Væbner sparing

[Annabell af Lyslund]

Teodorie af Nørland

Det havde været en lang dag for Annabell, Braden havde været på nakken af hende siden morgenen, men hun var ganske godt tilfreds med sin indsats, og syntes egentlig at hun havde klaret sig godt i dag. Der var stadig ting at arbejde med, det vidste hun, men det gjorde ikke noget. Arbejde og træning var godt for krop og sjæl.

Nu kunne hun endelig holde lidt fri, hun følte sig mæt ovenpå aftensmaden og sparkede støvlerne af, før hun opsøgte sin kvidelige medvæbner Teodorie. Havde hendes dag mon været lige så udmattede? uanset håbede hun på lidt sparring og evt lidt sladder for hvordan det gik de andre væbnere.

Hun gik hen til Teodories værelse og bankede på i håb om at hun også var kommet tilbage. Annabell ventede tålmodigt udenfor og håbede døren ville gå op, eller hun ville få lov at træde ind.

[Teodorie af Nørland]

Oftest sov Teo i hertugens byhus, men imens han kom sig og opholdt sig mest på paladset, gjorde hun det samme. Hun sad derfor på sin seng i værelset på væbnerfløjen og var i færd med at strække sine stive led ud i kulden.

Det var ikke den bedste tid, når hun måtte sørge for sin egen træning og forsøge at løse de opgaver hertugen satte hende, uden at stille for mange spørgsmål. Hun ville nemlig ikke gå i vejen for ham, imens han lå syg.

[Annabell af Lyslund]

Annabell bankede prøvende endnu engang og tog så forsigtigt i døren og åbnede den. ”Teo?” spurgte hun ind i rummet.
Der kom svar derindefra omgik derfor helt ind i værelset og lukkede døren efter sig. Hun smilede til væbneren. ”har du tid til at tale? Måske spille en omgang skak?” Annabell kunne godt lide skak og mente det bar godt for sindet.

[Teodorie af Nørland]

Teo sad med benene strakt frem for sig og greb om sine tæer, da døren gik op. Hun så derover, på vagt, men blev mødt af et ufarligt syn og rettede sig ikke op fra sin stilling. Til gengæld hævede hun et bryn og betragtede den jævnaldrende væbner.

"Jeg har sikkert tid, men hvorfor ville jeg nogensinde bruge den jeg har på noget så dødsens kedeligt, Lyslund?"

[Annabell af Lyslund]

Annabell smilede lidt. Okay det var ikke alle, der var lige så glade for skak som hun selv var det. Det var også i orden. Godt så tale kunne hun nu også. "I orden, ingen skak. Hvordan går det med din ridderherre?" Hun satte sig i en stol i værelset. "Jeg høre det var lidt af en omgang han var udsat for."

[Teodorie af Nørland]

Teo havde bogstavelig talt én stol, men hun sad selv bøjet ind over sine værkende ben på sin seng og fulgte ikke Annabell med blikket hele vejen. I stedet slap hun en tung udånding og stirrede lidt tomt ud i luften over endnu et spørgsmål til hertugen.

"Det kan man kalde det," svarede hun tamt. "Jeg ved ikke hvordan det går ham. Jeg har ikke set ham i flere dage."

[Annabell af Lyslund]

Det virkede ikke til Teo var glad for at tale om ridderherrena skader. Annabell smilede derfor undskyldende. Hun var vidst inde i en dårlig tid, Annabell. Det. Åtte hun bare ryste af sig, så hun kunne koncentrere sig om at blive en god ridder. ”hvordan gård det med dig?” spurgte hun så. ”når du langt med træningen?”

[Teodorie af Nørland]

Teo var i et herrens humør og det havde ikke det fjerneste med den anden medvæbner at gøre. Hun rettede sig op ved det næste spørgsmål og bed et hastigt svar i sig, før hun rejste sig op og gav sig til at strække musklerne på undersiden af benet ud, ved at presse hænderne mod væggen og træde ind mod den.

"Jeg har ikke så meget andet at lave end træningen," endte hun med at konkludere. "Jeg øvede sværdkamp med Arlen af Masbo forleden. Det var vældig venligt af ham at tilbyde." Hun tog en dyb indånding og pressede lidt mere mod væggen.

"... Er Ridder Braden stadig det mest rædselsfulde menneske øst for Drell-floden?"

[Annabell af Lyslund]

Arlen af Masbo var ikke en Annabell endnu havde talt meget med, han virkede lidt som en anden støbning end hende og hun var slet ikke glad for hans holdning til ting. Nej han ville sikkert passe meget bedre med hendes lillebror. "javel. Hvem vandt så?" Hun håbede inderligt at det var Teo der havde vundet det, selvom det selvfølgelig kun var en træningskamp.
Af ren refleks kiggede Annabell mod døren ved spørgsmålet om sin ridderherre, så nikkede hun forsigtigt. "Men det er fint. Jeg vil være blandt de bedste riddere, så det er godt med en streng ridderherre." Konkluderede hun. Det lød næsten som en rille hun sagde meget ofte til sig selv.

[Teodorie af Nørland]

Teo svarede ikke rigtig på spørgsmålet med andet end en meget nordlandsk brummen og knirkede lidt i musklerne, som hun rykkede på sig. Da Annabell konkluderede, at Ridder Braden var streng, svarede hun med et simpelt fnys.

"Hertug Vårfos forventer intet andet end den bedste indsats, men han kunne aldrig drømme om at slå mig," konstaterede hun, imens hun stirrede misbilligende ind i væggen. "Det tror jeg i hvert fald ikke.."

[Annabell af Lyslund]

Annabell rynkede brynene. Ridder Braden havde ikke slået hende. Nok var han streng, men han havde ikke slået hende. "Hvad mener du med det? Har du hørt Ridder Braden slå sine væbnere?" hun mærkede hvordan det løb hende koldt ned ad ryggen. Det var kun mere grund for ikke at kommer ham på tværs.

[Teodorie af Nørland]

Teo spændte lidt i skuldrene, indtil hun skiftede fod og mærkede musklerne slappe af og spændes igen. Hun slap et dybt suk af fysisk lettelse, som ikke specielt spredte sig til hendes mentale tilstand.

"Jeg har hørt at han er voldelig," konstaterede hun, helt simpelt. Det var ikke god kutyme, at tale skidt om andres ridderherrer, men...

[Annabell af Lyslund]

Hvis hun skulle være helt ærlig, så havde Ridder Braden nogle lidt hårde kanter, men han var vel bare bestemt? Sørgede for hun blev den bedst mulige ridder. Det var hvert fald hvad hun forsøgte at overbevise sig selv om, når det hele blev for meget.

Hun rynkede dog alligevel brynene og så på veninden. "Hvad har du hørt, helt bestemt?" Det var måske meget godt at være forberedt.

[Teodorie af Nørland]

Teo rettede sig op og vendte sig rundt med begge bryn sammentrukne. "At han er voldelig. Som jeg lige sagde?"

Hun glattede sin tunika og tog en dyb indånding. "Men du kender ham vel bedst selv," konstaterede hun, uvillig til at blande sig.

[Annabell af Lyslund]

Annabell nikkede for at indikere at hun havde forstået. Han var bestemt og konsekvent men var han mere end det? Det kunne hun nu altså ikke forestille sig. Han var jo ridder, men hun skulle måske være opmærksom.

"Han har ikke gjort mig noget hvert fald." Sagde hun så bare med et lille smil. Måske var Teo bare bekymret fordi Ridder Braden havde en hård tone.