Ridderens rose

[Julien af Danne]

Philip af Dunlath

Det var iskoldt, men det var ikke nødvendigvis en grund til at holde sig indendørs. Selv en relativt stillesiddende mand som Julien kunne have brug for at bevæge sig og han satte pris på, at have noget kønt at se på, imens han fik lidt gang i sine ben. Det kønne i dette tilfælde var de løvfældende træer i Paladsets haver, som gav området lige så gyldne farver som hvis der havde været ild i det hele.

Det var på sådan en gåtur han lagde mærke til en af de nytilkomne ved hoffet, som han havde gjort et særligt nummer ud af, at indprente sig i sin hukommelse. Ikke fordi han nødvendigvis selv var vigtig, men på grund af hans glimrende forbindelser. Han skred over afstanden til den unge mand nær vinterroserne og spidsede læberne en anelse muntert over hans forehavende. "Påtænker De, at stjæle en til Deres hjertenskær? Mon Dieu, chevalier. Jeg tænker det kunne koste Dem hovedet."

[Philip af Dunlath]

Philip havde brugt det meste af dagen på træningspladsen, hvor han havde fået tilranet sig en del ømme muskler og blå mærker.

På vej tilbage til hans gemakker på paladset havde han mødt to unge komtesser, som han meget ridderligt havde tilbudt at følges med - til deres store begejstring - på deres spadseretur gennem haverne.
Da Philip til hans store fortrydelse havde opdaget, at den eneste lyd han kunne få ud af dem, var en tøset fnisen, havde han undskyldt sig med, at han faktisk havde glemt et par af hans ejendele på træningspladsen og måtte tilbage efter dem.

Nu stod han derfor og gemte sig i bedet med vinterroserne og følte sig en anelse dum. Lyden af en anden mands stemme fik det til at gibbe i ham, og han rakte ned efter sit sværd af ren refleks. ”Ved Mithros! De skræmte mig!” udbrød han med hjertet helt oppe i halsen og en smule røde kinder, da han vendte sig om.
”Jeg..” begyndte han og så en anelse perpleks ud. ”Roser?” spurgte han og lignede en der ikke var klar over, at det var roser han stod og gemte sig i. Han kastede et blik ned på de - sikkert - meget fine blomster. "Nej, jeg stjæler ikke roser," grinte han lettere forlegent og kløede sig i nakken.

[Julien af Danne]

Julien fornøjede sig særdeles over, at ridderen rødmede ved spørgsmålet. Hvilken fantastisk kær og tortallansk reaktion på at blive taget, på metaforisk vis, med bukserne nede i en rosenbusk. Han lo over den yngre mands forvirring og rystede lidt på hovedet.

"Sikke et held," bemærkede han. "Jeg ville så nødig melde Dem til paladsvagten. Hvilken tragedie det ville være." De lyse øjne glimtede. "Gemmer De Dem for nogen? Forhåbentlig ikke selve paladsvagten? Måske Deres svigermor?" Dette spørgsmål så ud til at more ham selv og næsten skræmme ham blot ved tanken. Hvem frygtede ikke en svigermor?

[Philip af Dunlath]

Philip trådte forsigtigt ud af bedet og sørgede for ikke at komme til at beskadige nogle af buskene. Han forstod sig ikke på blomster og vidste selvsagt ikke om disse var sjældne. Han vidste heller ikke om den finurlige mand gjorde grin med ham, eller om han mente det i alvor, da han sagde, at han nødigt ville melde ham, men han tog ingen chancer.
”Øh, jah..” mumlede han, mens han koncentrerede sig om forehavendet og stadig så forlegen ud. Han følte sig lidt som en lille dreng taget på fersk gerning i unoder.

Da han endelig stod på stien ved siden af manden, lod han blikket glide hen over hans træk og endte ved de indbydende lyse øjne. ”Jeg har dog hverken problemer med paladsvagter..” Han sendte ham et lille smil. ”Eller svigermødre, heldigvis.”

Han nægtede at komme med en uddybende forklaring på, hvorfor han havde befundet sig dér mellem roserne. Det var simpelthen for pinligt. Så han skyndte sig at skifte emne. ”Ridder Philip af Dunlath,” præsenterede han sig og bukkede høfligt. Han var nysgerrig efter at få af vide, hvem denne lettere eksotiske mand var. Han var tydeligvis ikke tortallansk – det afslørede hans fremmede accent.

[Julien af Danne]

Julien ville gerne have spurgt om ridderens grund til at bruge flertal om svigermødre hang sammen med, at der var flere, men han nåede ikke rigtig til det og fandt det, efter lidt omtanke, bedst at undlade. Han vidste udmærket, at tortallanere havde et andet syn på ægteskabet. I stedet for at udbrede sig om sit syn, bukkede han ganske let - og væsentligt mindre dybt - for manden af lavere rang, men en del mere højde.

"Ambassadør Danne, chevalier," sang han i sin lette, men syngende accent. "En absolut fornøjelse, på trods af den tornede start." Hans lyse øjne spillede over ordspillet.

"De er ny i Corus, chevalier?" Han kendte svaret - men det vidste ridderen jo intet om.

[Philip af Dunlath]

Philip fik bekræftet, at manden ikke var fra Tortall. Hans nysgerrighed blev dog ikke stillet, for han var stadig ikke helt sikker på, hvilket land Ambassadør Danne repræsenterede. Philip var dog ret sikker på at det måtte være Tusaine på grund af accenten, men han kunne sagtens tage fejl, da det ikke var mange derfra han havde mødt.

”En fornøjelse bestemt Nådigherre,” nikkede han med et skævt smil og blev en smule varm i kinderne igen. Godt det ikke var en af hans kammerater, der havde fundet ham i det blomsterbed – så havde han nok skullet høre for det meget længe.

Philips hår var stadig lettere svedigt fra den hårde træning, og i mandens selskab blev han pludselig meget bevidst om, at hans klæder var snavsede og han muligvis ikke duftede som vinterroserne omkring dem. Det gik ham normalt ikke synderligt på, men kontrasten mellem de to mænds påklædning var lige nu stor.

”Nej, egentlig ikke,” svarede han med et smil, mens han ubevidst gnubbede en øm muskel i sin sværdarm. Philip var født op opvokset i Corus, men det var selvfølgelig meget længe siden, at han havde opholdt sig der mere end et par dage ad gangen. ”Men mine ridderlige pligter førte mig andetsteds hen, og jeg er først netop hjemvendt,” forklarede han.

[Julien af Danne]

De lyse øjne kneb sig en ganske lille smule sammen, men Julien afbrød ikke den unge mand, som han snakkede videre og gav ham oplysninger han kendte - men ikke fuldt ud. Det havde været svært at gennemskue hvorfor prinsen havde været ude at rejse med denne ridder og andre. Og al denne hemmeligholdelse gjorde ham naturligvis nysgerrig.

"Oh, naturellement. Hvorfra, chevalier?" Han smilede, men klarede alligevel halsen inden den anden mand kunne svare. "Ah, oui. Og det er ikke nådig'erre. Jeg mener I tiltaler mig... Deres 'øjhed, no?"

[Philip af Dunlath]

”Tilgiv mig Deres Højhed,” sagde Philip straks med et forfjamsket udtryk. Han kløede sig i nakken og fattede ikke, at han lige havde brugt forkert etikette. Han var faktisk ikke sikker på, om det nogensinde var sket for ham tidligere. Manden gjorde ham tydeligvis forvirret. ”Min moder ville blive skuffet over mine manglende manere havde hun hørt mig,” tilføjede han med beklagelse og et undskyldende smil.

Philip koncentrerede sig i stedet om mandens spørgsmål og skulle lige vænne sig til accenten. ”Forskellige steder. Det var en lang tur,” svarede han uden at give et mere præcist svar. ” Og ikke særlig interessant at berette om. Lad mig i stedet hellere høre, hvor de er fra Deres Højhed?” spurgte han interesseret smil.

[Julien af Danne]

Julien smilede ganske godmodigt, selvom han netop var blevet tiltalt som en gemen adelsmand uden skyggen af land. Han var ikke så sat i sit liv, at han ligefrem blev rasende over en enkelt fejl. Der skulle mere til.

Godmodigheden svandt en smule ind ved afvisningen, selvom smilet ikke gik helt i sig selv. Han fugtede læberne og rystede langsomt på hovedet. "Au contraire, chevalier," forsikrede han. "Jeg er sikker på, at enhver, der vover sig ud på en farlig færd blandt rosenbuskene, må have spændende 'istorier at fortælle. Min egen er ganske forudsigelig. Jeg er her blot på besøg, no?"