Navnet bag masken

[Alois af Jesla]

Kornelia af Ahlenfelt

Alois havde været skuffet, da Prinsesse Gisela havde meldt afbud. Men til gengæld havde hun givet ham et lille underholdningspunkt i, at sende sin hofdame og kusine, Komtesse Kornelia. Han havde naturligvis vidst længe, hvem kvinden han havde haft en intim episode med var. Men det var tydeligt, at hun ikke anede, hvad hans navn var. Og det morede ham.

Selskabet han havde inviteret var ikke stort, men intimt. Det var hans nærmest venner og bekendte, som han havde åbnet sit hjem for denne aften. Tågen udenfor i mørket lagde kun grundlag for en stemning, som tiltalte ham.

Der var ikke en middag inkluderet i selskabet. Derimod musik, rigeligt med drikkevarer og alle de lækre sager, som Jesla kunne fremskaffe af egen avl. Den mørkhårede Greve stod i en samtale med både Grevinde Caelie, hvis man ikke var i Corus for tiden. Noget mange sikkert var glad for og nød godt af. Alois gad ikke. Ikke igen i hvert fald.

[Kornelia af Ahlenfelt]

Med en glat mine søgte Kornelia dybere i huset efter at have afleveret pels og handsker hos en tjener. En anden passerede hende med adskillige glas, hvoraf hun tog et og nippeden til den forfriskende drikkevare. Ikke værst.

I Giselas sted burde hun selvfølgelig søge direkte til Greven og hun fik stoppet en tjener, der med kun en let rysten på hånden pegede over mod husets herre. De lyse bryn hævede sig for en kort bemærkning, før hun satte i bevægelse mod Greven, som hun allerede havde hilst på tidligere. Under helt andre rammer.

"Deres Nåde," hilste hun med et koket smil uden at tage sig af kvinden, han stod og talte med.

[Alois af Jesla]

Alois løftede sit glas op til læberne, og bøjede sig lidt ind over Grevinden, da hun forsøgte sig med en morsomhed. Det trak underholdt i hans mundvige, og han skulle til at svare hende, da en lyshåret skikkelse var direkte på vej hen mod dem.

Han rettede sig op igen. "Komtesse Kornelia," hilste han, og så fra hende til Grevinden. "Dette er Grevinde Caelie af Fenrig," sagde han, og præsenterede den mørkhårede kvinde ved hans side. "Og dette er Komtesse Kornelia, Prinsesse Giselas hofdame."

[Kornelia af Ahlenfelt]

De så fortrolige ud, men det tog Kornelia sig ikke af. Hun var ikke en person, der brød sig om at spilde tiden og selv hvis Greven ikke vidste meget om hende, vidste han det. Kortvarigt gled hendes blik fra hans til kvinden ved hans side med et kort hovednik og et "Fornøjelse," før hun atter vendte blikket tilbage.

"Prinsesse Gisela takker for invitationen." Tonen var neutral og høflig. Han havde altså vidst, hvem hun var i al den tid.. Hun vidste ikke, hvordan hun havde det med den information.

[Alois af Jesla]

De blev kortvarigt afbrudt af en ung mand, der ønskede Grevindens opmærksomhed, og Alois vendte derfor sin fulde opmærksomhed mod Komtessen. Han smilede kontrolleret til hende.

"Det gør mig ondt, at hun ikke kunne komme," lød det drævende fra ham, inden han trådte et skridt fremad, for at gøre plads til en tjener kunne komme forbi uden at spilde i hans værdifulde møbler. Det minimerede også afstanden mellem ham og den lyshårede kvinde. "Men det glæder mig, at De kom i stedet for hende."

[Kornelia af Ahlenfelt]

Kornelia fjernede ikke blikket fra Greven, selv da en anden mand skar ind og ønskede Grevindens selskab. Det angik hende og interesserede hende egentlig heller ikke. Det gjorde den hemmelighedsfulde greve dog, selvom hun ikke havde tænkt sig at indrømme det.

"Ja, sikke en skam," svarede hun nøgternt og så fra ham til tjeneren for at finde ud af, hvorfor han var kommet tættere på. "De behøves nu ikke sende invitationer til Prinsessen for at se mig, Deres Nåde." Hun smilede drilsk til ham.

[Alois af Jesla]

Alois løftede det ene øjenbryn. "Det gjorde jeg skam heller ikke," sagde han ærligt og trak på skuldrene. "Men havde jeg vidst at De var interesseret i selskabet..." Han lod den hænge i luften, uden at færdiggøre sætningen eller komme med en videre forklaring.

Han løftede vinglasset op til læberne, og skjulte et smil, mens han tog en tår. Så sænkede han glasset igen, og selvom det kontrollerede smil var på hans læber, spillede hans øjne. "Skal jeg vise Dem rundt? Til de steder, som De endnu ikke har set?" Det trak underholdt i hans mundvige.

[Kornelia af Ahlenfelt]

Nå, han var ikke meget for hendes forsøg på en spøgefuldhed. Det måtte han også selv om. Kornelia vidste godt selv, hun var morsom. Hun behøvede ikke en eller anden greves bekræftelse.

Hun fulgte hans eksempel og tog selv en tår, mens hun foregav at overveje hans tilbud. Så nikkede hun let. "Det ville være mig en glæde." Hun tog de sidste skridt frem mod ham og løftede sin hånd i accept af hans invitation.

[Alois af Jesla]

Alois løftede sin arm, så komtessen kunne ligge sin hånd på den. Da det var gjort, begyndte han at bevæge sig gennem rummet, mens han manøvrede uden om de andre gæster. "Hvor længe er det, at De har været i Corus?" Spurgte han, og førte hende ud gennem de store dobbeltdøre og ud i entreen. En lakaj stod henne ved døren, klar til at åbne, hvis det skulle blive nødvendigt. Men Alois førte dem til venstre og ned ad en korridor, der gik forbi trappen, som førte oven på til de private værelser.

[Kornelia af Ahlenfelt]

Den lyse hånd fandt vej til Grevens mørke ærme, før de sammen bevægede sig gennem det mindre selskab. Kornelia genkendte ganske vist flere af de tilstedeværende fra sin tid ved hoffet, men det var ikke nogen, hun havde haft nogen interesse i at tale med eller på anden måde beskæftige sig med.

Hun trak på skuldrene. ”Jeg ankom med Prinsesse Gisela i midten af august,” svarede hun henkastet, mens de fortsatte ned ad en korridor, hvor hun ikke havde været indtil videre. Blikket dvælede et øjeblik ved trappen, der førte ovenpå. Der havde hun været før.

[Alois af Jesla]

Alois rynkede panden, og var lige ved at sukke. Hun kunne ikke engang sætte årstal på, men kom blot med en måned, der kunne være når som helst. Han tvivlede på, om hun overhovedet havde været ædru nok til at huske, hvornår Prinsessen og Prinsen var blevet gift. Det ville egentlig ikke undre ham, hvis hun ikke kunne huske det, hun lod til at virke som den type kvinde, der nød mere end et glas vin for meget.

Uden yderligere ord, standsede Alois op ved en mørk dobbelt dør, næsten magen til den de lige var gået ud af. Det afslørede et stort bibliotek, hvor væggene var dækket med bøger og reoler hele vejen rundt.

[Kornelia af Ahlenfelt]

Panden lagde sig i lette folder, mens hun tænkte efter. Det føltes ikke som så længe siden, men det måtte det jo være. "Det var i 527," fortsatte hun så med et et lille suk. "Det føles ellers ikke som så længe siden."

Så fandt Kornelia et lille smil frem og så hen på ham. Greven så ikke videre imponeret ud og hun måtte dy sig for ikke at himle med øjnene i et flabet modsvar til hans tavshed. I stedet fokuserede hun på det bibliotek, han førte hende med til. "Det er noget af en samling, De har her, Deres Nåde."

[Alois af Jesla]

Alois var tæt på at himle, da hun følte et behov for at uddybe sit svar. Han var ellers udmærket i stand til at vide, hvor længe Prinsessen havde været i Tortall. Han havde i det mindste styr på årets gang, og havde selv været til stede ved det storslåede bryllup.

"Min samling er gået igennem flere generationer," bemærkede han ydmygt, selv det langt fra var noget, som Alois var. "Jeg har sørget for, at den kom til at fremstå fra sin bedste side." Han trak let på skuldrene, inden han gik hen til en lille skænk, hvorpå der stod en karaffel og to glas. Man vidste aldrig, hvornår man fik gæster.

[Kornelia af Ahlenfelt]

Et lyst bryn hævede sig ved den påtagede ydmyghed, som hun efterhånden kendte manden godt nok til at vide, ikke lå til hans karakter. Alligevel påtalte hun det ikke. Greven var som de andre blandt adelen alt for optaget af det skuespil, han fremførte, selv bag lukkede døre, at den slags observation ville fremstå provokerende.

"Det lader til at være Deres spidskompetence," konstaterede Kornelia i stedet med en stemme, der dryppede af honningens sødme. "At vise ting fra deres bedste side."

[Alois af Jesla]

Alois trak drævende på skuldrene, inden han fyldte et af de to glas op med en gylden væske. Han kom hen til Kornelia igen. Han ville gerne have budt hende et glas, men i den ene hånd havde hun et glas med vin. Han slyngede den gyldne væske rundt. "Jeg gør mit værste. Og nogen skal jo fremvise Tortall fra landets bedste side." Og ikke lige som de fleste andre adelige familie, der lod til at slække på deres slægts fremtoning. Selv Naxen var i gang med at falde af på den.