Den grimme ælling v2

[Evelin af Cavall]

Marcus af Naxen
DEN 23. NOVEMBER

Der havde ikke været mere at gøre, da først Jemima havde hørt om invitationen, de begge havde fået til en eller anden sammenkomst hos Hertuginden af Macay. Nyheden om Evelins tilbagevenden til hovedstaden havde åbenbart spredt sig som steppebrand efter hendes besøg til universitetet, og hun fortrød allerede, at hun havde ladet sig overtale.

Men det var en kamp tabt på forhånd. Der ville jo være musik, som Jem sådan vidste, hun holdt af. Og mennesker, hun skulle jo tale med nogen. Med et lavt suk rakte hun hånden frem og rørte spejlet, hun vidste, hun var placeret foran. Hvorfor var det, tjenestefolkene blev ved at placere hende foran et spejl?

Og så var hun der. Med armen i krog med søsteren bevægede hun sig ind i det, der på akkustikket lød som et ganske stort hus. En kombination af i hvert fald fem instrumenter spillede en let, diskret baggrundsmelodi. Hun genkendte i hvert fald en viola, før hun blev hevet videre ind i lokalet.

Sådan gik den første time, men på et tidspunkt måtte de have drikkevarer. Det tog god tid, men Evelin vidste godt, at arvinger og riddere tiltrak mennesker med spørgsmål og høflig samtale. Hun hævede to fingre til silkebåndet, var glad for at have det at gemme sig bag, nu søsteren var væk.

[Marcus af Naxen]

Marcus havde lovet at deltage. Selvom det absolut ikke huede ham. Men han havde lovet det. Både Hertuginden og Myrilla havde nærmest fået ham til at sværge. Og han brød sig ikke om at bryde sit ord. Desuden var der stadigvæk et rygte, der skulle manes i jorden. Selvom det ikke var for hans skyld at det skulle manes i jorden. Mere Murrays. Og resten af familiens.

Han ankom sammen med Myrilla i sit selskabstøj, som sjældent blev luftet efterhånden. For måske fem år siden var det en anden sag. Men studierne havde taget al hans opmærksomhed de sidste mange år, og de sociale arrangementer var efterhånden forbeholdt Murray, som Hertugen.

Han cirkulerede sammen med sin søster. Han vidste, at det ikke nyttede noget at gå direkte til komtessen. Hun var også sammen med sin søster. Og han kunne godt se, hvad Hertuginden havde ment med, at komtesserne undgik dem. Det gjorde mange, undtagen dem der var høfligt nok opdraget til at tale med en arving og hendes søster.

Dog fornemmede han en åbning, da han lagde mærke til, at Komtessen af Cavall havde siddet et stykke tid alene, uden sin søster. Han spejdede rundt og fandt ridderen omgivet af to andre ridder, mens hun holdt to glas i hånden. "Jeg vender tilbage," mumlede han til sin søster, inden han bevægede sig gennem selskabet, for til sidst at ende foran den blinde komtesse. "Åh, jeg kan se, at De ikke har noget at drikke. Skal jeg hente noget til Dem?"

[Evelin af Cavall]

Det føltes begrænsende og et øjeblik var savnet af Baldrian overvældende. Desuden var Evelin tør i halsen, men uden tjenestepigen i nærheden kunne hun ikke just bare gå i gang med at lede efter sin søster blandt et hav af fremmede.

En stemme fik hende til at hoppe et lille stykke i vejret og hun rettede hovedet mod lyden. Det var evigheder siden, at en fremmed havde henvendt sig til hende, medmindre hun var i selskab af den person, de søgte.

"Meget gerne," svarede hun forsigtigt uden at vide, om hun talte med en tjener eller en gæst til selskabet.

[Marcus af Naxen]

Marcus nikkede med et svagt smil, velvidende at hun ikke ville kunne se det. "Et øjeblik Komtesse," sagde han så, og var glad for, at en tjener kom forbi med et fad. Han tog to glas fra fadet, og rakte det ene så langt frem, at det rørte ved Komtessens fingre. Hvordan skulle hun ellers kunne finde ud af, hvor glasset var?

"Her," bød han, og slap glasset, da han var sikker på, at hendes fingre havde lukket sig grundigt om stilken. "Jeg er Magus Marcus," præsenterede han sig så endelig. "De tillader måske, at jeg sætter mig ned ved siden af Dem?"

[Evelin af Cavall]

Evelin havde forventet, at manden ville forsvinde for en stund, før han vendte tilbage, men hun fornemmede stadig hans tilstedeværelse foran sig og mente ikke at have hørt hans sko bevæge sig. Alligevel overraskede det hende, da glasset pludselig strejfede hendes fingre. Så tog hun det.

"Tak." Hvor blev Jemima af? "Magus Marcus," gentog hun uden at have nogen anelse om, hvor hun skulle placere ham slægtsmæssigt. "Tag endelig plads." Hun burde nok også introducere sig på et tidspunkt. "Evelin af Cavall." Hvilket han sikkert allerede vidste.

[Marcus af Naxen]

Marcus satte sig ned ved siden af Komtessen, da hun gav ham lov. Han sippede let til sit eget glas. "Det glæder mig at møde Dem, Komtesse Evelin," sagde han med et smil på læberne, og håbede at det skinnede igennem i hans stemme.

"Jeg mindes ikke at have set Dem i Corus før? Ikke at jeg deltager i særlig mange arrangementer til at kunne have set Dem," lød det undskyldende til sidst fra ham.

[Evelin af Cavall]

Nu havde Evelin endelig noget at drikke, men mandens pludselige selskab havde overrasket hende til en sådan grad, at der gik mange øjeblikke, før hun endelig løftede glasset til læberne og tog en lille tår.

"Jeg har boet i Cavall længe, Magus," svarede hun, selvom det ikke var hele forklaringen. Hendes erfaringer fortalte hende, at folk ikke ville tale om den sande årsag. Derfor skøjtede hun hurtigt videre til det eneste andet, hun kunne finde på. "Hvordan kan det være, De ikke deltager i arrangementer?"

[Marcus af Naxen]

Marcus nikkede. Det vidste han jo egentlig godt. Men det behøvede hun jo ikke at vide. Kvinder kunne da godt lide at tale om dem selv, ikke? Ermelia gjorde det meget. Og Vania. "Så velkommen til Corus," sagde han muntert, og lod sit glas klinge mod hendes i en skål. "Jeg læser alkymi på universitetet. Min tid til sociale arrangementer er desværre begrænset." han trak let på skuldrene.

[Evelin af Cavall]

Et lille smil kom til syne, da hun hørte deres glas klinke. Det kunne hun ikke huske, hvornår hun sidst havde gjort. De fleste undgik det. Det var bare lettere. Evelin tog derfor en tår, skjulte smilet bag glasset. Det måtte være krystal, vurderede hun ud fra følelsen og lyden af det.

"Det lyder interessant," svarede hun og rettede sig mere op, vendte fronten lidt mere mod ham. "Hvilket område af alkymien interesserer Dem?" Hun fik tit læst alle mulige bøger op og alkymi var et område, hun indtil videre ikke kendte meget til.

[Marcus af Naxen]

Det glædede ham trods alt, at hun ville skåle med ham. Han løftede glasset op til sine læber og tog en lille tår igen. Det var trods alt vin, og han havde studeret effekterne. Alkohol havde sådan nogle sjove påvirkninger på folk. Det var morsommere at observere.

"Jeg er vist grådig på det område," indrømmede Marcus med en skuldertrækning. "I øjeblikket har jeg dog mest fokus på den medicinske del." Hans studier havde virkelig givet et resultat, og han var stolt af, at han kunne hjlpe byens kvinder.

[Evelin af Cavall]

Evelin trak igen let på smilet. Det måtte være rart at have så mange interesser. "De arbejder måske på noget specielt for tiden?" spurgte hun af lige dele høflighed og reel nysgerrighed. Det var immervæk den mest interessante samtale, hun havde haft med en udenfor familien længe. Det var ganske vist også den eneste.

[Marcus af Naxen]

Marcus kørte en hånd gennem håret. "Jeg har arbejdet på et projekt for Hertugen af Macay længe, men det er ikke af medicinsk karakter. Så lige i øjeblikket er jeg i gang med at forfine de formler, som jeg har fundet på kure," fortalte han. Det kom til at foregå sådan, indtil han fandt et nyt projekt at kaste sig over. Nu var Myrilla med barn. Og sådan skulle det blive ved med at værre. Men det gjorde også, at han var færdig med sit projekt.

[Evelin af Cavall]

En travl mand, lød det til. Evelin nikkede, hvor der burde nikkes og lyttede ellers opmærksomt. Han blev ved at nævne den medicinske del, men ikke direkte, hvad arbejdet havde indeholdt. Måske det var en ting, han ikke var klar til at tale om.

"Hvordan kan det så være, De besluttede, at i dag var dagen for Deres sociale tilbagevenden?" spurgte hun med et lille smil.

[Marcus af Naxen]

Marcus rømmede sig lidt. "Min søster," svarede han kort, og søgte den mørkhårede Hertuginde med øjnene. Jo, hun skævede i deres retning. Bare andre også gjorde. "Hun er gift med Hertuginden af Macays fætter. Så hun tvang mig til at deltage," en lille hvid løgn. Men det ville ikke helt være passende at sige, at pigen ved siden af ham, var inviteret på grund af ham.

[Evelin af Cavall]

"Deres søster?" spurgte hun og måtte være hurtig til at hive fat i den kendskab til slægterne, hun dog alligevel havde. Hertuginden af Macay var vist født.. Prinshold, hvilket måtte gøre hendes fætter Hertugen af Stenbjerg, der vist nok var blevet gift med.. En Naxen. Overrasket blinkede hun lidt med øjnene bag silketørklædet. Det måtte jo betyde, han var...

Evelin nippede lidt til glasset, pludselig ubehageligt bevidst om, at hun talte med en hertugbror. "Det lader til at være det, søstre er til for."