Sandhed eller rygter?

[Elisia af Bugtvig]

Gilbert af Meagmarsk

Gulvet var køligt mod væbnerens knæ, selv gennem bukserne, men efter den lange tid i Carthak, frøs hun næsten uanset hvor og hvordan hun var. Desuden var der vigtigere ting, der fyldte hendes tanker, som Elisia hvilede næsen mod sine hårdt knyttede hænder, søgte dybere i sin indtrængende, hviskende bøn til Almoderen.

”Jeg frygter Kammeret,” hviskede hun lavmælt ud i templets halvmørke og fik for første gang sat ord på den frygt, der havde forvandlet hendes drømme til mareridt, og forvandlet kulden i hendes mave til permafrost.

Hendes knæ værkede, da hun endelig rejste sig, ude af stand til at præcisere, hvor længe hun havde siddet der. Lyset udenfor var overvældende og skarpt, og hun kneb øjnene lidt sammen, før hun svang sig i Ofelias saddel og begav sig tilbage mod Højager.

”Jeg hørte, at de fandt hende, barnebarnet til Hertugen af Meagmarsk.” Med et stramt tag i tøjlerne fik Elisia sagtnet hoppens fart, så hun kunne høre resten af historien. Gils søster var hjemme? Hun troede næsten ikke sine egne ører. Hælene borede hun ind i siden på hoppen, der skød frem og bragte hende tættere på Højager med hastige skridt.

Først da hun nåede Legans hus, nærmest sprang hun af hesten. Hun hadede at være der, især efter at have tilbragt så meget tid med Baronen i Carthak, men hvis Zoia var blevet fundet… Hun hamrede løs på døren, indtil en tjener åbnede, og hun ventede ikke på tilladelse, før hun søgte ind. ”Væbner Gilbert, er han her?”

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil var ved at gennemgå nogle øvelser ude i haven, da en tjener kaldte ham ind med beskeden om, at han havde besøg. Niklaus var optaget af et møde, så Gil tog gerne muligheden for at slappe af for en stund. Især da han så Elisia komme rendende hen til ham på gangen. ”Goddag,” hilste han smilende. ”Skal vi gå ned på værelset?” foreslog han. Så kunne de snakke i fred – hun virkede meget ivrig, så han gættede på, at hun ville tale om noget, der involverede hendes tyv.

[Elisia af Bugtvig]

Det virkede som om tiden gik unaturligt langsomt, da Gil kom hende i møde og Elisia trippede lidt med foden, mens han kom tættere på og spildte tid på unødvendige ligegyldigheder som hilsener. Derfor nikkede hun også ivrigt til hans forslag, alt for oppe at køre til at kunne formulere et svar.

Og nu var det op til hende. Hun tog et tæt tag i hans hånd og nærmest trak ham efter sig hele vejen ned til hans værelse, som hun efterhånden havde besøgt en del gange. Først da de var inde med døren forsvarligt lukket bag dem, talte hun: ”Er det sandt?” krævede hun at vide og hendes stemme var næsten uigenkendelig af luftmangel. ”Har de fundet hende?”

[Gilbert af Meagmarsk]

Sandt? Gil så forvirret på Elisia, da de først var kommet ind på hans lille værelse. Hun? Han måtte lige omstille tankerne for at forstå, hvad det var veninden talte om. Så gik det endelig op for ham, at det var Zoia, hun ville høre om. ”Ja, det er hun,” sagde han og lyste op i et stort smil. ”Jeg fik det at vide i går. Hun mistede åbenbart hukommelsen ... men hun kan huske mig!” Det var han selv ganske stolt over.

[Elisia af Bugtvig]

Det var ikke livets hurtigste dag for Gil, bemærkede en stemme i væbnerens baghoved, mens hun slog sig ned på hans seng med påtaget tålmodighed. Endelig lod det til, at han var med og Elisia smilede næsten lige så bredt som kammeraten. Han havde immervæk været som familie for hende igennem tiden på paladset, også selvom hun ikke kendte hans søster.

”Det har allerede spredt sig igennem Corus,” fortalte hun ham med et smil og satte sig i skrædderstilling. Så var der i hvert fald den bekymring mindre. ”Det er da dejligt!" Og tragisk. "Men.. De ved ikke, hvad der er sket eller hvad?”

[Gilbert af Meagmarsk]

Han skar en grimasse ved tanken om, at sladderen allerede gik om fundet af Zoia. Lillesøsteren skulle altså have noget fred, men nu mødte halvdelen af byen muligvis op på havnen, når hun kom hjem – hun var jo en kommende kronprinsesse og dronning. ”Skønt, bare skønt. Adelige og deres sladder,” sukkede han opgivende. Han lænede sig tilbage mod væggen. ”Det ved jeg ikke. Jeg har ikke fået alle detaljerne at vide. Bare at hun er blevet fundet på Yamani øerne.”

[Elisia af Bugtvig]

Elisia trak på skuldrene. Adelen var som den altid havde været det og hun så ingen større forandringer forude. "De burde bare passe dem selv," konstaterede hun og huskede godt alle de hviskende kommentarer, der havde været i krogene, da hun selv var kommet til hovedstaden otte år forinden.

"Vildt." Hun så tankefuldt hen på ham. "Jeg har bedt til Moderen hver dag for hendes tilbagevenden." Et lille smil krøb frem.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede enigt til hendes udmelding om adelen. Riddere var i det mindste kendt for at være et sladrende folk. ”Tak,” startede han, men smilede så drillende. ”Her gik jeg og troede, at din kalender var fyldt til bristepunktet indtil Midvinter? Men det er da godt at vide, du har masser af tid på hænderne.” Hun knoklede sikkert for tiden. Han var selv ganske glad for, at der ville gå lang tid, før han selv skulle gennem Kammeret.

[Elisia af Bugtvig]

Der var en anden ro i hendes mine, da Elisia sendte ham et mildt smil og nikkede i en rolig, værdig bevægelse. For Gil og hans kære var det ikke det, hun ikke gjorde. De to havde dannet bånd for livet og mere til.

Og så forsvandt alderen og roen ellers fra hendes ansigt igen, da hun flækkede i et bredt smil og halvhjertet slog ud efter ham. "Åh, du må ikke nævne midvinter," stønnede hun opgivende og sank lidt mere sammen.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han grinede af Elisias opgivende mine og rakte hende sin pude, så hun kunne kramme den og trøste sig selv lidt. ”Det går nok, skal du se,” forsøgte han at opmuntre. Han havde dog ingen erfaring med Kammeret, så han anede ikke, hvad man præcis kunne sige til nogen, der snart skulle derind. Der var ingen gode råd at give. ”Du er ridder bagefter,” mindede han hende i stedet om. Det var da en god ting?

[Elisia af Bugtvig]

Instinktivt rakte Elisia ud efter puden og knugede den ind mod brystet, hvilede hagen på den. Det hjalp en lille smule på den ubehageligt ormende fornemmelse, der havde lagt sig i hendes mave. "Ja, det er jeg," bekræftede hun modløst. Det var mest alternativet eller mangel på samme, der skræmte hende. Kammeret ville byde på udfordringer hvis lige, hun aldrig havde set eller oplevet.

"Du overvintrer også i Corus?" Det var ikke så meget et spørgsmål som en konstatering. Det var immervæk lidt sent til at forlade hovedstaden.

[Gilbert af Meagmarsk]

Hm, det var vist ikke så opmuntrende, som han havde håbet. Gil forsøgte sig derfor med at klappe Elisia lidt på skulderen, siden han ikke kunne komme på noget bedre at sige. Han ville nok selv være rædselsslagen, når det blev hans egen tur. ”Det ser det ud til,” nikkede han som svar på hendes spørgsmål. Han var ærlig talt glad for at blive hjemme. Han var bange for, at der ville ske noget med Niklaus, hvis de tog på en udstationering. ”Det er fint nok. Så kan man fejre Midvinter med familien.”

[Elisia af Bugtvig]

Elisias smil blev mere oprigtigt. "Det er nok også godt, nu de har fundet din søster." Guderne vidste, at hun ikke ville være i stand til at vriste fra sine brødres side, havde hun fundet sig selv i Gils plads.

"Hvad med din folovede? Har du set mere til hende?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede smilende. ”Ja ... selv hvis hun måske ikke kan nyde det så meget.” Zoia kunne jo ikke huske meget af familien, så måske ville hun bare finde festligheder akavet for tiden. ”Nej, ikke rigtig. Der har været så meget andet at se til, du ved?” Han trak på skuldrene. Han burde nok bruge mere tid på Ermelia, men han havde sine pligt, og så havde der været den her forfærdelige sommer med folk, der forsvandt.

[Elisia af Bugtvig]

"Hun vil nyde at have dig nær," forsikrede Elisia ham og rakte ud, så hun kunne give hans hånd et blidt klem. Især, nu søsteren ikke kunne huske resten af familien, ville det være godt at have ham der til at berolige hende.

Hun nikkede. "Ja, det har været et underligt år." Et lavt suk undslap hende.