrene af hendes spørgsmål. "Jeg er ikke sikker. De fleste har allerede fundet deres væbnere, og det sjældent dem der... ja jeg ved det ikke" Han synes det var ret umuligt lige nu faktisk.

[Rinella af Malven]

I det mindste var der noget velkendt i det flygtige smil, der havde dirret i hans mundvige. Så var det atter væk og Rinella kunne ikke lade være at studse over, hvor anderledes alt var blevet, siden hun havde forladt familien.

"Den rette ridder skal nok vise sig," svarede hun og sendte ham et lille, men opmuntrende smil. "Du må bare stole på det."

[Aiden af Malven]

Aiden trippede lidt rundt og havde svært ved at kunne give hende ret. Hvad regnede hun egentlig med? At det en dag ville banke på døren og der så ville stå en ridder? Han tvivlede stærkt på det!
Han håbede dog svagt på at Rinella faktisk havde ret og endnu bedre kunne tale ham lidt ro på. "Hvor skulle han komme fra?" Aiden slog ud med armen for at få afløb på frustrationen."Og hvad er det helt præcis jeg skal stole på?"

[Rinella af Malven]

Det irriterede hende let, at Aiden omgående antog, at denne ridderherre nødvendigvis måtte være en mand, men selvfølgelig var han et produkt af familien. Hun tog en dyb indånding.

”Stol på, at det nok skal gå, og bed til Guderne for roen til at bevare håbet.” Rinella trak en lys lok bag øret. ”Din fader ville aldrig tillade, at du blev efterladt uden ridderherre nu. Han skal nok løse det.”

[Aiden af Malven]

Han hævede et øjenbryn af hende. Det hun snakkede om, var så langt fra hvad han havde levet under de sidste mange år. Han kunne ikke overlade det til nogle guder et sted ude i ... ja hvor end de var. han vidste af erfaring at hvis han ville have noget gjort skulle han kæmpe for det. Hun havde selvfølgelig også ret i hvad hun sagde om deres fader. Han var måske allerede ude og kigge sig om efter en ridder. "Måske Far finder en god ridder ja."

[Rinella af Malven]

Rinella smilede mildt til ham. Det begyndte at være underligt, at de stadig stod i entreen, men det undrede hende ikke. Hun var ikke længere en del af familien. Blot end fremmed, der stod i deres entre i Gudindens hvide kåbe.

"Du er blevet stor," påpegede hun, da stilheden var blevet hende en smule for højlydt.

[Aiden af Malven]

Måske var emnet blevet diskuteret grundigt ok nu? Det hjalp også lidt på Aiden, at hun nævnte han var blevet større. han var IKKE svagelig, mindede han sig selv om. Igen kiggede han på sin søster, eller måske kiggede han netop på sin søster for første gang nu. "Og du er blevet en smuk ung kvinde. " Det kunne man vel nok sige om sin søster. "Kom, vil du ikke med ind og have en kop te eller noget?"
Det var egentlig lidt underligt pludselig at hun var der igen og Aiden vidste ikke helt hvordan han skulle gøre omkring hende.

[Rinella af Malven]

Et blegt smil blev sendt hans retning, mens hun sænkede blikket i respekt. "Tak, Aiden, det var meget venligt af dig." Så fangede hun hans blik igen.

"Ellers tak, jeg burde se at komme tilbage til templet." Hun foldede hænderne foran sig. "Men vi behøves ikke at være fremmede længere, hvis du ønsker det anderledes, Aiden."

[Aiden af Malven]

En næsten usynlig fuge fandt vej mellem Aidens øjenbryn, ville hun ikke ind? Det virkede så pludselig at hun skulle afsted. Måske var hun sur på ham? fordi han havde været skyld i at hun var endt i kloster? Nej det kunne ikke være hans skyld.

Han sendte hende et smil, det virkede som det rigtige. "Ja. vi bør ikke være fremmede. Det ville være et problem for mig som væbner og til sin tid ridder ikke at kende min familie." Hun var trods alt stadig en del af familien, også selvom det var underligt.

[Rinella af Malven]

Aidens svar fik hende til at smile og hun nikkede. Måske de sammen kunne få lagt deres fortid godt og grundigt bag dem.

"Det ville glæde mig. Du er altid velkommen i templet." Så rakte hun frem og tog hans hånd til et blidt klem. Rinella slap den igen kort efter og med et sidste smil i hans retning, forlod hun huset igen.

afsluttet