Svingende socialisering

[Baird af Bugtvig]

den 31. december, 528 M.T. med Adrian af Dunlath

Det var en smuk ting, hvordan et samarbejde mellem en aldrende underviser på ridderskolen og en ung, genert adelsfrue kunne blive til en fest, der på den ene side var meget åben og på den anden side var ekstremt lukket omkring sig selv og privat.

Det ene, store rum i Bugtvigfamiliens byhus dannede rammen omkring festen, hvor langt de fleste tjenere havde fået fri og kun to, betroede kammertjenere var til stede. Derfor betjente gæsterne også sig selv ved et enkelt bord med både mad og vin i stride strømme.

Værten, Baird, stod selv med et sølvbæger med hvidvin i den ene hånd og tog imod gæster, der langsomt sev ind i rummet efter nærmest at have sneget sig igennem huset. Det var lidt en skattejagt og skatten var selskab med ligesindede, halvperverterede adelsfolk.

[Adrian af Dunlath]

Adrian havde måske aldrig været tilhænger af ægteskab, men lige nu var han dog ganske stolt af sin hustru. Julia havde knapt nok fået nogen erfaring med at arrangere selskaber, men nu havde hun så hjulpet en grevearving med at arrangere en fest, der indtil videre så ud til at udarte sig godt.
Lige nu var Julia dog optaget af at hilse på nogle af gæsterne. Hun var vel teknisk set værtinden, siden hun havde hjulpet med at arrangere festen, så Adrian ville ikke gå og hænge på hende hele tiden – bare lige ind i mellem, når hun blev alt for forfjamsket.
Han greb et glas vin fra bordet og stillede sig over ved siden af Baird med en nysgerrig mine. ”Er Niklaus troppet op endnu?” spurgte han. Han ville ikke kalde manden ’baronen af Legan’. Det virkede underligt at bruge folks titler ved den her fest. Han var stadig skeptisk om, hvorvidt Niklaus faktisk ville møde op, men han håbede at holde lidt øje med ham, hvis han gjorde. Bare lige for at se om det gik fremad for ham.

[Baird af Bugtvig]

Baird smilede til Adrian, som han stillede sig ved siden af ham. Han hævede sit bæger i en lydløs skål, før han drak endnu en tår.

"Ikke endnu. Jeg ved ikke om han kommer, men Julia har inviteret ham. Hun har klaret det ganske godt, synes du ikke?"

[Adrian af Dunlath]

Han nikkede straks. ”Selvfølgelig har hun det.” Julia var god til de her ting. Deres forhastede bryllup havde også været ganske fint. ”Tak, forresten. Selvom det hele nok har været lidt overvældende for hende, tror jeg, har hun haft godt af at have noget at tage sig til,” sagde han så og sendte Baird et skævt smil. Siden han ikke var en arving, var der ikke meget for Julia at tage sig til derhjemme. Modsat mor og Annora havde hun ikke en masse pligter at tage sig af.

[Baird af Bugtvig]

Baird nikkede lidt og kastede et blik over på Julietta, hvor hun var i færd med at tale med nye gæster. Han smilede antydningsvist.

"Det var en fornøjelse. Din hustru er meget charmerende. Og jeg tror næsten hun holdt op med, at være nervøs i mit selskab i mellemtiden." De lyse øjne spillede muntert. "I starten virkede det mest af alt som om hun troede, at jeg havde tænkt mig at lægge op til hende hvert andet øjeblik. Hvad er det for nogen venner du har introduceret hende for?"

[Adrian af Dunlath]

”Hvordan ville hun ellers have fanget mig?” grinede Adrian. Julia kunne ikke være andet end afsindigt charmerende. Så fin og bedårende. Som Baird fortalte om sine egne interaktioner med Julia, fortsatte han med at grine. ”Tja, jeg introducerede hende for Jamie,” indrømmede han. Perlegabs arving var kendt for at være meget aktiv, når det kom til at fornøje sig. ”Hun hyggede sig nu også selv den aften, men det kan godt være, at det gjorde hende lidt mere forlegen ...” Måske frygtede Julia nu, at alle mænd var lige så frembrusende som Jamie?

[Baird af Bugtvig]

Bairds ene bryn røg lidt op og han fnøs muntert ved tanken, før han rystede langsomt på hovedet. "Utroligt. Og hun gik med til det?"

Det var svært ikke at se det for sig. De to unge, lyshårede mænd og den kønne, rødmende Julietta af Dunlath på et enkelt soveværelse. Baird kradsede sig lidt i skægget med den frie hånd.

[Adrian af Dunlath]

”Efter lidt overtalelse,” svarede Adrian med et skævt smil. Der havde endda været et fejlslagent forsøg i Dunlath, før det endelig lykkedes – men så lykkedes det virkelig også godt! Han lænede sig en smule frem mod Baird. ”Misundelig?” spurgte han drillende. ”Skulle jeg have inviteret dig med?” Han vidste trods alt, hvordan den ældre mands hoved fungerede det meste af tiden. Julia ville nu nok ikke have kunne håndtere hele tre mænd i soveværelset. Adrian kunne ikke forestille sig et scenarie, hvor det ville ende godt.

[Baird af Bugtvig]

Adrian var ikke blind, men Baird havde ikke vanvittig meget imod, at den yngre mand var i stand til at læse hans tanker på netop det punkt. Han trak på smilebåndet og rakte den frie hånd frem, for at stryge to fingre blidt over yndlingens kind.

"Jeg havde ikke takket nej," konstaterede han indledningsvist, før hans hånd faldt igen og han tog en tår vin mere. "I er begge meget tiltrækkende mennesker. Energiske. Sensuelle..."

[Adrian af Dunlath]

Han smilede – en tand selvtilfreds – og lænede sig lidt frem mod Bairds hånd, da den strøg over hans kind. ”Du ved altid lige, hvad du skal sige, hva?” Komplimenter kom man altid langt med. ”Jeg er dog bange for, at Julia ikke nødvendigvis er lige så let at overtale,” bemærkede han så. Han var selv meget løssluppen, men hustruen var stadig uerfaren og forlegen, når det kom til denne slags ting.

[Baird af Bugtvig]

Baird smilede bag bægeret med vin over Adrians svar på komplimenten og han hævede begge bryn en anelse, ganske sigende. Så trak han lidt på skuldrene og så over mod Julietta.

"Du siger det er sket før med Jamie? Hvorfor så ikke igen, hvis hun havde en god oplevelse sidste gang...?"

[Adrian af Dunlath]

Adrian trak på skuldrene. ”Hun er stadig lidt sky. Så hun vil gerne glæde mig, men samtidig er disse situationer uvante for hende,” svarede han. ”Så hvis nogen vil prøve at opnå den succes, Jamie havde, må de først se, om de kan vinde hende over.” Hvis Julia følte sig for utryg var der ingen mulighed for at komme videre i hvert fald. Så sendte han Baird et skævt smil. ”Jeg må dog også godt lege alene.” Så længe det kun var mænd, han legede med i hvert fald.

[Baird af Bugtvig]

Baird betragtede den kønne, livlige Julietta, imens han tog endnu en tår af sit bæger med vin. Da først han havde sunket, trak et smil op på hans læber og han vendte blikket tilbage mod Adrian.

"Hvilken absolut fristelse," svarede han, som blikket gled ned over den unge mand med et blik, der ville blive betragtet som skandeløst i andre kredse. "Det er længe siden jeg har været med kun en mand..."

[Adrian af Dunlath]

Adrian grinede ved hans ord. ”Åh, stakkels dig. Har du kun sovet med to ad gangen på det seneste?” drillede han. Der føltes rart for en gang skyld at kunne stå ude i det åbne og blot tale om denne slags ting uden at frygte alverdens forargede miner og fordømmelser fra omgivelserne. ”Har du hørt noget til din hustru?” spurgte han med et hævet øjenbryn. Så vidt han forstod var Bairds hustru ofte ude at arbejde som ridder.

[Baird af Bugtvig]

Baird fnøs og himlede med øjnene med et skævt smil på læberne, før han rystede lidt på hovedet. "Nej da. Både to, en og tre, men ikke en mand alene, din flabede knægt," drævede han, uden helt at slippe Adrian med blikket, Til gengæld svandt smilet ind over spørgsmålet.

"Hun fejrede Midvinteren i Frølund, sneet inde, fordi hun kom for sent afsted. Det kom ikke som et stort chok, men det faktum, at hun ikke var der for Elisia..." Han tog en dyb indånding.