Ulykken

[Brianna af Rosenmark]

Annabell af Lyslund

Brianna havde ikke forladt sit værelse de sidste to dage. Ikke siden rideulykken. Hun havde barrikaderet sig og gemt sig under dyner og tæpper, mens snøften, hulken og gråd havde fyldt hendes værelse.

Edward havde brækket halsen, da han var styrtet med sin hest. Lige for øjnene af Brianna, der havde redet bag ved ham. Og der havde naturligvis ikke været noget at gøre for ham. Det vidste hun med det samme, da hun ikke mærkede nogen puls på hans fordrejede ansigt.

Der stod en bakke med gammelt mad på hendes bord, samt en karaffel, som hun havde stjålet fra sin fars skab i løbet af natten. Hun havde været hjemme i familiens hus, hvor hun i følge helbrederne skulle blive, indtil chokket havde lagt sig, og hun var kommet sig over sin ridderherres død.

Hvordan kom man sig over død? Med druk. Det havde hun lært første gang, hun dræbte en person. Med skælvende hænder gled hun ud af sengen, og gik hen til skænken ved døren for at hælde et glas op af den gyldne væske.

[Annabell af Lyslund]

Annabell havde hørt om den skrækkelige nyhed om Briannas Ridderherre, og havde besluttet sig for at se til hende. Det kunne ikke være let at gennemleve den slags alene. Hun var taget afsted for at besøge Brianna og blev lukket ind af en lakaj og vist hen til Briannas værelse. Her bankede hun på døren "Brianna? Det mig. Må jeg komme ind?"

Hun ventede en rum tid, men dog meget tålmodigt på at døren ville blive åbnet, så hun kunne gå ind til væbneren. Da hun endelig kom ind i værelset lagde hun armene om Brianna og strøg hende over håret.

[Brianna af Rosenmark]

Brianna stivnede, da hun hørte fodtrin nede på gangen. Mørket var for længst faldet på udenfor, og hun ventede ingen gæster. Det var ikke hendes familie. Hendes forældre var i Rosenmark, og hendes bror boede hos sin ridderherre indtil han fik sit skjold til midvinter. Lillesøsteren var i Gudernes By.

Da hun hørte Annabells stemme, gik hun hen for at låse døren op, men lod selv veninden åbne den. Da hun mærkede arme omkring sin krop, stivnede hun først, men efter et øjeblik slappede hun af igen. Hun duftede til Annabells hår.

[Annabell af Lyslund]

Annabell sørgede for at lukke døren efter sig, der var ingen grund til at hele huset hørte hvad de lavede. Da døren var lukket, trak hun Brianna med over på sengen, hvor hun fortsat nussede hendes hår. Det burde trøste lidt.

De sad i stilhed længe, før Annabell så åbnede munden. "Vil du tale om det?" Uanset vidste hun ikke hvad hun skulle sige, men noget måtte hun gøre for veninden.

[Brianna af Rosenmark]

Brianna hulkede lidt, da de gik hen til sengen. Hun satte sig på sengekanten og tømte det glas med whisky, som hun havde hældt på til sig selv. Så rystede hun på hovedet. Hun havde ikke lyst til at nævne Edward nogensinde igen.

"V-vil du have et glas?" Spurgte hun hæst, det var de første hun havde sagt den dag.

[Annabell af Lyslund]

Annabell nikkede forstående. De behøvede ikke snakke om hvad der var sket. Hun huskede hvad Brianan havde fortalt om første gang hun havde taget livet af en anden mand. der havde hun drukket whisky med sin ridderherre. Derfor måtte hun nu stille sig i den position. "Ja tak." Hun var dog ikke vant til at drikke så stærke sager, men det kunne hun ikke tage sig af nu.

[Brianna af Rosenmark]

Brianna rejste sig fra sengen for at gå hen og fylde sit eget glas igen. Og så hældte hun op i et nyt glas. Hun tog det op og rakte det til Annabell, inden hun tog flasken med hen til sengen. Så kravlede hun op i sengen, og satte sig med ryggen op ad hovedgærdet.

"Har du fået talt besøgt Greven?" Spurgte hun for at aflede sin egne tanker.

[Annabell af Lyslund]

Annabell grinede. Det var da noget af et emne at ligge ud med, men på en måde var det helt i orden når det var Brianna, der spurgte. "Hver dag. Det er dog ikke altid han har tid til at se mig. Så skal jeg bare spille klaver i hans stue." Det var efterhånden blevet hverdag for hende at starte dagen med at besøge Greven, så på den måde var det ikke slemt længere. "Jeg overvejer om jeg burde anskaffe mig en kjole mere." Hun trak på skuldrene og drak så af den stærke drik, og lagde bestemt ikke skjul på at hun syntes den var stærk, ansigtstrækket afslørede hende øjeblikkeligt.

[Brianna af Rosenmark]

Brianna ville langt hellere høre om en andens problemer, end om hendes egne. Hun følte sig lidt fortabt. Som om hun også samtidig var blevet forældre løs. "Det må da være kedeligt," bemærkede hun og tog en tår mere af glasset. Hun var vant til den stærke drik. "Du må gerne låne nogle af mine," sagde hun og stillede glasset fra sig på natbordet, inden hun rejste sig op for at åbne sit store klædeskab. Der hang kjoler på rad og række, som hun sjældent fik brugt. "Min moder håber stadigvæk på, at jeg bliver inviteret til store baller."

[Annabell af Lyslund]

Annabell grinede kort. "Man vender sig til det." Det var ikke så slemt længere at dukke op og spille. Hun kendte efterhånden huset og de folk der arbejdede der. Ikke at hun talte med dem, men hun havde set alle nu og det gav en ro hun kunne lide.
Annabell smilede da Brianna tilbød en kjole. "Virkelig? Det vil jeg meget gerne. Hvis de altså er fine og ikke ligesom dem jeg selv ejer." Greven havde mens det bare var en sæk, så det ville hun ikke udfor igen. Blonder og perler måtte altså være vejen frem, selvom hun ikke syntes om det.
Hun drak lidt mere af sin whisky og kiggede på Brianna, det var svært at vide, hvordan hun bedst skulle hjælpe, men hun var her og det var måske nok til en start?

[Brianna af Rosenmark]

Brianna kunne ikke forstå, hvordan man kunne vænne sig til sådan noget. At dukke op i kjole hver morgen, og spille på klaver i en fremmed mands hjem. Men hvis Annabell mente at det var helt fint. Hun havde ikke tænkt sig at belære veninden om rigtigt og forkert. Det kom jo an på ens synspunkter.

“Umiddelbart vil jeg tro, at de er ganske pæne. Jeg har ikke brug for dem særlig ofte. Og jeg får en ny en til midvinter. Min broder skal jo have sit skjold i år,” svarede hun og sukkede lavmælt. Ville hun kunne få sit skjold? Hun måtte tale med Arlen. Vide, at der var et liv som ridderløs væbner.

[Annabell af Lyslund]

Annabell lyste lidt op ved talen om kjoler. ”jeg vil meget gerne låne en.” måske hun kunne overraske Greven positivt med at have en ny kjole på en dag han var hjemme. Det ville være godt.
Hun bemærkede at Brianna igen blev trist og aede hende på armen. Så hævede hun glasset, så de kunne skåle og drikke. Det ville hjælpe.

[Brianna af Rosenmark]

Brianna nikkede. Det ville ikke blive et problem. "Jeg får en til at pakke dem sammen imorgen, og sende dem op til dig," mumlede hun, inden hun gik hen til Annabell igen. Hun satte sig på sengekanten, tog sit glas og slog det mod Annabells, inden hun tømte glasset for dets indhold. Så lænede hun sig ind til den anden væbner og hvilede hovedet mod hendes skulder. "Det er så uretfærdigt..."

[Annabell af Lyslund]

Annabell lagde armene om Brianna, da hun lagde sin hen til hende. Ja, livet var uretfærdigt, det vidste hun også. Hun strøg Væbnerens hår væk fra panden. "Prøv at tænk på noget andet. Noget der gør dig glad" foreslog hun. Det hjalp altid hende når verden virkede uretfærdig. Hun lod hånden køre ned på Briannas skulder og ned over hendes arm, som hun gav sig til at nusse.

[Brianna af Rosenmark]

Brianna snøftede. Hun havde ikke flere tårer tilbage i sine øjne. Hun løftede en hånd op til den ene kind og tørrede den, selvom der ikke var mere at tørre. Ikke flere tårer. Langsomt nikkede hun. "Ja," hviskede hun og lukkede øjnene. "Jeg skal bare..." Hun tog en dyb indånding og rettede sig op. Hun rakte ud efter karaflen og tog proppen af den, inden hun hældte en ny portion whisky op i sit glas.