Sneflokke kommer vrimlende

[Koramin af Tameran]

Liam af Karminborg

Det var endnu en dag, hvor sneen dalede ned over Corus og dækkede hovedstaden i et blødt, hvidt lag, som i paladsets haver havde lagt sig som lette dundyner over buske, hække og blomster. Koramin kunne godt have brugt dagen i byhusets varme, men det var så længe siden at hun havde været ved paladset, at hun både var klar over at det var essentielt at blive set der, men også at hun havde savnet det.

Denne gang havde hun dog Emry ved sin side, pakket så tæt ind i varme uldkofter og en tyk kappe, at han mest af alt lignede en lille kugle, som han pløjede gennem sneen ved siden hende med røde kinder og løbende næse.

Enkegrevinden selv forblev på den lille, ryddede sti og gik i et roligt tempo, indtil hun stoppede op og drejede sig for at betragte sin søn med et varmt smil, der stod i kontrast til kulden udenfor. "Pas nu på," formanede hun, som den lille snekugle tumlede omkuld og hun lo lavmælt for sig selv, da han blot kluklo som reaktion og kæmpede sig videre.

[Liam af Karminborg]

Det var en kold dag, men den slags holdt ikke træningen fra døren og der skulle mere til at få Liam til at blive inde. Det eneste, der holdt ham fra at gå fra snøvsen over midvinterens mange festligheder og den konstante konfrontation med giftefærdige kvinder og deres svigermødre, var muligheden for at sparre med andre riddere.

I dag var det begrænset hvad der var af dem på træningspladsen, men til gengæld var der muligheden for at øve ringridning i besværligt føre ved træerne nær begyndelsen på de kongelige haver. Det var efter succesfuldt at have fanget en ring på tippen af sin lanse, at Liam hørte en børnelatter, der fik ham til at vende hovedet og se en lille størrelse snublende fremad. Der gik et øjeblik, før blikket gled til den voksne i hans selskab og hans ansigtsudtryk blev en anelse stift.

[Koramin af Tameran]

Koramin havde ikke andet end svagt registreret ridderne et stykke borte, før Emry fik øje på dem og med et lille, ekstatisk hvin, stak i retning af hestene og deres ryttere. Det potentielt problematiske ved den situation gik ikke hans mor forbi, som hægtede op i skørterne og satte efter den lille spirrevip, der bevægede sig hurtigt gennem sneen - hurtigere end Koramin, der alt for nemt kunne glide på sine træsåler.

"Emry," kaldte hun bestemt og indhentede ham, lige før han nåede helt frem og potentielt skabte en farlig situation. I et snuptag havde hun hevet ham op i armene. "Du ved godt, at du ikke må løbe væk," skændede hun let, men ikke mere end at hun også trykkede et blidt kys mod sin søns rødmossede kind. Så drejede hun hovedet mod den nærmeste ridder, som han havde været på vej mod.

"Det må De undskylde," nåede hun at sige, før hun genkendte manden på hesten. Overraskelsen viste sig kort, men hun fik snart tilføjet: "Deres Excellence."

[Liam af Karminborg]

Liam så den lille knægt stæse over imod hestene og genkendte faren for hvad den var. Fremfor at blive siddende og betragte en potentiel katastrofe, svang han sig ned fra sin egen hest med den selvfølgelighed der kom af, at have levet et halvt liv i sadlen. Han var næsten fremme ved knægten med sin hests tøjler i et solidt greb, da hans egen mor nåede ham og svang den lille størrelse op i sine arme. Liam selv stoppede brat op, stirrede på hende og var flere øjeblikke om at reagere med et stift nik.

"Ingen årsag, Deres Nåde," kom svaret endelig, før blikket faldt til knægten og granskede ham med hvad der muligvis virkede som skepsis, men i realiteten nærmere var nysgerrighed.

[Koramin af Tameran]

Hvis ikke Koramin havde været en granvoksen kvinde, havde det stive blik baronen af Karminborg mødte hende med, muligvis fået hende til at tage et par skridt bagud. Da han ikke engang reagerede i et par øjeblikke, var hun ikke det mindste sikker på, hvordan hun skulle reagere - og fandt sig selv en smule lettet, da han i det mindste nikkede og så talte.

"Det var ikke vores mening at forstyrre," forsikrede hun med et høfligt smil, selvom noget han så på Emry på automatisk fik hende til at stramme grebet lidt om sin søn. Selvsamme ænsede ikke noget, men smilede blot bag en løbende næse og rakte en buttet hånd frem mod ridderen. "Hes," lød det ivrigt.

[Liam af Karminborg]

Liam havde godt fat i tøjlerne og det var et held, for da knægten rakte hånden frem, virrede hans hest med hovedet og kun grebet hold den stille. Riddernes blik var dog ikke på dyret, men på enkegrevindens søn. Det trak forrædderisk i hans mundvige over den lille demonstration af taleevner og han undlod helt at svare enkegrevinden selv, som øjnene blot klemte sig lidt sammen.

"Det er en hest," rettede han. "Og den er ikke legetøj, men farlig for små drenge."

[Koramin af Tameran]

Koramin ville selv have talt, men da baronen for første gang viste bare en lille smule anden ansigtsmimik end den stive maske hun hidtil havde set, gjorde hun det ikke. I stedet lod hun ham tale til Emry, der blinkede helt perpleks og så betuttet på den fremmede mand, der talte til ham.

"Farli' 'est," mumlede han, stadig med et vågent blik på ridderen, før han genert begravede ansigtet ved sin mors skulder - alligevel uden helt at kunne lade være med at kigge. Koramin smilede mildt og løftede lidt op i den tunge toårige, før hun så på ridderen med et taknemmeligt blik.

[Liam af Karminborg]

Smilet blev hængende i Liams mundvige et øjeblik mere, før det svandt ind og han så den lille drengs mor i øjnene med tør mund. Hendes tilbud var stadig levende i hans hukommelse.

"Så dette er Emry af Tameran?"

Svaret var oplagt, men det var et høfligt spørgsmål og befriede ham fra at skulle tage stilling til hvordan hun så ud med et barn på armen.

[Koramin af Tameran]

Koramin var ikke ubevidst om ændringen i hans ansigtsmimik, men hun undlod at tage det personligt. Det var kun anden gang de mødtes og enhver ville have svært ved at modstå Emry og hans æblekinder - i hvert fald fra hendes synspunkt.

"Det er det," bekræftede hun og lænede nakken lidt tilbage, så hun kunne se på sin søn med et opmuntrende smil. "Kan du sige pænt goddag til Hans Excellence, Emry?" opfordrede hun. Drengen glippede lidt med øjnene, men endte til sidst med at dreje hovedet mod baronen - stadig halvt gemt hos sin mor. "Godda'."

[Liam af Karminborg]

Mildheden krøb tilbage i de ellers hårde træk og Liam smilede flygtigt til den lille størrelse. Han havde ikke meget med børn at gøre, men de fandtes da i Karminborg, på slottet og i hans udvidede familie. Han kunne ganske godt lide småfolk, selvom der var langt fra det og så til at overtage ansvaret for dem.

"Goddag, Junker Emry," hilste han høfligt, før hans blik flakkede kort til den lille drengs mor. "Vil du hilse på hesten, unge mand?"

[Koramin af Tameran]

Baronen vandt en del på den måde han talte til den toårige tumling, som enkegrevinden stod med på armen. Koramins sympati voksede i hvert fald, som hun nikkede bekræftende til det korte blik. I mellemtiden flyttede Emry kun lidt på hovedet.

"Farli' 'est?" spurgte han, tydeligvis godt formanet af ridderens tidligere ord. Enkegrevinden smilede dog blot beroligende. "Det er i orden, min skat. Bare lyt til hvad Baron Karminborg siger," forsikrede hun. Med de ord så den toårige tilbage over på den fremmede mand og endte så med at læne sig lidt frem. "ils' 'est."

[Liam af Karminborg]

Liam vendte sig mod hesten med siden til enkegrevinden og hendes søn, for at kunne stryge krigshingsten beroligende over næseryggen. Den så nysgerrig nok på de to gæster, men havde ikke uendelig tålmodighed.

"Det her er Skimmel," præsenterede han hesten for den lille dreng, en anelse akavet ved hele situationen, men ikke desto mindre optaget af, at finde ud af blot en smule mere om de to. "Han er kun farlig, hvis du løber alene hen til ham. Hvis du må, kan du godt røre ved hans pels og sige hej."

[Koramin af Tameran]

Koramins opmærksomhed var på sønnen, men ikke så fast, at hun ikke kunne snige sig til at kaste et lidt nærmere blik på baronen, da han vendte siden til dem. Selv trådte hun også et lille skridt nærmere med et enkelt, varsomt blik mod hesten.

Emry delte dog ikke sin mors tilbageholdenhed og da han fik en bekræftelse på at det var i orden at røre ved hesten, strakte han sig ivrigt frem og rørte ved hestens pels med et barns forsigtighed. "'ej Gimm'l," lød det fascineret, som små fingre undersøgte bløde hår.

I mellemtiden så Koramin på, lidt ængstelig, men til gengæld også med tiltro til at baronen havde styr på dyret. "Det er pænt af Dem, Deres Excellence," sagde hun lavmælt, men med reel taknemmelighed og smilede ganske let, selvom hun ville være lidt mere tilpas et skridt længere væk fra hesten.

[Liam af Karminborg]

Skimmel var ikke nødvendigvis interesseret i en toårig, men Liam havde styr i hestens tøjler og styr på den. Hverken enkegrevinden eller hendes søn havde noget at frygte.

Baronen selv, frygtede mest af alt konfrontationen med hende. Hans reaktion på hendes taknemmelighed var et simpelt nik og lidt stift smil. "En knægt bør ikke frygte en hest, men nære sund respekt for den," konstaterede han simpelt.

[Koramin af Tameran]

Da baronen mødte hendes høflighed med hvad der mest af alt lød som en irettesættelse til hendes måde at opdrage sin søn på, forsvandt en lille smule af venligheden brat. Det var ikke sådan, at hun var komplet ude af stand til at skjule sine følelser, men det var alligevel et lidt køligere blik der mødte ham.

"Absolut, Deres Excellence," svarede hun med et lidt stift smil og rankede hyggen, mens barnet på hendes arm endnu var fuldt ud optaget af den bløde pels. "Vi bør heller ikke tage mere af Deres tid."