Ansigtet bag masken

[Kornelia af Ahlenfelt]

Alois af Jesla

Det havde taget Kornelia et par dage og en del krisesamtaler med Gisela overhovedet at komme til et punkt, hvor hun var færdig med at syde over måden, hun var blevet smidt væk fra maskeballet på. I det mindste var der ingen rygter om Gisela, så på det punkt havde forklædningen gjort det, den burde.

Desuden følte hun sig lettere, end hun havde gjort længe. Jesla-manden havde sat et smil på hendes læber, hun næsten helt havde glemt. Følelsen af et overskud, hun ikke havde set noget til i månedsvis.

Med en tilfreds mine søgte hun derfor gennem paladset, overvejede at gå ned til træningspladsen. Afhængigt af hendes humør gjorde det hende enten i godt humør eller ualmindeligt jaloux, men lige nu syntes det som en nogenlunde ide.

[Alois af Jesla]

Alois havde haft travlt siden maskeballet. Et bal hvor han var blevet smidt væk fra. Eller, han var ikke. En eller anden stakkels junker var blevet smidt væk. For Greven af Jesla smed man ikke bare ud. Det ville Hertugen en dag komme til at lære.

Hans travle tid havde ført ham til paladset, hvor han havde haft nogle interessante møder. Han var ikke en del af Rådet, men han kendte en del af dem. Og det var altid rart med information omkring, hvad der skete. Især denne forsvundne komtesse. Hvordan kunne man miste en komtesse, der skulle være landets dronning en dag.

Han lydløst lukkede han sig ud af et værelse, og skulle til at dreje omkring et hjørne, da han var ved at støde ind i en lyshåret kvinde. Som han genkendte med det samme. Kroppen var ikke til at tage fejl af, og heller ikke øjnene. "Komtesse," hilste han med et skælmsk smil.

[Kornelia af Ahlenfelt]

Ikke synderligt begravet i sine tanker, væltede en fremmed mand pludselig næsten ind i hende og.. Noget ved øjnene fik hende til at standse. Så talte han og et skævt smil gled over de lyse læber. Nydeligt hilste hun på ham med et lille nik, før hun kantede sig forbi ham.

"Hvad bringer Dem til paladset?" spurgte hun henkastet og kastede et enkelt blik på ham uden at standse på sin vej.

[Alois af Jesla]

Alois trak på skuldrene og valgte at slå følge med den lyshårede komtesse. "Forretninger," svarede han. Hvad skulle det ellers være? Udover de hofdamer, som boede på paladset, og som nød godt af hans venlighed?

"Jeg går ud fra, at De bor?" Spurgte han, men behøvede egentlig ikke et svar. Efter deres sidste nat havde han fundet rigelig med informationer. Især på baggrund af, at folk mente hun var Prinsesse Gisela. Der var kun en person, der lignede Prinsessen så meget.

[Kornelia af Ahlenfelt]

Kornelia nikkede til svaret og havde ikke flere spørgsmål. Det var immervæk ikke det mest interessante svar og hun havde trænende riddere og væbnere at betragte. Han skulle ikke have lov at bryde ind i hendes selvkontrol, nu masken var taget af og en anden på.

Et lille smil lurede i hendes mundvige. "Deres observative og deduktive evner er ikke helt ringe," kommenterede hun og lukkede pelsen tættere om sin spinkle skikkelse.

[Alois af Jesla]

Alois smilede skævt. "Det lærer man som ridder," kommenterede han og standsede stadigvæk ikke op med at følges med hende. Han kendte dog den vej hun var ved at gå ned ad. Og det fik ham til at løfte et øjenbryn. "De er på vej ned mod træningspladsen?" Han fløjtede let. "De er måske slet ikke komtesse i virkeligheden?" Spurgte han drillende.

[Kornelia af Ahlenfelt]

Kornelia havde mest lyst til at fnyse i morskab over hans udmelding. Det var sikkert den slags vås, der normalt gjorde kvinder bløde i knæene. Og det ville måske have virket, hvis ikke det var fordi hun selv var ridder.

Smilet voksede. "Som så mange andre af os simple kvinder, nyder jeg at betragte riddere og væbnere træne." Hun trak på skuldrene og så hen på ham. "Kald det en simpel glæde."

[Alois af Jesla]

Alois så ned på hende med et blik der tydeligt var underholdt. "Jeg troede vi havde fået fastslået, at De ikke var som Tortallanske kvinder?" Drillede han, og skubbede en tung trædør op. Ikke fordi hun ikke selv ville kunne, men nu sad den i hans side. "Er det specifikke træningsmetoder, som De ynder at betragte?"

[Kornelia af Ahlenfelt]

Kornelia kastede et tydeligt underholdt blik tilbage på ham og smilede igen. "Jo, det gjorde vi vist nok." Blikket var uudgrundeligt, før hun trak det til sig igen og i stedet koncetrerede om at komme gennem døren.

"Nej, jeg nyder blot den måde, hvorpå man kan se mændenes muskler bevæge sig under stoffet," løj hun og sendte ham den slags blikke, der kunne få folk til at tvivle på, hvorvidt hun talte sandt eller ej.

[Alois af Jesla]

Alois kneb øjnene lidt sammen, og betragtede hendes ansigtsudtryk, mens de gik hen ad endnu en gang. Det var nemmere at betragte hende, når der ikke var en maske i vejen. "Nu driller De mig vist igen, Komtesse," konstaterede han, men uden at give udtryk for, om han fandt det morsomt eller ej. Efter kun ganske få øjeblikke, nåede de enden af gangen, og det vrimlede med pager, væbnere og riddere ude på træningspladsen.

"Jeg vil byde Dem farvel, Komtesse." Han burde finde sin broder.

[Kornelia af Ahlenfelt]

De var nået enden af gangen og allerede nu var der fyldt med larm fra de forskellige trænende pager, væbnere og riddere. Han havde godt nok travlt, men Kornelia var alt for bevidst om sit værd til at komme med indvendinger eller bede ham blive. Derfor sendte hun ham blot et sukkersødt smil.

"Farvel."

luk?