At se virkeligheden i øjnene

[Silas af Hamin]

Roanna af Gyldensø

Det var svært at træne med en brækket arm, så Silas forsøgte at bruge tiden på andet istedet. Nok fik han trænet den anden arm og holdt sig i form, men den manglende træning, gjorde desværre at hans tanker fik frit løb. Det var ikke altid en god ting, og nu havde de fået lov til at løbe frit i nogle dage, hvilket nok første til dumme ting. Det var han stadig ikke helt sikker på.

For at komme af med nogen af de mange tanker, besluttede han sig derfor for at besøge sin gode veninde Roanna, hende havde han ikke talt med siden en regnfuld dag i starten af efteråret og han havde, hvis han skulle være helt ærlig, lidt dårlig samvittighed overfor hende.

Han ankom til Familiehuset, ikke så stort som det han selv boede i, men det betød intet, når det var hende. oppe ved døren tøvede han lidt, kiggede så til begge sider og derefter bankede han på. Ingen skulle se, hvem han besøgte. Der gik et øjeblik, så blev døren åbnet. "Er det muligt at tale med Nådigfrøken Roanna?"

[Roanna af Gyldensø]

Det var et sandt held, at Roanna rent faktisk var i huset. Eftersom hun boede på universitetet, var det ikke ofte, at hun var der, men dette var en af de få aftner. Da en tjener informerede hende om, at der stod en ung mand og spurgte til hende udenfor, så kun først forbløffet ud, før hun undersøgte sagen nærmere og indså, hvem der var tale om.

Hun smilede ved synet af Silas og trådte til side. "Jeg forventede ikke at se dig," konstaterede hun lavmælt og gjorde tegn til at han kunne komme indenfor. Det var sjældent, at han besøgte hende der - det var ikke ligefrem passende for en ung, ugift kvinde at få besøg af en ung, ugift mand uden at have en anstandsdame hos sig.

[Silas af Hamin]

Nej, det var ikke tit at Silas mødte op her, men han var nødt til at være lidt forsigtig med hvor han befandt sig for tiden, og hvem han udsatte for farer.
Han fik bøvlet kappen af, det var lidt svært med kun en arm, men han ville ikke spørge om hjælp, Så så han på veninden. "Nej, jeg håber ikke jeg forstyrer. Jeg følte at jeg skylder dig en ordentlig samtale." Lød det så fra ham. Det var nok det nærmeste han kom på en undskyldning over hans opførelse sidst de havde mødtes.

[Roanna af Gyldensø]

Roannas øjne spærrede sig vidt op, da han tog kappen af. Hun stirrede på armen et øjeblik, før blikket gled op. Hun hørte knapt nok hvad han sagde.

"Silas!" udbrød hun. "Hvad er der sket med din arm?"

[Silas af Hamin]

Silas fnøs let. "Det er bare en træningsskade" Han vidste godt han ikke kunne sige sandheden, selv ikke til Roanna, som ellers var en af dem han stolede aller mest på, men han ville udsætte hende for fare ved at fortælle sandheden, og det var ikke en mulighed. "Som sagt. Sidst vi sås var jeg ikke helt mig selv." sagde han så, mest for at trække opmærksomheden væk fra den skadede arm.

[Roanna af Gyldensø]

Roannas blik blev ved armen og hun havde en klar fornemmelse af, at der var mere til historien end det, men hun lod sig distrahere fra det for nu. I stedet rynkede hun på brynene, som Silas fortsatte og hun viste ham lydløst længere ind i huset, mens han gjorde.

"Er du sikker?" kunne hun ikke lade være med at spørge lavmælt og skeptisk. Hun vidste at spørgsmålet måske var provokerende, men hun kunne ikke lade være med at tænke, at den Silas hun havde set sidst, i virkeligheden var mere sig selv end nogensinde ellers.

[Silas af Hamin]

Han afgav et lille fnys "Jeg havde ikke spist eller sovet og tilbragt meget af dagen ude i regnen. Hvis ikke du var kommet, var jeg nok regnet væk." Sagde han som i en lille spøg. Der var dog mere sandhed i det end hvad han selv ville være ved. Det var jo heller ikke fordi det ikke var ham ham. Han ville bare gerne have behandlet hende bedre.

[Roanna af Gyldensø]

Roanna viste Silas ind i en lille, opvarmet stue og gjorde tegn til, at han kunne sætte sig ned. Hun tog selv plads og glattede kjolen lidt, mens hun så på sin ven med en lille rynke mellem de mørke øjenbryn.

"Hvordan har du det nu?" spurgte hun lavmælt.

[Silas af Hamin]

Silas tog plads i stolen med et lille bump. Han havde ikke sit sædvanlige charmerende ydre på, men virkede alligevel mere som sig selv end sidst de havde set hinanden. "Bedre." Han trak lidt på skuldrene. "Jeg både spiser og sover da." Han prøvede at grine, for at få det til at lyde som en dårlig joke, men det var netop også lige hvad det var. En dårlig joke. For skønt han spiste var det ikke noget han gjorde af lyst, og han var ikke glad, men det ville han ikke sige noget om.

[Roanna af Gyldensø]

Roanna lo ikke, selvom han gjorde et semihæderligt forsøg på at få det til at lyde morsomt. Hun købte det ikke, men så blot på ham med en rynke mellem brynene.

Hun var stadig ikke sikker på, hvorfor han var kommet - og hun havde ikke tænkt sig at sige mere, i et forsøg på at presse ham til at komme frem til pointen. Der måtte da være mere grund til at han var kommet end for at sige, at han ikke var sig selv sidst?

[Silas af Hamin]

Roanna havde en irriterende evne til altid at få presset sandheden ud af ham. Også i dag sendte hun dette indtrængende blik, og der gik ikke længe før han bukkede under. ”Jeg kan bare ikke glemme hende. Ikke give slip.” Det gjorde ondt at indrømme og sætte ord på. ”Jeg forstår ikke hvordan hun kan have ødelagt så meget” han fungerede stadig ikke ordentligt, hvorfor?

[Roanna af Gyldensø]

Roanna var tålmodig, når hun ville være det, og da det bar frugt og Silas igen talte, havde hun en fornemmelse af at de nu var nået indtil sagens virkelige kerne. Et lille, medfølende suk undslap hende og hun rakte en hånd ud og hvilede den over Silas' gode.

"Hvorfor skal du give slip?" spurgte hun lavmælt, men indtrængende. "Har du stadig ikke talt med hende?"

[Silas af Hamin]

Hun havde tydelig ikke forstået det endnu, men hun var selvfølgelig også en kvinde. Deres hjerner fungerede anderledes. ”jeg er nødt til at give slip, hvis jeg skal videre.” hendes næsten spørgsmål fik ham til at sukke dybt og synke ned i stolen. ”Hun er rejst... til Piratklippen med sin bror. Jeg får aldrig en chance nu.” det gjorde ondt at indrømme og ondt at tale om, men han ville ikke tvinge hende til noget. Han havde forsøgt og hun havde vendt hovedet den anden vej.

[Roanna af Gyldensø]

Roannas øjenbryn forblev trukket tæt sammen og som Silas fortsatte med at lyde ynkelig, fnøs hun til sidst. "Og hvem siger, at du skal videre? Hvis du ikke har snakket med hende endnu, så kan du heller ikke vide om alt håb er ude."

Det kunne godt være at hendes erfaring med romantik var på et meget lille sted, men selv hun undervurderede ikke magten af store gestusser. Hun slog ud med armene, lidt opgivende. "Send hende et brev. Rid til Piratklippen. Gør et eller andet."

[Silas af Hamin]

Silas rejste sig lidt i frustration. "Men jeg har jo allerede forsøgt med et brev. Jeg undskyldte, fortalte hvad jeg følte og så lovede jeg hende at holde mg væk hvis hun ønskede det." Så hvordan kan jeg gøre mere nu? Det ville jo bare se ud som om jeg bryder mit ord så.
Han satte sig tungt ned i stolen igen og kørte fingrene ind i det lange pandehår. "Det er virkelig noget rod jeg har lavet."