Nu en kvinde?

[Annabell af Lyslund]

Alois af Jesla

Annabell havde modtaget kjolen få dage for inden, men havde endnu ikke turde tage den på. Flere gange havde hun stået med den foran spejlet. Holdt den op for at forestille sig hvordan det ville se ud. Hun havde aldrig i sit liv eget så smuk en kjole.
I dag var hun dog nødt til at tage den på. Alois havde meddelt at han ville se hende, og hun var ikke dum nok til at dukke op uden at have den på.

Efter lidt moslen fik hun kjolen på og kiggede sig selv i spejlet. Hun lignede noget der var løgn. Kjolen var smuk, bevares, men resten... Håret der hang om ørerne på hende, de lidt for små ører, den skæve næse, ALT var galt. hvert fald i følge hende selv.
Hun gjorde dog sit bedste med hvad hun nu kunne. fik håret flettet pænt og satte et lille sølvspænde i, gjorde lidt ved sit ansigt og stod så igen og så på sig selv i spejlet. Nej det var bestemt ingen komtesse der kiggede tilbage på hende, men så slemt var det heller ikke.

Hun greb sin kappe, som hun svang omkring sig og løg så afsted mod Alois's bolig. i god afstand derfra sænkede hun tempoet til gang, så hun ikke var forpustet når hun kom derhen.
Hun bankede på døren og blev lukket ind. Hun forsøgte i hver en bevægelse at opføre sig som hun havde set komtesserne gøre det.

[Alois af Jesla]

Alois havde ikke set Annabell siden den dag, han havde bestilt den nye kjole til hende. Han havde ikke gidet se på hendes triste og utiltalende ydre, før kjolen var kommet. Og så snart budet var dukket op i hans hus, havde han straks sendt budet afsted til Annabells værelse på Paladset.

Morgenen foregik som den plejede for Greven. Han sad i en pejsestue med dagens morgenavis i hånden, en kop te på bordet og nød ellers de rolige timer, inden hans søster fik afbrudt sin skønhedssøvn og blev vækket til live.

Hushovmesteren kom ind i pejsestuen og anmeldte væbnerens ankomst. ”Vis hende ind,” brummede han køligt, mens han skiftede side i avisen uden at ulejlige sig med at se op, da han hørte hushovmesteren gå, og væbneren komme ind. Døren blev lukket. ”Passer kjolen dig?” Spurgte han, men var ikke i tvivl om at den gjorde. Skrædderen havde fået strenge ordre på at følge hans mindste anvisning.

[Annabell af Lyslund]

Annabell blev vist ind i stuen, den samme som sidst, hvor Alois sad, på samme måde som sidst. Hun glattede nervøst lidt ud på kjolen for at være sikker på der ikke var noget galt. Det virkede underligt at stå der, han kiggede slet ikke op fra avis. Heller ikke da han spurgte om kjolen passede. "Den passer fint, tak." sagde hun så og blev stående, og tilføjede så lidt sent "Deres Nåde"

Normalt havde hun eller godt styr på normer og pli men her hvor hun følte hun ble sådan bedømt, var hun meget mere nervøs over alting.

[Alois af Jesla]

Alois hørte kun efter med et halvt øre, og var egentlig ligeglad med svaret. Men han lagde dog mærke til, at hendes tiltale af ham kom alt for sent. "Er du ude på at være uhøflig?" Spurgte han og løftede sit blik fra avisen. "Nu hvor jeg har skænket dig en smuk kjole, blot ud fra mig gode hjerte?" Utaknemmelige pigebarn. Hvis hans søster havde været her, var hun blevet hysterisk af raseri. Det var ganske sikkert.

[Annabell af Lyslund]

Selvfølgelig bed Alois mærke i, at hun var ved at glemme hans titel i al nervøsiteten. "Nej bestemt ikke Deres Nåde. Undskyld." skyndte hun sig derfor at sige og så meget undskyldende på ham. "Jeg er meget glad for kjolen Dere Nåde. Tusind tak." Måske kunne taknemmelse hjælpe på den dårlige start?

[Alois af Jesla]

Alois slog avisen sammen, da hun endelig fik stammet sig igennem en undskyldning. Han nikkede langsomt. "Godt," sagde han køligt, inden han lagde avisen sammenfoldet på det lille bord ved siden af hans lænestol. Han rakte ud efter koppen, og løftede den velovervejet op til læberne, inden han sippede ganske langsomt af den. Væsken var endnu varm og tiltalende. Som en varm kvindekrop.

"Drej dig rundt, så jeg kan se, hvordan den falder bag på," beordrede han, og viftede utålmodigt med sin frie hånd.

[Annabell af Lyslund]

Det virkede til hun var tilgivet. Det lettede lidt på nervøsiteten. Hun blev mere rolig og slappede dermed også mere af. Hun gjorde som han bad hende om og drejede langsomt rundt, så han kunne se. En lille runde om sig selv og så kiggede hun på ham igen. "Er det godt nok Deres Nåde?" Spurgte hun så i håb om endelig at få lidt ros.

[Alois af Jesla]

Alois trak på skuldrene. Kjolen var ikke så prangende som dem, han købte til hans lillesøster. Men den var pænere end den særk hun var mødt op i, første gang hun var her. "Sæt dig hen til klaveret," sagde han, og betragtede hende intenst. "Jeg vil høre, hvor meget du har lært i løbet af ugen."

[Annabell af Lyslund]

Hun fik ikke rigtig noget svar, men hvad havde hun også forventet? i stedet sendte han hende bare videre til det næste. Hun gik over til klaveret og satte sig. et øjeblik kiggede hun ned på tangenterne, så lagde hun fingrene på og begyndte at spille. Det lød godt, hvert fald i hendes øre, hun kunne ikke være sikker på hvad Greven mente. Men hun følte sig mere sikker end sidst.

[Alois af Jesla]

Alois løftede igen avisen op, da Annabell satte sig hen til klaveret. Han lod blikket glide ned over overskrifterne, mens han opmærksomt lyttede til hendes klaverspil. Det var ikke perfekt, men han kunne høre en forbedring på de sidste par dage, hvor hun havde haft en underviser hos sig. "Spil, mens jeg læser min avis færdig."

[Annabell af Lyslund]

Annabell spillede og eftersom Greven ikke sagde noget til hende, men bare læste sin avis, blev hun mere rolig og dermed blev spillet også bedre. Hun lullede sig selv ind i tonernes liv og melodi og glemte lidt hvor hun var, der var ikke andet end hende og musikken.
Først da melodien var spillet til ende, stoppede hun og så hen på Greven. Hvad nu?

[Alois af Jesla]

Da melodien sluttede, var Alois færdig med at læse sin avis, og han foldede den sammen igen, inden han lagde den på det lille bord. Han så hen på hende med et vurderende blik. "Du får stadigvæk brug for din daglige undervisning med din klaverlærer," formanede han, inden han rejste sig op fra lænestolen. Han var ikke typen der gav ros til folk, der ikke fortjente den. "Jeg går ikke ud fra, at du har en forlovelse med dig?" Hvem gad dog gifte sig med hende?

[Annabell af Lyslund]

Det føltes godt at få ros af greven, eller hvert fald ikke få skæld ud. Hun havde folk det råbte og smældte af hende hele tiden, så det var virkelig rart at blive anerkendt. "Selvfølgelig. Jeg er meget glad for at De vil bruge Deres tid på mig." Lød det så høfligt fra hende, hvorefter hun rystede på hovedet. "Nej jeg er endnu ikke forlovet Deres Nåde." Hun holdte sig til korte svar stadig, på den måde sikrede hun sig ikke at sige noget forkert og hvad skulle Greven også bruge til at hendes fader var fokuseret på hendes lillebror frem for hende.

[Alois af Jesla]

Alois viftede affærdigende med hånden. Han var fuldkommen ligeglad med hendes taknemmelighed. Han forventede den naturligvis, nu hvor han havde taget hende under sine vinger. Men han gad ikke høre på den. "Det tænkte jeg nok," kommenterede han køligt. "Dit hår er sjasket. Fuldstændig utiltalende for en ung mand."

[Annabell af Lyslund]

Så blev hun pillet ned igen. Man skulle endelig ikke tro at man edelig var bare lidt rigtig før næste fejl blev udpeget, og hvad mente han overhovedet med at hendes hår var sjasket? det var pænt flettet i dagens anledning. Hun var dog klog nok til IKKE at stille det spørgsmål højt. I stedet blev det et andet hun stillede. "Hvad foreslår De jeg gør med det, Deres Nåde?" Hun var ved at lære at det var ham der bestemt og hun bare skulle makke ret, hvis ikke hun ville gøre ham sur.