Mithraner til midvinter

[Ercole af Groten]

Den 21. december, år 528 M.T. med Margarry af Mindelan

Ercole havde nu set sin barndomsveninde adskillige gange i efteråret og den spæde vinter og hver gang fundet deres samtaler oplivende og fascinerende. Da de til selve midvinterfesten blev placeret sammen, var der utvivlsomt lagt i ovnen til, at deres bordpartnere ikke ville få meget ud af dem.

Længere hen på aftenen, efter mange andre samtaler, fandt han hende igen, alene i et hjørne af rummet, og nærmede sig med et bæger frugtsaft og et varmt smil.

"Gemmer du dig for nogen, Margie?" Hans mørke øjne spillede, som han rakte bægeret ud i et tilbud.

[Margarry af Mindelan]

Margarry havde haft en bedre midvinter end hun havde forestillet sig. Det havde absolut alt at gøre med den placering hun havde fået til middagen, som gjorde at den resterende aften ikke var helt lige så uudholdelig. Alligevel havde hun trukket sig tilbage, velvidende at hendes mor ville udnytte muligheden for officielt at introducere hende for hendes kommende mand, hvis muligheden bød sig.

Derfor stod hun nu i relativ fred nær et åbent vindue, varm i den midnatsblå kjole, der ikke gav nær så meget luft som det, hun sædvanligvis bar. Da en velkendt stemme lød nær hende, løftede hendes humør sig med det samme og hun drejede hovedet og så på Ercole med et smil.

"Kun alle mine pligter," svarede hun og tog imod glasset. "Men jeg kan uden tvivl nemmere slippe afsted med det, når jeg taler med dig."

[Ercole af Groten]

Et muntert fnys forlod Ercole, som selv tog en tår af sit eget bæger med frugtsaft. "Jeg agerer gerne skjold for dine forpligtelser," konstaterede han underholdt.

"Tak for det sidste stykke tid. Det har været en fornøjelse, at lære dig at kende igen."

[Margarry af Mindelan]

Margarry smilede tilfreds og vinklede sig mere mod ham - ganske som hun havde gjort resten af aftenen. "I lige måde, Ercole," svarede hun og mente det. "Det er altid opløftende at være i nærheden af dig."

Smilet nåede hendes øjne. "Jeg har savnet det i alle de år."

[Ercole af Groten]

Ercole tog ved Margarrys arm igen, blot i et tegn på følelsen af dybtfølt venskab, men da han gjorde det, føltes det igen mærkeligt, som da han havde rørt hendes skulder. Han tvang dog sig selv til at holde ved og smilede svagt, men varmt.

"Jeg kommer til at savne dig, når du tager afsted igen."

[Margarry af Mindelan]

Det gav et sæt i Margarry, da Ercole lukkede hånden om hendes arm og hun kunne mærke varmen fra den gennem stoffet. Hvorfor hun var så bevidst om det, som hun var, vidste hun ikke. Kun at det gav en lille kuldegysning ned langs hendes rygrad, da hun mødte hans blik.

"Ja," svarede hun, lidt tøvende. Det trak i hendes mundvige, men hun havde også en mærkværdig fornemmelse i maven ved tanken om ikke at se ham. "Jeg har vist allerede vænnet mig til at have dig i nærheden," svarede hun, før hun hørte sin egne ord.

"Ikke... At jeg har dig."

[Ercole af Groten]

Deres blikke føltes helt låst i hinanden og Ercole mærkede varmen stige op i sine kinder, selvom man intet kunne se på ham. Han slap hende langsomt og trak på smilebåndet med en tumlen i maven over hendes rettelse.

"Jeg ved hvad du mener," svarede han. "Jeg har også vænnet mig til at du er i nærheden. Uden at have dig."

Han klarede halsen en anelse.

[Margarry af Mindelan]

Margarrys mave slog en kolbøtte over hans ord og fornemmelsen var så uvant, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle forstå den. Hun vidste kun at det hele fik varme til at sprede sig i hendes krop og hun blinkede langsomt, som hun så på ham med spøgelset af et smil.

"Kan du huske, at de engang ville forlove os?" hørte hun sig selv spørge lavmælt, før hun vidste hvor det kom fra og om hun overhovedet burde sige det højt.

[Ercole af Groten]

Ercole hævede begge bryn over spørgsmålet og det var ikke fordi han fik det mindre varmt af dén tanke. Han trak en anelse på skuldrene.

"Svagt. Det kom aldrig længere end en kort overvejelse, fordi de opdagede min gave," mindedes han.

[Margarry af Mindelan]

Måske var det fordi trolovelsen fyldte så meget, at hun spurgte. Selvom hun knapt vidste, hvor det kom fra. Hun nikkede dog ganske let ved hans svar og drejede glasset med frugtsaft mellem sine fingre.

"Hvordan tror du, at det ville have været?" spurgte hun, uden helt at vide om hun kunne tillade sig det. Samtidig kunne hun ikke lade være. "Hvis nu du ikke var blevet præst."

[Ercole af Groten]

Cole følte sig lidt tør i halsen over spørgsmålet og skævede over sin ene skulder, før han trak på dem begge.

"Hvis vi var forlovede?" Han betragtede hende uudgrundeligt og var klar over samtlige faresignaler ved samtalen. "Det ville næppe have været frygteligt."

[Margarry af Mindelan]

Tanken var slået ned i hende og hun havde fået sat ord på den, før hun havde nået at tænke sig om. Ercoles ansigtsudtryk sagde det hele og hun fandt sig selv en smule tør i munden, da han svarede. Blikket gled ned.

"Det var et upassende spørgsmål. Undskyld," konstaterede hun og så kun tøvende op igen. "Men jeg kan ikke lade være med at tænke på det ind i mellem..."

[Ercole af Groten]

Coles hjerte hamrede. Hårdt. Han burde afbryde samtalen med det samme og finde et stille sted, hvor han kunne tale med sin gud. I stedet fandt han sig selv stirrende håbløst på Margarry et langt øjeblik, som hun stod der med nedslået blik.

"Lad mig følge dig ud et sted, hvor du kan få lidt frisk luft," bad han lavmælt, før han tilbød sin arm.

[Margarry af Mindelan]

Margarry kunne ikke skjule sin overraskelse helt og samtidig kunne hun heller ikke forhindre sit hjerte i at springe et slag over, selvom det absolut ikke burde gøre det. Hvad hun derimod burde gøre, var at afslå hans tilbud. Det kom dog ikke til hende og i stedet havde hun rakt ham sin arm.

Ord var fattige, som hun lod ham lede sig, distraheret af varmen fra hans arm og hvordan hun var langt mere opmærksom på den simple berøring end hun nogensinde havde været med nogen på træningspladsen, der ellers ofte havde været væsentlig mere.

Da han endelig stoppede op, var hun ikke sen til at dreje sig imod ham. "Ercole...?" lød det spørgende fra hende, som hun søgte efter et svar på hvorfor han havde taget hende med ud.

[Ercole af Groten]

Ercole hørte det usagte spørgsmål i hans navn, men havde intet gyldigt svar. Hans arm faldt og han så uudgrundeligt på hende, før han trak på skuldrene; en bevægelse der ellers var blevet fralært ham ret grundigt.

"Jeg forstår ikke hvad det er du gør ved mig, Margarry," hviskede han. "Jeg har aldrig haft det sådan før."