Noget at varme sig på [R]

[Gilbert af Meagmarsk]

Niklaus af Legan

Det kom ikke ham ved, det vidste han godt. Niklaus’ privatliv var ikke et, der skulle diskuteres. Især ikke når det omhandlede Alexander. Gil fik dog svære og svære ved at ignorere, hvor udmattet baronen konstant virkede efterhånden. Det var tydeligt for enhver, at Niklaus ikke fik sovet nok, men hvad gjorde man lige ved det?
Gil havde forsøgt sig med små hentydninger af og til for at se, om han ikke kunne lokke ridderherren til at gå lidt tidligere op for at sove, men Niklaus var aldrig til at rokke, og når han endelig gik op for at lægge sig, var Gil sikker på, at han ikke fik sovet meget.
Han var efterhånden desperat efter at finde en løsning. Det var ikke godt for ham, hvis hans egen ridderherre konstant var træt og uengageret. Og det var slet ikke godt for Niklaus at pine sig selv sådan her.
Desværre havde Gil ingen svar på den form for sorg, som Niklaus følte, så alt han kunne komme på var at lede efter løsninger på søvnproblemet. Denne aften havde han bedt en kokkepige varme lidt mælk – imens han selv forsøgte sig med en smule flirten for at få øvet sig på hele den der tal-med-piger-der-ikke-er-væbnere-eller-søstre-ting.
Varm mælk havde altid hjulpet ham med at falde i søvn som barn, så måske ville det virke for Niklaus. Ikke at baronen var et barn, men det var det eneste, Gil kunne komme på. Så han fik sit krus med varm mælk og gik op til ridderherrens værelse. Det var sent – faktisk burde Gil nok selv være gået i seng – men han tvivlede på, at Niklaus sov. Et øjeblik hvilede han hovedet mod døren for at lytte. ”Niklaus?” spurgte han så og bankede lige så forsigtigt på. Hvis baronen sov, ville han jo ikke vække ham!

[Niklaus af Legan]

For en gangs skyld havde der faktisk ikke været noget. Ikke nogle truende stakke af dokumenter, han skulle forholde sig til. Det havde dog ikke ført til, at Niklaus havde brugt den nyfundne tid til at få noget søvn. Derimod havde han været ude i haven og træne, før han endeligt var søgt op til sine egne kamre.

Med et dybt suk sank han ned på sin seng, men fandt heller ingen hvile der. Derfor var han inden længe på benene igen og fandt først hvile i sin store lænestol med et glas fyldt med den mørkgyldne væske, han så tit fandt som sit eneste selskab om aftenen.

Han havde helt glemt alt om sine omgivelser med hjælp fra flere glas, da en let banken fik ham til at se hen mod døren. En udefinerbar brummen forlod ham som tilladelse til hvem end, der opsøgte ham på denne tid af døgnet.

[Gilbert af Meagmarsk]

Den brummende lyd bekræftede, at Niklaus var vågn – i hvert fald nogenlunde – så Gil åbnede forsigtigt døren på klem og kiggede ind. Han forsøgte at vurdere ridderherrens humør, men siden Niklaus ofte drak og så træt ud, var det svært at regne ud, om hans humør var værre eller bedre end normalt. Han endte derfor med at træde ordentligt indenfor på værelset og gå over til Niklaus med kruset. ”Her,” sagde han så og rakte kruset frem til manden, selvom han vel hellere ville foretrække det alkohol, han allerede var ved at hælde i sig. ”Drik.” Gil ville egentlig have sagt det i en kommanderende tone, men det endte i stedet med at blive sagt på en lettere bedende måde.

[Niklaus af Legan]

Døren gik op og de grå øjne fandt væbneren, som efter det, der lignede et øjebliks overvejelse, trådte ind. "Gil?" spurgte han forundret, men fik intet svar. I hvert fald ikke et af ord. I stedet gik han frem mod ham og Niklaus mærkede sin krop forberede sig på, hvad i alverden der mon skulle ske.

Et krus var bestemt ikke det, han havde forventet og overraskelsen stod tydeligt malet i hans ansigt. Så rakte han frem og tog imod koppen efter at have stillet sit glas fra sig. Skeptisk stirrede han ned på den lyse væske, før han så alligevel førte kruset til munden og tog en tår. Øjnene fandt væbneren igen med et spørgende blik.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han havde ikke lige forudset, at Niklaus bare ville gøre, som der blev sagt, så et langt øjeblik stod han blot og gloede dumt på manden, imens han drak noget af den varme mælk. ”... Godt!” erklærede han så uden helt at vide, hvad han så skulle stille op. Han havde været så forberedt på kritiske blikke og kontante ’Nej, gå i seng’. Ikke på at Niklaus var for træt til at stritte imod. ”Drik det der!” Han pegede på kruset, som Niklaus allerede var ved at drikke af. ”Og gå i seng!” Så pegede han på sengen. Han var stadigvæk ikke sikker på, om han ramte den rigtige kommanderende tone, men den lød da ikke helt så bønfaldende som før.

[Niklaus af Legan]

Niklaus var stadig i færd med at drikke, da det gik op for ham, at hans tilladelse af den slags adfærd fra væbneren åbenbart havde ført til, at knægten havde fået en hjerneblødning. Det var i hvert fald den eneste undskyldning for at tale sådan til ham. Derfor stillede han kruset fra sig og rejste sig langsomt op, så han endte med at tårne op over Gil.

Tommelfingeren og pegefingeren lagde sig om drengens hage i et ublidt greb. Ikke et ord forlod ham, men blikket i de grå øjne talte sit tydelige sprog om, at han forventede en eller anden form for forklaring eller undskyldning.

[Gilbert af Meagmarsk]

Ehm ... Ordrerne var vist en tand for rapkæftede, for Niklaus vågnede pludselig ordentligt op. Gil skyndte sig at pakke den kommanderende stil væk og gjorde i stedet store øjne af baronen. Jeg er bare lille, fin væbner. Jeg hundser bestemt ikke rundt med dig!. ”Ehm ... Jeg mener, varm mælk ...” Han forsøgte at se på et punkt ved siden af Niklaus’ øjne, siden han i forvejen var ved at blive varm i hovedet over at have manden fingre om sin hage. ”Det er godt. Altså det hjælper en til at sove ... Så ... Måske ville det hjælpe dig, tænkte jeg ...Ikke at jeg skal bestemme, om du skal sove, selvfølgelig. Det kunne jeg aldrig drømme om ...”

[Niklaus af Legan]

Væbnerens tilgang ændrede sig straks og varmen meldte sig i brystet over de store øjne, han fandt frem til ham. Ikke at Niklaus ikke efterhånden havde gennemskuet, hvornår hvalpeblikket blev fundet frem, men det betød bestemt ikke, at han ikke nød det.

"Drik selv noget mælk," brummede han, før han endelig slap Gilberts hage og sank ned i stolen igen. "Du burde sove."

[Gilbert af Meagmarsk]

Niklaus faldt ned igen, men det hjalp ikke på meget. Gil så lettere håbløst på ham. ”Niklaus, vær nu sød,” bønfaldt han, siden det der med at hundse med baronen ikke var faldet i god jord. ”Du kan ikke blive ved sådan her. Hvad nu hvis du bliver syg? Og hvordan kan du træne mig eller varetage Legan, når du er så træt hele tiden? Hvad nu hvis du kollapser?” spurgte han bekymret. Han vidste, at Niklaus måske ville blive fornærmet over, at Gil overhovedet troede, han kunne blive syg – eller kollapse – men Gil kunne ikke skjule sin bekymring længere. ”Jeg beder dig, Niklaus. Jeg har brug for dig.” Han så bedende på ham.

[Niklaus af Legan]

Blikket forblev rettet stift fremad, mens knægten talte. Han havde ikke tænkt sig at lytte til klynken, der insinuerede, at han var svagelig eller på anden måde ikke kunne stå distancen. "Har du nogensinde set mig kollapse? Eller fejle ved en udfordring?" krævede Niklaus et svar på, velvidende hvad det svar ville være.

"Drop det, knægt."

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil vidste ikke, hvad han burde gøre. Give baronen et kram og forsøge at trøste ham for noget, han ikke ville trøstes for? Nej, det gik ikke. Han kunne ikke håndtere Niklaus på samme måde, som Niklaus håndterede ham. ”Så du fejler aldrig ved en udfordring?” Måske var det et sats. Måske blev det for rapkæftet. ”Fint, så lad os gå ud og sparre lige nu. Det er vel en god idé, at jeg også træner lidt i mørke af og til?” erklærede han og hævede et afventende øjenbryn. ”Og hvis jeg vinder, skal du gå i seng og sove længe i morgen.” Provokation var muligvis ikke den rigtige metode at bruge, men han turde ikke forsøge at være trøstende.

[Niklaus af Legan]

Niklaus havde delvist forventet, at knægten bare havde ladet det ligge og var smuttet i seng, men samtidig var han heller ikke ligefrem overrasket, da han blev stående. Alligevel søgte to buskede bryn op i panden.

“Hvis det er det, du vil,” konstaterede han og kom på benene. “Men hvis jeg vinder, drikker du med mig i aften og kommenterer ikke på mine søvn- eller alkoholvaner nogensinde igen.”

[Gilbert af Meagmarsk]

Heldigvis accepterede han udfordringen, så Gil nikkede beslutsomt. ”Du har mit ord,” lovede han. Så var der bare så meget mere grund til ikke at tabe. Det var måske ikke på sin plads som væbner at kommentere på sin ridderherres opførsel, men det var vel også hans ansvar at tage sig af Niklaus – præcis ligesom at han tog sig af Niklaus’ ting.
De fulgtes udenfor i mørket med hvert deres træningssværd, og Gil stillede sig klar over for Niklaus. Baronen havde uden tvivl en fordel, siden han nok havde haft flere kampe i mørke – og generelt bare mere erfaring – men Gil ville bevise, at Niklaus var så udkørt, at han ville begå fejl. Da de begge var klar, svingede han derfor straks sværdet mod Niklaus ene arm.

[Niklaus af Legan]

Et skævt smil indtog hans læber, mens de fulgtes ned ad trapperne og ud i mørket. Aftenkulden var som et tungt slag lige i ansigtet og Niklaus kunne se sin ånde for sig. Det slog ham dog ikke ud. Selvom han var fra Legan, havde han haft rigelige udstationeringer i Frølund til at være vant til både kulde og mørke.

I en bevægelse glidende af erfaring (og en lille smule blær) lod han sværdet glide rundt, før han tog et garvet greb om det igen og smilede skævt hen mod væbneren. Når nu han var udfordreren, måtte han da hellere end gerne blotte sig selv først i et angreb.

Der gik ikke længe og Niklaus dansede problemfrit om ham, selvom alkohollen alligevel havde fået nyt liv i den friske luft.

[Gilbert af Meagmarsk]

Hvorfor var han overhovedet så vågn?! Han havde da ikke sovet i flere dage, havde han? Gil surmulede allerede en smule, men nægtede at ty til provokationer, som han ellers af og til gjorde, når han blev for irriteret over ikke at vinde. Han ville klare det her på en ærlig måde! ”Stå så stille!” endte han dog med utilfreds at vrisse, imens han forsøgte at ramme Niklaus, der blev ved med at undvige ham. Var det virkelig for meget at forlange, at man kunne ramme ham ordentligt? Han holdt konstant udkig efter åbninger og jagtede enhver mulighed for at udnytte dem og snige sværdet forbi Niklaus’, så han kunne ramme ham.