Svaret af Zoia af Meagmarsk on Nov 14, 2017 9:49:15 GMT
SOLO-POST
Et sted på Kobberøerne, 12. oktober 528 M. T.
Laurin havde fået en helt anderledes tilværelse, end da hun først var kommet til øen. Kobberøerne. Hun vidste, at hun havde hørt om stedet en gang. Men hun var samtidig også ret sikker på, at det var første gang hun var på øen.
Hendes lærermester Raharjo og en helbreder havde hurtigt fundet ud af, at hun måtte lide af hukommelsestab. Han havde stillet spørgsmål til hendes træning, men hvorfra hun havde lært de forskellige besværgelser kunne hun ikke svare på. Hun vidste bare, at hun havde lært dem, og hvordan. De kom derfor frem til, at hukommelsestab var den eneste forklaring.
Den unge magiker sad på en stol hos sin lærermester, mens han forberedte en mikstur til hende. Den skulle hjælpe på hendes tilbagevendende hovedpine, når hun forsøgte at huske. "Så, nu er den der," sagde Raharjo og rakte et glas med en ubestemmelig væske i hen til Laurin. Hun så ned i glasset og lavede en grimasse ved lugten. "Bare drik det." Hun lukkede øjnene, og drak så det hele i en mundfuld. Det smagte forfærdeligt og hun hostede bagefter i hvad der nærmest syntes som en hel time.
"Jeg tror, at du bliver søvnig nu, Laurin. Læg dig hen i sengen," befalede han, og med sløve ben gik Laurin hen til sengen. Hun fik lige med nød og næppe lagt sig mellem dynerne og pudderne. I det fjerne kunne hun høre, at Raharjo kom hen til hende, og at han trak en stol med. "Bare slap af Laurin," lød hans fjerne stemme og hun mumlede noget uforståeligt, mens hendes øjenlåg blev tungere og tungere.
"Zoia! Zoia!" Hun spærrede øjnene op. Hvor var hun henne? Og hvem var denne Zoia? Hun så sig omkring. Hun havde aldrig set det værelse før. "Zoia, du kan da ikke bare sidde og sove nu," lød en drengestemme. Hun så på ansigtet foran sig. Huden var næsten hvid og håret mørkt. Gilbert. Det var Gil. Hun snak en klump i halsen. "J-jeg kommer nu..." Sagde hun, uden at vide, hvor de skulle hen. Eller hvorfor hun ikke måtte sove.
En let rusken i hendes krop trak hende ud af den dejlige drøm, som hun havde været i gang med. Hun glippede let med øjnene, og så ind i Raharjos ansigt, der stod bøjet over hende med et bekymret udtryk i ansigtet. "Velkommen til, Zoia." Langsomt nikkede hun. Zoia. Ikke Laurin. Men Zoia.