Helt uden at han blev sur.

[Leonora af Legan]

Katrina af Legan

Det var et par dage siden, at Leonora havde talt med Niklaus, men hun var stadig gladere end hun havde været længe. Hun har fået lov til at studere, hvis hun da kunne finde noget Niklaus mente ville være relevant for familien.
Derfor havde hun brugt de sidste mange dage på at overveje, hvad det kunne være og samtidig finde gode argumenter for netop dette. Måske det kunne blive noget om Bazhir og sydørkenen? Men hvordan skulle det nogensinde blive noget der ville fremme familien?

Nu havde hun dog alligevel besluttet sig for at tage en lille pause. Hun satte sig derfor i en af stuerne, hvor hun kunne se ud i haven. Her satte hun sig med pen og papir og begyndte at tegne naturen. Det holdt hun så meget af. Hun fik en tjener til at komme med Te og lidt sødt.

[Katrina af Legan]

Katrina havde fundet en bog med nogle yamanske myter, som hun så frem til at begrave sig i gennem eftermiddagen. Da hun kom ind i stuen for at sætte sig til rette, befandt Leonora sig dog allerede derinde. ”Goddag, Leonora,” hilste hun med et afslappet smil og satte sig i en stol. Hun havde en ganske behagelig kjole på, så hun kunne uden besvær trække benene op i stolen og sætte sig godt til rette.

[Leonora af Legan]

Leonora så op, da hendes søster kom ind i stuen, og lagde straks pennen fra sig. "Kat." Hun virkede gladere end hun havde gjort meget længe. "Jeg fik talt med Niklaus." Det var tydeligt at høre på hende at det havde været en god samtale og hvis Katrina alligevel ikke kunne høre det på stemmen, så afslørrede Leonoras store smil hende helt sikkert. "Det gik godt... Næsten hvert fald"

[Katrina af Legan]

Katrina bladrede frem til det sted i bogen, som hun var nået til, men da Leonora talte, løsrev hun sig fra bogens sider og så på søsteren med et smil. ”Det er jeg glad for at høre.” Måske var Niklaus begyndt at få det lidt bedre? Hun havde ikke talt med ham om Alexanders forsvinden, men hvis han ikke farede op over for Leonora, var det måske et godt tegn? ”Man kan ikke føre en fuldstændig afslappet samtale med Niklaus, så hvis han kun hidser sig lidt op, er det jo fint,” sagde hun med antydningen af et skævt smil. Baronen brokkede sig hele tiden over ustyrlige kvinder, men han havde også selv tendens til at blive lidt dramatisk – desværre på en ret aggressiv måde.

[Leonora af Legan]

Leonora rynkede brynene, det lød dumt, at det ikke var muligt at snakke med Niklaus uden at gøre ham sur. Det kunne umuligt være sundt."Men hvorfor bliver han sådan?" Leonora kiggede undrende på sin søster. "Jeg forstår det ikke, uanset hvad jeg gør er det ikke godt nok. Uanset hvor godt jeg forsøger at klare mig er det ikke godt nok?" Det var svært. På nogen punkter syntes hun næsten at Niklaus var værre end deres fader havde været.

[Katrina af Legan]

Katrina lagde hovedet vurderende på skrå. Hun kunne fortælle lillesøsteren om alle detaljerne. Om Niklaus’ præferencer. Det var ikke hendes ret at fortælle den slags om ham til andre. ”Niklaus har været under et stort pres fra far hele sit liv,” nøjedes hun derfor med at fortælle. Den smule var ikke som sådan en hemmelighed, hvis man blot havde observeret, hvordan den afdøde baron og Niklaus interagerede. ”Jeg er bange for, at det får ham til at kræve næsten umulige ting af både sig selv og andre – den slags påvirker uundgåeligt ens temperament.” Hun smilede let til Leonora. ”Så nej, ingen af os to kommer nogensinde til at gøre alt perfekt i hans øjne. Det er ikke muligt.”

[Leonora af Legan]

Leonora sukkede let og nikkede, det var rigtig nok som Katrina sagde, Niklaus havde altid haft det hårdt med deres fader. Den slags satte vel sine spor. Så rynkede hun brynene og så undrende på sin søster. "Er det forkert af mig så? At jeg håber på at glæde ham?" Måske forventede hun noget umuligt af sin broder? Den tanke havde aldrig strejfet hende før. Hvis det virkelig var sådan, så havde hun jo set forkert på sin bror altid. Det måtte hun lave om på!

[Katrina af Legan]

Det var et svært spørgsmål at besvare. Katrina strøg fraværende fingrene over bogens sider, imens hun vurderede, hvordan hun burde svare. ”Naturligvis ikke. Han er jo vores bror.” Det var naturligt, at man ønskede at glæde sin familie og leve op til deres forventninger. ”Men jeg er bange for, at vi glæder Niklaus mest, når vi lader ham være i fred. Og når man endelig taler med ham, skal man helst være mere lyttende end diskuterende – han mener, at han ved, hvad der er bedst for os.” Hun elskede Niklaus, og hun ønskede at støtte ham den næste tid, hvor han sørgede over tabet af Alexander. Men samtidig vidste hun også, at hun havde brug for at komme væk fra huset. Hun havde brug for ikke at skulle gå rundt på nåle hele tiden.

[Leonora af Legan]

Leonora smilede og blev lidt mere afslappet igen. Hun var ærligt i tvivl om, om hun kunne stoppe med at holde af sin broder også selvom det ikke blev gengældt. "Det må være frygteligt at have det sådan" Kom det så trist fra hende. Tænk at ønske at være alene frem for sammen med sin familie. Hun havde aldrig tænkt så meget over det før, men nu hvor de snakkede om det, blev hun ked af det på Niklaus' vegne.
"Jeg spurgte ham om jeg måtte læse et par fag på universitet." Forklarede hun så, nu næsten med dårlig samvittighed, men hun havde jo ikke vidst bedre.

[Katrina af Legan]

Hun nikkede. ”Det er det. Derfor er det vigtigt, at vi prøver at gøre tingene så lette som muligt for Niklaus.” Han havde det svært, så de skulle ikke gå og kræve alverdens dybe følelser fra ham. De skulle give ham plads til sig selv. ”Det lyder da som en udmærket idé,” sagde hun smilende.

[Leonora af Legan]

Blikket blev lidt opgivende før hun sukkede. "Niklaus syntes ikke om ideen. Der er ingen grund til at jeg bruger tid på at lære noget, jeg skal bare vente på en ny ægtemand." Det var tydeligt at det havde været lidt af et slag for hende. Hun var ikke vred bare skuffet, fordi hun havde forventet at han ville synes godt om hende forslag, men havde bare hakket det ned. "efter lidt lod han mig dog vælge et fag jeg mente kunne gavne familie, og kræver så at jeg argumentere godt for det." Lød det fra hende, dog lidt modløst. Hvordan skulle hun nogensinde kunne klare det.

[Katrina af Legan]

Hun lod blot Leonora forklare det hele og ignorerede delen, hvor Niklaus i starten ikke ville lade hende studere. Han havde jo åbenbart skiftet mening, så det var ikke relevant. ”Det lyder som en fin idé,” sagde hun smilende, imens fingrene strøg over bogens sider. ”Hvad har du så tænkt dig at studere?”

[Leonora af Legan]

Det var jo netop det. De fag hun gerne ville studere, mente Niklaus ikke gavnede familien. Nogen tidspunkter kunne Leonora ikke blive gift hurtigt nok og komme væk herfra, men det skete bare aldrig rigtig. ”jeg ville gerne studere litteratur ellermåske den store sydørken, men det var han ikke med på.

[Katrina af Legan]

Katrina kunne ikke tilbageholde en lille latter. ”Nu er der heller ikke noget fag, hvor man bare kan studere Sydørkenen,” bemærkede hun så med et smil. Til gengæld undrede det hende, at Niklaus ikke ville lade Leonora studere litteratur – det havde hun jo selv fået lov til af far. Men Niklaus og far var jo heller ikke ens. ”Men tænk over, hvad du føler vil kunne hjælpe dig – og vælg et par forskellige fag. Når du så argumentere for dem til Niklaus, kan han se, at du har været velovervejet, og han kan vælge det endelige fag for dig. Så bliver det ikke en ’alt eller intet’ situation.” Niklaus skulle ikke presses for meget, så hvis han blev præsenteret med et par forskellige fag, ville han måske være mere villig til at lade Leonora studere et af dem.

[Leonora af Legan]

Leonora kunne ikke lade være med også selv at trække lidt på smilebåndet. Katrina havde nok ganske ret i, at det ikke var muligt at læse om sydørkenen som sådan. "Hvad med Bazhir folkene? Ville det være muligt at læse om dem?" Leonora stolede på sin søster når det angik gode råd. "Måske jeg ellers skulle læse noget med regnskab? filosofi? eller hmm.. Jeg ved det ikke." Hun havde virkelig regnet med at Litteratur var et godt valg. Men nej, Niklaus havde hakket det ned fra start af.