Til den jeg har kær

[Marius Våbensmed]

Mathilda Bager

Så var dagen kommet, dagen Marius havde ventet med glæde og med frygt, midvinteren. Han havde ikke været et øjeblik i tvivl om, at han ville forærer Mathilda en gave, men det havde været svært at finde noget lige så perfekt og fuldendt som hende. Han var dog i sidste ende noget frem til et smykke, der nu var pakket pænt i lille æske og med bånd omkring.

Så snart han kunne, var han gået mod Tågelygtet for at se hende. Der gik ikke længe før han fik øje på sin smukke lyshårede muse. Hun stod lige derinde med sit smukke smil og dejlige øjne. Marius rettede til på både hår og tøj, før han trådte helt ind på kroen, og lige i det øjeblik han skulle til at gå op til Mathilde kom en anden ham i forkøbet, sikkert bare for at bestille noget at drikke, men det slog alligevel Marius lidt ud af kurs og gjorde ham mere nervøs. Da Mathilda igen stod alene rømmede han sig og gik op til hende.

"Goddag frøken Mathilda. Sikke dejlig De ser ud i dag." Han mærkede hvordan han rystede over det hele af nervøsitet og kunne slet ikke finde ro. Den lille æske holdt han på ryggen for nu.

[Mathilda Bager]

Mathilda arbejdede i køkkenet, men når hun engang i mellem kom ud i krostuen, havde hun det med at tiltrække sig opmærksomhed. Selvforskyldt, til dels, men hun udnyttede det også ofte til at skænke en enkelt øl eller to, selvom det ikke var hendes arbejde. Efter at have rakt en skægget mand et krus, var hun da også halvt på vej tilbage mod køkkenet, da en stemme sagde hendes navn.

Hun drejede hovedet og efter et sekund eller to, genkendte hun den lyshårede mand. Navnet kom ikke til hende med det samme, men hun tænkte ikke nærmere over det end det. "Jamen, er du ikke sød," svarede hun, endnu halvt med siden til ham.

[Marius Våbensmed]

Marius tøvede samlede al sit mod og gik så tættere hen til Mathilda. Det var ikke til at få øjnene fra hende og han stod et øjeblik og blot kiggede på hende med et lille smil strøet hen over læberne. Hun var virkelig hans fantastiske muse. Endnu nogle minutter gik før han endelig rakte hende den lille æske. "Frøken Mathilda. Glædelig midvinter" Han lod hende tage den lille gave og glædede sig til at se hendes reaktion på den halskæde men en blomst, da lå inden i.

[Mathilda Bager]

Mathildas overraskelse var denne gang helt, helt, helt tydelig, da den unge lærling rakte en æske frem mod hende, der helt tydeligt var en midvintergave. Hun stirrede målløst på ham i et sekund.

"Du har en midvintergave til mig...?" sagde hun i et tonefald, der lød lidt for lyst, selvom hun prøvede at gøre det positivt. I virkeligheden prøvede hun at få sin hjerne omkring hvorfor i alverden han ville købe en midvintergave til hende, uden helt at vide hvordan hun endte med at stå med den lille æske i hånden.

[Marius Våbensmed]

Marius kløede sig i nakken, han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Hvordan erklæderede han bedst sin kærlighed til hende? "Ja. En midvintergave. Kan du lide den?" Den var ikke nær så flot som hun var, men den ville stadig pynte på hendes hals. Han smilede ved tanken. Hun var så underskøn, intet smukke ville kunne hamle op med hende, men nu havde hun alligevel et han havde foræret hende og det var en start.

[Mathilda Bager]

Mathilda stod med æsken i sin hånd, lidt stivnet. Det var på mange måder alt for intimt for hende, men hun havde taget imod den og det var klart, at der ikke var nogen vej tilbage. Af samme grund tvang hun et lille smil frem og åbnede æsken.

Smykket indeni var smukt, men det kom også fra en fremmed og hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle reagere. "Den er flot. Hvorfor..." Hun sank en enkelt gang, stadig med et let smil, men også mild undren i blikket. "Jeg vidste ikke, at jeg skulle have en gave."

[Marius Våbensmed]

Marius smilede blot til hende, da hun så gaven og trak let på skuldrene. "fordi du oplyser min hverdag, hver gang jeg kommer på Tågelygten." forklarede han hende, som var det det mest naturlige i verden. "Du behøver ikke give mig noget, et smil fra dig er alt jeg behøver." plabrede han løs uden helt at tænke over hvad han selv fik sagt.

[Mathilda Bager]

Mathilda kunne knapt nok huske, hvem den lyshårede mand var og her stod han og sagde, at hun oplyste hans hverdag. Alle hendes instinkter bød hende at trække sig tilbage, reelt angst for at komme tæt på mennesker som hun var, men hun var alligevel fanget der og nødt til at reagere.

"Det..." begyndte hun, uden at kunne finde det helt rette. Hun formåede dog at få et lille smil frem, selvom det ikke ligefrem var strålende. "... Er sødt af dig."

[Marius Våbensmed]

Marius smilede selvtilfreds. Hun var på ingen måde som Ina havde fortalt. Han kunne lide hende præcis som hun var, hun var skøn! Hvad mere kunne han ønske sig nu end at stå her sammen med sit hjertes udkårne og at denne sagde tak for hendes gave. Tænk hvad dette kunne blive starten på, hvis alt gik godt. ”Tak. Det var da det mindste jeg kunne gøre” lød det selvsikkert fra ham. Eller sådan forsøgte han at få det til at lyde, han var stadig meget nervøs indeni.

[Mathilda Bager]

Mathilda mente, at det var alt andet end det mindste han kunne gøre, men han så ud til at være tilfreds. Hun lagde låget på æsken igen, uden at være helt uden idé om hvad der kunne have fremprovokeret at han gav hende en gave. Det fik hende dog snarere til at være bevidst om at holde afstand end det modsatte.

"Jeg er nødt til at gå tilbage til køkkenet. Men lad mig købe dig en øl," svarede hun og fandt et krus frem. Hun brød sig ikke om at skylde nogen noget.

[Marius Våbensmed]

Marius rynkede brynene i en let skuffelse. Det var slet ikke sådan her det skulle have været. Hun skulle være blevet glad og havde takket ham og smilt og givet ham et kram og et... Nej tankerne løb helt af med ham, så han slet ikke hørte, hvad hun fik sagt. Kun noget med øl. "Ja tak" Han kløede sig lidt i nakken. Havde hun mon sagt noget vigtigt? Ellers måtte han lige spørge når de sad om lidt og drak øl.

[Mathilda Bager]

Mathilda fyldte kruset op og rakte ham det, men skænkede til gengæld ikke et til sig selv. "Tak for mindvintergaven, Markus," sagde hun, selvom hun var kommet i tanke om, at det ikke var hans navn. Alligevel var det den bedste måde hun kunne tænke på til at holde ham på afstand. Bare tanken om, at han - eller nogen anden mand - kom for tæt på, var nok til at give hende hjertebanken.

Så hellere knuse alle eventuelle forestillinger hos ham med påtaget ligegyldighed. "Nu må jeg tilbage til arbejdet."

[Marius Våbensmed]

Hun sagde næsten hans navn rigtigt. Det var mere end han havde turdet håbe på. Tænk så vidste hun jo godt hvem han var. Åh han dejlige muse havde endelig fået øjnene op for ham. ”Marius...” rettede han hende dog med et smil. Det gjorde ikke noget hun havde sagt forkort, det kunne ske for alle.
Han tig imod kruset med øl, men undrede sig så over at hun ikke skulle have noget. ”Vent, skulle du ikke? Jeg troede vi skulle...?” havde hun ikke lige sagt de skulle sætte sig her og få det godt sammen?

[Mathilda Bager]

Mathilda havde behov for at lægge lidt afstand mellem dem. Hun flirtede med mænd, men så snart nogle kom tilnærmelsesvis tættere på end det, så trak hun sig hurtigere tilbage end en slagen hund.

"Jeg arbejder," svarede hun, helt sandfærdigt, mens hendes puls hamrede lidt af ubehag. "Men du er velkommen til at sætte dig her alligevel."

[Marius Våbensmed]

Det gjorde ondt at blive fravalgt, han havde lige regnet med at de skulle sidde og hygge sig lidt sammen, men i samme øjeblik så han skyggen af hvad Ina havde forsøgt at fortælle ham så længe. Han skubbede det dog hurtigt til side lidt trist til mode. "Tak.." lød svaret derfor lidt nedtrykt. Det irriterede ham at han ikke kunne skjule det bedre.