Sur eller skuffet?

[Annabell af Lyslund]

Braden af Hamin

4. november

Det havde været et ubehageligt møde med Grev Alois af Jesla. Hele vejen hjem spekulerede Annabell på hvordan hun mon havde fået sig selv roddet id i alt dette her og nu skulle til også at være en kvinde. Hun ville jo bare være ridder ikke andet. I ren afmagt skreg hun op, der var heldigvis ingen i nærheden til at høre hende, men hun var nødt til at lukke lidt op for presset. Hun mærkede hvordan det sved i øjnene men hun gad bestemt ikke til at flæbe. Hun ville bare tilbage til sit værelse og have denne dumme kjole af og iklæde sig sit normale tøj og være sig selv.

Af ren vane gik hun ind gennem fløjen og først da hun drejede ned mod væbnernes gang så hun ham. Høj, rank og med armene over kors. Det var ikke lige Ridder Braden hun ønskede at løbe ind i nu, men hun kunne ikke komme uden om ham.
Hun tørrede hurtigt øjnene og påførte sig et hurtigt let naturligt smil. Da hun var hende ved ham bukkede hun "Goddag Ridder Braden."

[Braden af Hamin]

Braden vidste udemærket, hvor hans væbner tilnragte morgenen henne. Han havde trods alt selv sagt god for, at Alois kunne straffe hende. Han kunne dog ikke helt lade være med at køre lidt ekstra på pigebarnet - bare for hans egen fornøjelses skyld.
Derfor var han hen til væbnernes gang. Et sted han ellers ofte forsøgte at undgå. Han lænede sig op ad væggen og ventede på Annabell.

Da han endelig så sin væbner komme gående, lod han sit ansigt falde i tilpas hårde folder.
"Og hvor har du aå tilbragt morgenen henne? spurgte han køligt og hævede spørgende det ene øjenbryn.

[Annabell af Lyslund]

Hvad skulle hun gøre, Hun kunne ikke rigtig komme uden om hvad der var sket, slet ikke nu hvor hun stod i en kjole, det var meget atypisk for hende. Så fik han måske det hele at vide alligevel og så havde det været forgæves. Hun sank og gjorde sig klar til at tale. "Jeg har været hos Grev Alois af Jesla. Han vil lære mig at spille klaver og give mig en kjole." Hun kunne lige så godt sige det. Braden havde en tendens til at finde ud af tingene alligevel.

[Braden af Hamin]

Braden lod blikket vandre op og ned af Annabell uden på nogen måde at skjule det. Han havde forventet at hun ville lyve, men at hun fortalte sandheden gjorde bare det hele meget sjovere.
"Og så tager du hen til ham i en kjole, som du lige så vel kunne have hentet i Nedre By? Er du ude på at fornærme greven?" han talte i samme velbalabcerede tonefald som han hele tiden havde gjort, men der kunne ikle herske nogen tvivl om hans vrede. Han ville aldrig indrømme det, men på en måde nød han atter at have en væbner. Det gav ham et let måæ at rette sin vrede mod.

[Annabell af Lyslund]

Annabell kiggede ned ad sig selv. Hvad var der med hendes kjole? Bare fordi den ikke var så fin som så mange andre. "Det er den pæneste kjole jeg ejer. For nu. Greven har fået taget mine mål så jeg kan få en ny kjole." Det virkede så underligt at stå der og fortælle Ridder Braden om det. Hvad var det hele også for noget? hun forstod det stadig ikke.

[Braden af Hamin]

Braden så på Annabell med smalle øjne. Han gjorde intet for at skjule sin vrede.
" Det burde på ingen måde være grevens opgave at sørge for du har noget klædeligt og passende tøj" sagde han. Han vidste ikke hvad det lignede at hun ikke engang havde en ordentlig kjole hun kunne klæde sig i! "Måske har jeg været for blid overfor dig.. det må vi gøre om på. Gå ind på dit værelse" sagde han med en stemme som tydeligt viste, at det klogeste ville være at adlyde med det samme.

[Annabell af Lyslund]

Nu var den der igen. Hendes tøj var igen ikke hodt nok, men dette var jo en væbnerskolen, ikke en klosterskole. Det kunne irritere hende sådan. Kjoler fungerede bare ikke til hende. ”Jeg har kjoler” påpegede hun så og så ned af sig selv. Så grim en kjole var det altså heller ikke, bare fordi den hverken havde blonder eller perler.
Hun skulle til at sige noget mere, da hun blev beordret ind på sit værelse. Hun bukkede for ridderen og gik så straks afsted, åbnede døren og gik indenfor. Hun havde slet været opmærksom på at ridderen var fulgt efter.

[Braden af Hamin]

Da Annabell gik ind på værelset, fulgte Braden lige efter. Han var på ingen måde færdig med hende endnu. Han lukkede stille døren efter sig og betragtede sin væbner. Sandt at sige var hun ikke noget pragteksemplar på en kvinde, men hun var heller ikke direkte frastødende at se på. Hvis det altså ikke lige var for den kjole.
"Så kan du godt få den afskyelige sæk af" sagde han utålmodigt.

[Annabell af Lyslund]

Det gav et sæt i hende, da hun hørte Ridder Braden bag sig lukke døren. Hans næste ordre fik hende til at rynke let med brynene. Kjolen af? her? foran ham? hun havde selvfølgelig underkjole på så, det ville ikke være så slemt forsøgte hun at overbevise sig selv om.
Fingrene fandt frem til snørerne i kjolen og bandt dem op, for derefter at løsne dem. Måske skulle han bare have kjolen, overvejede hun for sig selv. Men hun turde ikke sige noget. Snart var kjolen løsnet og hun trække den over hovedet. Derefter lagde hun den pænt på sengen og så så afventende på ridderen igen.

[Braden af Hamin]

Braden ansigt blev mørkt og hans blik sultent da hun tog kjolen af. Han nød den magt han havde over hende. Desværre var den underkjole i vejen.. men noget skulle der selvfølgelig være til at pirre nysgerrigheden.
Han trådte helt hen til hende og lod sine fingre stryge hende blidt over kinden. Det var muligvis den mest blide berøring mellem dem nogensinde.
"Jeg har aldrig forstået ideen med kvindelige væbnere" han holdt hendes blik fest og lod en enkelt finger lege med hendes hår.
"Men måske er meningen, at i for alvor kan stå til rådighed for jeres ridderherre på en måde, som kun kvinder kan" stemmen var koldt og blikket stadig sultent.

[Annabell af Lyslund]

Annabell stivnede da hun mærkede hans hånd mod kinden, hvad ville han nu gøre? Det viste sig overraskende nok, at han aede hende på kinden. Det kom bag på hende. Hans ord forstod hun heller ikke helt. Kvindelige væbnere skulle blive riddere ligesom Løvinden var blevet det. Hun havde bevist at kvinder var lige så gode som mænd.
Alligevel kunne Annabell ikke lide, hvor dette førte hen. Hun stod anspændt og stirrede på ham. "Jeg står til rådighed, som enhver anden væbner, ville gøre det." forsikrede hun ham så.

[Braden af Hamin]

Braden fortsatte med at lege med hendes hår. Han kunne mærke at hun var anspændt. Det var det her spil han for alvor nød. Den kontrol han havde over hende i dette øjeblik, hvordan han kunne påvirke hendes følelser med små enkle ting.
Uden varsel knyttede han hånden sammen om hendes hår og rev hendes hoved en lille smule tilbage.
"Du ved godt hvad jeg mener. Jeg kan gøre som jeg lyster med dig. Selv hvis du valgte at fortælle nogen, ville ingen tro på dig. Din egen fader tiggede mig om at tage dig som væbner, fordi ingen ridder ville tage dig" sagde han med et køligt smil.

[Annabell af Lyslund]

Annabell trak vejret med tilbageholdt åndedrag. Braden var ubehagelig tæt på, men hvad kunne hun gøre? det var ham der var ridderherren og hun blot væbner. Der gik en grimasse over hendes ansigt, da han knyttede hånden fast om hendes hår og trak hovedet bagover.
Hun ville nikke for at give ham ret, men det var ikke til fordi han holdt hende i håret. "Jeg fortæller intet til nogen." sagde hun blot kort for hovedet. Hun forstod desuden ikke, hvad han mente med at hendes fader havde tigget for ham. hendes Fader var da ligeglad med hende? "Bare sig hvad De vil have mig til, så gør jeg det." Hun lukkede af for følelserne så godt hun kunne og lod ham bestemme, bare det var hurtigt overstået.

[Braden af Hamin]

Hvorfor skulle hun være så stærk? Hvorfor kunne hun ikke bare knække sammen under hans behandling? Braden ville aldrig nogensinde indrømme det, men han var en smule imponeret over sin væbner. Hun var stærkere end han havde troet. Men hvor langt kunne han mon presse hende?
Han lod sin frie hånd følge hendes krops få kurver, indtil han ikke kunne nå længere uden at bukke sig. Han krøllede underkjolens stof sammen i hånden, og løftede op i det indtil hendes bare ben blev åbenbaret for hans øjne.
"Det ville være så nemt blot at tage, hvad det er jeg vil have" sagde han med lav stemme. Han kiggede hende i øjnene et kort øjeblik, inden han atter lod underkjolen falde på plads, og nærmest skubbede hende fra sig.
"Men selv jeg har en vis standard, som jeg må leve op til." sagde han ligegyldigt. Skulle han være ærlig overfor sig selv, havde han gerne taget hende lige på stedet, men han havde en fornemmelse af, at Grev Alois af Jesla næppe ville blive tilfreds hvis han gjorde det.

[Annabell af Lyslund]

Annabell mærkede hvordan Braden trak op i hendes underkjole. Hendes hjerte begyndte at hamre hårdt i brystet på hende. Ikke på sammen måde, som når hun stod over for Greven eller for Brianna. Nej, hun var bange, frygtede hvad han nu ville gøre. Hun gjorde dog alt for ikke at vise, hvordan hun havde det. Bed sig hårdt i kinden for ikke at udtrykke sig. Smagen af blod spredte sig i munden, men hun var ligeglad, det kunne maks være et lille hul. Hun lukkede øjnene et øjeblik for at samle kræfter, dette her skulle bare overstås. "så tag det." lød det fra hende med lille stemme. Det var ikke fordi hun gerne ville, ikke på nogen måde. Det skulle bare slutte, så hun kunne være alene.
Men så slap han kjolen og sagde hun var under hans standard. Hvorfor så overhovedet have prøvet i første omgang? Hun forstod det ikke. En ond hovedpine kravlede langsomt ind over hende og lagde sig lige omkring hendes tindinger. Hun havde lyst til at skjule sig, så han ikke kunne se hende gennem underkjolens tynde stof.