Afsløringen

[Raoul af Condia]

Raoul havde ingen planer om, at konfrontere Gisela med hvad i Mithros' navn det var, der stormede i ham. Han stod kun ansigt til ansigt med hende i et øjeblik, før han vendte sig væk og håbede, at hun ikke rigtig ville have lagt mærke til det. Det blev dog tydeligt på hendes tonefald, at det ikke var tilfældet.

Med anspændte skuldre trak han natskjorten på og bed tænderne sammen. Det var ikke hendes rolle, at trøste ham. "Jeg fik noget i øjet," konstaterede han brysk.

[Gisela af Condia]

Gisela rynkede panden ved Raouls bryske toneleje, og hun var lige ved at fnyse hårdt, men kvalte det.

"Måske er jeg dårlig til skuespil, men du er dårlig til at lyve," bemærkede hun og gik hen til sengen, hvor hun stillede sig ved siden af ham. Hun blev irriteret over, at hun i et øjeblik havde følt sit hjerte slå et slag over ved synet af hans forgrædte ansigt.

Hun spurgte ikke indtil grunden, og hun havde ingen intentioner om at gætte sig til hvorfor, han havde grædt. Hun bed sig et øjeblik i læben, inden hun med et vendte rundt på hælen og i nogle meget bestemte skridt, gik hen til sit toiletbord. Hun begyndte at rodede i nogle æsker, indtil hun fandt det, som hun skulle bruge.

Gisela gik hen til sin mand igen. "Du er en stærk mand Raoul, og du har brug for at fremstå som en respektabelt ridder. Gnid denne salve under dine øjne."

[Raoul af Condia]

Raouls tænder skar imod hinanden over Giselas konstatering, men da hun gik væk, formodede han, at de ikke behøvede, at tale mere om dén sag. Ved hendes bestemte instruktioner om at gnide et eller andet under øjnene, vendte han sig dog rundt med et vredt blik.

"Jeg skal nok selv bestemme hvad der skal under mine øjne," bed han.

[Gisela af Condia]

Gisela kneb øjnene sammen, da han bed af hende. "Hvis du vil ligne en forgrædt komtesse i morgen tidlig, så bestem endelig," bed hun tilbage i et lige så vredt toneleje. "Men denne salve formår rent faktisk at fjerne det." I bar arrigskab smed hun salven efter ham, inden hun drejede rundt og gik hen til sin side af sengen. Uden flere ord, krøb hun ned under dynen, med ryggen til ham.

[Raoul af Condia]

Raoul stirrede efter sin hustru og efter flere, lange, ladede øjeblikke lød hans stemme faretruende, men fattet. Hans øjne var røde, men den desperate knugen var på et enkelt øjeblik forsvundet, overtaget af en stærkere impuls end hans frygt.

"Rejs dig op, Gisela."

[Gisela af Condia]

Gisela havde knebet sine øjne hårdt sammen for at bekæmpe den prikken, som hun følte inde bag øjenlågene. Ved Gudinden og Mithros, han skulle ikke formå at få hende til at græde. Ikke efter en aften som denne.

Ved hans faretruende ord, åbnede hun sine øjne. Langsomt vendte hun sig rundt i sengen, og hendes grå øjne slog gnister af vrede og raseri. Hun kunne mærke sit hjerte slå og en lille stemme bagerst i hendes hoved rådede hende til at gøre som han sagde, men hun var ikke rationel. Eller fornuftig. Måske var det på grund af barnet i hendes mave, måske var det fordi han havde såret hende, måske var det bare ford hun var træt, hun vidste det ikke. I hvert fald hvæssede hun: "Nej."

[Raoul af Condia]

"Udmærket," røg det ud over Raouls læber, som han gik rundt om sengen og endte på Giselas side. Han slog tæpperne til side og var demonstrativt over hende inden hun for alvor kunne nå at protestere.

"Du er min," knurrede han faretruende. "Og hvis ikke du har tænkt dig, at opføre dig efter det, så må jeg jo minde dig om det."

[Gisela af Condia]

Gisela trak tæppet tættere omkring sig, som Raoul nærmede sig med et blik, som hun overhovedet ikke brød sig om. Tværtimod gav det hende en ubehagelig knude i maven, og hendes hjerte begyndte at hamre i hendes bryst af frygt. Frygt for ham.

Hun skreg, da han lagde sig ind over hende. "Nej!" Lød det fra hende, og hun forsøgte at gøre sig fri af ham.

[Raoul af Condia]

Raoul havde i sine selvoptagede tanker ikke overvejet hvad Gisela ville tro, da han satte sig overskrævs på hende, men da hun skreg gik det op for ham præcis hvad hun troede. Hans instinkt var næppe det kvikkeste, men hvad han gjorde var at lægge en hånd over munden på hende og forsøge at undertvinge hende med den anden hånd.

"Stop, Gisela," beordrede han selv højlydt. "Mitros, jeg har ikke tænkt mig, at tage dig med magt, kvindemenneske!"

[Gisela af Condia]

Gisela havde været klar med endnu et skrig, da Raoul lagde sin hånd over hendes mund. Hun reagerede instinktivt ved at forsøge at bide ham, men hun kunne ikke få åbnet munden nok til, at det kunne lade sig gøre.

Hun så op på ham med brændende øjne, og fortrød de følelser, hun måske havde haft for ham tidligere på aftenen. Hun skreg ikke igen, men hun forsøgte stadigvæk at gøre sig fri, og få ham væk. Væk fra hendes mave.

[Kornelia af Ahlenfelt]

Hjemme i Maren havde midvinter altid været Kornelias højtid, men selv den lod til at være en smule bleg og tam sammenlignet med de festligheder, hun havde oplevet hjemme i Maren. Selvfølgelig havde der været Gis' nyhed, som alle havde hvisket over. Hvilket held. Gravid med en tortallaner.

Lyden af kusinens skrig fik hevet mareneren ud af sine tanker og hun blev straks fokuseret i blikket. Der havde ikke været nogen tvivl i lyden af det, og før hun kunne nå at tænke sig yderligere om, var hun sat i rend.

En overrasket tjener blev passeret, før hun uden at tage hensyn til indvendinger brasede ind i Gisela og Raouls gemakker. "Gis?" kaldte hun, som hun væltede frem mod døren til deres soveværelse.

Synet fik hende til at stivne for et sekund. Så kastede hun sig frem mod prinsen med et arigt hvæs og overlæben krøllet bagover i en krigerisk mine. "Dit svin!" Uden at tænke over, at det var Kongens bror, kastede hun sig fremover mod Raoul.

[Raoul af Condia]

Der lå en yderligere forklaring på Raouls læber og han havde da også netop fjernet hånden, fra Giselas læber, da han registrerede, at døren var blevet slået ind. Så var en arrigt hvæsende marener over ham og Raoul væltede prompte på gulvet sammen med hende.

Hun var stærk. Chokerende stærk for en hofdame, men han var heller ingen svagelig ungersvend. Faktisk var kampen nærmest ligeværdig og han prustede hidsigt: "Det var ikke hvad det lignede, din sindssyge kælling," som de rodede rundt på gulvet.

[Gisela af Condia]

Gisela vidste godt, at Kornelia sjældent sov særlig tungt. Det var trods alt hendes arbejde, at passe på hende i dette land. Men hun havde alligevel ikke været forberedt på, at hun havde stormet deres soveværelse. Og kastede sig over Raoul på den måde.

Hun skreg forskrækket og anede ikke sine levende råd. Tårerne vældede op i hendes øjne, mens deres brydekamp foregik nede på gulvet. "Stop!" Råbte hun. "Så stop dog!" Skreg hun til sidst, mens hun fik kravlet sig ud af sengen. Med en hånd på sin mave, knækkede benene under hende.

[Kornelia af Ahlenfelt]

Overraskelsesmomentet var klart på hendes side, men da først Raoul havde opfattet, hvad der var sket, gav han irriterende beundringsværdig modstand. En knyttet hånd fik revet sig fri af hans greb og styrede direkte mod hans kæbe.

Først da Gisela skreg op igen, så hun op fra tortallaneren. "Gisela?" spurgte hun bekymret og var på benene i løbet af ingen tid og henne ved kusinens side. "Hvad sker der? Tal til mig."

[Raoul af Condia]

Raouls hoved rungede og han kunne stadig mærke den kæbe, der absolut føltes som om den var brækket - og måtte have givet fra sig, så hofdamens hånd mindst var vredet om. Alligevel kom han på benene og over til Gisela med et mellemgulv som en vredet karklud af rædsel.

"Gis," fik han rædselsslagen frem. "Hent en helbreder!"

Hans hvæsen var bestemt, men stemmen rystede alligevel svagt under det og han lignede et spøgelse, helt hvid i ansigtet.