Endelig hjemme

[Elisia af Bugtvig]

Lalia af Sigisfelt

Det havde egentlig været planen, at Elisia ville have besøgt Lalia med det samme, hun var tilbage i hovedstaden, men der var noget ved sengens blødhed, da hun endelig havde fået bad og mad, der fik skubbet den plan længere ud i fremtiden. Som ramt af et bat i fjæset, sank hun om i sengen og sov trygt.

Dagen efter var hun dog ikke sen til at komme i tøjet. Hendes ben føltes ømme og stive og hendes ende havde på den hårdeste måde lært, hvor slemt sadeludslæt kunne blive. Alligevel var det i højt tempo, at hun - ganske vist på gåben - bevægede sig op mod paladset.

Venindens viltre manke var straks at genkende mellem de andre trænende væbnere og hun luskede hun til siden af træningspladsen, hvor hun ventede. Det føltes som evigheder siden, at hun sidst havde set veninden og et bredt smil var klistret til hendes fjæs.

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia trænede med Galeron så tit det kunne lade sig gøre. Men hendes ridderherre havde så mange ting at se til, efter at de var kommet til Corus og så var hans skade der endnu. Han lod heldigvis ikke til at være begrænset, men der var tidspunkter i en væbners liv, at man gerne ville træne med ligesindede og måske endda nogen man kunne slå.

Det var tilfældet her. Hun stod til at skulle have sit skjold, og de var næsten kun lige blevet valgt som væbnere. Hun havde det ret god med at være langt bedre i sine sværdfærdigheder, end de var. Derfor var det heller ikke svære kampe, og de var ret hurtig overstået.

Da hun tørrede sveden af sin pande, fangede en flammende rød hårpragt hendes blik og hun drejede hovedet kun for at få øje på Elisia. Et bredt grin der afslørede hendes tænder bredte sig i hendes ansigt, og hun forlod træningspladsen. "Endelig kunne du komme hjem!" Udbrød hun, inden hun satte i løb. Knap så elegant på grund af hendes kropsomfang.

[Elisia af Bugtvig]

Endelig endelig endelig vendte veninden sig om og straks låste de to piger blikke. Der gik ikke mere end et par sekunder, så var de begge i løb og Elisia spildte ikke mere end et par sekunder på at komme over hegnet, før hun var inde på pladsen.

De to veltrænede kroppe klaskede hårdt mod hinanden og hun foldede straks armene om Lalia. "Selvfølgelig." En boblende latter forlod hende af ren glæde.

[Lalia af Sigisfelt]

Det tog nogle meget lange øjeblikke, før Lalia endelig kunne lukke sine arme om venindens slanke krop. Hun trak vejret dybt ind, lukkede øjnene og skulle lige vænne sig til følelsen igen.

"Næste gang tager vi afsted sammen," mumlede hun ind mod Elisias hår, inden hun åbnede øjnene og trak hovedet lidt til sig. "Du er blevet så... Jeg vil så gerne sige solbrun, men farve har du i hvert fald fået," kommenterede hun underholdt.

[Elisia af Bugtvig]

Lalia duftede dejligt. Krydret og velkendt, præcis som Elisia havde prøvet at huske, mens hun havde været i Carthak og savnet hende.

Latteren blev spruttende. "Jeg har fået nogle fregner på armene," grinede hun. Det var sjældent, hun rigtigt tog farve - en ting, hendes mor altid havde elsket. Det var lettere at finde hende en husbond så, når hendes hud ikke var solstraffet.

"Din form er blevet vildt flot." Hun nikkede ud mod træningspladsen, hvor Lalia havde trænet kort forinden.

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia fnes lidt over beskrivelsen af de små pletter, der befandt sig på venindens arme. "Dem har du altid haft," kommenterede hun drillende. Men sådan måtte det være et have så rødt hår. Den evige manglen på farve. Hun selv kom næsten til at være lige så mørk som faderen, hvis hun var ude i den for længe.

Hun trak lidt på skuldrene over rosen. "Det er ret let at se godt ud, når det er første års væbnere man træner med," fortalte hun konspiratorisk og blinkede. "Galeron er til møde med Væbnerskolens leder, Ridder Neilan." Hun bed sig i underlæben. Hun var også blevet inddraget i fremtidsplanerne for hendes ridderherre.

[Elisia af Bugtvig]

Elisia fnes. "Er de nogle små skravl?" Hun syntes i hvert fald aldrig selv, de havde været så små som nogle af de førsteårsvæbnere, hun havde set bare på sin vej til paladset.

"Er alt som det skal?" spurgte hun bekymret. Lalia så ikke ligefrem tryg ud ved den situation. Og nu havde hun jo været væk hjemmefra længe.

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia nikkede. "Det lader til, at de bliver mindre år for år." Hvilket bare gjorde deres kommende skjold langt mere virkeligt.

"Galeron har... Ansøgt en stilling her. Som underviser," svarede hun og måtte indrømme, at hun ikke helt vidste, hvordan hun havde det. "Ravenna er henrykt. Hun har aldrig brudt sig om, når vi har været udstationeret." Hvilket man måske godt forstod. Tænkte hun. Hun elskede det jo selv.

[Elisia af Bugtvig]

Selvom Elisia burde være den rolige i den situation, fløj hendes bryn op ved nyheden. Galeron som underviser? Altså det var fint for hendes far, men det var også hendes far. Hvis Gavin søgte om en underviser ville hun sparke ham bagi og høre, hvornår han dog var blevet så gammel.

"Hold da op," hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige. "Ja, det er de der kvinder vel altid." Et suk forlod hende. "Hvad tænker du?"

[Lalia af Sigisfelt]

Det trak i Lalias mundvige, da hun så Elisias reaktion. Det var nok nogenlunde samme ansigtsudtryk hun havde haft, da Galeron fortalte hende om sine planer.

"Jeg... Ved det ikke," svarede hun og trak på skuldrene. "Hans ben er ikke helet endnu. Godt nok bruger han ikke sin stok lige så meget i løbet af dagen, men om aftenen hjemme i huset?" Hun rystede på hovedet. "Jeg tror måske, at det er bedst for ham. De vil også til at have flere... Af de der børn."

[Elisia af Bugtvig]

Børn, skader, en hustru. Elisia havde svært ved at se, hvordan man nogensinde kunne stille sig tilfreds med, at ens ridderkarriere skulle ende så tidligt og så på den måde. "Der er jo også behov for dygtige undervisere. Ligesom min far." Hun smilede opmuntrende til veninden.

"Til den tid er vi jo også begge to riddere," forhåbentlig. Hun prøvede virkelig at ignorere det ubehagelige sug i maven, det altid gav hende at tænke på prøvelsen.

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia tog en dyb indånding og nikkede. "Det er der," sagde hun, og følte sig stadigvæk lidt trist ved tanken. "Det skal nok gå," endte hun så med at konkludere og rankede sig.

Langsomt nikkede hun til Elisias ord. Hun vidste godt, hvad veninden tænkte på. Forberedelserne var allerede i fuld sving. Der var næsten kun en måned til. Hun sank en klump i halsen. "Du får de lige så dårligt som mig ved tanken, ikke?" Spurgte hun.

[Elisia af Bugtvig]

Det var ikke noget, hun brød sig om at tale om. Begge hendes forældre var uddannede riddere og havde aldrig talt om fejl som var det en mulighed. Det var det jo heller ikke. Kammeret var ikke ligefrem tilgivende. Hun sank under stort besvær.

"Jo, jeg.." Hun rystede på hovedet. "Jeg ved ikke, hvordan jeg bør forberede mig til det. Ikke rigtigt." Et uoverbevisende smil var alt, hun kunne presse frem.

Så daskede hun til veninden. "Men hey, jeg er hjemme nu." Smilet blev lidt større. "Skal du slet ikke høre om Carthak?"

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia mærkede den tilbagevendende knude hun fik i maven, når emnet faldt på kammeret. Hendes forældre, søskende og Galeron så frem til det. I det mindste havde hun haft Ravenna til at berolige sig, nu hvor Elisia havde været væk.

Ved venindens spørgsmål kunne hun slet ikke lade være med at grine. "Spørger du, om jeg vil høre om mit eget hjemland?" Spurgte hun drillende og stak hende en albue. "Fortæl! Fortæl det hele!"

[Elisia af Bugtvig]

"Ja da," konstaterede hun med et grin uden at være villig til at indrømme, at hun måske momentært havde glemt, hvor Lalia var fra. "Hvis du er færdig her, kan vi måske gå hjemad imens?" Hovedstaden var en anelse kold efter at have været sydpå så længe.

Elisia smilede og strøg en rød krøllede væk fra ansigtet. "Det var for vildt dernede. Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte. Kian endte med at være på samme opgave som os. Og Baronen af Legan slog mig ned." Hun rystede på hovedet ved minderne. Hvad havde virket som kaos, var nu endt med at være virkelig gode historier.