Tæt på

[Christian af Vårfos]

Catalina af Vårfos

Sneen dalede stille ned udenfor, og det var næsten bidende koldt i luften. Noget Christian ikke helt kunne lade være med at nyde. Den kolde luft og sneen. Han havde savnet begge dele i sin tid i Corus. Og selvom det havde sneet et par gange før, så var den endnu ikke blevet liggende længe nok til, at man kunne bruge den til noget.

Han vidste, at sne var et sjældent syn i Galla. Derfor havde han fået lavet en tyk kappe med pels kanter til Catalina, så hun ville kunne holde varmen. Og samtidig havde han inviteret hende til at gå en tur i de kongelige haver, mens sneen gjorde hele landskabet hvidt.

Klædt i pelstøj fra top til tå, stod den unge hertug og ventede på hans vordende brud. Der var ikke mere end sytten dage til brylluppet. En stor begivenhed lige op til midvinter-ballet. Et bal de lige akkurat kunne nå at deltage i, inden deres tur gik til Vårfos for en stund.

[Catalina af Vårfos]

Som et lille, rystende skravl sad Gallas yngste prinsesse svøbt til ukendelighed ind i et ordentligt lag tæpper. Kammerpigen havde allerede flere gange været inde for at belære hende om, at ordentlige kvinder altså ikke sad i sengen helt ud til formiddagen, men alene tanken om, at hun skulle forlade de varme tæpper og sin allerede opvarmede natkjole for at søge ind i kolde lag, gjorde hende i dårligt humør.

Derfor var det først, da kammerpigen endnu engang vendte tilbage med en besked om, at nu stod hertugen altså klar, at Lina lod tæpperne falde. Hun gøs, da kulden slog mod hendes hud gennem natkjolens tynde stof, og kom med en yderligere beklagende lyd, da hun trådte ud på det kølige gulv. Ved kaos, hvor var det da også koldt!

Halvt rystende af kulde blev hun hjulpet ud af det varme tøj, før hun blev proppet i de kølige lag og til sidst blev den tykke kappe lagt over. Hun frøs stadig, men Hertugen ventede, blev hun for Guderne måtte vide hvilken gang mindet om, så hun søgte nedenunder.

Christian stod selvfølgelig klar og hun tvang sig selv til et noget anstrengt smil, som hun kom ham i møde. ”Deres Højhed,” hilste hun i et forsøg på høflighed og gjorde et lille nik i hans retning. ”Er De sikker på, at De vil... ud?” Hun kunne ikke tro, at nogen frivilligt ville tage det valg.

[Christian af Vårfos]

Christian havde ikke meget tålmodighed at give af til hver dag. Og når det handlede om hans vorderende hustru, så var den normalt ikke eksisterende. Det samme var tilfældet i dag.

Han ventede med, synes han selv, stor tålmodighed, inden han gentagende gange måtte sende en tjener afsted, for at få Prinsessen til at vise sig hos ham. Han følte, der gik uendelig lang tid, inden hun viste sig, godt pakket ind i flere lag varmt tøj.

"Prinsesse," hilste han tilbage og nikkede. "Jeg er fuldkommen sikker," bekræftede han og tilbød hende sin arm, så de kunne bevæge sig udenfor. "Det er den første sne i Corus, som bliver liggende." Og det havde han i den grad tænkt sig at udnytte.

[Catalina af Vårfos]

Hans svar var ikke det, hun havde ønsket, men det, hun forventede. Catalina vidste dog efterhånden bedre end at udfordre ham på det. Månederne i Tortall havde lært hende at vælge sine kampe med lidt større omhu. Derfor lagde hun blot en lille, behandsket hånd på hans fremstrakte arm og fulgte ham ud i kulden.

Hun skuttede sig øjeblikkeligt ved den kolde vind, der allerede nu bed let i hendes stadig buttede æblekinder. ”Så De er glad for sne?” spurgte hun i stedet for at brokke sig over det, der havde følt som et iskoldt slag i ansigtet.

[Christian af Vårfos]

Christian trak let på skuldrene. "Glad er et meget stort ord at bruge," svarede han tænkende. "Jeg kan godt lide at se på det, og gå tur i det. Men ikke at slås eller ride i." Det gav kun problemer, det havde han erfaret oppe i Frølund.

"Og min position nu gør, at jeg kan hellige mig til at nøjedes med at se på det og gå tur i det." Ikke noget med at skulle i krig eller nogen grund til at tage hesten, når man havde en vogn, som kunne klare turen.

[Catalina af Vårfos]

Så prøvede hun endda og så gav han hende intet. Hver gang hun begik den tåbelighed at tro, han var et følsomt væsen som hende selv, blev hun kun grumme skuffet. Men så gad hun da heller ikke prøve mere.

Catalina fortsatte derfor gennem kulden ved hans side i larmende tavshed, men som altid uden at lægge synderligt skjul på hendes utilfredshed ved situationen. Og så skulle de endda giftes i sådant et tåbeligt vejr, hvis ikke det ville være koldere til den tid. Hun skuttede sig.

[Christian af Vårfos]

Christian havde efterhånden lært at tolke Catalinas stilhed som vrede, og i stedet for at reagere med irritation, gik han blot med et underholdt smil på læberne. Uden at tage initiativ til at starte en samtale yderligere. Hun havde jo tydeligvis bestemt sig for, endnu en gang at være på tværs, selvom han havde delt noget af sig selv med hende.

I stedet førte han sin forlovede gennem den kolde og golde have, hvor sneen lå som et tykt tæppe, og kulden bed dem i kinderne. Nok mest hendes. Han var vant til det kolde klima i Tortall. Og havde prøvet det der var værre.

[Catalina af Vårfos]

Tavsheden, der bølgede fra ham som svar på hendes reserverede attitude, stak kun til Catalinas irritation over at skulle være i det land. Inden længe ville hun være gift med ham og på vej til et endnu koldere sted. Han kunne i det mindste godt udvise hende bare en smule forståelse, konstaterede en tør stemme i hendes tanker, mens hun fulgte ham i stilhed.

[Christian af Vårfos]

Christian nød stilheden. Det kunne han ikke komme uden om. Det var så sjældent at de gik sammen uden at skændes. Hvilket også var grunden til, at han ikke gjorde noget for at ændre på stilheden. Til gengæld lagde han en hånd oven på Catalinas og en chokoladebrun farve, der mindede om Catalinas hårfarve, skinnede rundt om hans hvide handsker. Han sendte magisk varme ind i kroppen på Catalina.

[Catalina af Vårfos]

Irritation, frustration, vrede, forurettethed. Alt byggede sig op inde i hende, mens hun gik ved hans side i tavshed og forberedte, hvordan hun skulle lade ham vide, hvor meget hun var imod hele dette arrangement og hun allerhelst ville hjem og det var per omgående!

Så syntes det pludselig at være blevet varmere. Hendes skuldre sank fra deres anspændte plads oppe omkring hendes ører. Så faldt blikket på hans hånd over hendes og forståelsen for, hvad der foregik, fik pillet hele hendes irritation fra hinanden.

"Tak," Catalina tøvede og tilføjede så: "Christian." Det lå underligt i munden, men hun havde heller aldrig brugt hans navn før, gik det op for hende.

[Christian af Vårfos]

Og netop på den måde sikrede Christian, at det var Catalina der selv brød den tavshed, som hun havde startet. Han var lige ved at smile selvtilfreds, men tænkte, at det nok blot ville gøre hende vred igen. Han kunne altid gemme sine tanker til en samtale med Raoul senere på dagen.

"Det var så lidt," lød det lavmælt og enkelt fra ham. "Vil du selv prøve?" Foreslog han, og hentydede til hendes egen Gave sagtens ville være i stand til det. "Jeg kan vise dig det."

[Catalina af Vårfos]

Catalina smilede op til ham og havde for en stund glemt alt om, at hun var vred på ham, fordi han var så forbandet uretfærdig og uforstående over for hendes situation. "Jeg har godt fået en smule undervisning," svarede hun, men måtte lukke øjnene, før hendes hånd tog en varm honninggylden farve.

De mørke øjne åbnedes igen udelukkende for at se en let stribe røg søge op fra mellem dem og hun slap hans hånd med et gisp, da den lille flamme dukkede op.

[Christian af Vårfos]

Christian trak lidt på smilebåndet, da hun benådede ham med et smil og endda sit bliks opmærksomhed. "Det ved jeg, men jeg vil gerne," tilbød han igen og så ned på sin hånd, da han mærkede en brændende fornemmelse gennem deres handsker.

Han kunne ikke dy sig for at le underholdt, da hendes forsøg i stedet resulterede i en lille flamme. "Det var ikke lige sådan en form for varme, jeg havde tænkt," sagde han drillende og standsede op, så han kunne bukke sig ned for at stikke sin hånd ned i en bunke sne.

[Catalina af Vårfos]

I hendes hoved var de allerede på vej mod et nyt skænderi, hvor han endnu engang mente at have tilladelsen til at skælde ud på hende, fordi hun ikke havde lyttet, men i stedet lo han. Det tog Catalina et øjeblik at forstå, at han ikke var vred, før hun selv måtte fnise af sit forsøg.

"Nej, det er du ikke ene om. Jeg beklager," undskyldte hun sig for første gang over for ham med et lille smil.

[Christian af Vårfos]

Christian trak hånden op ad snebunken og trak sin handske af. Der var heldigvis ikke sket noget. Han ville også kunne hele det, hvis det havde været tilfældet. "Men du kan med din Gave altid varme dig, så du ikke mærker kulden," forklarede han. "Jeg brugte det meget, da jeg var udstationeret i Frølund eller Dunlath." Han tog handsken på igen og bød hende endnu en gang sin arm.