Prinsen & Prinsessen

[Raoul af Condia]

Sidst i november år 528 M.T. med Catalina af Vårfos

Raoul havde kendt til prinsessens tilstedeværelse nærmest siden han kom til Corus, men han havde ikke straks besøgt hende. Der var så rigeligt at beskæftige sig med. Denne eftermiddag havde han dog fået sine tjenestefolk til at aftale med hendes tjenestefolk og han ankom omtrent på slaget og blev lukket ind i gemakkerne.

Alene ville de næppe være, men måske så tæt på som det var muligt. Han så i hvert fald frem til gensynet.

[Catalina af Vårfos]

Med en opgivende prusten kastede Catalina et skeptisk blik udenfor. Det var koldere end hun nogensinde havde oplevet det i Galla, så hun havde ikke synderligt lyst til at gå ud, men samtidig var det også uendeligt kedeligt bare at sidde og glo.

Irritationen over, at Christian havde fået hende fragtet dertil og nu bare lod hende sidde på et værelse, ulmede i brystet på hende, men uden afløb, blev det til rastløshed. Derfor havde det glædet hende, at Kongens bror havde lavet en aftale. Fra Galla huskede hun ham i hvert fald som bedre underholdning end nogle af de andre stive tortallanere, hun havde mødt i hans hjemland.

"Raoul," hilste hun fornøjet, da hun trådte ind i rummet fra et tilstødende værelse. "Eller.. Deres Kongelige Højhed." Hun grinede og nejede for ham i påtaget høflighed, før hun tilbagelagde afstanden mellem dem og tog hans arm. "Kom ind, kom ind. Det er godt at se dig igen."

[Raoul af Condia]

Det var over et halvt år siden Raoul havde set den lille spirrevip af en prinsesse, der nu var forlovet med hans grandfætter. Relationen var ikke ligefrem en dyb en af slagsen, men de havde nu underholdt hinanden ganske godt i sin tid. Og om ikke andet så for Christians skyld, var det værd at aflægge hende et besøg.

Da hun mødte ham i rummet, smilede han skævt og det forlod ham ikke, som hun nejede påtaget og præcis lignede den sekstenårige hun måtte være. "Deres Kongelige Højhed, Prinsesse," hilste han underholdt. "Jeg må sige, at jeg ikke havde forventet, at De ville overhale mig hertil?"

[Catalina af Vårfos]

Endelig én, der smilede, når hun forsøgte at være morsom. Det var nu ganske rart at være værdsat af bare én i det fremmede land. Derfor trak Catalina ham med sig hen til de sofaer, der var blevet stillet ind på det relativt beskedne værelse - i hvert fald til hendes tidligere standarder.

"Det er du ikke ene om," indrømmede hun med et skævt smil og rystede på hovedet, før hun tog plads. "Men det kan samtidig ikke være en ny følelse, at jeg overhaler dig." Da de havde redet om kap, havde Raoul kun set støvet bag Lorencio.

[Raoul af Condia]

Raoul lod sig lede og sank ned på en af de polstrede bænke med relativt passende afstand til den unge prinsesse. Han hvilede en arm over ryglænet og fnøs af hendes flabethed.

"Det tæller ikke, når man giver mig en gammel, udslidt krikke og dernæst proklamerer sig selv vinder," påpegede han. "Men jeg har hørt, at du også forsøgte, at løbe om kap med Hertug Vårfos?" Hans ene bryn skød lidt op. Det var ikke for sjov.

[Catalina af Vårfos]

Catalina viftede affærdigende med hånden "Lad nu være at være typen, der hænger sig i sådanne detaljer." I Galla havde han været langt morsommere, hvilket kun blev mere udtalt ved hans næste ord.

"Måske," mumlede hun og trak på skuldrene. "Hvor vil du hen med det?"

[Raoul af Condia]

Raoul var ikke fri her, omend han gjorde sit for at lade som om det var tilfældet. Prinsessen var heller ikke fri og selvom han skygge gå over hendes ansigt, så havde han en enkelt ting han ville sige, før han kunne slippe emnet.

"Hertugen er en god mand. Jeg håber du vil give ham en ærlig chance," konstaterede han simpelt. "Og mere vil jeg ikke blande mig. Jeg er ikke kommet for at prædike."

[Catalina af Vårfos]

Catalina var ikke direkte uforberedt på en kommentar, men hun havde håbet på, den ikke ville komme fra Raoul. Hun havde allerede hørt rigeligt fra Christian, hans søster og selvfølgelig sine brødre gennem det magiske spejl.

Derfor måtte hun kvæle et suk ved hans ord. "Godt," svarede hun og blødte så lidt op. "Jeg vil give Hertugen en chance, hvis han udtrykker et ønske for den. Tilfreds?"

[Raoul af Condia]

Raoul blødte op i et smil og trak på skuldrene. "Du behøver ikke give mig nogen løfter. Jeg fortæller dig blot, at han er en god mand. Nu - lad os tale om noget helt andet."

Han hævede begge bryn en anelse. "Du kan starte med at fortælle mig hvad der skete med Greven af Hurran efter vi forlod Galla. Ham, der stod anklaget for falskmønteri."

[Catalina af Vårfos]

Catalina var stadig skeptisk. Selvfølgelig havde hun set gode sider af Christian. Sider, der havde gjort hende blød i knæene og varm i kinderne, men samtidig havde han lige så mange grimme. Eller.. Næsten lige så mange.

"Hans søn er greve nu," fortalte hun med et skævt smil og trak på skuldrene. Det var ikke altid, hendes far tillod tvivlen at komme andre end ham til gode. "Det var lige før, jeg selv blev sendt af sted hertil."

[Raoul af Condia]

Sønnen Greve og faderen hængt. Raoul havde intet forhold til den mand, der slet og ret havde betalt for sine synder. Han morede sig dog ikke specielt over det, men nikkede let.

"Falskmønteri undergraver hele landets økonomi," konstaterede han. "Hvis du ellers havde planer om at begive dig ud i den slags."

De lyse øjne spillede. "Hvordan har du rent faktisk brugt din tid her?"

[Catalina af Vårfos]

Catalina fnøs underholdt. "Nej, jeg har set nok, der har været dumme nok til at blive opdaget." Og hun kunne egentlig ganske godt lide at have sit hoved over skuldrene.

"Med at gå i cirkler om mig selv," sukkede hun og rystede på hovedet. "Der har været travlt med her, så det er ikke lige udenlandske fragtordreprinsesser, man bruger sin tid på." Så trak et smil over hende igen."Men det håber jeg da, du kan ændre på."

[Raoul af Condia]

To, mørke bryn trak sig sammen. Raoul betragtede Catalina en anelse vantro.

"Du har været her i månedsvis. Det ligner ikke dig, at sidde stille i al den tid. Har du ikke i det mindste fundet dine jævnaldrende ved hoffet?"

[Catalina af Vårfos]

"Jeg har mødt et par stykker, men.." Hun trak på skuldrene. "De er alle sammen kedelige eller har alt for travlt med at være tøre og grå." Det var intet som Galla.

Catalina sukkede teatralsk. "Der er koldt udenfor og ingen gider spille spil eller lege eller foretage sig andet end at være.. Stille og nydelige. Er det en tortallansk ting?"

[Raoul af Condia]

Raoul fnøs muntert. "Jeg aner ikke hvem du har talt med, men det er langt fra min opfattelse af hoffet her. Du har tydeligvis fundet dig de forkerte venner."

Han slængede sig temmelig mageligt, da først han havde sluppet emnet om sin fætter i tale, selvom Christian ikke helt forlod ham nu, i samtale med den meget unge prinsesse. Han var ved gud glad for, at det ikke var ham, der skulle giftes med hende.