Familiehygge

[Elisia af Bugtvig]

Taran af Bugtvig

Kroppen var nogenlunde kommet på højkant igen efter de hårde dages ridt og generelt hele turen til Carthak. Alligevel havde Gavin givet hende en dag mere, som hun havde alle intentioner om at bruge på at se sin familie og som altid var den sikreste måde at garantere det på at søge op til paladset.

Med et let smil om læberne alene ved at være tilbage i de vante omgivelser, så Elisia sig rundt, da hun nåede træningspladsen og hun behøvede ikke at vente længe, før en rød hårpragt fangede hendes opmærksomhed.

"Taran!" udbrød hun fornøjet og vinkede til den yngste bror.

[Taran af Bugtvig]

"Elisia!!" Råbte Taran glad, vinkede og løb så over mod sin søster. Han glemte fuldstændigt alt om den træning han havde været igang med, han havde kun sin søster for øje. Hun var endelig hjemme igen. Han havde ventet så længe på at se hende.

Da han kom over til hende, var han en smule forpustet. "Elisia, Endelig er du hjemme. Har det været en god tur?" Han var meget ivrig efter at høre hvad hun havde oplevet og kunne slet ikke lade være med at smile.

[Elisia af Bugtvig]

En ufrivillig latter spruttede over hendes læber, da Taran fuldkommen glemte alt om den stakkels page, han havde været i gang med at kæmpe mod og i stedet stormede over mod hende. Beklagende vinkede hun til den ranglede dreng, han havde efterladt.

"Hej rolling," grinede hun og trak ham ind til et hurtigt kram. "Det har været en helt fantastisk tur. Jeg har aldrig oplevet noget lignende." Hun smilede over hele fjæset.

[Taran af Bugtvig]

Taran kiggede undskyldende tilbage på den nu forladte træningsmakker, så kiggede han hurtigt på Elisia igen. Han var slet ikke til at stoppe. "Fortæl fortæl" lød det ivrigt fra ham.
Han havde også selv ting at fortælle, men det måtte vente, han ville høre alt om hendes tur først. "Hvad skete der? Var du i kamp? Blev du såret? fortæl nu!"

[Elisia af Bugtvig]

Elisia grinede fornøjet. Selvom han som barn havde været en pestilens fra tid til anden, var han stadig hendes bror og hun havde savnet ham i det varme, fremmede land. "Der var sindssygt varmt. Hver dag var min hud næsten rød og øm." Hun grinede lidt ved tanken.

Så fortalte hun. Hun fortalte om rejsen og missionerne. "Vi blev såret ret slemt, da Gil og jeg var ude at gå en aften," fortsatte hun historien og rystede lidt på hovedet. Det var ikke det mest behagelige minde. "Jeg fik et hårdt slag til hovedet og Baronen af Legan var så rasende, at han slog mig."

[Taran af Bugtvig]

Taran så til med store øjne mens søsteren fortalte. Han kløede sig dog lidt i hovede, så det røde hår pjuskede endnu mere, da hun fortalte om Hende og Gil. "Dig og Gil? Alene? en aften?
I har vel da ikke gang i noget?" Spurgte han så men nåede at glemme alt om det da hun fortalte videre. Nu rynkede brynene sig dybt sammen. "Hvem slog dig? Baronen af Legan skal da holde sine fingre fra dig!" Det sidste kom han til at råbe. Nok var manden Baron men han skulle da ikke gå og slå på andre og da slet ikke Tarans søster!

[Elisia af Bugtvig]

Denne gang var det en blanding af et fnys og et lattergrynt, der blev hendes umiddelbare svar. Hende og Gil? "Langt fra! Gil og jeg er bare venner. Desuden er han forlovet, jo, ikke smarte?" Hun grinede igen ved tanken.

Overrasket hævede hun hånden for at tysse på ham. "Taran!" skændte hun med en alvorsfuldt stemme, der et øjeblik mindede hende om deres far. Hun rystede det hurtigt af sig. "Sådan kan man ikke tale om en baron. Og han var blot bekymret for Gil."

[Taran af Bugtvig]

Taran var stadig ovenud lykkelig over at se sin søster igen og gearede lidt højt. "Det er jo det jeg mener Elisia. Hans forlovelse, men det er god i bare er venner." afsluttede han smilende. Det var godt hun havde gode venner. Det var en vigtig del af livet.
Han blev om muligt lige så rød i hovedet, som hans hår var det, da hun skændte på ham. Nej det var bestemt ikke iorden at tale grimt om en Baron, det vidste han også godt. "Det er altså ikke grund nok for at slå på dig." sagde han så med lille stemme.

[Elisia af Bugtvig]

Heldigvis lod Taran til at have set fejlen i sit udbrud, men det var også svært at klandre ham. Var det ikke fordi hun en dag ville være arving, ville hun nok have haft samme tendens til vildhed. Det havde hun vel egentlig også.

"Baronen gjorde, som Baronen så nødvendigt," forklarede hun roligt. "Han er uddannet ridder og viste mig konsekvenserne af tåbelige beslutninger. Det er et privilegie at lære under dem,
forstår du?" Elisia var ikke sur, men der var ingen tvivl om, at det var vigtigt for hende, at han forstod sagens alvor.

[Taran af Bugtvig]

Taran fik røde ører, da hun talte om tåbelige beslutninger, dem havde han haft flere af selv mens hun havde været væk. ”Ja det forstår jeg. Ligesom far er efter os når vi ellers gør dumme ting” konkluderede han så. Han rynkede dog brynene lidt. Der var stadig en ting han ikke forstod. ”Men burde det ikke være Ridder Gavin der stod for den slags?” det ville da give mere mening i hans hoved.

[Elisia af Bugtvig]

"Lige som far gør det, ja," svarede hun med let røde ører. For det var jo præcis den slags ting, deres far havde lært hende. Elisia havde bare ikke været tolv, da hun lærte det. Snarere fire eller fem.

Hun trak på skuldrene. "Jo, men alle riddere er uddannede. Enhver ridder har ret til at beordre mig noget eller lære mig noget, så længe det ikke strider mod det, Gavin har sagt."

[Taran af Bugtvig]

Han smilede lidt for sig selv. Nok var deres fader hård, men han var kærlig også, andet kunne han ikke sige. Da Elisia fortalte mere omkring sine pligter nikkede Taran, som vis på nu at have forstået. Det var godt at have en søster, som var væbner, så kunne han lære det hele inden han selv nåede dertil. "Det vil jeg huske." Lød bestemt fra ham med et lille nik.

"Æhm.. Elisia..." Han kunne lige så godt sige det til hende også. Måske hun kunne være til mere hjælp end deres far havde været det. "Jeg er muligvis lidt kommet i problemer, mens du har været væk." Han skrabede lidt i jorden med skosnuden og så ikke op.

[Elisia af Bugtvig]

Elisia blødte op i et smil til lillebroren, da han lod til at acceptere tingenes realitet. "Godt," konstaterede hun tilfreds og trak fingrene igennem håret, mens hun kastede et blik rundt. Hun havde virkelig savnet at være hjemme.

Tarans ord bekræftede det blot og hun smilede i morskab for sig selv. Taran i problemer igen. Så var alt som det plejede. "Hvad er det denne gang?"

[Taran af Bugtvig]

Taran tvang sig selv til at kigge på sin søster mens han svarede. Han kløede sig drenget i nakken "Jeg ville bare vise jeg var lige så sej som dig, og Far." startede han ud og vidste godt hvor dum det havde været. "Jeg trænede med Væbner Teodorie, som kaldte mig en prinsesse og sagde jeg ville ende som Skrivebordsridder, så jeg besluttede at jeg ville vise hvad jeg duede til. Jeg gik ned mod Nedre by for at bekæmpe indskab dernede." Han var dog alligevel ikke nået helt så langt. Det var måske også meget godt. "Jeg så en skummel mand liste rundt og råbte ham an. Det gik ikke godt...." Det var tydeligt at han var meget flov over det han fortalte. "Han truede mig med at gøre skade på min arm." Sluttede han af.

[Elisia af Bugtvig]

Historien viste bare deres families stædighed som intet andet Taran nogensinde havde foretaget sig og Elisia var egentlig ganske rolig. Lige indtil han nævnte Nedre By. "Nedre By?" udbrød hun overrasket og stemmen gik to oktaver op.

"Taran, hvad ved Mithros lavede du i Nedre By? Har du nogen anelse om, hvor uansvarligt det er af dig at begive dig derned?" Hendes eget hykleri prikkede lidt i baghovedet, men hun ignorerede den hårdnakket. "Har du nogen anelse om, hvor farligt, der er dernede?"