Tiden er nær

[Elisia af Bugtvig]

Gavin af Trebond & Nestor af Viksø

Med et tomt blik i de normalt ellers livligt spillende øjne, stirrede Elisia tomt frem for sig. Det var efterhånden længe siden, maden var blevet stillet foran hende og selvom hun flere gange var blevet opfordret til at spise, var det ikke blevet til mere end halvhjertet stikken til det med en gaffel, der igen var blevet lagt.

Det meste af dagen havde hun brugt i Moderens tempel i en søgen efter svar, støtte, en eller anden forsikring om, at det hele nok skulle gå. Og nu sad hun her. På slottet. Midvinterfestlighederne var allerede gået i gang, men hun havde ikke rigtig kunne nyde stemningen i byen, da hun søvngængerlignende var gået gennem den.

Da først hendes far havde affundet sig med, at hun ikke kom til at spise mere, søgte hun op mod det kammer, der stod hende til rådighed. Knæene rystede let under hende, men hun prøvede ikke at hænge sig for meget i det.

Det hvide tøj lå allerede fremme til hende og efter at have skjult ansigtet i hænderne for at genvinde kontrol over sin vejrtrækning, trak hun i det. Så kastede hun et blik omkring sig. Der var ikke meget andet at foretage sig nu, men så igen.. Elisia var ret sikker på, at hun ikke ville kunne koncentrere sig om meget andet lige der.

Solen var for længst gået ned, da det bankede på døren, og hun skubbede sig ud fra sengen i en uendeligt langsomt bevægelse, før hun gik hen og åbnede. Det var ikke nogen overraskelse, at det var Gavin og Nestor, og hun fulgte dem til badet i tavshed, selvom hun bemærkede deres blikke på sig fra tid til anden.

Vandet var koldt, og hun kunne høre Gavin og Nestor uden for badet, selvom hun ikke lyttede til deres ord. Alene den lavmælte lyd af deres stemmer var nogenlunde beroligende. Ikke at noget rigtigt kunne bringe hende ro nu. Med rystende fingre tørrede hun sig og trak i tøjet, før hun gik ud til dem igen.

Noget i Gavins blik fik hende til at synke under en del besvær grundet det tørre svælg. Som om hun havde set refleksionen af sit blege ansigt i hans øjne. Han så spørgende på hende for at se, om hun var klar, før han talte. ”Er du rede til at høre om ridderskabets love?” Elisia skilte læberne og fugtede dem med tungen, samlede sig om en spinkel følelse af sindsro og nikkede så. ”Ja.”

”Overlever du Ridderskabsprøvelsen, bliver du ridder af dette rige,” fortalte Nestor. ”Du sværger at beskytte de svagere, at lyde din lensherre, og at leve til rigets og gudernes ære.” Hun havde ventet hele sit liv på at høre disse ord, men nu hun stod her, virkede de tungere og mere betydningsfulde, end hun nogensinde havde indset.

”Det er betydningsfuldt at bære en ridders skjold. Det betyder, at du ikke må overhøre et råb om hjælp,” overtog Gavin og Elisia rettede nu blikket mod ham. ”Det betyder, at alle, rig og fattig, ung og gammel, mand og kvinde, kan regne med dig som deres beskytter og du må ikke afvise dem.” Det stak lidt i hendes næse, som når tårerne truede, men hendes øjne var tørre.

”Du er forpligtet til at opretholde loven. Du må ikke lade hånt om uret. Du må ikke hjælpe nogen til at overtræde landets love, og du skal forhindre ethvert lovbrud, koste hvad det vil.” Hun mærkede godt Gavins blik på sig, mens Nestor talte, men lod det ikke skubbe til den sindsro, hun klamrede sig til. At tænke på den slyngel, der kunne true det løfte, ville kun gøre hende nervøs. ”Du er bundet af din ære og dit ord,” bemærkede hendes ridderherre, som havde han læst hendes tanker. ”Handl til enhver tid sådan, at du ikke behøver skamme dig, når du står over for den Sorte Gud.”

”Du har lært ridderskabets love,” fortsatte Nestor, heldigvis uden at kende hendes indre konflikt og hun kunne igen, næsten lettet, vende blikket til ham. ”Gem dem i dit hjerte. Brug dem som din rettesnor i de mørkeste stunder. De svigter dig ikke, hvis du tolker dem med menneskelighed og venlighed. En ridder er skånsom. En ridders første pligt er at forstå.” Elisia nikkede let, opmærksomt. Så længe havde hun trænet, øvet, læst og arbejdet mod dette, men nu virkede det langt mere som et privilegie end noget, hun kunne træne til og opnå. Kun med Gudernes vilje.

I tavshed gik de til kapellet. Prøvelsens Kapel. Et øjeblik følte hun sig helt svimmel og den vridende fornemmelse i maven fik hende til at frygte, om den begrænsede aftensmad mon ville op igen. Så lagde Gavin en hånd på hendes skulder og hun så op på ham. Han måtte have kunne se rædslen i hendes blik, for han trak hende ind til en tæt omfavnelse kort efter. Så slap han hende igen med det der skæve smil, han altid havde haft og mindede hende om, at hun ikke måtte tale fra nu af og indtil hun forlod kammeret. Hun nikkede og vendte blikket mod Nestor med et blegt smil. Så forlod de hende.

Elisia sank ned at sidde, før hun lukkede øjnene. Det skulle nok gå, forsikrede hun sig selv i tankerne, der straks gled til Bugtvig. Efter kammeret ville hun være ridder og have bevist sit værd som den arving, hun en dag ville være. Hendes far ville sikkert være stolt af hende. Af og til så hun et glimt af det i hans øjne, men når hun fik sit skjold, ville han forhåbentligt ikke være i stand til at skjule det.

Det gav et stak i brystet. For med tankerne dvælende omkring sin familie, var der selvfølgelig også mor. Mor, der var blevet sneet inde i Frølund. Hun vidste, at far var vred over det, selvom han havde prøvet at skjule det. Hun trak vejret dybt ind gennem næsen, slap det fra munden. Og Taran og Lerant.. De ville blive så glade på hendes vegne.

Hun lukkede øjnene, åbnede dem igen udelukkende for at stirre ud i mørket. Snart ville solen gå op og skinne på de tunge døre, der lige nu adskilte hende fra det mest krævende, hun nogensinde ville opleve. Elisia tog endnu en dyb indånding.