Et sug i maven

[Catalina af Vårfos]

Christian af Vårfos
DEN 22. OKTOBER

"Hvad nu?" Catalina havde været irritabel siden sin fødselsdag dagen forinden, hvor Hertugen havde forhindret endnu et flugtforsøg. Hvorfor kunne han ikke bare opføre sig lige så ligeglad som han tydeligvis var?

Hun hævede blikket til tjeneren og det forvirrede blik i Prinsessens mørke øjne fik ham til at gentage. Hertugen var kommet til skade... Inden hun vidste af det, var hun på benene og havde svunget vinterpelsen om skuldrene.

Inden længe var hun ved Vårfos hjem og uden at værdige tyendet et blik marcherede hun gennem huset, Garsea følgende hver af hendes skridt som normalt. Først ved Hertugens gemakker stoppede hun, ventede på en tjener åbnede døren for hende.

Pludselig følte hun sig selvbevidst, rømmede sig og skiftede vægten fra den ene fod til den anden. "Deres Højhed?" kaldte hun forsigtigt.

[Christian af Vårfos]

Christian var næsten kun lige blevet bragt fra infirmeriet og op på sit eget soveværelset, da en eller anden bankede på døren. Han flyttede lidt på sig, og det fik hans ansigt til at lave en grimasse over smerten i næsten hele hans venstre side.

"Mmh?" Mumlede han, ikke helt sikker på, om det var en drøm eller i virkeligheden, at nogen spurgte til ham. "Hvem er det?" Lød det hæst, mens han forsigtigt gned sine øjne med højre hånd, noget der var helt uvant for ham, nu hvor han var venstrehåndet.

[Catalina af Vårfos]

Catalina flyttede igen vægten fra fod til fod og fik et moret fnys bag sig fra Garsea. Et koldt blik fik morskaben fra hans fjæs. Så vendte hun igen blikket mod Hertugen, der lå i sin seng. Han så så.. Lille ud.

Hun rømmede sig. "Lina.. Jeg mener.. Umm.. Prinsesse Catalina." Hendes ører føltes varme. "Jeg hørte, hvad der er sket."

[Christian af Vårfos]

Christian forsøgte at brumme, men hans hals var alt for tør til det. Igen forsøgte han at bevæge sig, men noget ved hans bryst gjorde frygtelig ondt. "Hmm?" Han havde ikke hørt hvem det var. Men det var ikke en drøm, tydeligvis. "Kom ind," endte han med at sige, stadigvæk lidt usikker på, hvem han lukkede ind i sit soveværelse.

Med små grynt og lave smerteudbrud kæmpede han sig op og sidde, med alt for få puder i ryggen til at støtte hans overkrop.

[Catalina af Vårfos]

Igen en fjern brummen. Catalina tøvede stadig, ikke sikker på om hun burde bevæge sig dybere i lokalet. Heldigvis besvarede han den undren kort efter og hun tøvede kun et kort øjeblik, for hun så satte i bevægelse. Hendes ben føltes utilregnelige.

Tør i halsen stoppede hun op et par meter fra hans seng. "Jeg..." Hun tav og fugtede sine læber med en alt for tør tunge. "Er De... Er ting... Vel?"

[Christian af Vårfos]

Igen gned Christian sine øjne med højre hånd og slog dem endelig kun op. Kun for at erfare, at han havde svært ved at fokusere på den kvindelige skikkelse foran sig. Han kneb øjnene sammen. Det måtte være på grund af det smertestillende han havde fået. Både magisk og ikke magisk.

"Vel? Hvorfor skulle jeg ikke..." Han gav sig lidt og skar en grimasse. "Nej," endte han så med at indse. Nu kunne han da trods alt høre hvem det var. Mente han. "Lina?" Hviskede han hæst.

[Catalina af Vårfos]

Det lod ikke til, at Hertugen var ved sine fulde fem og det gjorde Catalina urolig. Normalt havde han altid kontrollen over situationen og selvom han irriterede hende halvt til døde, var det en forsikring om, at han kunne passe på hende.

"Ja," kvækkede hun og trådte et skridt tættere på. "Må jeg?" Hun rakte en hånd ud mod ham.

[Christian af Vårfos]

"Ja," svarede Christian hæst, uden at ane, hvad hun spurgte ind til. Men det blev afklaret, da skikkelsen kom tættere på. Han kneb igen øjnene sammen, men det gjorde ingen forskel. Hun var stadigvæk en sløret klat. Omend en mørkhåret sløret klat. Lidt anderledes end den helbreder der havde bundet hans slynge, som hans venstre arm lå i nu. "Det lader til, at Kæmpeederkopper har fundet vej til den Kongelige Skov igen."

[Catalina af Vårfos]

"De har været væk?" konkluderede hun spørgende og hævede blikket over hans brystkasse, tøvede lidt. Det var ikke meget, Catalina havde øvet helbredelsesmagi, men lidt havde hun da lært.

En gylden farve lagde som om hendes hænder, før hun tøvende lagde en fingerspids mod hans brystkasse. Den gyldne farve gled over i ham, som hun gav ham lidt af sin energi. Så forsvandt farven igen fra hendes fingre.

[Christian af Vårfos]

Christian nikkede, og selv det gjorde ondt, så han måtte skære en grimasse. "Juvelen..." Svarede han, og var ike i tvivl om, at hun vidste hvad han talte om.

Da hun begyndte at bruge sin energi på ham, løftede han sin højre hånd og lagde den rundt om hendes inden hun kunne nå at trække den tilbage. Hans hånd antog en chokoladebrun farve, næsten magen til hendes egn hårfarve, og han lod lidt af sin egen energi gå ind i hende. "Du skal ikke spilde din energi på en mand som mig," mumlede han fraværende.

[Catalina af Vårfos]

Det gav et lille gib i hende, da Christians fingre lagde sig om hendes håndled og før hun kunne nå at gøre fra eller til, var energien mellem dem udlignet. Hans ord fik hende til at ryste mildt på hovedet. "Jeg er ung og har massere energi," hun fnes lavt.

"Desuden er du jo.. Ja, min.." Catalina havde ikke lyst til at sige det. "Min forlovede."

[Christian af Vårfos]

Christian brummede lidt, da han hørte den lave fnisen. "Lav den lyd noget oftere," mumlede han og lukkede øjnene i et kort øjeblik. "Unge komtesser har altid for meget energi," kommenterede han, og åbnede så øjnene igen.

Han havde fået bedre styr på sit syn nu. Men han var også ret sikker på, at midlet han havde fået at drikke var på vej ud af hans system. "Forlovede for nu."

[Catalina af Vårfos]

En rødmen farvede hendes kinder mørke, da han kommenterede på hendes fnis. Det gjorde hende ubehageligt selvbevidst.

Brynene rynkede ved hans ord. "For nu?" Havde han planer om at bryde forlovelsen? Lina vidste ikke, om hun skulle føle sig skuffet eller lettet over det. Men det var nok bedst ikke at få sit håb - eller frygt? - op endnu.

[Christian af Vårfos]

Det var lige med nød og næppe, at Christian kunne fornemme den røde farve på Catalinas kinder. Men han kommenterede dem ikke.

I stedet trak han på skuldrene, hvilket fik ham til at komme med et lavt udbrud og et ord, som ingen Prinsesse skulle høre forlade en munden. "Undskyld," mumlede han. "Din forlovede for nu. Vi skal jo trods alt giftes. Og bagefter vil jeg ikke kun være din forlovede," konstaterede han. "Jeg vil være din husbond, din beskytter. Manden der skal sørge for, at du intet mangler."

[Catalina af Vårfos]

Udbruddet fik mere farve i hendes kinder og før hun kunne nå at stoppe det, grinede hun lavmælt. "Det skal du ikke tænke på. Min far er kommet med langt værre udbrud på dårlige dage," forklarede hun. "Det er en gallansk ting."

Catalina nikkede og uroen forsvandt fra maven. "Selvfølgelig."