Vi er vel.. Venner?

[Niklaus af Legan]

Adrian af Dunlath

Det var ved at være noget tid siden, Niklaus og Gilbert var kommet tilbage til Corus, men ridderen havde ikke så meget som et øjeblik overvejet at mødes med Adrian. Lige indtil det slog ham. Manden havde immervæk været en af... hans nære.

Derfor havde Niklaus sendt en invitation af sted. Han havde ikke lyst til at besøge Dunlaths hjem. Det ville uden tvivl være fyldt med børn og kvinder og alle mulige ting, han ikke var interesseret i at bruge sit begrænsede overskud til.

Med et dybt suk rejste han sig fra stolen, da en tjener informerede ham om, at Nådigherren var ankommet. Så var det nu. "Vis ham ind."

[Adrian af Dunlath]

Han var ikke helt sikker på, hvad han skulle stille op med invitationen fra Niklaus. Deres forhold var i forvejen ofte noget akavet, og det kunne umuligt blive bedre nu, hvor Alexander var væk. Men Adrian accepterede i sidste ende invitationen alligevel. Netop fordi Alexander var forsvundet, og han var bekymret for, hvordan Niklaus tog det.
Da han blev vist ind til Niklaus, kunne han dog lettet konstatere, at manden ikke lod til at være helt fortabt. Han lignede stort set sig selv og var ikke ved at drukne sig selv fuldstændig i sprut. ”Goddag,” hilste han i første omgang uden helt at vide, hvor han skulle starte. Det mest åbenlyse emne var jo et meget ømtåleligt et.

[Niklaus af Legan]

Niklaus så op, da Adrian blev vist ind i rummet og med et smalt smil om læberne rejste han sig. "Adrian," gengældte han mandens hilsen og vinkede mod lænestolen på den anden side af bordet. "Kan jeg byde på noget?"

Synet af manden havde fået det til at stikke ubehageligt i brystet. Nu han tænkte over det, kunne han heller ikke huske, hvornår han sidst havde sovet ordentligt. Måske det bare var udmattelse.

"Jeg tænkte, det var på sin plads at invitere dig. Med hensyn til projektet, selvfølgelig. Han rømmede sig.

[Adrian af Dunlath]

”Jeg kunne godt drikke noget vin eller whisky,” nikkede han til tilbuddet om sprut og satte sig ned i lænestolen. Han var næsten lettet over, at Niklaus slet ikke nævnte Alexander, men var samtidig også bekymret. At lade være med at tale om det, virkede ikke som en god løsning, men han havde altid været tilhænger af at springe over, hvor gærdet var lavest ... ”Tja, det går fremad. Jeg kan holde liv i billederne i længere tid, men vi har ikke været i stand til at lade andre magikere bruge dem. Så man er vist bundet til selv at overvåge dem.” Han sukkede opgivende ved tanken. ”Til gengæld virker de også over lange distancer. Jeg har været i stand til at følge Legans kystlinje her fra Corus.”

[Niklaus af Legan]

Niklaus nikkede beslutsomt og tog plads igen, før han fandt et ekstra glas frem og fyldte det med væske fra karaflen, der allerede stod fremme. Det var det eneste, der fik ham igennem de enorme mængder papirarbejde, der fulgte med at være hjemme igen.

"Har du kunne følge vores søgen efter Hertug Meagmarsks barnebarn?" spurgte han alvorsfuldt, lettet over at have det emne at kunne klamre sig til.

[Adrian af Dunlath]

Han skar en grimasse. ”Kun fra kystlinjen. Jeg har set nogle af skibene sejle ud, men jeg er bange for, at jeg ikke kan være særlig behjælpelig med at lede efter hende – medmindre hun pludselig vandre omkring på Legans strand.” Det ville ellers være nyttigt, hvis han kunne have hjulpet på en eller anden måde. Der var trods alt tale om kronprinsens forlovede. ”Er der noget nyt om hende?”

[Niklaus af Legan]

Niklaus sukkede og nikkede så. Det var der jo ikke noget at gøre ved. "Det er nok ikke sandsynligt." Men det var da godt, at de havde muligheden for i hvert fald at overvåge kystlinjen, skulle hun blive fundet.

"Ikke endnu og jeg frygter lidt tilstanden i hvilken, hun bliver fundet." Hvis hun da nogensinde ville blive det. "Havet.. Sluger mange." Det vidste han bedre end så mange andre.

[Adrian af Dunlath]

Og uden videre bevægede emnet sig i en farlig retning, så han ledte straks efter en måde at vende det væk igen. Bare lige indtil han vidste, hvad han burde stille op. ”Jeg går ud fra, at din væbner tager det hårdt?” spurgte han. Det var jo knægtens lillesøster, der var forsvundet. Det måtte uundgåeligt skabe nogle problemer. Man kunne selvfølgelig håbe, at væbneren og Niklaus kunne støtte hinanden, men Adrian tvivlede på det. Det kunne ligne Niklaus at forsøge at kvæle alle sine følelser og ignorere problemet.

[Niklaus af Legan]

"Det gør han, ja," svarede han med et lille nik. "Men kan man bebrejde ham det?" Han ville heller ikke være rolig, hvis en af hans søstre var forsvundet - selv hvis det var Leonora. De var stadig familie.

Glasset blev løftet til en skål og han tog en tår, før han stillede det fra sig igen. "Vi træner og fokuserer på de ting, han kan gøre noget ved."

[Adrian af Dunlath]

”Selvfølgelig ikke,” medgav han. Han ville også være ved at gå ud af sit gode skind, hvis nogen i hans egen familie var forsvundet. ”Det lyder som en fornuftig tilgang.” Det var bedst at fokusere på, hvad man faktisk kunne gøre, frem for at tænke på alle de umulige ting, som man burde forsøge. Men det ledte endnu en gang tilbage til et uundgåeligt emne, og han kunne vel ikke blive ved med at udskyde det. ”... Og dig? Hvordan har du det?” Ikke at han forventede noget egentligt svar. ”Vi kan ikke blive ved med at forsøge ikke at tale om ham ...”

[Niklaus af Legan]

Det var nok første gang, han mindedes, han og Adrian begge to havde opført sig ordentligt så længe. Tanken morede ham og det sitrede let i den ene mundvige, mens han igen løftede glasset og drak.

Det var den helt rigtige beslutning, da Adrian et kort øjeblik efter besluttede sig at rive hans hjerte ud med det nye emne. En trækning løb over hans ansigt, før han igen genvandt kontrollen. "Jeg taler ikke om..." Han nikkede kortfattet. "Det."

[Adrian af Dunlath]

Ja, det svar var let at forudsige. Han havde vist gættet rigtigt, angående Niklaus’ håndtering af Alexanders forsvinden. ”Niklaus ...” startede han og forsøgte at holde en blid stemmeføring, så han ikke kom til at lyde provokerende eller fornærmende. Han vidste dog ikke helt, hvad han burde sige. Han ville selv være utrøstelig, hvis det var Julia, der var forsvundet. ”Du får det ikke bedre af at kvæle det ...”

[Niklaus af Legan]

Tonefaldet alene fik det kun til at stikke kraftigere i brystet og han rystede beslutsomt på hovedet. "Jeg kvæler det ikke, Adrian, men hvad skal jeg.." Hans stemme tog et lille knæk og han rømmede sig. "Hvad skal jeg stille op? Hvad ville du stille op, hvis det var Julietta?" De grå øjne så afventende på Adrian, som var der en lille del af ham, der ikke prøvede at gøre sin pointe klar, men rent faktisk forventede et svar.

[Adrian af Dunlath]

Ja, hvad ville han lige gøre i Niklaus’ sted? Adrian sukkede, men sendte så Niklaus et lille, skævt smil. ”Jeg er ikke så stiv og stoisk som dig, så jeg ville nok gå i opløsning,” indrømmede han. Han ville så også stå helt alene tilbage med to børn. Han ville fuldstændig drukne i håbløsheden og miste evnen til at gøre noget som helst. ”Og det er næppe en god idé for en baron, trods alt. Men hvis du går og hober det op, ender det med at æde dig op indefra ... Så hvis du får brug for at snakke med nogen ...” Han gjorde en gestus med hånden. Han var jo en af de få, der kendte til Niklaus’ forhold med Alexander, så han ville gerne forsøge at være der for baronen. Så godt han nu kunne.

[Niklaus af Legan]

På trods af det hårde emne, lykkedes det ham at trække antydningen af et smil frem. Stiv og stoisk. Sådan havde han ikke altid været - havde han det? Det havde selvfølgelig også været tillokkende at drukne i håbløsheden, men han havde været i Carthak med Gil der. Muligheden var der bare ikke.

"Tak, det er.." Værdsat var ikke det rigtige ord. "Men hvad skal jeg sige? Jeg mødte mit livs kærlighed, det var rodet og fantastisk og nu er det slut." Og så var den ikke længere.