At støde på nye folk

[Annabell af Lyslund]

Alois af Jesla

Annabell havde klaret dagens træning og lavet det meste af hendes lektier, det havde krævet meget arbejde og hun vidste det kun var et spørgsmål om tid, før hun igen blev kaldt til Ridder Braden på en ny opgave. Men hun holdt hovedet højt og klagede ikke. Hun var bare glad for nu at have en ridderherrer, hvad end det så var for en aftale han havde lavet med hendes far for det.

Annabell gik roligt ned ad gangen i et afslappet tempo og da hun var nået et godt stykke ned, drejede hun ind mod et af de store vinduer, hvis karm hun valgte at hoppe op i. Hun satte sig til rette og frem fra lommen drog hun en lille træfløjte, som hun satte for munden og begyndte at spille på. Hun var bestemt ikke talentløs og snart fyldtes gangen med lystige glade toner. Det føltes rart med lidt musik.

[Alois af Jesla]

At befinde sig på Paladset var ikke uhørt for Alois. Han kom der næsten dagligt. Han sad ganske vist ikke i Rådet, men han havde andre... Og mere private ærinder at udføre i de private gemakker.

Han var på vej mod sit eget hjem, da hans gik gennem paladsets gange som et rovdyr på spring. Han var ikke i det bedste humør. Dagene var langsomme, fyldt med inkompetente fjolser og ligegyldige komtesser, der nærmest ville gøre hvad som helst for at kalde sig selv for Grevinde.

Han drejede rundt om et hjørne og hørte en ulidelig og fuldkommen forfærdelig melodi blive spillet. Hvem i alverden lavede den infame larm? Han fik snart syn for sagen, da han fik øje på en kvindelig væbner, der sad i en vindueskarm. "Har du ikke bedre ting at tage dig til, end at genere folk?" Spurgte han brysk og hentydede til, at hun tydeligvis sad og drev den af.

[Annabell af Lyslund]

Annabell spillede videre selvom der kom en herre gående forbi. Det gjorde ikke hende noget, at folk hørte hende, og det var ikke fordi det var ulideligt at høre på. Manden var dog ikke enig lød det til. Hun tog fløjten fra munden og svingede benene ned fra karmen, så hun sad mere lige for. Så gennemgik hun lige hurtigt tegn for hvem manden var, så han kunne tiltales rigtigt.
"Jeg mener nu ikke jeg genere folk ved at sidde og spille en lille lystig vide." Lød det selvsikkert fra hende. De få der var kommet forbi havde da trukket på smilebåndet. "De kan måske ikke lide sangen?" Foreslog hun. Måske det var det der generte ham.

[Alois af Jesla]

Alois så på pigebarnet foran ham, der tydeligvis ikke havde lært noget som helst om respekt eller tiltale overfor mennsker, der rangerede langt over hende. "Du burde vide bedre, end at sidde og drive den af som en ligegyldig tjenestepige," vrængede han og lød med vilje nedladende. "Men du tager måske ikke din væbneruddannelse alvorligt?" Han troede ikke på, at hendes ridderherre havde givet hende lov til at drive den af. Med andre ord tilsidesatte hun altså sine pligter. "Og for at det skal være en sang, bliver der nødt til at være en tekst til. Men det ved du måske heller ikke?" Hvad lærte de dog på væbnerskolen efterhånden?

[Annabell af Lyslund]

Der var måske noget om noget af det manden sagde. Annabell besluttede sig hvert fald for at det var bedst at vise, at hun havde styr på normen. Hun hoppede derfor ned fra vindueskarmen og bukkede for manden. "Beklager Deres Nåde. Jeg havde blot netop færdiggjort min træning og mine lektier og ville derfor slappe af et kort øjeblik" Det var også ganske rigtig.
Det han havde sagt om at tage sin uddannelse alvorligt generede dog Annabell mere end godt var. Hun knugede stram om træfløjten for ikke at gøre noget dum. "Jeg tager så sandelig min væbneruddannelse meget alvorligt Deres Nåde." Ellers ville hun ikke slide så hårdt i det som hun faktisk gjorde. Hvor var det også bare typisk hun netop skulle løbe på en med meninger lige i det tidsrum hun ikke anstrengte sig. "Jeg kan ikke både synge og spille fløjte Deres nåde," sagde hun roligt og så på ham, som en væbner nu ser på en der er højere end væbneren selv. "Lad mig rette det til melodi i så fald."

[Alois af Jesla]

Alois var overhovedet ikke overbevist af pigebarnet. Bare det at hun kunne finde på at sidde i en vindueskarm vidnede en hel del om hendes karakter. "Hvis du selv mener, at du tager din uddannelse alvorligt, så burde du nok også udstråle det," og det gjorde man ikke ved at drive den af. Hun måtte være fra et frisindet len. E af disse, der sikkert var på vej ned mod afgrunden netop fordi, at de var frisindede. "En melodi er en række af toner, der rent faktisk fryder ens øre," rettede han hende. "Og der er vist lang vej endnu for det." Meget lang vej.

[Annabell af Lyslund]

Ubevidst rettede hun sig mere op, da han snakkede om at udstråle seriøsiteten i hendes uddannelse. Hun VILLE være ridder, hun ville vise at hun var mindst lige så god som sin bror. At piger også kunne. "Ja Deres Nåde." Hun talte ham muligvis lidt efter munden, for at mildne ham lidt, han virkede voldsom vred.
Hun forstod dog stadig ikke hvad han havde imod musikken. Hun var ret sikker på at hun havde ramt hver en tone. "Det er korrekt Deres nåde. Mener De mit fløjtespil var så slem?" Spurgte hun så, velvidende om at hun nok ikke ville kunne lide svaret.

[Alois af Jesla]

Alois havde lyst til at himle med øjnene over hende. Han overvejede om han skulle tage en snak med hendes ridderherre, men kom frem til den beslutning, at ridderherren nok var mindst lige så uduelig som væbneren selv.

"Du burde nok hellere læse musik på universitetet, hvis du vil blæse på den tingest," drævede han og forstod virkelig ikke, hvorfor han spildte sin tid på hende. Han havde rent faktisk andre kvinder i sit liv at bruge tiden på. Og de var langt mere værd at tale med.

[Annabell af Lyslund]

Annabell mærkede at hun begyndte at blive vred på greven. Det han stod og sagde passede jo ikke. Hun havde ramt tonerne og hun havde altid fået ros for sit spil. ”De kan altså ikke lide musikken. “ konkluderede hun og pakkede fløjten lidt ærgelig fløjten ned i lommen. Så kiggede hun på ham for at se om han nu var tilfreds. Bare han ikke valgte at sige noget til Ridder Braden.

[Alois af Jesla]

Nå, lidt hjerne havde hun da, siden hun kunne komme frem til den konklusion, tænkte Alois, mens han utålmodigt ventede på, at hun ville forføje sig. Men det gjorde hun ikke. Han var lige ved at sukke opgivende over hendes tydeligvis manglen på opdragelse og situations fornemmelse. "Jeg tror hellere, at du må finde din ridderherre. Jeg er ret sikker på, han ikke vil høre om, at hans væbner driver den af," sagde han og drejede sin krop halvvejs rundt. Han havde rigeligt at tage sig af.

[Annabell af Lyslund]

Annabell spærrede øjnene op ved hans ord. "Åh nej. De må ikke sige noget til ham." lød det næsten bedende fra hende. Hun havde jo blot taget en lille pause ikke andet og hun var med i sine ting som hun skulle, men hørte Ridder Braden fra en anden ridder at hun drev den af, vidste hun godt, hvem han ville lytte til. "Vil De ikke nok? Han må ikke høre jeg driver den af." Det mente hun dog ikke hun havde gjort, men det var ligegyldigt i denne sammenhæng.

[Alois af Jesla]

Alois så på hende med foragt, da hun talte til ham. Hendes tonefald og de ord hun bruget, lød mest af alt som et barn, noget han hadede inderligt. "Hvis du ikke ønsker, at jeg skal fortælle ham, at hans væbner er uhøflig og uopdragen, så må du hellere stikke af nu," advarede han, skønt han langt hellere ville tale med hendes ridderherre. Uanset om hun gik nu eller ej, så ville han nok gøre det alligevel.

[Annabell af Lyslund]

Annabell var bestemt ikke sikker på om hun kunne regne med at dette ikke nåede til Ridder Braden, selv hvis hun gjorde som han sagde. Åh hvor det irriterede hende at være havnet i denne situation. Hun bukkede dybt for Ridderen "Undskyld Deres Nåde." Hun skulle til at vende sig om, da en anden tanke slog hende. Det var bestemt et farligt træk, men hun var nødt til at forsøge. "Jeg gør hvad som helst for Dem, hvis bare de intet siger." tilbød hun så, og fortrød det straks efter de sidste ord havde forladt hendes læber.

[Alois af Jesla]

Alois havde gjort sig klar til at gå, og være sikker på at væbneren bevægede sig i den rigtige retning mød væbnernes fløj uden svinkeærinder. Men hun stoppede op, og det samme gjorde han. Afventende løftede han det ene øjenbryn, klar til at høre endnu en dårlig undskyldning fre hende. De ord der forlod hendes mund, fik ham til at trække øjenbrynene sammen og munden blev til en smal streg. Han trådte et skridt tættere på hende, og gjorde dermed højdeforskellen på dem tydelig. "Er du nu sikker på, at det er et klogt tilbud?" Hans stemme var faretruende.

[Annabell af Lyslund]

Det varr bestemt en farlig vej at bevæge sig ud af, og hun kunne på ingen måde vende om nu. ”Det er hvert fald det tilbud jeg vil give Dem Deres nåde.” sagde hun så og frygtede lidt hvad der ville komme.