Når ridderen ligger i sengen

[Arlen af Masbo]

Teodorie af Nørland

Jamie var optaget af noget kvindeligt selskab, så Arlen havde forføjet sig fra Perlegab-boligen for at bruge sin tid mere effektivt. Han var færdig med sine pligter, så han havde lige lidt tid at fordrive, før aftensmaden stod klar derhjemme.
Han var kun mildt irriteret over at være blevet valgt fra til fordel for en eller anden dulle, så gik i hvert fald ikke herop for at slå sine aggressioner ud. Bestemt ikke. I stedet var han kommet op til paladset og træningspladsen for at se, om der var nogen, han kendte og for at sparre lidt. For sjovs skyld.
Det var hen på eftermiddagen, så der var ikke så mange ude på pladsen. Han genkendte dog et par af folkene, omend ingen af dem var nogen, som han havde et dybere kendskab til. Nogle riddere. Nogle helt nyudklækkede væbnere. En af dem var lidt for sig selv, og Arlen kastede derfor et nysgerrigt blik over på hende. Teodorie, hed hun vist. Han kunne huske det lyse hår. Hun lod dog ikke til at være i følgeskab med en af ridderne – modsat de andre væbnere. ”Venter du på din ridderherre?” spurgte han, da han nåede over ved siden af hende.

[Teodorie af Nørland]

Teo var i færd med at øve sig med sin bue. Det var velsagtens ikke det hertugen af Vårfos ville have sat hende til, men han var her ikke og det var det hun var bedst til - og mest i humør til. Hun var dog generelt ikke i det bedste humør og betragtede en ældre væbner nærme sig med en smule skepsis. Da han brød tavsheden med et spørgsmål, der kun gjorde ondt værre, måtte hun synke en enkelt, massiv klump, før hun svarede.

"Nej, Væbner Masbo," faldt det derefter prompte. Hun var ikke nødvendigvis god til navne, men til gengæld stædig, når hun blev sat til at lære dem. "Hertug Vårfos er sengeliggende efter et møde med en kæmpeedderkop i skoven."

[Arlen af Masbo]

Hertug? Nå, hun havde da skaffet sig en god position. Arlen krydsede armene og lod blikket fokusere på målskiven, som hun skød efter. ”Ingen grund til at være så formel. Vi er vel i samme båd – indtil Midvinter.” Lige nu var de begge væbnere. ”Hvis han kom levende ud af det, kommer han sig uden tvivl snart” bemærkede han så roligt. De kendte måske ikke hinanden særlig godt, men han kunne relatere til hendes bekymring. Hans første ridderherre var blevet dræbt ved grænsen. ”Det er nu aldrig rart at se dem skadet og ikke kunne gøre noget for at hjælpe dem ...”

[Teodorie af Nørland]

Teo havde lært at respektere sine ældre - og kunne desuden på ingen måde huske den anden væbners fornavn. Hun forsøgte dog at løsne skuldrene og endte med at trække på dem som svar, før hun faldt lidt sammen og skottede over på ham med endnu en irriterende klump i halsen.

"Jeg tror han har det fint nok," endte hun med at svare, selvom hun slet ikke synes hun skulle tale om hertugen. "Men han kan ikke træne med mig og han er frygtelig irritabel. Det er bedst bare helt at undgå ham..." Hun var lidt pink i ørerne over overhovedet at sige den slags. "Så jeg følger pagernes undervisning det meste af tiden... Men de er i skoven i dag, så jeg har ikke rigtig noget at tage mig til..."

[Arlen af Masbo]

Han trak smilende på skuldrene. ”De fleste ville vist være irriterede, hvis de ikke kunne komme ud og passe alt deres arbejde.” Han kendte ikke nogen riddere eller væbnere, der var gode til at forblive sengeliggende og pleje deres skader. ”Du kan træne med mig, hvis du har lyst?” foreslog han så henkastet. Han var jo kommet herop for at træne, så han kunne vel lige så godt sparre med nogen. ”Jeg er også ridderløs i dag.”

[Teodorie af Nørland]

Teo trak lidt på skuldrene, men måtte inderst inde være enig med den ældre væbner. Hun ville selv hade det ubeskriveligt. Det fik hende bare ikke til at have det bedre. Der hjalp hans forslag væsentligt mere og hun så brat op og måtte lige bide sig i kinden, for ikke at virke alt for ivrig.

"Ja? Jeg mener... Det kan vi da godt. Hvis det er. Hvad er det meningen du skal træne, så?"

[Arlen af Masbo]

”Jeg havde ikke nogen særlige planer,” indrømmede han med et skævt smil. Jamie havde ikke noget skema, som han skulle følge, så når han trænede for sig selv, var han ofte overladt til bare at træne, hvad han selv fandt nødvendigt. Det var også ganske rart. Han var trods alt så langt i sin undervisning, at han godt selv kunne tage noget ansvar for sin læring. ”Vi kan godt fortsætte med din bueskydning?” foreslog han, men var også åben for at lave noget andet, hvis hun følte for det.

[Teodorie af Nørland]

Teo rankede sig en anelse og hendes blik vandrede en enkelt gang over Masbo, før hun rystede på hovedet. "Jeg tror de fleste riddere ville kalde det dovent," bemærkede hun. "Måltræning, mener jeg." Og det selvom det krævede en hel del kræfter at trække en ordentlig bue som hendes.

"Jeg vil hellere tage en rigtig kamp. Selvom jeg godt ved du kommer til at vinde..." Hendes tænder blev kort synlige i et skævt smil.

[Arlen af Masbo]

”Det er måske rigtigt,” medgav han og smilede en tand selvtilfreds, da hun bemærkede, at han ville vinde en duel mellem dem. ”Ja, det har du jo ret i.” Der var vitterligt en del år mellem dem. ”Men jeg kan gennemgå nogle øvelser med dig, som jeg har lært fra mine ridderherrer?” foreslog han så. Det ville måske være sjovere, end at de bare slog på hinanden. Han gik over og hentede et par træningssværd til dem begge.

[Teodorie af Nørland]

Teo kom af med både pilekogger og bue, imens Arlen hentede træningssværd. Hun smed desuden sin kappe, velvidende at det både var varmere og mere krævende at have en træningskamp end at skyde efter mål.

"Har du nogensinde prøvet at kæmpe imod en, der havde et magisk sværd, Masbo...?"

[Arlen af Masbo]

Arlen rystede på hovedet af spørgsmålet. ”Det kan jeg ikke prale af. Den slags våben ser man ikke lige frem blive brugt af røverbander ved grænsen.” Magiske våben var jo ekstremt sjældne og ikke noget som helt almindelige røvere havde adgang til. ”Og du kan bare kalde mig Arlen.” Han rakte hende det ene sværd og stillede sig over for hende. ”Hvorfor spørger du?”

[Teodorie af Nørland]

Teo tog imod træsværdet og vægtede det lidt i hånden, velvidende at de alle sammen var vidt forskellige. Det var ikke ligefrem elegance, der havde været øverst på listen, da de blev skåret. "Fordi jeg har - kæmpet imod et, altså. Ridder Cavall har et. Og det er en meget mærkelig fornemmelse..."

Hun så optaget ud i et kort øjeblik, men rystede det så af sig og smilede. "Så hvad er det for nogen øvelser?"

[Arlen af Masbo]

”Hm, det må have været lidt af en oplevelse.” Han havde ikke selv haft meget at gøre med den nævnte ridder, men han havde hørt om hende. Hun havde vist nogle særlige evner, så et magisk sværd overraskede ham ikke. ”Nu skal du se ...” Han begyndte at gennemgå en af de øvelser, som han havde lært, med hende. Imens de arbejdede gennem dem, fortsatte han: ”Hvordan føltes det så at låse klinger med et magisk sværd?”

[Teodorie af Nørland]

Teo fulgte opmærksomt med i Arlens instruktioner og så først direkte på ham ved spørgsmålet. Hun løftede den ene skulder lidt.

"Meget underligt. Det var sådan fortryllet, at ens opmærksomhed gled til juvelen på sværdet hele tiden og man skulle bruge sin opmærksomhed på ikke at se på det hele tiden, sådan at man knapt kunne se på selve sværdet uden at det gik galt. Jeg ville nødig stå overfor et i en rigtig kamp."

[Arlen af Masbo]

Han lyttede til hendes forklaring, imens de gennemgik øvelsen, og kunne ikke undgå at misunde hende oplevelsen. Det måtte være en nyttig erfaring at have. ”Tja, nu har du i det mindste prøvet det. Jo mere, man oplever det, jo mindre vil det kunne påvirke en i kampens hede,” sagde han med et skævt smil. ”Det gælder om at være så forberedt som overhovedet muligt.”