Anonymitet [R]

[Alois af Jesla]

Kornelia af Ahlenfelt
30. oktober 528 M. T.

Det mindede ærlig talt mest om et alt for pompøst maskebal, hvis man spurgte Alois. Han havde så mange rettelser til det, at han absolut ikke kunne more sig. Det hele var så frygtelig kedeligt. Selskabet, menneskerne, tjenestefolkene. Han var kun kommet af ren høflighed. Og fordi han var den eneste i Corus fra sin slægt, som kunne repræsentere Jesla ved så vigtig en begivenhed. En fødselsdagsfedt for en eller anden ligegyldig og tydeligvis buttet pirnsesse fra Galla.

Den mørkhårede Greve gik fra samtale til samtale, dog hele tiden med et udtryk i ansigtet der tydeligt talte sit sprog om den kedsomhed, der fyldte hele hans ugidelige sjæl. Men masken skjulte hans ellers så nydelige og smukke træk, mens han ledte efter en lille ædelsten blandt de komtesser og gifte kvinder, som lod til at trænge til lidt opdragelse.

Et nyt projekt kunne meget vel være dagens mission. Men hvor skulle han dog starte henne? De trængte næsten alle til opdragelse.

[Kornelia af Ahlenfelt]

Hvordan i alverden Kornelia var blevet overtalt til at tage med til en så overgjort begivenhed, havde hun ingen anelse om, som hun bevægede sig mellem det ene usmagelige pragteksemplar på den tortallanske adel efter det andet. I det mindste var der massere af drikkevarer. Ikke at det var forskelligt fra paladset.

Med den frie hånd rettede hun lidt på maskens blonder, der kildede hendes næseryg, før hun stod stille, søgte Gisela med blikket. Kusinen lod dog ikke til at være inden for synsvidde. Kaos også. Hun tog en tår af sin vin og lod blikket vandre, denne gang uden at søge noget specifikt.

[Alois af Jesla]

Iklædt mørkeblåt med guld broderet på ærmerne og en maske der matchede hans kofte, bevægede Alois sig rundt blandt gæsterne. De fleste lod til at være optaget af samtaler, hvis de da ikke var gået udenfor, eller befandt sig på dansegulvet. Han havde næsten afsøgt samtlige kroge i den store sal, da han stillede sig ved siden af en lyshåret kvinde. Stort set hans dirametrale modsætning. "De har ikke en kavaler med Dem, Komtesse?" Spurgte han og lod sit blik fæstne sig på et dansende par.

[Kornelia af Ahlenfelt]

Kornelia havde ellers lige affundet sig med sit lod i livet, da en mand stillede sig ved hendes side. Med tydelig kedsomhed i blikket vendte hun blikket mod ham, udelukkende for at se ham præcis i øjenhøjde. Ikke verdens højeste mand. Hun studerede ham med blikket, før hun igen vendte blikket fra ham.

"Min interesse er endnu ikke blevet vakt," konstaterede hun uden at fortrække en mine, mens de gråblå øjne fulgte de dansende par.

[Alois af Jesla]

Alois var ikke en af de højeste blandt de tilstedeværende. Men han lod sig sjældent mærke med det. Han havde midler til at hævde sig langt over de fleste.

"Jeg bebdrejder Dem ikke," lød hans stemme, i et venligt tonefald. "De fleste mænd i Tortall har allerede en hustru eller en kvinde ved sin side." Han havde selv adskillige. Bare ingen han kaldte for hustru. "Og det er svært at blive imponeret over ølmaver."

[Kornelia af Ahlenfelt]

Det venlige tonefald fik det til at sitre svagt over hendes ene øjenbryn, men hun formåede at holde det på plads. Minen forblev derfor neutral. "De fleste, der ville være tiden værd i hvert fald." Hun smilede for sig selv og vendte så blikket mod ham.

"Hvor er Deres hustru eller kvinde?" Hovedet blev tippet kækt en anelse til siden.

[Alois af Jesla]

Alois nikkede. Selv han fandt ikke særlig mange mænd i Tortall tiltrækkende. Hans gode ven og broder Iago var måske en undtagelse. Men de lignede også hinanden frygtelig meget, at de fleste netop havde troet, at de var brødre.

"Jeg har hverken en hustru eller en kvinde," svarede han roligt, skønt det var en halv løgn. Men det behøvede han jo ikke fortælle en ligegyldig komtesse. "Det er dog på tidspunkter som dette, at det ville have været på sin plads at vise hende frem."

[Kornelia af Ahlenfelt]

Svaret fik hende til at vende sig halvt om mod ham og med langsomme, nøje afmålte skridt trådte hun tættere på ham, stoppede lidt under en halv meter fra ham. Som en del af riddertræningen, var hun blevet vænnet af med den forskrækkelse ved nærhed, de fleste komtesser havde.

"Og hvad er så Deres brist?" spurgte hun, mere udfordrende end nysgerrigt, selvom det selvfølgelig også spillede en rolle.

[Alois af Jesla]

Alois var langt fra bange for nærhed. Tværtimod elskede han den. Især når den foregik uden tøj på og under et ganske tyndt lagen med ham øverst. Men det sagde han ikke. I stedet drejede han hovedet og så først nu direkte på hende. Uden tøven mødte han hendes blik.

"Min brist? Jeg er åbenbart svær at imponere." Han trak på skuldrene. "Perfektionisme er min største svaghed."

[Kornelia af Ahlenfelt]

Svaret var tilfredsstillende og Kornelia nikkede ganske langsomt i en let bevægelse, der ikke brød øjenkontakt. Hun var ikke en sky, lille komtesse, selvom det var det, hun burde spille. Men skjult af masken følte hun sig mere sig selv, end hun havde følt længe.

"Men ikke unormalt blandt lensherrer eller arvinger - De skulle ikke tilfældigvis passe ind i en af de kategorier? spurgte hun med antydningen at et smil spillende i den ene mundvige.

[Alois af Jesla]

Det trak synligt i Alois' mundvige, til noget der måske mindede om et rigtigt smil. Noget han sjældent tillod sig selv.

"Ville det ikke være at gå imod reglerne omkring et maskebal, hvis jeg fortalte Dem det, Komtesse?" Spurgte han drillende. Det var trods alt først når klokken slog tolv, at maskerne ville falde. Der var længe indtil da. Og længe inden ville han være forsvundet.

[Kornelia af Ahlenfelt]

Denne gang lod hun rent faktisk smilet blive på læberne efter hans svar. Så trak hun ganske let på skuldrene. "Jeg beder ikke om Deres identitet. Det var blot et spørgsmål. Tortall er jo fyldt med lensherrer og arvinger." Det ville ikke direkte lade hende vide, hvem han var. Det ville hun nok heller ikke, hvis hun fandt ud af en reel titel. Den tortallanske adel var stadig et rod for hende.

"Men hvis De altid følger reglerne.." Hun vendte sig igen fra ham og så ud mod de dansende par.

[Alois af Jesla]

Alois trak på skuldrene. "Det ødelægger charmen," bemærkede han, skønt der ikke var meget charme ved denne fest.

"Og hvis jeg altid følger reglerne, så burde jeg have inviteret Dem til at danse," svarede han, og lod selv sit blik glide ud på de dansende par, hvor skørterne hvirvlede upassende rundt om kvindernes alt for synlige ankler. Var det virkelig på mode nu om dage? "Men noget fortæller mig, at De langt hellere foretrækker en gå tur i haven?"

[Kornelia af Ahlenfelt]

Gennem masken kastede Kornelia et blik ud til siden på fremmede mand. "Normalt er dansen en undskyldning, så man kan benytte varmen som undskyldning til at gå ud i den friske luft," kommenterede hun. Et lille smilehul viste sig ved den ene mundvige.

"Men jeg har heller aldrig været meget for at spilde tiden." Hun vendte sig mod ham igen og ventede på den arm, hun skulle tage.

[Alois af Jesla]

Alois var observant til trods for, at han ikke så direkte på komtessen ved hans side. Han så derfor godt det lille smilehul ved hendes mundvige. Et ganske tiltrækkende træk.

"Det troede jeg ikke et eneste øjeblik," bemærkede han, drejede rundt og rakte armen ud. Da hun havde lagt sin hånd på den, førte han hende ud gennem de store glasdøre. Det var køligt udenfor, ganske som det burde være i oktober måned. "Deres kjole er ganske fortryllende."