Svaret af Elisia af Bugtvig on Dec 23, 2017 11:27:43 GMT
Elisia blinkede tungt og fulgte solstriben med blikket, som den langsomt kravlede ind og kyssede de mørke sten i vinduet. Nu kunne det ikke vare længe, tænkte hun, men vidste ikke, om det var en god ting. Det var efterhånden timer siden, hun havde haft nogen følelse i sine ben, og selvom hun prøvede, huskede hun ikke længere lyden af sin stemme, når ikke den var i hendes hoved.
Så vendte de blå øjne atter tilbage til de solide døre, der stadig skjulte og holdt hende sikker for de rædsler, hun ville opleve. Hun kunne høre sit hjerte bare ved tanken om det. Men det var jo også det, hun havde trænet mod de sidste otte og et halvt år. Alligevel kunne hun ikke tænke på hverken det eller det liv, der ventede hende, når hun var gennem Kammeret. For nu var der kun hende, de tunge døre og den lille stribe sollys, der bevægede sig alt for hurtigt.
Væbneren mindedes ikke at have fjernet blikket fra lysstriben så meget som et sekund, men pludseligt fyldte den det meste af vinduet. Som vidste hun, hvad der ville ske, drejede hun hovedet. Lyden af skridt virkede næsten uvirkelig og invaderende i den stilhed, hun havde brugt natten i. En præst mere fulgte efter, og langsomt kom Elisia på benene.
Hendes krop var mere stiv, end hun havde forventet, og da først hun stod gik det op for hende, hvor meget hun egentlig frøs. Den lyse hud var kold over alt under det tynde, hvide stof. Alligevel trådte hun frem i afmålte skridt, løsnede op i sine skuldre og led, før hun nåede døren, der blev åbnet for hende. Pludselig følte hun sig svimmel og kunne knapt høre andet end sine nøgne fodsåler mod gulvet, der gav ekko i det store kapel, og det galopperende hjerte, der til hver en tid kunne hamre sig vej ud gennem hendes ribben.
Dørene åbnede sig lydløst og selvom hun prøvede at få et glimt af, hvad hun kunne vente sig, så hun ind i et altopslugende mørke. Så fik en indskydelse hende til at se tilbage og hun fangede et kort velkendt glimt af en af de andre væbnere, før hun igen vendte sig mod Kammeret. Så tog hun et skridt ind og før hun kunne nå at vænne sig til mørket, lukkede dørene i bag hende.
Elisia stirrede ud i mørket. Blinkede. Der var stadig mørkt. Og koldt. Faktisk virkelig koldt. Selvom hun ikke kunne se nogle vinduer, var der.. En vind, der rørte på sig. Bevægede sig som en hvisken. Hun drejede rundt om sig selv, stirrede dybere ind i mørket. Et sæt øjne forsvandt og hun tumlede frem mod dem kun for at finde mere tomhed. Mere mørke. Og følelsen af at blive iagttaget. Hun tog et par rolige skridt mere frem, vendte sig så i en abrupt bevægelse, men uden held. En hvisken. Uuuu syntes mørket at hviske og hun drejede sig igen rundt.
Uægte, fortsatte hvisken i skyggerne og satte liv til et helt kor af ekko. Hun rystede på hovedet og måtte bide sig i tungen for ikke at modsige skyggerne. Hun var ægte, mindede hun sig selv om. Født inden for ægteskab og hvis nogen sagde andet, så.. Uægte, hvislede mørket uforstyrret videre. Elisia vendte blikket mod lyden. Endnu et sæt øjne og hun sprang frem mod det, men uden held.
Langt om længe sank hun i knæ efter at have grebet ud i tomheden i sin jagt på de hviskende skygger. For hvad betød det egentlig, om hun var uægte? Hvad betød det, om hun var et elskovsbarn? Hendes forældre var blevet gift for gudernes åsyn og intet af det betød noget for de mennesker, hun en dag ville tjene. Det len, hun en dag skulle styre. Stemmen døde ud, blev til en tom vind, der strøg igennem kammeret. Endnu et vindstød. De begyndte at blive hårdere og hun så op lige i tide til at få pisket et hav af karotterøde krøller i ansigtet, som hun tvang væk. Synet, der ventede hende, fik hende næsten til at skrige, men hun spændte hårdt i kæben, som hun sprang tilbage fra en afgrund, der aldrig lod til at ende. Vinden hev i hende igen, tvang hende ud mod kanten og hun sprang for livet mod en anden afsats. Jorden smuldrede under hende, sendte hende ned i afgrunden, hvor hun faldt og faldt og faldt og…
Hun ramte jorden med et hårdt knald, følte sig helt ør i hovedet. En metallisk smag i munden bekræftede, at hun måtte have knaldet tænderne sammen om sin tunge, men hun fik hurtigt andre tanker, da hun stirrede direkte op i et sæt sorte øjne, der skinnede faretruende ned til hende. Hun genkendte med det samme overfaldsmanden fra Carthak. Med hårdt hamrende hjerte kravlede hun bagud, mens han kastede sig ind over hende. Hans fremmede, ækle, uvelkomne hånd fandt vej til hendes hofte, sled i bukserne, og hun hakkede hårdt hovedet fremad, knaldede panden ind i hans og brugte de vundne sekunder på at komme på benene. Noget skinnende tiltrak hendes blik. Et sværd? Hun kastede sig frem mod det og vendte sig med det hævet, klar til at forsvare sig selv.
Kian og hans drengede smil ventede hende, hvor overfaldsmanden havde været kort forinden. Grebet slækkedes en smule om sværdet, men hun vidste alligevel bedre end at slippe det, selvom hendes instinkter sagde noget andet. Hans læber skiltes, men da han talte var det med lånte ord. ”Du er forpligtet til at opretholde loven. Du må ikke lade hånt om uret. Du må ikke hjælpe nogen til at overtræde landets love, og du skal forhindre ethvert lovbrud, koste hvad det vil, pus.” Hun tog et skridt bagud, usikker på hvordan hun burde reagere på situationen. Blikket flakkede fra ham og ud i mørket.
”Du er bundet af din ære og dit ord, pus.” Han trådte tættere på og der var et stænk af vanvid i hans blik, da han trak en daggert og vendte ryggen til hende. Hun flyttede sig til side og så i samme retning som ham. Skjult der bag ham var en skikkelse. Den var underligt velkendt. Det var jo.. Taran. Nej! Munden var allerede gledet åben, og det krævede alt af hende ikke at skrige, som hendes yngste bror sank til gulvet af det mørke, kolde kammer. Blodig og livløs. Hånden knyttede sig hårdere om sværdet. Hun var bundet, bundet af ære og ord nu.
I et præcist hug kastede hun sig fremover mod slynglen, hun havde tilbragt så mange af de bedste stunder fra sit liv med. Han undveg, men var hurtig til at stikke ud efter hende med den lange daggert, der vel måtte være samme længde som hendes underarm. Indædt kæmpede de. Endnu et udkast fra hende. En svidende smerte lod hende vide, at han måtte have ramt hende og hun tog sig til låret. Den dybrøde farve blomstrede frem i det hvide stof, men hendes blik var hurtigt tilbage til slynglen igen, som hun haltende prøvede at bevæge sig i cirkler om.
Næste gang han kastede sig frem mod hende, var hun klar og i en nøje indøvet bevægelse trak hun sig til siden, før hun hævede sværdet og adskilte hoved fra krop. Selv nu syntes det afhuggede hoved af tyven, hun havde skænket sit hjerte, at smile kækt op til hende, som havde udregnet svaret på en gåde, hun endnu ikke havde knækket. Sværdet gav et rabalder fra sig, da det ramte mod kammerets gulv, men hun så det ikke. De blå øjne var klemt hårdt sammen.
Da hun åbnede dem igen var det væk. De to livløse kroppe, det smilende hoved, det blodige sværd. Haltende begav hun sig ud mod døren, der var gledet op, og turde næsten ikke tro, at det var det. At det var slut. Læberne var stadig tæt trykket sammen og først nu gik det op for hende, at hendes kinder og sprukne læber var våde af tårer, men først ved synet af sin far og Gavin gav knæene efter og hun sank udmattet ind i sin fars favn.
