Tetid

[Julien af Danne]

Leonora af Legan

Hvor mange tortallanske riddere så ud til at finde selskabeligheder en udpræget ubehagelig pligt, så betragtede Julien det på mange måder som en ganske stor fornøjelse, at integrere sig selv med adelen i dette fremmede land. Det var da også med adskillige dagsordener at han dukkede op til endnu et selskab med hovedsageligt kvinder og mænd af en mere... Sart disposition.

Han sad og drak en kop af den fremragende drik fra yamani-øerne, da hans blik faldt på en ung kvinde, som så ud til at være helt alene. De lyse øjne hvilede på hende til hun selv så ham og han vinkede hende nærmere med en enkelt, kroget finger og et venligt smil.

[Leonora af Legan]

Leonora havde haft en dårlig dag. Hun var endnu ikke kommet på hvad det kunne være for et fag, hun ville studere på universitetet, som samtidig kunne gavne familien. Derfor havde hun valgt at tage til selskab, for at nyde livet lidt måske møde nye folk. Men det var ikke så let. Hun savnede Julia, de to havde altid hængt sammen til disse selskaber. Det var dog stoppet efter julia var blevet gift og nu havde børn.

Derfor stod Leonora alene og kiggede ud over forsamlingen med en lidt opgivende attitude. Så pludselig fangedes hendes øjne af en herre som sad og kiggede på hende. Han gjorde samtidig tegn til at hun skulle komme hen til ham. Lidt tøvende satte hun i bevægelse og var straks hos ham. her nejede hun fornemt. "Godaften." Hun var ikke helt sikker på hvem han var, så hun undlod titel.

[Julien af Danne]

Julian modstod fristelsen til at dreje sin finger rundt og se om hun ville lystre den lille instruktion også. Han trak i stedet på smilebåndet og nikkede net i hilsen, uden at rejse sig.

"Godaften, Nådigfrøken," hilste han i sin temmelig fremtrædende accent. "De må sidde ned. Gøre mig selskab, no?"

[Leonora af Legan]

Leonora gjorde som hun fik tilbudt og satte sig ved siden af herren, som hun hurtigt gættede sig i hvert fald ikke var fra tortall. "Jeg giver gerne selskab. Nådigherre?" Hun måtte lige være sikker på hvem han var, før hun begyndte at tale for meget med ham. Hun smilede men prøvede at være lidt tilbageholden. Hun skulle nødigt kaste sig ud i noget der ville ende lige før et bryllup igen.

[Julien af Danne]

Julien trak på smilebåndet, før han rystede let på hovedet. "Non, 'omtesse," rettede han mildt og mere underholdt end irriteret. Alle disse tortallanere, der antog, at han blot var en simpel aristocrate.

"Jeg er en 'ertug, ma belle. De må 'alde mig... Deres 'øjhed, oui?" Han tiltede hovedet en anelse og betragtede hende med et spillende blik. "Og hvad må jeg 'alde Dem?"

[Leonora af Legan]

Hun spærrede øjnene op og lavede et roligt buk med hovedet. "Undskyld. Deres Højhed" rettede hun det straks til. Tænk at hun faktisk sad her med en højhed foran sig, og at han netop havde kastet sine øje på hende. "komtesse.. Komtesse Leonora." Hun rakte ham en let rystende hånd for at hilse og smilede så til ham.

[Julien af Danne]

Julien betragtede den udstrakte hånd undrende i et øjeblik, før han ignorerede hendes klodsede forsøg på... Åh han vidste snart ikke hvad. Uanset, rakte han frem, tog hendes hånd og plantede et nydeligt lille kys på håndryggen, før han slap igen med et skævt smil på læberne.

"En fornøjelse, at gøre Deres bekendtskab, 'omtesse Leonoré," forsikrede han. "De så... Hvad siger man? Ukomfortable ud, som De sad før. Jeg vil muntre Dem op, no?"

[Leonora af Legan]

Leonora rødmede, da han kyssede hendes hånd, det havde hun ikke helt forventet af ham. Et smile sneg sig frem på hendes læber. Det føltes næsten som et eventyr at side her, måden han udtalte hendes navn på, var noget helt særligt. "Lidt ensom ja, men det har De gjort noget ved nu." Smilet blev større.

[Julien af Danne]

Julien smilede og samlede sin kop op igen, for at nyde en tår mere af den udsøgte drik. "Hvilken fornøjelse, at 'unne få en ung belle som De til at smile," bemærkede han hen over koppen.

"Fortæl mig. Hvorfor er De ensom?"

[Leonora af Legan]

Han var virkelig en charmerende mand denne højhed, og Leonora nød det til fulde. Det var længe siden nogen havde bidt mærke i hende, som han virkede til at gøre nu. Hans spørgsmål fik hende til at tænke lidt. "Ser De, min veninde har travlt med mand og børn nu, så jeg er overladt lidt til mig selv og har ikke haft en eneste at snakke med hele aftenen" Fortalte hun så og måtte tilføje "Dvs. indtil jeg mødte Dem selvfølgelig," Hun sendte ham et lille smil.

[Julien af Danne]

Julien fnøs muntert over udfordringen og betragtede den unge kvinde med en blanding af medlidenhed og morskab.

"Det er hvordan livet altid udformer sig, no? En 'vinde får småbørn, de optager 'endes liv en stund, før hun overlader dem til andre at passe og 'an vende tilbage til civiliseret selskab, hmm? Snart bliver det utvivlsomt Deres tur til det samme, 'omtessé."

[Leonora af Legan]

Leonora smilede og sippede lidt til sit glas med saft. "De lyder til at have ganske ret.
Bortset lige fra det sidste." Hun blev en anelse bedrøvet igen, men tvang sig så til at smile. "Jeg er endnu ikke lovet væk til nogen" Måske var det godt nok lige at slå det fast. Det kunne jo være det gav en mulighed at nævne det her.

[Julien af Danne]

Juliens smil forsvandt ikke, selvom den lille dames humør så ud til at skifte. Han sippede afslappet sin te og bemærkede, efter et øjeblik: "Ah no, mademoiselle. Jeg 'ar skam ganske ret i alting. Det 'an ikke vare længe før nogen får øjnene op for Dem, hm?"

Han smilede til hende hen over sin kop og hævede begge bryn en anelse. "En smuk ung dame som Dem? Ingen tvivl."

[Leonora af Legan]

Leonora smilede glad af mandens ord. De gjorde hende glad på så mange måder. "De er alt for venlig af Dem, Deres højhed." Hun vidste ikke helt hvordan man opførte sig blandt så finde folk, men det virkede til at gå ganske fint. "Jeg ved ikke hvor længe der vel gå, Men lige nu vil jeg blot nyde Deres selskab" konstaterede hun og drak lidt af sin saft.

[Julien af Danne]

Julien var ganske venlig og smilede da også nærmest mildt over den unge kvindes forsikringer, selvom blikket i de lyse øjne var mere vågent end det var rosenrødt.

"Absolutement," svarede han. "Fortæl mig, 'omtesse, hvem De er?"