Brødres bånd

[Ercole af Groten]

Bernin af Groten

For engangs skyld havde Ercole en aftale om et besøg i templet, fremfor at løbe ind i sine forskellige bekendtskaber, på vej til eller fra skrifte eller bøn. Da Bernin kom ind på Mithrostemplets grund, stod hans tvilling da også klar, men hænderne foldet foran sig i de vidde orange rober og et sobert udtryk, der alligevel formåede at udstråle gensynsglæde.

Han fyldte lungerne med luft over synet af sin to minutter ældre tvilling og smilede, så øjnene lyste en smule op.

[Bernin af Groten]

Bernin havde set frem til mødet med sin bror. Savnet sad næsten for dybt i ham, og jo tættere han nærmede sig templet, jo større blev knuden i hans mave. Til trods for at de havde sendt utallige breve til hinanden, var det ikke altid nok.

Han strøg flygtigt begge hænder gennem de tætte krøller, og satte da også farten en smule op da det genkendelige ansigt kom til syne ved indgangen. I et hjemligt favntag, lagde han begge stærke arme om Ercole.
"Min kære bror" kom det halv kvalt fra ham inden han rømmede sig og klappede den anden på skulderen.

[Ercole af Groten]

Ercole reagerede på omfavnelsen ved at klappe sin tvilling lidt på armen, før han trak sig væk igen, følelsesladet, men stoisk. Som de begge var blevet opdraget til. Han tog en dyb indånding og smilede.

"Hvorfor i alverden har du dog anlagt det grimme skæg?"

[Bernin af Groten]

Smilet strakte sig så langt at smilehullerne blev synlige hos Bernin. Han var dog fattet nok til ikke at dvæle ved det manglende savn der trods Ercoles tilstedeværelse alligevel bed i ham. Hårdhudet som han kunne være var det ikke de følelser han ville dvæle for meget med.

I stedet ville han nyde endelig at kunne se sin bror i øjnene. Han puffede blidt mod hans kind med en knyttet hånd. "De unge frøkner er ville med det" sagde han og strøg i en grinene grimasse fingrende over skægvæksten.

[Ercole af Groten]

Ercole var en ærværdig ung præst og løftede slet og ret hånden, for at skubbe Bernins knytnæve væk med en rolig bevægelse. Han tog et enkelt, halvt skridt bagud og rystede lidt på hovedet af sin tvilling.

"Moder kommer til at beordre det barberet væk så snart du ser hende næste gang," konstaterede han simpelt, før der blev plads til et mere dybfølt; "Det er godt at se dig, trods skægget."

[Bernin af Groten]

Bernin slog en let latter op. Han løftede hånden og kløede sig lidt i nakken. Han tvivlede ikke på at deres kære mor ville få et føl på tværs over måden han så ud på. Var det så underligt at han foretrak ridderlivet fremfor at stå til ansvar for slægtens fremtid? Han sukkede dybt ved sin egen mindelse om de pligter der lå ham i vente.

"Så må hun holde mig nede." drillede han og rystede let på hovedet. Han bøjede hovedet en smule. "I lige måde lillebror" smilet blev igen stort. "Også selvom du intet skæg har fået dig" bemærkede han.

[Ercole af Groten]

Ercole himlede med øjnene. Når først Baronessen af Groten stod overfor sin søn, tvivlede han temmelig seriøst på, at Bernin ville gøre andet end præcis hvad han fik besked på.

"Præster gror ikke skæg," konstaterede han simpelt og helt alvorligt. "I hvert fald ikke de yngre af os. Det tager for meget tid at studse og langt kortere blot at rage det hele væk. Men nok om skæg. Kom med mig til mit kammer. Fortæl om din rejse."

[Bernin af Groten]

Bernin vidste godt at han havde taget munden for fuld, til trods for han helst gerne ville beholde sit skæg kendte han allerede sin mors mening omkring det; men det betød ikke at han frivilligt ville gå med til det.

"Det burde de. Det ville om ikke andet klæ' dig" bemærkede Bernin med et skævt smil. Han nikkede dog i enighed. Det var ikke skægvæksten han var kommet for at tale om. Han fulgte med Ercole ind i templet, og videre til dennes kammer. Det var mindre end han havde regnet med.

"Det er dejligt at være tilbage i Corus.." sagde han stille. Han ville helst ikke indrømme at han så hovedstaden mere som sit hjem end det gods han vidste han skulle ende sine dage i. De mørke bryn trak sig sammen i tænksom mine.

[Ercole af Groten]

Ercole fnøs lavmælt, men svarede ikke på konstateringen om skæg. Hvad der klædte Bernin klædte ikke nødvendigvis ham, men det var en ligegyldig pointe, for han ville uanset ikke gøre det.

Til gengæld viste han sin bror ind på kammeret, hvor han ellers ikke havde mange gæster. Det var hans personlige rum, strippet for alt andet end et lavt leje, et bord og en taburet. Cole slog ud imod selvsamme, før han sank ned på lejet med foldede ben under kåben.

"Velkommen. I Corus og her. Hvordan har dine rejser været?"

[Bernin af Groten]

Bernin lukkede døren bag sig og tøvede ikke med at sætte sig på taburetten som han trak lidt ud så han bedre kunne se på Ercole. Han gned let sine fingre mod hinanden. Selvom han havde savnet sin bror ufattelig meget, så havde mere end størstedelen af deres kontakt været igennem breve. Det var en kende underligt, pludselig at sidde ansigt til ansigt. Dog en følelse der voksede sig varm jo mere de var sammen.

"Alt for lang" erkendte Bernin. Tanken om at skulle se Ercole havde sat sig som en knude, så han havde haft ondt i maven næsten hele turen til Corus. "Jeg håber dog jeg kan strække besøget en smule længere. Det er ikke ligefrem fordi vores fødested trækker" erkendte han ærligt med et suk. Han var dog glad for at han ville få muligheden at vende det hele med sin bror inden turen fortsatte mod Groten hvor både hans mor og far ville have delte meninger om hans tilværelse. Det var noget han blev nødt til at forberede sig mentalt på. Han ville hellere være ude at rejse i flere år end at skulle tage sig af hvad hans forældre syntes om ham.

[Ercole af Groten]

Selvom Ercole forstod at Bernin mente Groten, lå det på hans tungespids at rette broren og minde ham om, at de var født i Corus. I Corus, hvor de havde levet deres første fire år, før faren var blevet tildelt Groten som en ære og belønning for at redde Hendes Majestæt. Præcis vidende hvad Bernin følte omkring den ære, blev Ercole dog alligevel chokeret over at høre det i ord, som de sad overfor hinanden. Hans bryn trak sig tæt sammen og han rystede langsomt på hovedet.

"Du ved, at jeg ikke sympatiserer med den holdning," konstaterede han lavmælt, men dybfølt. "Jeg forstår, at der ligger et massivt ansvar på dine skuldre og at det er hårdt, Bernin, men du skylder dig selv, at tage det alvorligt. Du er vores alle sammens håb for, at vores familie kan blive andet end blot et komma i Tortalls histore."

[Bernin af Groten]

Bernin blandede ofte tingene sammen, til trods for at de var relativ gamle da de flyttede til Groten, så var barndommen blevet glemt og andre, langt større ansvars områder langt for foden af Bernin. Det gik ind og og trak i hans sind - en følelse han forsøgte at løbe fra.

Han var udmærket klar over det, men hvem ellers kunne han tale med? Han sukkede frustreret. "Han forsøger at presse det ned over mine skuldre og han lytter slet ikke til hvad jeg siger - Hvordan ville du have det hvis du blev skubbet ud i fremtid du ikke var klar til" bed han ud efter sin bror.

Men fortrød hurtigt og trak sig lidt tilbage på taburetten. Han vred sine hænder mod hinanden, det fyldte mere end det burde, det var han klar over. Men han mestrede ikke de værktøjer der kunne hjælpe ham over den massive kløft han stod overfor.

[Ercole af Groten]

Cole hævede begge bryn over udbruddet og ventede flere, lange øjeblikke på en undskyldning, der aldrig kom. Så tog han en dyb indånding og fikserede sit blik på ham.

"Du er seksogtyve år gammel. Du har haft otte år til at blive klar," konstaterede han simpelt. "Og du skal være klar. Hvad ville du stille op, hvis han gik til den sorte Gud i morgen?"

[Bernin af Groten]

"Det var ikke ment på den måde" Bernin ærgede sig næsten. Det var ikke meningen at han skulle tale med store armbevægelser og ord overfor den i familien, i hele verdenen, han havde mest kær. Han bed tænderne hårdt sammen.

"Jeg havde blot haft tanken om at jeg mindst kunne blive i Corus et par år i endnu" sagde han og kløede sig i nakken. Han brød sig langt fra om hans brors påstand om deres faders død kunne komme så pludseligt. "Jeg kan jo slet ikke finde ud af det.." mumlede han, som var han et lille barn på ti år. Han vidste det så udmærket.

[Ercole af Groten]

Ercole var oftest sympatisk med sin tvilling, men ikke lige i øjeblikket. Han betragtede Bernin lettere himmelfaldent.

"Vores liv er ikke et med fri bestemmelse. Du har tjent kronen i otte år og nu er det tid til at tjene Groten. Du ved vel også, at du ikke ville få lov til at blive i Corus? Det ville være tilbage til Frølund eller en anden udpost."

Han tog en dyb indånding. "Har fader nævnt ægteskab endnu?"