Længe ventet samtale

[Leonora af Legan]

Niklaus af Legan

Det var efterhånden to uger siden Niklaus var vendt hjem, hvis ikke tre. Leonora havde for alt i verden gjort sit til at ikke tale med ham mere end højst nødvendigt, Hvilket derfor kun var blevet til nogle få korte hilsner. Hun var vred på ham over ikke at have svaret på hendes brev, hun var ked af at han var skyld i, at hun ikke længere var forlovet og hun var sur på ham over, at han havde været væk så længe!

Nu var det alligevel blevet for meget for Leonora. Katrina havde flere gange forsøgt at få hende til at tale med sin broder, men Leonora havde været stædig. Også deres moder havde forsøgt, men uden held. Nu først på en blæsende aften havde Leonora selv besluttet sig for at dette ikke kunne blive ved, med hjertebanken og mavepine var hun derfor gået ud af sit kammer og hen ad gangen, hen sin broderens kontor.

Her gik hun nu frem og tilbage udenfor mens hun let bed i en negl. Så stoppede hun op, trak vejret dybt og løftede hånden for at banke på, men hun kunne ikke. Hun satte gang i sin lille cirkelgang igen og efter lidt forsøgte hun igen at banke på. Først 3. gang nåede hun så langt som faktisk at banke på døren. Det rungede højt ved lyden af hendes hånd mod døren. Imens ventede hun med hjertebanken på respons fra den anden side.

[Niklaus af Legan]

Det havde været underligt at vende hjem til hovedstaden igen. Hvert et gadehjørne, hver vej og hver lille krog mindede ridderen om det, han havde mistet, mens han havde været væk hjemmefra. Det ansvar, han havde forsømt.

Leonora havde også opført sig underligt, men med sorgen over sit livs kærlighed hængende over hovedet og væbnerens forsvundne søster at lede efter, var det ikke noget, Niklaus havde tænkt sig at tage sig af. Ikke når han i det mindste stadig havde én søster, der huskede sine pligter og gjorde alt for at leve op til de forventninger, der blev sat.

Lyden af banken fik skubbet baronen ud af tankerne og han så op med let rynkede bryn, før han lagde pennen fra sig. Beskeden til forvalteren i Legan var alligevel næsten færdig. "Kom ind," brummede han udmattet og sank lidt dybere ned i den store stol, mens han genopfyldte det tomme glas på bordet.

[Leonora af Legan]

Leonora hørte godt hans anmodning om at komme ind, men hun tøvede alligevel fortsat lidt endnu. Så efter at have stået der med hånden på dørhåndtaget i flere minutter, åbnede hun endelig døren og trådte ind til sin broder. Hun lukkede så døren efter sig og prøvede forsigtigt at smile til Niklaus.

Hvad hun egentlig havde ønsket sig at sige broderen, forsvandt som dug for solen da hun så ham sidde der. Hendes skuldre faldt omgående ned og hun endte med at sige noget helt andet end forventet. "Undskyld..." lød det meget oprigtigt fra hende. Det var den mest oprigtige og ærlige undskyldning hun havde givet ham i flere år. Hvor den kom fra vidste hun ikke, men det lettede hendes hjerte at den kom.
Hun turde dog endnu ikke se på ham, tænk om han tog den som en af hendes sædvanlige tøsede undskyldninger for bare at få opmærksomhed, men sådan var denne ikke. Den var virkelig dybtfølt.

[Niklaus af Legan]

Intet skete. Et langt øjeblik stirrede han fortsat på døren, overvejede om personen på den anden side mon ikke havde hørt ham. Men så var der nok blevet banket igen. Så rettede Niklaus igen et træt blik mod brevet, der annoncerede, at flere skibe var gået i gang med at undersøge både hav og land omkring Legan efter Gilberts søster.

Så gik døren op og ind trådte Leonora. Selvfølgelig. Måske det havde været for at få opmærksomhed, hun var blevet stående så længe derude? Det ville ikke overraske ham. Han tog en tår af glasset og studerede hende afventende med blikket.

Så talte hun. Brynene røg op i en overrasket mine. "Kom ind og sæt dig," bød han hende i en rolig brummen og nikkede mod stolen foran bordet, ventede på at hun tog plads. Først der talte han igen. "Undskyld for hvad?"

[Leonora af Legan]

Det var svært at bedømme hvad han tænkte, om han var sur på hende. Hun kiggede på den stol han havde bedt hende sætte sig i, og gik så derhen og satte sig. Her rettede hun lidt folder i kjolen uden at se op. Det var svært dette her, hun frygtede sådan, at han igen ikke ville lytte. Men det var ikke det det skulle dreje sig om. Det havde det måske været i første omgang, men nu hun var her og havde sagt undskyld, var hun blevet klar over at verden ikke altid kun drejede sig om hende.

Hun trak vejret dybt, som for at samle styrke og kiggede så på sin broder. "Undskyld fordi jeg har været så vred på dig, undskyld at jeg har givet dig skylden for min ulykke og undskyld for kun at se mig selv." Det triste blik faldt hurtigt til hendes hænder igen mens hun bare koncentrerede sig om at trække vejret.

[Niklaus af Legan]

Undskyldningens dybde overraskede ham, men Niklaus formåede alligevel at holde minen i rolige folder, mens Leonora talte. Det lod til, at hun havde haft en del at tænke over, mens han havde været væk. Det havde der nok også været behov for.

"Jeg vil ikke godkende din adfærd, men du er tilgivet." Han så roligt hen på hende, ventede på at hun skulle finde modet til at se op. Måske der rent faktisk var bare en smule af den fornuft i hende, som Katrina mente at have set. "Tak for din undskyldning."

[Leonora af Legan]

Det føltes rart at blive tilgivet, og en kæmpe sten forsvandt fra hendes bryst. Der kunne anes skyggen af et lille smil, da hun igen så op. "Jeg har savnet dig" Det var ikke nogen hemmelighed at Leonora vægtede familien meget højt, men om Hun talt om den rejse Niklaus netop var vendt hjem fra eller om det var mere end det, det uddybede hun ikke.

Roligt vedblev hun med at se på ham, og følte så hun burde forklare sig nærmere. "Jeg forsøgte virkelig at gøre som jeg har lært... med Hale. Jeg sørgede for ikke at træde forkert en eneste gang,
mens du var væk, men..." Mere kunne hun ikke sige. Hun havde lagt så meget i det bryllup der nu ikke blev til noget. Hun havde forsøgt så grundigt kun at gøre, hvad der forventedes af hende og ikke skabe flere skandaler og alligevel var det endt ud i en brudt forlovelse.

[Niklaus af Legan]

Niklaus nikkede roligt uden at have noget svar. Han savnede sjældent søstrene og selvom han da værdsatte en god samtale med Katrina, kunne det ikke kategoriseres som andet.

"Hvad skete med Ridder Hale var ikke din skyld, Leonora," konstaterede han i en dyb brummen og trak på skuldrene, før han besluttede sig for at tage en tår mere. De ting, han havde fundet ud af om ridderen, mens han havde været i Carthak havde chokeret ham. "Josdirk er ikke en slægt, der er os værdige." Mere behøvede hun ikke at vide.

[Leonora af Legan]

Normalvis ville Leonora have påtalt emnet og vadet mere rundt i det, men ikke i dag. Hun nikkede blot som svar til hvad broderen havde sagt. Hvad Niklaus nok ikke lagde mærke til, var at Leonora sad og nev sig selv i armen, for netop ikke at sige en af de ting, der ville udløse deres vanlige uenigheder. Hun var fast besluttet på at dette møde skulle være et, hvor hun kom tættere sin broder og hvor de kunne gå derfra i godt humør.

Så forsigtigt valgte hun at spørge lidt ind til ham, det var måske lettere hvis ikke det var hende det skulle handle om. "Hvordan var jeres rejse?" Det var et ganske åbent spørgsmål, men så kunne han også selv vælge hvor meget han ville fortælle. Hun havde godt mærket at noget hvert fald trykkede.

[Niklaus af Legan]

Niklaus havde forventet meget mere. Normalt skabte hun sig og teede sig som et lille barn, men for en gangs skyld var det rent faktisk som at sidde med en velopdragen komtesse, der bar sig som hun burde og han gjorde en tilfreds mental notering af det.

"Jeg tror, Gilbert fandt det ganske lærerigt." Det var godt, de havde valgt at rejse samtidig med Gavin. Det havde sikkert gjort knægten godt. "Og det var da spændende at få set Carthak igen." Han havde ikke været der, siden han selv var væbner.

[Leonora af Legan]

Det gik fint med samtalen og Leonora blev mere rolig som de talte, det sædvanlige smil vandt frem i øjnene på hende og hun kunne nu se på sin broder uden tøven. "Det lyder dejligt. Du har vel sagtens også lært ham meget kunne jeg forestille mig." Leonora havde altid set sin bror som en der kunne klare alt og var stolt af hvad han havde udrettet, skøt hun egentlig ikke vidste meget om det. Men han havde bare altid virket som en rigtig ridder, og hvis han kunne forme en anden i hans billede, kunne det kun være godt.
"Hvordan er der dernede?" Hun grublede et øjeblik, men det var vidst rigtig nok at sige nede.

[Niklaus af Legan]

Et lille smil viste sig som en svag trækning i den ene mundvige under de mørke skægstubbe. Det var altid rart, når folk kunne se hans kvaliteter som ridder, selvom den tidligere Baron ikke havde været i stand til det.

"Varmt." En tør latter forlod ham og han tog en tår mere. "Vil du have noget saft ind? Jeg vil gerne fortælle om Carthak, hvis du er interesseret, men det kommer nok til at tage lidt tid." Selvfølgelig ville han også kun fortælle, hvad en komtesse kunne tåle at høre.

[Leonora af Legan]

Det føltes næsten helt underligt sådan at sidde her med Niklaus og blive budt på saft, bare de to. Det fik et smil til at vokse frem hos hende. "Ja tak, meget gerne" Nikkede hun fortsat smilende. "Jeg vil meget gerne høre om det." Nu havde hun hørt om den store syd ørken, så at høre om Carthak, ville være et godt næste skridt mente hun. Det var også altid godt at virke interesseret inden hendes næste emne hun havde planer om at diskutere med Niklaus.

[Niklaus af Legan]

Niklaus kaldte en tjener ind og sendte ham af sted efter saft, før han igen vendte blikket mod søsteren. Hun så ældre ud på en måde. Det havde nok gjort hende godt med lidt tid til at tænke.

"Det var en god tur. Lang, lærerig." Igen var der antydningen af et lille smil. "Gavins væbner bekræftede mig op til flere gange i, at jeg er heldig med Gil." Han så næsten helt tilfreds ud ved tanken, før han tog en tår mere.

Døren åbnede og tjeneren skyndte sig ind med et glas til Leonora, før han forduftede igen. Imens sad Niklaus tavs. Han vidste ikke helt, hvad han mere skulle fortælle. "Er der noget, du.. Vil vide?" Katrina havde immervæk sagt, han burde forsøge.

[Leonora af Legan]

Leonora lyttede spændt og opmærksomt til hvad han fortalte. Da tjeneren kom tog hun imod glasset med saft uden at sige et ord til ham.
Hun smagte lidt på det våde indhold og kiggede så igen på sin broder. "Jeg er nu også ret sikker på at du har et godt tag i ham. Han virker velopdraget og fornuftig. Men fortæl nu. Hvordan var der? Hvad oplevede du? hvad lærte du?" Spørgsmålene var mange og hun var noget mere interesseret end hun havde virket tidligere når Niklaus havde været afsted.