For alle pengene

[Christian af Vårfos]

Catalina af Vårfos
30. oktober 528 M. T.

Christian havde lovet Catalina et maskebal. Og han havde så sandelig ikke sparet på noget. Vårfos' rigdom blev på rigelige mængder udstillet til dette bal. Hele palæet var pyntet op i dagens anledning.

Selve ballet var startet med en middag, som var en konge værdig. I hvert fald hvis man spurgte Hertugen. Den havde strakt sig over flere forskellige retter, inden de til sidst var færdige. Kvinder og mænd var for en kort tid blevet adskilt, inden den store balsal blev åbnet. Et orkester var i den ene ende og der var gjort plads til dans, små borde man kunne sidde ved og der var stillet både mad og drikkevarer op, som tjenerne ivrigt delte ud af.

Hertugen selv søgte efter sin forlovede, som han fandt midt i en samtale. Han lænede sig ind mod hende, så hans læber var ud for hendes øre. "Må jeg låne dig?" Hviskede han lavmælt og hemmelighedsfuldt.

[Catalina af Vårfos]

Ballet var alt, prinsessen havde drømt om og meget mere til, selvom hun selvfølgelig hellere ville dø end nogensinde at skulle indrømme det til Hertugen frivilligt. Der havde været en overdådighed af pynt og maden havde været fantastisk. Ikke lige så intetsigende og kedeligt, som tortallansk mad normalt var det.

Derfor havde Catalina også besluttet sig for, at hun ville driste sig til et glas vin. Det var dog lige ved at komme ud af næsen på hende, da Prinsesse Gisela kom med en exceptionelt morsom spydighed om de tortallanske vaner. Heldigvis fik hun det hurtigt under kontrol. Det affødte blot endnu et latterudbrud fra de to prinsesser.

Latteren havde lige lagt sig nogenlunde, da hun pludselig fik svært ved at trække vejret. Grundet morsomhederne, havde hun ikke bemærket Hertugen, før han pludselig var faretruende nær. "Vil De have os undskyldt?" Hun blinkede til den marenske prinsesse som reference til en samtale, de havde haft tidligere, før hun lagde en hånd på Christians arm, klar til at følge ham.

[Christian af Vårfos]

Christian løftede et øjenbryn over den pludselige tæthed, som de to prinsesser havde. Han huskede ellers, at Catalina havde sagt, de kun var bekendte. Men der var ikke tid til at dvæle ved det.

I stedet rakte han sin arm til Catalina, og førte hende igennem den store horde af mennesker, som lod til at være kommet til ballet. Alle bar de næsten uvurderlige masker, der dækkede deres ansigter. Nogle bedre end andre. De forlod den store balsal, kun for at blive lukket ind i en lille stue, hvor der stod et bord, som bugnede af pakker i alverdens størrelser og udseende.

"Påstå så ikke, at jeg havde glemt din fødselsdag."

[Catalina af Vårfos]

Selvom det ikke var mere end et par dage siden, at han havde fået tilpasset kjolen specielt til hendes skikkelse, føltes den pludseligt meget tæt om hendes bryst, mens hun fulgte ham ganske tæt. Synet, der ventede hende, fik hende til at standse med en let måben. Så hævede hun blikket til sin forlovede.

"Måske er dette bare din måde at gøre op for, at du glemte min fødselsdag?" drillede hun, men vendte så blikket tilbage til den overdådige gaveregn. Udmærket. Muligvis vidste han så alligevel lidt om, hvad der var en prinsesse værdigt.

[Christian af Vårfos]

Der lå et underholdt smil på Christians læber, da han så hendes måbende udtryk i ansigtet. Det nød han ærlig talt.

Ved hendes ord, slap han hendes hånd. Den ene side af hans brystkasse var stadigvæk forbundet, og han måtte helst ikke bruge armen, det kunne overbelaste hans muskler for meget. Hans frie hånd gled ind under den jakke han havde på og trak en indbydelse frem. "Faktisk..." Han rakte den til hende. "Det her er invitationen til maskeballet." Den ville afsløre hans planer omkring hele maskeballet.

[Catalina af Vårfos]

Med tydelig nysgerrighed i hver milimeter af hendes ansigt, da han trak invitationen frem fra sin jakke og det var med barnlig iver, at hun tog imod den. Øjnene var store, som de skimmede teksten. En fødselsdagsfest for prinsessen. En varm følelse bredte sig i brystet. Inkluderet ønskeliste. Hvordan havde han fundet ud af så meget om hende?

"Det er.. Uventet." Catalina smilede op til ham. "Tak."

[Christian af Vårfos]

Christian så ned på hende, og lagde en arm omkring hendes liv. "Jeg har mine lyse sider," sagde han og førte hende længere ind i rummet. "Vil du pakke dem op nu, eller vente til imorgen? Min hushovmester har noteret, hvem der har sendt hvad." Blot i det tilfælde, at hun ville sende takkekort til alle giverne.

[Catalina af Vårfos]

Normalt var hans berøringer efterfulgt af en let kvalme, men denne gang var det næsten rart og Catalina fulgte med ham. "Det ville nok være bedst, hvis jeg gjorde det i morgen," besluttede hun sig og så op på ham igen med et lille smil. "Jeg ved ikke med Tortall, men i Galla er det ikke betragtet som synderligt høfligt at forsvinde fra sit eget bal i det, der nok ville ende med at blive timer, hvis jeg skulle åbne dem nu." En lavmælt latter forlod hende.

[Christian af Vårfos]

Christian nikkede. Det var nok det mest høfligeste. Men han havde efterhånden erfaret, at det ikke helt var noget, som Catalina gik så meget op i. "Du er trods alt Prinsesse," påpegede han. "Men vi venter til imorgen," det betød jo også at hun blev nødt til at komme forbi hans hus dagen efter. Ikke helt dårligt.

"Lad os gå ind og danse," foreslog han i stedet.

[Catalina af Vårfos]

Ved Christians ord rankede hun sig automatisk. Endelig. Endelig anerkendte han rent faktisk, at hun var prinsesse og fortjente medfølgende respekt. "Med glæde." Hun tog hans arm igen og fulgte ham ind i stuen.

Selvom Catalina frygtede lidt for hans helbred, vidste hun bedre end at påpege svaghed. Selv hvis han kun havde en smule gallansk blod i årerne. Derfor var hun også opmærksom på at støtte ham, når han behøvede det.

[Christian af Vårfos]

Christian fulgte Catalina ind i balsalen og ind på dansegulvet. Han lagde armen omkring hendes liv, og førte hende øvet rundt på dansegulvet. "Nyder du ballet?" Spurgte han, og fik bevæget dem rundt om et andet par, hvilket resulterede i, at de blev trykket tættere på hinanden. Det generede ikke ham.

[Catalina af Vårfos]

De mørke øjne så næsten fascineret op på ham. Selv med en skadet arm, bevægede han sig rutineret rundt på dansegulvet med hende. Førte hende, som var det en leg. Smilende nikkede hun. "Det er smukt." Hun huskede ikke at have set noget lige så smukt, siden hun var kommet til Tortall.

"Det minder mig lidt om.. Hjem."

[Christian af Vårfos]

Christian rettede sit blik ned på hende, efter først at have sikret sig, de ikke kom til at træde nogen over tæerne. "Det bliver dit hjem," bemærkede han. Hun ville blive en Vårfos inden længe, og så ville han skulle dele alt han ejede med hende. Blandt andet sit soveværelse. "Snart kan du selv få lov til at holde prægtige baller i denne sal."

[Catalina af Vårfos]

Det var stadig et emne, der gjorde hende underligt tilpas. Selvom hun havde været der flere måneder efterhånden, føltes Tortall stadig ikke som et hjem og det var ikke megen tid, hun havde tilbragt i Vårfoshuset, selvom hun da efterhånden var begyndt at kunne finde rundt i det.

Alligevel smilede hun stadig op til ham. "Det skal nok blive en fornøjelse," svarede hun. "Tak for det, du har gjort for mig. Det er virkelig en helt speciel aften."

[Christian af Vårfos]

Christian bøjede let i nakken, mens han så ned på hende. Der var trods alt en rimelig stor højdeforskel på dem. Han gav hendes ene hånd et klem. "Det håbede jeg, at du ville sige," sagde han blidt, og gengældte hendes smil.

På en eller anden måde føltes det overflødigt at tale mere. I stedet førte han hende endnu en gang rundt på dansegulvet, indtil musikken stoppede. Uden at slippe hende helt, klappede han med af orkestret. "Trænger du til luft?" Guderne skulle vide, at han gjorde. Frisk luft til at fjerne døsigheden der stadigvæk kom, når han brugte for meget energi på at bevæge sig.