Den djævelske dans

[Baird af Bugtvig]

Den 31. december, 528 M.T. med Julietta af Dunlath

Det var indtil videre en smuk fest og en stor fornøjelse at deltage i for Baird, der mere var vært af navn end af gavn. Han havde efterhånden hilst på alle og da han så sin lånte værtinde stå alene, havde han ingen kvaler over at gå imod hende, bærende et ekstra bæger med vin.

"Du stråler, Julietta," konstaterede han mildt, som han tilbød hende sølvbægeret. "Og med rette. Du har gjort det godt."

[Julietta af Dunlath]

Måneders planer og forberedelser var kulmineret i hvad Julia var for beskeden til at kalde et mesterværk af en fest, og hun havde været som en fisk i vand. Ned til hver mindste detalje var hun lykkelig med resultatet og hendes øjne glimtede med mere end bare de mange levende lys, hun havde fyldt lokalerne med, mens hun talte med festens gæster.

Hendes kinder blussede derfor stadig, da hun tog et øjeblik for sig selv med blot at betragte det skønne billed, det var at se folk socialisere, danse og more sig fri for angsten ved afsløring. Smilet måtte efterhånden være blevet en permanent tilføjelse til hendes læber.

De blå øjne fandt Baird, der lod til allerede at have kurs mod hende og hun bukkede nakken let i respekt, da han nåede hen til hendes side, før hun mødte hans blik. "De er alt for venlig," svarede hun og skulle som altid lige huske på, at de var blevet dus. "Intet af dette havde været muligt uden dig."

[Baird af Bugtvig]

Et sigende blik mødte Julias ved hendes lille forglemmelse, men Baird kommenterede det ikke. Han smilede blot og hævede sit eget bæger i en skål.

"For os begge to, i så fald," erklærede han, før han drak en enkelt tår og ventede på, at hun gjorde det samme.

"Jeg har nydt at lære dig at kende over de sidste par måner, Julietta. Du er en fascinerende kvinde."

[Julietta af Dunlath]

Julietta hævede sit bæger sammen med ham, formåede denne gang endda at holde hans blik over kanten, før hun drak på deres succes. Det føltes mere som noget, hun kunne tillade sig.

"Sammenlignet med mine søstre er jeg nu ret ordinær," indvendte hun med et undskyldende smil. Hendes knæ var som altid blevet forræderisk bløde ved hans konsekvente brug af hele hendes navn. Han fik hende til at lyde som den uimodståelige sirene, hun altid havde set sine søstre som. Hun var jo bare lille Julia.

[Baird af Bugtvig]

De lyse øjne spillede en anelse over Julias indvending, men Baird accepterede den ikke umiddelbart. Han hævede et enkelt bryn og rystede langsomt på hovedet.

"Du er næppe ordinær sammenlignet med nogen," konstaterede han roligt. "Nej, jeg finder mig selv ganske charmeret af din iver og dit intellekt. Jeg har en tilståelse, hvis du vil lade mig...?"

[Julietta af Dunlath]

De blå øjne blev spærret op i reel overraskelse, da han modsagde hende, før blikket fæstnede sig ved hans sko og en rødmen farvede hendes kinder rosa. Kort efter tog nysgerrigheden dog over igen og hun så op.

“Selvfølgelig.” Det var immervæk hans fest i hans hus.

[Baird af Bugtvig]

Baird tog endnu en tår af sit bæger, før han mødte de lyse øjne, der så op på ham. Han smilede svagt.

"Jeg har talt med Adrian. Han kom med en... Indrømmelse om hvad du og han havde foretaget jer med James af Perlegab og jeg må tilstå, at jeg straks følte mig ganske misundelig."

[Julietta af Dunlath]

Allerede da James blev nævnt, tog hendes kinder en dybere nuance og hendes blik flakkede selvbevidst, mens den velkendte følelse af skam sydede i brystet på hende. Så mindede resten af hans ord hende om, hvad temaet for festen nu engang var. Det gav hende styrken til at møde hans blik igen.

Alligevel tog det et øjeblik, før Julia fandt ord til at svare ham med. "Misundelig? De-du mener altså at.." Talens evne fortog sig igen.

[Baird af Bugtvig]

Bairds smil var ganske mildt, som han rakte frem og strøg Julia ganske blidt over kinden, før han trak sin hånd til sig igen.

"Ingen grund til panik," forsikrede han imens. "Adrian siger, at valget er op til dig. Men jeg må sige, at alene tanken er nok til at gøre mig ganske rundt på gulvet." Han tog en tår af vinen igen og betragtede hende. "Hvad ville du sige til at vi prøvede en dag?"

[Julietta af Dunlath]

Hånden var varm og blid mod hendes kind og Julia genfandt langsomt roen i hans berøring. Så nikkede hun, stadig ganske forsigtigt og rød i kinderne.

"Det er Adrian," konstaterede hun med en spinkel stemme, der henledte tankerne på glas. Han var så god ved hende. Og det ville jo gøre ham glad. Desuden var hun måske heller ikke selv så meget imod ideen, som hun havde været tidligere.

Derfor tog hun en lidt større tår af vinen denne gang og huskede, hvad Adrian havde sagt. Han kunne godt lide det, når hun var mere opsøgende. Måske det samme gjaldt Baird. "Det ville være mig en fornøjelse." Hun forsøgte sig med et koket smil lig dem, hun havde set sine søstre sende til ridderne over dansegulvet.

[Baird af Bugtvig]

Baird tog en chance med sit kærtegn, men blev belønnet og smilede skævt over hendes genert-kokette lille accept.

"Det vil være mig en fornøjelse Julietta. Måske skal vi to arrangere en dag? Det slår mig, at vi har klaret denne aften ganske godt."

[Julietta af Dunlath]

Kombinationen af Bairds tonefald og det intense blik, han betragtede hende med, fik hendes blik til at flakke og tænderne kom momentært til syne, da de greb fat om den bløde underlæbe.

Julia nikkede let. "Vi forbliver i Corus i hvert fald over vinteren," svarede hun med et smil og fejede en gylden krølle væk fra tindingen. "Derfra er det ikke til at sige, hvor Gudernes planer tager min husbond." Hun havde i hvert fald alle intentioner om at være ved hans side, uanset hvor det så måtte være.

[Baird af Bugtvig]

Baird trak på smilebåndet. "Du ville da vel heller ikke lade mig vente til efter vinteren uanset, Julietta? Det er alt for længe." Han rakte hånden frem og strøg den over hendes arm. Et kærtegn han kun vovede, fordi hun havde accepteret.

"Jeg forestillede mig i næste uge? En aften. Jeg kan byde jer på middag først. Men inden må jeg høre, om du foretrækker det kun er os tre eller at jeg tager en veninde med?"

[Julietta af Dunlath]

Igen flammede hendes kinder op og Julia sænkede momentært blikket til hans hånd over sin arm ved berøringen. Forsigtigt tog hun et lille skridt tættere på ham, så han ikke ville tro, at hun havde fået kolde fødder.

Hun havde egentlig haft et svar klar, men det smuldrede på tungen ved Bairds forespørgsel. "En v-veninde?" spurgte hun og så næsten forskrækket ud ved tanken.

[Baird af Bugtvig]

Baird trak en anelse på smilebåndet af Julias forskrækkelse, men holdt sig selv fra at le.

"En af mine veninder. Jeg kan se det bliver for meget og det var bestemt ikke tanken." Han fugtede sine læber og holdt en kunstpause.

"Jeg tænkte det kunne være en hjælp for dig, at have en anden kvinde der. For mig er det ingen nødvendighed. Du og Adrian er rigeligt."