Dansende ild

[Alessandra af Tameran]

Foregår i familiens byhus i Corus, tæt på fejringen af Midvinter år 528 M.T

Solen var ingen steder at se. Skyerne havde trukket sig for som grå gardiner, og Corus lå overskyet. Alessandra var sikker på at inden dagen var omme havde de enten set regn eller slud. Fejringen af Midvinteren nærmede sig, hvilket naturligt betød at forberedelserne var gået i gang, som ikke gik stille for sig. Til trods for at det egentlig ikke var hendes område, havde hun alligevel valgt at give Enkegrevinden en hånd med, i alt hemmelighed kun for at tilbringe tid sammen med Emry.

Det lange brune hår lå som en tyk fletning ned over hendes ene skulder. Det var stadig tidligt på formiddagen og Alessandra var derfor stadig iført sin natkjole. Grundet at hun havde bevæget sig ned i en af stuerne havde hun også trukket sin kåbe over sig. Der var stille.

Til hendes held havde en af tjenestepigerne tændt på i pejsen og Alessandra kunne derfor smyge sig let ned i en af de polstrede lænestole med god samvittighed. Hun trak fødderne op til sig, og nu godt tilpas stirrede hun ellers bare ind i den dansene ild.

Til Lorcan af Tameran

[Lorcan af Tameran]

Det var et særligt ejerskab som Lorcan følte når han bevægede sig ned af Tamerans lange gange. Han havde gået af dem siden han blev født, vel vidende at de en dag ville komme til at tilhøre ham. Morgenmenneske som han alle dage havde været var han allerede i tøjet, og havde spist en tidlig morgenmad for sig selv, før arbejdet med at forberede deres afrejse til Corus var blevet samlet op fra dagen før. Midvinterforberedelserne overlod han til kvinderne, og rynkede derfor et enkelt bryn da han fandt sin søster afslappet i en af godsets stuer. Hurtigt slappede de dog af igen, og hans læber krusede sig i stedet i hans almindelige charmerende smil.
"Godformiddag, kære søster." Tiltalen var ærlig, for en gangs skyld, som han trådte tættere på, uden at sætte sig.

[Alessandra af Tameran]

Det var bare sådan en dag. En doven dag, og det havde Alessandra erkendt lige fra det øjeblik hun trillede ud af sengen. Hun vidste at hun ikke ville være særlig medgørlig, så for at spare sig selv for at blive arrig, havde hun på forhånd valgt at give slip, blot for i dag, og skulle dekorationerne endelig været forkerte ville hun alligevel ikke tøve med at få det hele ændret i sidste øjeblik.

Til trods for hun nød stilheden og sit eget selskab, bød hun stuens nye gæst velkommen. Hun kunne genkende Lorcan med bind for øjnene. Et smil viste sig på de smalle læber som hun drejede hovedet og løftede hånden op i en gestus for at bringe ham nærmere. "Min kære bror" svarede hun tilbage og bøjede hovedet en smule. "Kommer du her og bryder min sorgløse ensomhed?" spurgte hun og trak kåben lidt tættere om sig.

[Lorcan af Tameran]

At de to søskende var tætte havde aldrig været nogen hemmelighed. De var født få år fra hinanden, og at sætte dem sammen i deres barndom havde syntes naturligt. At de år senere var blevet tætte, nærmest forbundet havde ingen dog spået, og for Lorcan føltes det efterhånden også som et fjernt minde, da noget andet havde overtaget den længsel han engang havde følt mod Alessandras blege hud.
"De ville aldrig falde mig ind." Smilet forblev på hans læber, mens en smule drillende sarkasme sneg sig ind i hans stemme.
"Kan jeg sætte mig?" Det var hans hus, men med Alessa var han høflig nok til at spørge.

[Alessandra af Tameran]

Lessa var i et godt humør, til trods for at hun ikke havde tænkt sig at præstere noget fornuftigt, andet end at slange sig på chaiselongen det meste af eftermiddagen og nyde den varme ild. Da hun sukkede, undslap der en lille blid lyd fra hendes læber. De brune øjne søgte Lorcan og langsomt bøjede hun hovedet en anelse forover for at indikerer at han var velkommen til at gøre hende selskab. "Naturligvis" Bemærkede hun. Et smil sitrede i den ene side, selvom det knapt var til at ane.

"Har du lagt dig nogen planer for dagen?" Kom det så fra Alessandra et lille stykke tid efter. Hun drejede hovedet i takt med at hun lænede sig afslappet tilbage i stolen og hvilede armene på kanten.

[Lorcan af Tameran]

Nærheden der engang havde eksisteret imellem de to var svært at lægge bag sig, og da hun tilbød ham plads var han i et svagt øjeblik heller ikke sen til at tage den. Vandt fandt han pladsen kurverne i hendes krop efterlod ud for hendes skød, før han mageligt lænede sig tilbage, og tillod sig at nyde et øjebliks ro.
"Jeg er ved at få orden på huset efter vores ankomst." Han havde aldrig brudt sig om papirarbejde, og fanget i øjeblikkets ro, tillod han sig at massere sine tindinger.

[Alessandra af Tameran]

Alessandra nægtede at tro at hans nye ægteskab var enden på det de havde haft, det kunne det umuligt være. Betød hun virkelig så lidt for ham at han kunne bortkaste det? Det havde gjort til at bitterheden og jalousien havde sat sine klør i hendes sind, og til tider havde hun så mørke tanker at hun næsten selv blev bange. Det var et mindre saligt smil der lå på hendes læber. Hun blev altid mere rolig når kun Lorcan var i nærheden af hende.

Hun sukkede tungt. Hun hadet lange rejser, medmindre hun selv kunne hvile på hestens ryg. "Det bliver nogen sene nattetimer" bemærkede hun og åbnede langsomt sine øjne, for i stedet at give sin bror sin fulde opmærksomhed. Det var efterhånden en sjældenhed.

[Lorcan af Tameran]

En velkendt duft fyldt Lorcans næsebor som han snusede ind, hendes duft. Han var udmærket klar over at den sødlige luft der omgav hende ikke kun skyldtes omhyggelig hygiejne og veludvalgte parfumer, men at hun i stedet brugte sin gave på at snyde hans næsebor fik et lille smil frem på hans smalle læber.
"For dig?" Hans lyse øjne kiggede ned på hende, med et let løftet øjenbryn.
"Du sidder vel ikke stadig oppe og venter på mig?" Det var tydeligt hvad han refererede til, som smilet på hans læber blev lettere drillende. Tydeligvis ikke særlig berørt af den kontakt han havde afbrudt.

[Alessandra af Tameran]

Alessandra behøvede snart ikke at bruge noget af sin gave imod Lorcan, men når det endelig skete frydet hun sig. Det var en sjov leg, en leg hun ikke nænnede at stoppe. En let perlende latter skyllede op som hun fjernede en lok hår som var gledet ned over det ene øje.
"For dig" bemærkede hun med et svagt hævet bryn.

Hun sukkede tilpas og strakte katteagtigt sin krop inden hun mageligt faldt sammen i stolen igen. "Du er blevet erstattet for længst"

[Lorcan af Tameran]

Lorcan løftede uimponeret et øjenbryn. Han vidste at hans søster altid havde været om sig. Selv i deres dage havde han ikke haft hende eksklusivt, og dog var der alligevel noget ved hendes ord der fik et lille smil frem på hans læber. En smal finger gled langs hendes kind, før den hvilede en smule ved hendes hage.
"Af hvem kære søster? Jeg er temmelig sikker på at min ligemand ikke findes i Corus."

[Alessandra af Tameran]

Alessandra bøjede hovedet en smule for at komme tættere på Lorcans hånd, hvis finger næsten var som ild ved hans berøring ved hendes kolde kind. Hun havde dog altid været Lorcans når han krævede hende, men søgte selskab andre steder når han ikke havde tid. Hendes tørst skulle slukkes og det var ikke nødvendigvis af ham.

Hun bed svagt ned i underlæben og kunne mærke at hendes hjerte slog en takt over. Det havde været alt for længe siden at de havde søgt trøst hos hinanden. "Du kender dem ikke" bemærkede hun og strakte sin hals en smule.

[Lorcan af Tameran]

Lorcan fnøs, ikke hånligt men nærmere drillende, da hendes undvigende svar nåede hans ører. Hun kunne ligeså godt havde undladt at antyde at der var andre. De blå øjne betragtede hvordan hun gjorde sig til, og endnu ikke fri af sine gamle vaner kunne han ikke helt undgå at hæfte sig ved det.
"Så er de tydeligvis bemærkelsesværdige." Han lænede sig en smule ned over hende, mens hans hånd gled op og lagde sig på hendes kind.

[Alessandra af Tameran]

Alessandra tog noter af sine besøgende. Hvem hun ville se igen, men også hvem hun ikke ville anbefale til andre. Hun havde en ret stor tørst til det kødlige eventyr, og havde ikke tænkt sig at holde igen. Hun var dog forsigtig og havde ikke planer om at ende med et barn i den nærmeste fremtid. Hun var i sit es for tiden, og det ville hun gerne bevare.

"Ikke for dig" bemærkede Alessandra. Hun brugte naturligvis ikke deres rigtige navne, nogen af dem var jo gift, og hun havde ingen plan om at blive kædet sammen til en skandale mellem ægtefolk. Da hånden nu lagde sig mod hendes kind gippede det i hende og trak sig sammen i hendes mellemgulv.

[Lorcan af Tameran]

Det lille gip der gik gennem hans søster gik ikke de lyse øjne forbi, som et triumferende smil gled over hans læber. At han ikke kunne indtage hende som i gamle dage, fyldte ikke hos greven, det var i stedet jægerens leg med hans bytte der fik rusen til at suse i hans ører.
"Men jeg ser at du stadig længes efter mig?" Han bøjede sig ned over hende, ganske tæt på hendes ansigt, mens hans stemme kun var en hvisken.

[Alessandra af Tameran]

Minderne væltede ind over Alessandra som et hav; det var svært for hende ikke at blive suget ind af det væld af spind som Lorcan havde i sin magt. Hun udåndede tungt. Hun var ikke helt villig til at give efter for hvad han gerne ville hører, i stedet vred hun sig en smule og vendte hovedet til den anden side.

"En mindre fejltagelse" bemærkede hun spidst. Han skulle ikke have lov til at vinde så let, hvor end Alessandra gerne ville lade ham røre ved sig. Hun hadet at tabe, lige så vel som han gjorde.