Vi mødes igen

[Robin Tømrer]

Idina Jernstøber

Robin havde fået fri fra arbejde, og til hans held stod solen klar mod en kraftigt blå himmel. Det var koldt, men den unge Tømrer var ordentligt pakket ind og stod ude i gården, igangværende med at pakke en rygsæk. For hvert åndedrag undslap en lille, hvid sky hans læber, og af og til tog han en dyb indånding, pustede derefter tungt ud for at betragte en endnu større sky stige op.

Uden at have nogen omkring sig begyndte den rødhårede at nynne lavmældt for sig selv.

[Idina Jernstøber]

Idina var ganske hjemmevant i gården der forbandt værkstedet og de huse der tilhørte tømrermesteren selv og hans sønner. Det var dog ikke Erik og Filippas hus hun gik direkte til i dag, men i stedet gik hun videre ind over gården, mod værkstedet. Hun stoppede ikke, men skridtene blev tøvende da hun blev opmærksom på tømrersvenden der lod til at stå i sine egne tanker. Hun kunne dog ikke se andre at henvende sig til og hun kunne jo ikke bare stå og se på ham. Kunne hun?

Sangen han nynnede var bekendt, selvom hun ikke helt kunne lure hvilken det var og til sidst tog hun mod til sig og rømmede sig stilfærdigt "Undskyld..?"

[Robin Tømrer]

Idina bevægede sig stille, og Robin lagde ikke mærke til, at hun kom op til ham - ellers var han stoppet med at nynne. Da hun rømmede sig, gibbede det i ham, og hans lange fingre mistede sit tag om taskens seler, han var ved at lukke.

"Idina," undslap det hans læber, og han rettede sig op fra sin foroverbøjede stilling. En svag varme spredte sig i hans kinder, da hans blik landede på den anden, og han glemte helt at sige mere og stod blot tavs.

[Idina Jernstøber]

Hun glippede momentært med øjnene da tømrersvenden vendte sig mod hende, og huskede hendes navn. Det havde hun ikke helt regnet med, men det fik hende til at smile klædeligt "Uhm.. hej.." fik hun startet, uden helt at vide hvorfor hun følte sig så akavet overfor ham "Er.. er Mester Oden måske hjemme? Ved du det?" Erik var ikke og det virkede som det mest logiske så at gå til tømrermesteren selv med noget man gerne ville have lavet.

[Robin Tømrer]

Robin pillede fraværende ved taskeselerne og rystede tøvende på hovedet. "Jeg har ikke set ham her til morgen," svarede han og blikket flakkede fra hendes ansigt ned til tasken og op igen. Han tøvede. "Skal du have hjælp til noget? J-jeg er ingen Mester, men jeg vil gøre mit bedste," sagde han og følte, at han havde talt i evigheder, da han afsluttede sætningen, og en rosa rødmen spredte sig i hans kinder. Et forsigtigt, høfligt smil fandt vej til hans læber, men spillede usikkert og forsvandt snart igen.

[Idina Jernstøber]

Hendes blik flakkede lidt, nøjagtigt som hans gjorde, lagde hun mærke til "Måske.. hvis du har tid." hun rynkede brynene lidt "Ellers kan det vente." skyndte hun sig at tilføje, fordi det så ud som om han var ved at pakke til noget "Vi har nogle skodder der blev revet løse da det stormede. Mattis siger de skal skiftes ud, så.." hun så afventende på ham. Det var kun naturligt at gå til Mester Almsted og hans svende når de havde noget der nu skulle repareres.

[Robin Tømrer]

Den unge tømrersvend havde ikke haft nogle planer om at arbejde i dag, men han kunne ikke få sig selv til at sige nej til de afventende øjne. Derfor trak han blot på skuldrene.

"Jeg skulle bare gå en tur i skoven, men det kan vente," svarede han og smilede mildt. Han så ned og lykkedes endelig at få lukket selerne, så derefter op igen, men tøvede da han fik øjenkontakt med Idina. Han rødmede igen. "Så, øh . . . skal j-jeg hente det, jeg har brug for?" spurgte han. Hvor dumt, tænkte han for sig selv, selvfølgelig skulle han det. Han ventede dog på den andens svar.

[Idina Jernstøber]

Hun smilede forsigtigt og nikkede, mens hun åbnede munden for at forsikre ham om, at hun fuldt ud forstod at han ikke havde tid og at det var ganske i orden. I stedet endte hun med at stå et par sekunder med let adskilte læber og se overrasket på ham. Så lukkede hun hurtigt munden og følte varmen melde sig i de kolde kinder "Har du.. har du tid? Det ville være fantastisk.. smilet nåede helt op i hendes øjne før hun hurtigt tilføjede "..men det behøver altså ikke være lige nu." gentog hun og blikket flakkede let igen.

[Robin Tømrer]

De røde øjenbryn røg lidt op i panden. "Åh," endte han blot med at sige. Det passede ham egentlig langt bedre, og et lille smil fandt da også vej til hans læber. De grønne øjne flakkede - ligesom hendes - og han så ned på sine hænder.

"Har du . . . Skal du . . ." Robin pillede genert ved taskeselerne uden at se op. "Jeg havde jo tænkt mig at tage ud i skoven . . . vil du, måske . . ." han rømmede sig let med varme kinder, "m-med?" Nu havde han spurgt og kunne ikke tage det tilbage. Den unge tømrersvend ventede nervøst på Idinas svar.

[Idina Jernstøber]

Hun gengældte genert hans smil "Mattis har naglet dem til lige nu så det ikke blæser lige ind, så hvis det passer bedre en anden dag, er det helt i orden." fortsatte hun og trak det uldne sjal tættere omkring skuldrene. Der var stadig frost i luften, men der var vindstille, så det føltes ikke nær så koldt som det havde gjort så mange andre dage.

Hun så opmærksomt på ham da han fortsatte og endte med et tydeligt, overrasket udtryk da han fik sagt det han ville "M-med dig.. i skoven?" gentog hun og kunne have trampet sig selv over fødderne, så dumt lød det. Rødmen skød op i hendes kinder og blikket flakkede igen, mens hun hurtigt overvejede "Det.. uhm.. ja, det vil jeg.. gerne." svarede hun tøvende, uden overhovedet at have forventet sådan et tilbud "Men.. men jeg må hjem først og spørge Mattis." fortsatte hun og løftede blikket for at se på ham efter at have nærstuderet sine støvlesnuder.

[Robin Tømrer]

Robin kunne ikke undgå at bemærke overraskelsen i Idinas ansigtstræk og fortrød straks, at han havde spurgt. Da hun gentog hans spørgsmål, havde han lyst til at begrave hovedet i jorden. "Jaøh . . ." mumlede han og kløede sig igen med et sænket blik. Det tog ham et øjeblik at forstå, at den yngre kvinde svarede ja.

De grønne øjne flakkede op, og han stod tavs. En varm fornemmelse spredte sig i Tømrersvendens kinder, mens han begravede hænderne i sine bukselommer. Da Idinas plejefar kom på tale, blev Robin om muligt mere nervøs. "Ja, øh . . . s-selvfølgelig! Jeg skal blot finde træ til at snitte . . . jeg tænkte, at det ville være en fin gåtur," forklarede han befippet med ansigtet lige så flammende som det røde hår.

[Idina Jernstøber]

Hun knugede fingrene lidt fastere omkring sjalets kanter, glad for trods alt at have noget mellem fingrene, så hun ikke kom til at stå og pille nervøst ved et eller anden "Bare.. bare så han ved hvor jeg er.. og med hvem.. du ved." hun var ikke i tvivl om hun ville få lov og det virkelde egentlig som om, at tømrersvenden var ligeså nervøs som hun pludselig selv følte sig "Bedre træ end du er omgivet af her?" spurgte hun, lidt mere modigt og med et lille, spøgefuldt glimt i blikket.

[Robin Tømrer]

Robin nikkede forstående og betragtede diskret Idinas ansigt. De grønne øjne flakkede, da hun talte igen. Hendes ord fik ham til at grine lavmælt, og det blussede endnu en gang op i kinderne. "M-måske ikke . . . men jeg har så mange figurer af træet herfra, at de alle, øh, de ligner hinanden lidt," forklarede han og smilede svagt. Det spøgefulde glimt i hendes øjne, fik Tømrersvenden til at løsne lidt op i skuldrene - bare en smule.

[Idina Jernstøber]

Hun nåede præcis lige at føle usikkerheden krybe ind på sig igen da hans blik flakkede, men så grinede han og i stedet slog en usynlig sommerfugl, en doven saltomortale i hendes mellemgulv "Forandring fryder.. siger de.." svarede hun, stadig med et lille smil, der var en smule mere sikkert nu "Skal vi.. uhm.. følges hjem til mig, eller mødes der om lidt?" hun vidste ikke om han var klar til at gå, eller ville vente mens hun talte med Mattis og fik noget varmere overtøj på. En ting var en tur rundt i kvarteret, en anden var en tur i skoven på denne årstid - og hun hadede at fryse.

[Robin Tømrer]

Det trak endnu mere op i hans ene mundvig, da Idina smilede, men det forsvandt snart, da hun mindede ham om, at hun skulle hjem og tale med Mattis. Tanken om ham fik ham til at sitre af nervøsitet, og han strammede grebet om taskeselerne.

"J-jeg mangler stadig lidt pakning, s-så jeg, øh, jeg kommer lidt senere," svarede han og smilede svagt, men høfligt. Det var dog lidt nemmere at se hende i øjnene nu, og den unge Tømrer krydsede fingre for, at Idina måtte få lov til at tage med.